x

Lacks turnedagbog kapitel 2

Lacks turnedagbog kapitel 2

Søndag aften, St. Etienne. Man fanger sig selv i at være idiot igen. Man er træt og i færd med at brokke sig over en eller anden ligegyldighed. Måske har en eller anden serveret kød, selvom man er veganer, eller en eller anden arrangør har attitudeproblemer. Måske er man bare træt efter 10 timer i bussen på chokoladekiks og stereoanlæg, der kun kan spille i frekvenser over 2 kilo.

Og så begynder man at være negativ og indser, at man har glemt, hvorfor man egentlig gider rage rundt i en beskidt og stinkende bus; hvorfor man overhovedet gider tage det slæb, som det at være i et pladeudgivende og turnerende band uværgeligt vil være. Turnegalskaben bliver til et bevis på meningsløsheden ved hele foretagendet. Og så er der tømmermændene og slægtninge, der til næste familiefest spørger "kan du leve af det?"

Men tag koncerten i Angouleme eller Roubaix, hvor nogle, som det ofte sker, havde kørt over 300 km for at se Lack spille. Hvor folk sang med, rigtigt med, på den måde hvor ordene er blevet til deres egne ord, hvor de har tilegnet sig dem og givet dem mening. Hvor man ser ikke blot glade mennesker, men mennesker der sætter pris på, at du er lige der og gør lige præcis, hvad du gør.

Når man ikke engang kan opdage, at du aften efter aften fylder spillesteder med folk, der vil være til stede. Så indser man, at man har glemt sin ydmyghed. At man er begyndt at være så professionel, at man tænker mere i tariffer, cateringridere og 2-stjernede hotelværelser end på det man overhovedet er her for. Musikken, ordene.

Nogle gange sker det, at nogen kommer hen til dig, ser dig i øjnene og fortæller dig straight up, at du har inspireret dem i den måde, de vælger at leve på. Hvad fanden skal man så sige? Det skete igen i Lyon, hvor vi som The Clifters spillede på en båd.

Og hver gang minder det om, at det er grunden til at du gider. Ikke fordi du bliver bekræftet i hvor fed du er, eller at verden virkelig har dig som omdrejningspunkt, men fordi du indser, at det du gør, indgår i en sammenhæng. At dine anstrengelser måske kan tilføje blot en lille smule positivt til det større hele af elendighed og tristhed.

Mens man derfor skammer sig over at være en idiot, sætter du virkelig pris på alle de mennesker, der gider at arrangere dine koncerter, lave din mad, sætte dine plakater op, huse dig og mest af alt deltage i dine koncerter. Og så har man genfundet sin ydmyghed og kan begynde at spille musik igen. Virkelig spille.

Lack på MySpace


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA