Thomas Dybdahl: Forvent et splinternyt kick ass-band – og måske en julesang

Thomas Dybdahl: Forvent et splinternyt kick ass-band – og måske en julesang

Den norske sanger og sangskriver taler om sine danske koncerter, sit aktuelle album – og julen

Det er efterhånden blevet en tradition for den norske sanger og sangskriver Thomas Dybdahl at give danske koncerter lige før jul. Det sker også i år, på VoxHall i Aarhus den 19. december og Store Vega i København den 20. december. Sidstnævnte koncert har længe været udsolgt, mens der i skrivende stund er meldt få billetter til VoxHall-koncerten.

Dybdahls udtryk rangerer fra de helt intime, akustiske sange over både tænksomme og smådansable rocknumre til storladne ballader. Thomas Dybdahl debuterede i 2002 med albummet That Great October Sound og udgav i oktober sit ottende album, All These Things, som er indspillet i Los Angeles med amerikanske musikere og produceren Larry Klein, der blandt andet er kendt for sit mangeårige samarbejde med Joni Mitchell. Albummet fik hele fem stjerner af GAFFAs anmelder.

LÆS OGSÅ: Norsk akkuratesse og henførelse

Når den norske kunstner med de poetiske tekster besøger Danmark denne gang, bliver det med et nyt band, hvor koncerten i Store Vega i december 2017 blev den sidste for Dybdahls orkester gennem 18 år. Vi har stillet Dybdahl en stribe spørgsmål om, hvad vi kan forvente af de danske koncerter, om hans nye album, og hvordan han fejrer jul. 

Hvad kan vi forvente af dine kommende julekoncerter?

I kan forvente et splinternyt kick ass-band, nye sange, gamle sange i ny forklædning og måååååske en julesang, hvis publikum har været søde børn.

Du har holdt julekoncerter i Danmark i nogle år. Hvordan begyndte den tradition?

Det hele begyndte egentlig bare med, at vi afsluttede en lang turné på Vega lige før jul for snart 10 år siden, og alle var så begejstrede for København i juleklæder. Vi tænkte så, at det kunne være en nydelig måde at afslutte alle koncertår med en sidste koncert i Vega, før vi fik lov til at holde juleferie. Så blev det bare sådan…

Du medvirker på norske Nina Nielsens nye julesang "Falling Steady", men du har aldrig selv udgivet en julesang. Kan vi forvente sådan én på et tidspunkt?

Det er ikke noget, jeg tænker kommer med det første, men måske er det et ritual, man må igennem, hvis man holder ved længe nok.

Hvad er din yndlingsjulesang og hvorfor?

"Have Yourself A Merry Little Christmas". Jeg elsker den. Jeg er jo opvokset med religiøse julesange, i og med at jeg kommer fra der, jeg kommer fra, men jeg selv er ikke religiøs. Så jeg hælder som regel mod den kommercielle og familieorienterede Sinatra/Dean Martin-del af julesangtraditionen, i stedet for de religiøse.

Hvilket band har du med i Danmark – jeg går ud fra, at det ikke er de amerikanske musikere, der medvirker på dit nye album, bortset fra Lera Lynn, som varmer op?

Nei, jeg har et nyt band med medlemmer, som kommer fra så forskellige projekter som Susanne Sundfør, Jaga Jazzist, Bushman’s Revenge, Trondheim Jazzorkester med mere.

Bandet består af: Gard Nilssen: trommer, Lars Horntveth: guitar, synth, etc, Ole Morten Vågan: bas, Vegard Lien Bjerkan: orgel, synth.

Artiklen fortsætter under videoen

Hvordan har du udvalgt musikerne på All These Things? Og produceren Larry Klein, som du jo også arbejdede med på What's Left is Forever fra 2013?

Larry og jeg havde talt om at lave en sådan plade ganske længe. En rigtig old-school-plade indspillet live med sessionmusikere i et godt studie i LA. Musikerne er udvalgt baseret på sangene, og hvem vi troede kunne passe til dem. Jeg skrev en ønskeliste, og Larry tog en telefonrunde.

Vil du fortælle noget om Lera Lynn, som jo også varmer op for dig? Der var noget med, at du opdagede hende i True Detective?

Jeg så hende først som barsangerinden i True Detective, ja. Jeg syntes, hun var helt fantastisk, ikke kun som sanger, men også som sangskriver. Det viste sig heldigvis, at jeg kendte hendes manager godt efter min tid på Decca-selskabet i USA

Vil du arbejde mere på et gennembrud i USA, nu hvor du har indspillet et album derovre?

Det kommer jo lidt an på, hvordan man tænker gennembrud. Et gennembrud for mig kan ikke komme ved at turnere. Det må nok ske ved hjælp af en god placering i tv eller en sang i en film eller lignende. Jeg må bare få en chance til at vise nok folk, hvem jeg er, og til det må man være synlig over et lidt længere tid.

Hvad har været de musikalske og tekstmæssige inspirationskilder til All These Things?

Det har vært meget forskelligt. Alt fra Crosby, Stills, Nash & Young til Bill Withers, Sheryl Crow og Stealers Wheel (skotsk folk-rockband fra 70'erne, red.).

Sange som "Lifeline" og "Rescue Me" fra All These Things virker helt politiske, er det korrekt observeret?

Ikke politiske som sådan, men måske mere en følelse af håbløshed over ikke at have forstået verden så godt man tror og ikke vide, hvad som er rigtigt at gøre. Men man har en følelse af, at man er på gale veje nogle steder. Alle ved jo, at man ikke bliver lykkeligere af at købe en masse ting, men det giver jo en vis "soothing relief", som er kortvarig, og af og til er det nok. Sociale medier har jeg en følelse af, at alle synes er noget deprimerende lort, men så bliver man så afhængig af det også. Verden er blevet så meget mindre i forhold til det at kommunikere med folk, men den er jo lige så stor, kompliceret og forvirrende, som den altid har været.

Artiklen fortsætter under videoen

Der er kun gået små to år mellem dine to seneste album All These Things og The Great Plains, mens der gik mere end tre år mellem The Great Plains og forgængeren What's Left is Forever. Er du særligt inspireret for tiden?

Ja, jeg bobler over af musik og skaberlyst. Det er dejligt.

Hvordan fejrer du jul i år?

Hjemme i Stavanger med familien, godt pinnekjøtt (vestnorsk juleret med saltede og tørrede ribben fra gris eller får, red.) og dovne dage på sofa i pyjamas.

LÆS OGSÅ: Kontrasterne mødes i magisk sammenspil

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA