Den danske popstjerne har udsolgt sin rekordstore koncert. Nu er han klar til festivalscenen.
Christopher står foran et stort år i 2027, hvor han både udgiver sit første dansksprogede album og spiller sin hidtil største koncert.
Nu er det offentliggjort, at han også gæster Jelling Musikfestival.
Læs også: Christophers mest over- og undervurderede sange
"Publikum i Jelling har en stærk forbindelse til Christopher og har omfavnet ham i alle faser af hans imponerende karriere," siger programchef Gaute Parbo Niemann i en pressemeddelelse.
Christopher har gennem det seneste år udgivet flere sange på dansk, blandt andre "Ham med guitaren", "Ringer om natten" og "Jeg ka' ik' mærke noget" med Thomas Helmig.
Førstnævnte markerede et nyt kapitel for sangeren, der tidligere har sunget på engelsk og opbygget en international fanskare.
"Ringer om natten" blev desuden sommerens mest streamede sang på Spotify i Danmark.
I september 2027 samler Christopher 60.000 publikummer til en udsolgt koncert i Øresundsparken. Det bliver den største koncert på dansk jord med en dansk artist nogensinde.
Tidligere i år samlede han mere end 30.000 mennesker i Valbyparken, hvor GAFFAs anmelder kvitterede med fem stjerner.
Jelling Musikfestival finder sted fra 20. til 23. maj 2027.





