BEDST LIGE NU: 12 nye, håndplukkede tracks

BEDST LIGE NU: 12 nye, håndplukkede tracks

Det er endelig fredag, og vi har valgt 12 tracks, som fortjener et lyt på din foretrukne playliste. Hør playlisten nederst i artiklen.  

Lord Siva featuring Vera – Paris

Sangeren og rapperen Lord Siva sender i dag singlen ”Paris” på gaden med produceren og artisten Vera. Vera sprang sidste år ud som soloartist efter flere år bag pulten, hvor der i Lord Siva-lejren har været relativt stille i 2018. ”Paris” rummer en klingende og kølig pop-lyd, som med rette skaber en større appetit efter at høre, hvad det nye år bringer for de to København-baserede kunstnere.

Fallulah – Bloodline

Med en ørehængende popmelodi og et hurtigt tempo melder Fallulah årets første udgivelse. Singlen ”Bloodline” efterfølger ”God Bless You” og er et vildtfarende, energisk og opløftende popnummer, der udfolder den dansk-rumænske sangerindes særegne lyd og klare vokal på bedste vis.  

Maximillian – Beautiful Scars

Den kun 20-årige soulpopsanger bekræfter os med sin nye single igen om sit spirende talent. Maximillian, som allerede har ramt millonstreams på Spotify og med ”Beautiful Scars” endnu kun har udgivet seks singler, rummer en utvivlsomt stærk og følsom vokal, der på ”Beautiful Soul” udfoldes inderligt og overbevisende.

Kehlani – Feels

Lyt til Kehlanis flydende r&b- og popunivers på hendes nye single ”Feels”, der, som titlen indikerer, indfanger og forener følelser og kærlighed indhyllet i skarptslebne, tunge beats. Numnmeret findes på While We Wait, der i dag udkommer som den amerikanske sangerindes tredje album.

Weezer – High As a Kite

De californiske poprockere i Weezer kanaliserer deres indre Beatles på ”High As a Kite”. Singlen er en forløber for bandets sjette studiealbum, der udkommer i næste uge, og ligesom fem andre af deres plader, kommer det til at være opkaldt efter bandet selv. På ”High As a Kite” mixer bandet elementer fra 60’erinspireret barok-pop med deres genkendelige alternative rock-sound.

Molina – Venus

Den unge sanger, sangskriver og producer Rebecca Maria Molina, eller blot Molina, er flere gange blevet noteret af GAFFAs anmeldere for sin smukke, sireneklingende stemme og sin mørke synth-pop, der sender tankerne mod 80’erne. Det er også en solid 80’er-produktion og Molinas blide røst, der dominerer på den nyligt udgivne og sanselige ”Venus”. Molina har tidligere været på GAFFAs liste over upcoming navne i 2018, og med ”Venus” i kataloget bliver det spændende at se, hvad 2019 bringer.

John Mayer – I Guess I Just Feel Like

For omkring fire måneder siden optrådte John Mayer ved iHeartRadio Theater i det sydlige Californien med en sang, der efter Mayers eget udsagn var blevet skrevet umiddelbart før koncerten. Med megen ydmyghed beskrev Mayer selv den stille ballade som ”decidedly not a hit”, men ikke desto mindre er al nyt fra Mayer-lejren godt nyt.

Christopher – Just Kiss Me

Popikonet Christopher har netop smidt et nyt album på gaden, Under the Surface. På trods af en lidt lunken anmeldelse er singlen ”Just Kiss Me” dog klart værd at fremhæve. Akkompagneret af orgel er sangen mere soulet, end hvad vi normalt kender fra Christopher, men det klæder ham så absolut.

Tundra – Gravity

Det nordjyske band Tundra har oplevet stor fremgang siden udgivelsen af deres første single – en fremgang, der blandt andet har afstedkommet en koncert på Reeperbahn Festival sidste år. Nu er bandet klar med en ny single, der er en genindspilning af forsanger Sofie Troldes ”Gravity”. Singlen sender med knitrende varme lytteren på en nærmest björksk rejse til det snedækkede, islandske landskab.

James Bay featuring Julia Michaels – Peer Pressure

Julia Michaels har igennem sin karriere sunget adskillige duetter. Nu har hun slået folderne sammen med James Bay på den akustiske poprocksingle ”Peer Pressure”, der med sin tålmodige opbyggelighed synes at lægge sig i umiddelbar forlængelse af det hidtil udgivne materiale fra James Bay.

KING – Shit Show

Den københavnske r&b-rebel KING er altid eksperimenterende i sit udtryk. Hendes nye single ”Shit Show” er bestemt ingen undtagelse. Med sangerindens bløde vokal indhyllet i endnu blødere synthflader starter tracket i et groovy r&b-hjørne, for derefter at overraske lytteren med en skarpere, 90'er-inspireret ravesynth-afslutning. Skulle man beskrive singlen med et enkelt ord, må det være ”legesyg”.

Sound of Gunshot – Deathrow

Marco Evaristti er provokationens mester. De fleste kender ham nok bag kunstværkerne Helena, der gav publikum mulighed for at blende levende akvariefisk, eller Polpette al Grasso di Marco, hvor Evaristtis eget kropsfedt blev sat på dåse. Nu har han imidlertid dannet det musikalske projekt Sound of a Gunshot, der også kredser om tabuiserede emner. På singlen ”Deathrow” er det dødsstraf i USA, der tages under behandling på baggrund af Evaristtis egne besøg hos en morddømt fange. Med surf-guitarer, spoken word og en forførende vokalpræstation af forsanger Chio Dyrlund præsenterer sangen sig som værende lige så kompleks som den problemstilling, den tager op.

Hør sangene nedenfor på Spotify:

Hør sangene på andre streamingtjenester, blandt andre Apple Music:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA