Aqua-interview i Canada: For første gang er hele sjælen med

Aqua-interview i Canada: For første gang er hele sjælen med

Den 8. september tog Aqua hul på bandets The Rewind Tour i Toronto, en turné der i første omgang indeholder 11 udsolgte koncerter i Canada. GAFFA fangede trioen i Abbotsford inden The Rewind Tours anden koncert til en meget åben snak om, hvordan for meget succes kan flytte fokus fra det, der er vigtigt, det at blive ældre og ikke mindst Aqua anno 2018. 

33 millioner solgte enheder, topplaceringer på den engelske top 20, MTV-priser, optræden med Pavarotti, jeg kan blive ved – er det muligt stadig at være sulten som band?

Søren Rasted: – Det kan man sagtens være, men det er nogle helt andre ting, man er sulten efter, end det var tidligere. Hvis vi skruer tiden 15 år tilbage, handlede det hele jo om promotion, dét at spille live var faktisk bare en lille del af at promovere varen, og det brækkede vi simpelthen halsen på. Man bliver træt af at tale om sig selv og lytte til de andres dårlige svar. På den her tur handler det bare om at spille live, og som vi er blevet ældre, nyder vi simpelthen bare det at spille live for et publikum. 

Rene Dif: – Da vi spillede Grøn Koncert i år, kunne vi nyde det til fulde, hvilket vi ikke kunne for 10 år siden, da der dengang var så mange ting, der skulle nås ved siden af. 

Lene Nystrøm: – Det skal jo ikke lyde, som om at det er synd for os, men for meget succes er vanskeligt at tage ind nogle gange. Man ender med hele tiden at fokusere på det næste, for hvad hvis det ikke også er en succes? Denne gang er fokus bare at spille live, for det er dét, vi elsker – jeg vil sige: for første gang er hele sjælen med. 

Første koncert var i Toronto i forgårs, hvordan gik det, jeg kunne læse, at I fik ganske gode anmeldelser? 

Rene: – Jeg synes, vi kom rigtigt godt fra start, vi har ikke været i Canada i mange mange år, og alligevel var der udsolgt og folk uden for hotellet og alt det der. Det er fedt at se teenagere, der knap nok var født, da vores albums var på hitlisterne synge med på sangene, det er utroligt overvældende at være vidne til. 

Søren: – Det er jo der, musik er sådan et unik medie. Det er meget rørende, når folk fortæller dig at din musik har betydet noget for dem, eller det har været soundtrack til deres ungdom. Vi er meget taknemmelige for den respons, vi har modtaget, og med alderen er vi blevet bedre til at tage det hele ind. 

I er jo blevet en mand mindre, hvordan er det?

Lene: – Det var jo Claus’ valg, og det må vi jo respektere, vi savner ham selvfølgelig. Vi var jo nødt til at vende situationen til noget positivt, og gennem det er kemien mellem os tre blevet stærkere.

Søren: – Når det er sagt, er det her lille projekt noget større end bare os tre – det er jo en meget større enhed, der inkluderer de folk, vi rejser rundt med. 

Hvorfor er det lige Aqua, der står i Canada med 11 udsolgte koncerter og ikke et af de andre Euro-Dance-bands fra 1990’erne?

Søren: – Jeg tror, det har noget at gøre med måden, vi har valgt at gøre tingene på. Vi spiller og synger live, med et liveband på scenen. 

Rene: – Målet har været at ændre numrene live, så de stadig er relevante. Vi er meget stolte af vores liveshows og siger faktisk altid nej til at spille playback/singback, hvilket har gjort, at der er shows, vi ikke kommer til at spille, da det er dét, der forventes. 

Lene: – Vi er vel blevet kitsch på en måde, hvilket er helt okay. I begyndelsen blev vores show ofte slagtet af anmelderne, men jeg føler, at vi med vores liveshows nu får noget mere respekt for vores koncerter.  

Rene: – Og i Toronto ville Rolling Stone Magazine gerne lave interview med os, det ville jo have været helt utænkeligt for 15 år siden. 

Hvad skal der ske efter Rewind Touren i Canada, og kan vi forvente et nyt album som opfølger til "Rookie"-singlen?

Rene: – Vi har pause til januar, og derefter er det Australien og New Zealand.

Søren: – Nej, der er ikke planer om et nyt album. Der er ikke noget pres nogen steder fra, og det har vi det helt fint med. Vi vil blive ved at at skrive sange, og hvis der er en eller to, der rammer, udgiver vi dem måske som singler, ligesom vi gjorde med "Rookie".

Lene: "Rookie" er jo en helt anden sang, end vi tidligere har udgivet, og den næste single bliver sikkert noget helt andet igen, det er super fedt at have den frihed. 

Jeg bliver jo nødt til at spørge: for 21 år siden udgav i Aquarium, hvordan er det at se tilbage på den udgivelse i dag?

Søren: – Vi havde jo ikke drømt om, at det skulle blive så stort, som det gjorde. Jeg kan huske, Ekstra Bladet lavede et interview med os om, hvor Aqua ville være om 10 år, og vi havde ingen idé. Vi var heldige at ramme en tid, en lyd, og at alle stjerner stod rigtigt på det samme tidspunkt. Når jeg ser tilbage i dag, kunne Aquarium også have floppet og solgt 40.000 i stedet for 1,7 millioner enheder i 1997.  

Klokken 21.30 gik Aqua på scenen i det udsolgte Abbortsford Entertainment Centre og spillede en koncert, hvor lyd, show og performance gik op i en højere enhed til stor begejstring for denne skribent. 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA