x

Kick out the Jams, motherfuckers!: En samtale med Wayne Kramer - del 2

Kick out the Jams, motherfuckers!: En samtale med Wayne Kramer - del 2

Det virkede ikke sandsynligt, da jeg i sin tid købte MC5s debutalbum Kick Out the Jams fra en rodekasse i Roskilde på vej hjem fra en festival – og formentlig endnu mindre for Wayne Kramer, da han sammen med resten af MC5 udgav bemeldte debutalbum i et USA i opbrud.

Men her sidder vi altså, 50 år efter ’68, over espresso og danskvand på et hotel i Aarhus: 70-årige Wayne Kramer overfor GAFFAs udsendte. Meget langt fra Detroit i ´68 – og så måske alligevel ikke. 

Første del af GAFFAs maratoninterview med Wayne Kramer kan læses her.

Forud for sin tid

Jeg vil også gerne tale med guitaristen Wayne Kramer i dag – din stil, guitardynamikken i det oprindelige MC5 osv. – Jeg havde en behagelig samtale med din kollega Gilby Clarke, som kaldte sit samarbejde med dig for ”et højdepunkt i mit personlige og professionelle liv”. Jeg vil gerne citere lidt fra det interview:

“Jeg lyttede til musikken for at lære guitarstykkerne - men du ved, albummene er lidt rodede og mixene ikke ret rene. Men da jeg så satte mig ned med Wayne Kramer for at gennemgå sangene, blev jeg fuldstændig blæst omkuld. Det bragte det op på et helt andet niveau, for mig, at finde ud af havd det var som gjorde de her sange særlige, fra et guitarist-synspunkt: At de to guitarister hver havde deres unikke og distinkte rolle. MC5 var klart forud for deres tid, i forhold til den måde de brugte to-guitar-band-kombinationen”

Giver den udlægning mening for dig?

 Ja, han tager ikke fejl der. Fred Smith og jeg havde raffineret kunsten og videnskaben at spille elektrisk guitar – på et niveau, som ingen af vores samtidige havde nået.

Vi spillede sammen så længe – fra vi var drenge – og blev i stand til at perfektionere en måde at spille sammen. Hvor vi spillede simultant, både rytmestykker og soli som flettede sig ind i hinanden. Vi begyndte med en klar opdeling af rollerne: Fred var rytmeguitarist og jeg var sologuitaristen.

Men henad vejen smeltede det sammen; jeg lærte af hans rytmespil og hans lærte af min leadguitar. Så vi blev i stand til at spille simultane soli...

Ikke ulig Dick Wagner/Steve Hunter-kombinationen i Lou Reeds band i midten af 70’erne...

En lille smule, ja. Det er ikke raketvidenskab: Mange folk kan gøre det. Men det kræver lidt ekstra indsats. Jeg gennemgår det jo i dag med Kim Thayil i det nye band, hvor han ligesom skal have hovedet omkring ideen at vi skal spille solo simultant. Hvordan passer rytmedelene sammen?

Hvis jeg spiller en bestemt rytme i en bestemt position, så spiller han en anden rytme, i en anden position. Men det to dele passer sammen. Det er stadig lidt en lost art.

Risikabel business

Jeg ser virkelig frem til showet i aften. Da jeg gik i gymnasiet præsenterede en ven mig for den vanvittige G.G. Allin & The Murder Junkies. Du arbejdede sammen med Allin på et tidspunkt, tidligt i hans karriere, og du har sagt at han dengang bare var en ”lidt overentusiastisk rock’n’roll-fyr”. Kan du kaste lidt mere lys over dine oplevelser med manden?

En del af det jeg gør som professionel musiker, er at jeg laver sessionarbejde, hvor folk ringer til mig og hyrer mig til at komme og spille guitar på deres projekter.

Og det her var et af de projekter - hvor en ven ringede og spurgte om jeg var tilgængelig for den session, og jeg sagde ”selvfølgelig. Som jeg sagde: Han var bare en meget energisk og entusiastisk ung mand dengang, meget ophidset over sine sange, sit band og det faktum at jeg kom og spillede på hans sessions

Det var et par aftners arbejde; jeg nød hans selskab, musikken var god og jeg tænkte ikke meget mere over det, dengang. Det var først meget senere – omkring 1990, tror jeg – at han ringede til mig, efter jeg var flyttet til Nashville, hvor han var kommet for at spille en koncert.

Han ringede til mig, og jeg ville komme og se koncerten – men han fortalte at politiet havde stoppet showet. Jeg spurgte, hvad der var sket, og han fortalte at han lige var kommet ud af fængslet.

Han var ikke meget for at tale om, hvad han havde været inde for; senere fandt jeg ud af at, at det vist var noget med at han havde slået sin kæreste, noget ret slemt.

Og så begyndte jeg at høre om de her bizarre, skatologiske performances – med afføringsmidlet og alt det der. Jeg mener, jeg kunne godt se det fra et kunstnerisk perspektiv.

Der er et element i rock’n’roll, som handler om at være provokerende, og det har vel principielt ingen grænser. Det kendte i hvert fald meget få grænser, i hans tilfælde.

Og så tog han en overdosis. Når du leger med narkotika er det højt spil. Den slags spil, hvor du enten ender i fængsel, indlagt eller i lighuset. Det er meget risky business – og han trak det korte strå.

Han var på min alder, da han døde. Jeg mener, han var 36 –

Ja. Meget ung.

Solide brothers

Historien om MC5 omfatter også dine gamle bandkammeraters tidlige bortgang. Hvilket perspektiv efterlader det dig med – at være overleveren?

På en måde efterlader det mig, hvor jeg begyndte. Jeg havde en idé til et band, noget, jeg ville gøre, da jeg var dreng. Jeg arbejdede meget hårdt på at få det til at ske – og lykkedes med det, på mange niveauer.

Men at stå i dag, som den ensomme kurator over arven – jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg har det med det på nuværende tidspunkt. Men jeg er bestemt glad for at kunne arbejde, og jeg elsker fyrene i bandet, i dag:

Kim Thayil, Don Was, Matt Cameron og Marcus Durant er solide brothers, og de har alle sammen hver deres personlige forbindelse til MC5; til musikken og det, den repræsenterer.

Tabet af mine brødre fra bandet var noget, jeg ikke var forberedt på. Jeg tænkte altid, at vi ville samle bandet en dag. Da Rob Tyner døde i 1990, indså jeg at det aldrig ville kunne ske. Så døde Fred Smith, i 1994, og Michael Davis i 2012.

Det fortæller mig, at tiden er definitiv: Det er en konfrontation med det definitive. Og at vi alle har to døde: Livets død, som vi alle går i møde.

Og så er der din ungdoms død – forstået som erkendelsen af, at din ungdom ikke kommer tilbage. Du vil ikke kunne omskrive historien efter dit eget ønske. Det er ikke nødvendigvis er blevet, som du ville have det til. Det er blevet på en anden måde.  

Ikke desto mindre er du blevet far for få år siden – tillykke med det!

Tak!

Det må være fantastisk...

Det er det bedste, jeg har gjort. Det mest cool, jeg nogensinde har gjort. Han er fem i dag. 

Skønt. Jeg har selv en på otte. Så, i en vis forstand kan man måske sige, at du alligevel har omskrevet historien...

Nej, det er en anden historie, haha. Men de andre – de tog alle sammen afsted for tidligt. Rob og Fred var 46, hvilket er ungt efter nutidens standard; Michael var sidst i tresserne.

Det, det fortæller mig, er at jeg skal komme i gang med arbejdet, hvis jeg vil have noget gjort. Tiden er definitiv. Der bliver masser af tid, efter jeg er taget afsted. Så mens jge er her vil jeg leve det her liv så fuldt som muiligt, og forhåbentlig forlade stedet en lille smule rarere end jeg fandt det.

Plovfurer i tiden

”Masser af tid, efterjeg er taget afsted”...det er et godt citat. Er det din egen formulering?

Nej, den er ikke original. Men...folk bekymrer sig om døden og spørgsmålet om uendeligheden. Men ingen tænker over evigheden før du blev født.

I virkeligheden plopper du ligesom bare herud for et kort øjeblik, og så forsvinder du tilbage til det sted, du kom fra. Blander dig med universet...

Det, tror jeg, er et sundt perspektiv – om end måske vanskeligt at fastholde. Jeg har et sidste spørgsmål: Jeg kan huske, du engang i et interview talt om revolutionen som en ”tovejs-ting”: Dels den del som handler om at omstyrte regeringer, og så det, du kaldte idéernes revolution. Tror du, at rockmusik kan generere egentlig, politisk forandring?

Det som kunst, inklusive musik, kan gøre, er efter min overbevisning at pløje jorden. Tilføre ilt og næring i jorden, så noget kan vokse frem. Vi har et fællesskab i selve sangene:

Hvis du kan lide en bestemt Bob Dylan-sang og jeg kan lide den samme, så har vi mødt hinanden, i den sang, og lavet et fællesskab dér.

Hvad sådan et fællesskab kan gøre i den virkelige verdens politik, må vi se. Regeringer politik, forandringens politik – det er alt sammen kørt af folk.

Og uanset hvilket rod, som foreligger – så er det folk, som har skabt det. Folk lavede problemerne, og folk kan løse dem.

Det er også min tilgang til det arbejde, jeg laver i amerikanske fængsler. Det her er ikke naturlove; det er menneskelige handlinger.

Hvis jeg ikke troede på, at folk faktisk kan reparere og reformere systemet, så ville jeg give op. Men det er det sidste jeg har lyst til, fordi jeg tror at folk kan ændre tingene.

Den rolle, kunsten spiller, er at den kan bære et budskab, den kan udforske om idéer, tale om komplekse, poetiske, metaforiske, visionære ting og på den måde pløje jorden og skabe en frugtbar jord, som noget kan gro op af.

Hvem ved, hvilken form det vil antage – det er op til de unge, til din søn og min søn, at gøre arbejdet nu.   

Wayne Kramer og hans aktuelle band MC50 var forbi Northside Festival i Aarhus i starten af juni 2018. Deres jubilæumsturné for albummet Kick out the Jams fortsætter det meste af året - efter en længere række shows hjemme i USA vender bandet tilbage til Europa i november.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA