x

Roskilde Festival: Årets bedste og værste koncerter ifølge GAFFAs anmeldere

Roskilde Festival: Årets bedste og værste koncerter ifølge GAFFAs anmeldere

Roskilde Fstival bød på mange højdepunkter musikalsk, men også nogle bundskrabere. Her kommer en guide til de bedste og værste koncerter fra Roskilde Festival 2018 ifølge GAFFAs anmeldere.

De bedste:

Eminem - Orange Scene - onsdag - 6 stjerner - anmeldt af Cillian Murphy:

"Det eneste, der hang tungere i luften end det ubarmhjertige urinstøv, var forventningen til koncerten 22:30, hvor Marshall Bruce Mathers langt, langt, langt om længe kunne stemple ind på dansk jord og levere The Eminem Show. Der kan skrives bøger om de farcelignende episoder, hvor han først i 1999 måtte aflyse på Store Vega og sidenhen aflyste sit ellers stort opslåede show i Parken som led i Anger Management tour’en i 2005. Hvor har vi dog ventet længe på det her, og det er umiddelbart også svært at tænke på et mere oplagt og majestætisk spot end landets største scene, midt på Dyrskuepladsen i Darup."

Stormzy - Arena - torsdag - 6 stjerner - anmeldt af Elias Kvist:

"Hvad er det, en koncert defineres af? Stemning, tempo, energi, levering, nærvær, kontakt. Man kan blive ved med at fyre slagord efter det. Men en sjælden gang må man give sig hen, når man oplever en koncert, der udgør selve ypperligheden af et kunstnerisk udtryk. En sådan oplevelse fandt sted på Roskilde torsdag midnat, og dette element, dette fænomen var i aftenens tilfælde bestemt af en ting alene. Stormen."

Oh Sees - Pavillion - torsdag - 6 stjerner - anmeldt af Simon Heggum:

"For Oh Sees leverer en decideret magtdemonstration. For det første har bandet to trommeslagere. Det er meget sjældent, at det er en særlig god ide, og det bruges oftest i mere rytmisk musik, hvor trommerne kan spille hver deres rolle. Dette rager dog Oh Sees dog en bønne, og Dan Rincon og Paul Quattrone smadrer derudad, samtidig med at de stort set spiller det samme. Det giver dog Oh Sees en interessant rytmiske fylde, som kun få andre bands kan matche. På toppen fylder John Dwyer hele lydbilledet og er en af de mest ekspressive forsangere, jeg har set på dette års Roskilde. Han har en sikker publikumskontakt, hans stemme passer til det hårde punk-psyche, og så er han en fuldstændig fantastisk guitarist."

Heilung - Avalon - torsdag - 6 stjerner - anmeldt af Hansen:

"Der er mange ting, man forventer sig af en koncert. Det kan både dreje sig om besætningen, lyden, formen og interaktionen med publikum. Man forventer sig noget bestemt, og som regel leverer bandet nogenlunde det. 

Og så er den anden type. Der, hvor bandet sætter sine helt egne rammer for, hvad der skal foregå, og man som publikum enten må gå med på den præmis, eller også giver det ikke så meget mening. Heilungs koncerter tilhører den sidste type. Det er ikke en egentlig koncert, men en shamanistisk blot, vi er deltagere i. Musikerne gennemfører det en timelange ritual, og de går meget længere ind i rollen end nogen andre bands jeg har set. Så hvis man lader sig afskrække af dyrepelse, gevirer, horn og masker, er det bedre bare at blive væk, for det er så essentiel en del af koncerten, at det ikke kan adskilles. Jeg plejer at være skeptisk over for gøgl, men her er det ikke fjollet drys lagt på bagefter, det er vigtig del af grundtanken. Der er tale om en helhedsoplevelse."

Benal - Arena - fredag - 6 stjerner - anmeldt af Hansen:

"Da Benal startede ud for nogle år siden, var de et friskt og anderledes pust i dansk hip hop. Med surreelle og følsomme tekster oven på indadvendte og skrøbelige produktioner var de ikke mit første bud på en landeplage. Men de voksede med opgaven, og i dag ville det være sært ikke at have dem på en stor scene til Roskilde. At Alberts produktioner kan stå distancen på den størrelse er sejt, og jeg vil mene, at der plads til endnu mere af den. Og det var det eneste lille minus ved dagens koncert, musikken måtte gerne have været en lille tak højere. Til gengæld var der rigeligt plads til Benjamins vokal, og den var i topform."

Dead Cross - Avalon - fredag - 6 stjerner - anmeldt af Simon Nielsen:

"For tre år siden bookede Mike Patton og Dave Lombardo en turné sammen. Sammen med Justin Pearson og Michael Crain fra Retox skulle de spille sammen under navnet Dead Cross. Men de havde ingen sange endnu. På den måde er Dead Cross vokset ud af impulsiviteten. Det hele er et eller andet sted lidt lige meget, fordi Dead Cross egentlig bare gør, som de har lyst. Det ligger i blodet og sprøjtes ud over det publikum, der er mødt op for mødet med deres gamle teenagehelte på Avalon. Støjen flyder ud over scenen. Den sætter sig fast i vores kroppe og skærer i vores ører. Det er ikke kontrolleret støj. Det er kaos. Det er angstprovokerende og aggressionsudladninger fra fire mænd, der har passeret fyrrene. Dead Cross er angrebet på midtvejskrisen. Det er et spark i røvhullet og en spytklat i ansigtet."

Nick Cave & The Bad Seeds - Orange Scene - fredag - 6 stjerner - anmeldt af Espen Strunk:

"På Nick Caves femten år gamle Nocturama-album er der en sang, som hedder ”Baby, I’m on Fire”. Den er ikke med på den blot 13 sange lange festivalsætliste i Roskilde iaften, og godt det samme – for det er ikke desto mindre nøjagtig, hvad vi får:

En Cave med ild i – bakket op af sine som altid fremragende Bad Seeds, som denne sene fredag aften, mens mørket falder på spiller hårdere, mere konfronterende, end længe hørt.

Det var netop hér, på den Orange Scene i 1996, undertegnede i sin tid oplevede Nick Cave & The Seeds live første gang. Og nu står han her gudhjælpemig igen – og sender hilsner tilbage til netop halvfemserne med titler som "Do You Love Me? Part 1", "Loverman"  (Cave: "This is a song from the dark ages...") og "Stagger Lee"."

Fever Ray - Arena - fredag - 6 stjerner - anmeldt af Jesper Buhl:

"Og der ligger en enorm kraft i det, som det var tydeligt at se allerede under koncertens første nummer ”An Itch”. De to percussionister lagde vægt og kraft bag Dreijers sang, som handler om liderligheden, der vågner, om et nyt nydelsespotentiale med et nyt køn. ”Imagine: touched by somebody who loves you,” som hun sang.

Vi fik også en, meget passende, totalt forvandlet version af ”When I Grow Up” fra det selvbetitlede første album, komplet med koreograferet dans til nummerets ikoniske synthriffs, og så nåede vi til denne nats første højdepunkt, da det var tid til at smide kampnæven i vejret og skråle med på ”this country makes it hard to fuck”. En ren magtdemonstration fra de storsyngende vokalister. Herefter fik vi i hurtigt tempo ”Falling og ”Mustn't Hurry”, som er et højdepunkt på albummet ”Plunge”, og som også var det her. Og vi fik ”Wanna Sip”, som domineredes af en blævrende, ond bas. Ikke en fod blev sat forkert."

Gorillaz - Orange Scene - lørdag - 6 stjerner - anmeldt af Cillian Murphy:

"Okay. Lad os starte med at få det, alle taler om af vejen: der var én, der faldt. Nærmere bestemt var det rapperen Del The Funky Homosapien, hvis karakteristiske vers fuldender Gorillaz’ gennembrudshit “Clint Eastwood”. Og hvor er det ærgerligt, at det er det, vi alle ender med at tale om dagen derpå, for hold nu op, hvor var der så meget mere at tage med fra denne vidunderlige aften på Orange. Del har det efter omstændighederne OK, lyder meldingen fra rapperen selv på Twitter. At det skete under koncertens sidste nummer, kan man derfor godt glædes lidt over, fra et meget egoistisk synspunkt. For de forudgående 85 minutters musikopvisning, ført an af en vis Damon Albarn, var af høj kaliber."

Anderson .Paak - Arena - lørdag - 6 stjerner - anmeldt af Cillian Murphy:

"Det er helt sikkert, at Eminem var Roskilde Festival 2018s største booking, men udover ham kunne den mest imødesete af hiphopnavnene på årets stærke program meget vel være amerikanske Anderson .Paak. Hypen omkring den Californien-baserede musiker er i hvert fald taget voldsomt til det seneste års tid. Med en placering klokken 01:30 lørdag nat blev der på forhånd diskuteret, hvorvidt rapperen var malplaceret tidsmæssigt, især taget i betragtning, at han spillede på den noget mindre Apollo-scene for fulde huse kl 14:00 i 2016. Lad os bare sige det med det samme: alle potentielle bekymringer om manglende stemning, udeblevet fest eller noget i den dur blev gjort fuldstændigt til skamme fra første strofe."

 

De værste:

Interpol - Orange Scene - torsdag - 2 stjerner - anmeldt af Keld Broksø:

"Når det amerikanske band Interpol ligefrem er opkaldt efter den internationale politiorganisation (The International Criminal Police Organization), så er det næppe noget, der får folk på Roskilde til at forvente musik, der er velegnet til at flippe ganske meget ud over. Det kan hermed meldes, at det skete heller ikke.

Et par observationer fra pladsen: Helt oppe i front pit var der god plads. Et par hardcore fans hoppede op og ned i begejstring, men majoriteten var lige så optagede af iPhones, snak med sidemanden og ølpigerne, som hjalp med at køle ganen. Længere ude på pladsen var der for en gangs skyld rigelig plads til at komme både frem og tilbage. Opmærksomheden var størst ved en stribe minimal kødrand oppe ved første afspærring. Størst pres var der ved ventekøen til Bruno Mars, som skulle følge efter."

Odesza - Arena - fredag - 2 stjerner - anmeldt af Jesper Buhl:

"Den visuelle side af Odeszas show var utroligt veludført og sine steder temmelig smuk. Så, nu har jeg skrevet noget pænt om denne ørebæ af en koncertvederstyggelighed.

Det første nummer, ”A Moment Apart” skulle vise sig at være symptomatisk for hele koncerten. Harrison Mills og Clayton Knight, de to producere, som udgør kernen i Odesza, indtog hver sin konsol på scenen flankeret af to hornmusikere, der besøgte scenen flere gange undervejs i koncerten. Ligesom duoens andre numre, så lyder ”A Moment Apart” som en uhellig alliance mellem EDM-genrens opulens og jagt på det næste bas-drop med sukkerpoppens højloftede sødme. Man får indtrykket af, at Odeszas maksimalistiske musik skabes med enorm omhu og sans for detaljer og med en del kynisme."

Dua Lipa - Orange Scene - lørdag - 2 stjerner - anmeldt af Sara Elisabeth Nedergaard:

"...og så kommer der hit. “Be the One” vækker publikumglæde, men en stagedive og lidt headbanging udøves på den mindst rock’n’roll-måde nogensinde og efterlader en flad fornemmelse. Og det samme med “One Kiss”, der så nemt kunne være blevet tunet op til at være festival-festlig, men som bare blev leveret præcis, som vi kender den fra radioen. Det samme med ekstranumrene “IDGAF” og “New Rules”, der i radioen er geniale pophits, men på den store scene mangler liiige det ekstra.

Dua Lipa var en kæmpe fejlbooking til Orange Scene. Om det var nerver (hun er immervæk kun 22 år), manglende bagkatalog (hun har kun udgivet et enkelt album) eller dovenskab, er ikke til at sige. Men lørdag aftens festligheder blev IKKE skudt af klokken 20 på Orange lørdag aften. Desværre."

LÆS OGSÅ: Nu festival i Horsens tilføjer Alex Vargas til programmet

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA