I dag er det 25 år siden, Kurt Cobain døde – historien om Nirvana del 1

I dag er det 25 år siden, Kurt Cobain døde – historien om Nirvana del 1

På fem-seks år gik Kurt Cobain fra nærmest total anonymitet til status som verdens største rockstjerne. Han var blevet en frustreret skilsmisse-generations primære talerør og det vigtigste ansigt fra et kuld af bands, som ændrede musikhistorien mere radikalt end nogen anden bølge eller bevægelse i (mindst) 15 år. Her er hans og hans band Nirvanas historie.

Tidligt om morgenen fredag d. 8. april 1994 ankom elektriker Gary Smith på adressen 171 Lake Washington Boulevard, Seattle, USA, i forbindelse med en større installation af et sikkerhedssystem i den prangende villa på adressen. Arbejdet havde allerede været undervejs i flere dage, men kl. 8.40 den morgen passerede Smith ejendommens drivhus og mente at se en mannequindukke ligge på gulvet. Det gjorde han ikke – til gengæld fandt han husets ejer, Nirvanas frontmand Kurt Cobain, livløs på gulvet, med blod ud af højre øre og på brystet et haglgevær, der pegede på hans hage. Dagene forinden havde venner, bekendte, familie og forretningsforbindelser gennemsøgt huset – og resten af USA – efter forsangeren, som få dage tidligere havde tjekket ud af et L.A. baseret stof-rehabiliterings-center i utide.

Rygter har siden floreret om, at Cobain ikke døde for egen hånd, mest vedholdende i Nick Bloom-fields film Kurt & Courtney fra 1998, som kraftigt antyder, at fruen havde et aktiv i sagen. De fleste kendere er dog ikke i tvivl om, at 27-årige Kurt Cobain skød sig selv, efter alt at dømme 5. april. Den voldsomt heroinafhængige sanger havde det forgangne år haft op imod et dusin overdoser, og måneden før et regulært selvmordsforsøg i Rom, som var en hårsbredde fra at lykkes. Og obduktionen af hans lig viste et heroinindhold i hans blod, som kunne have slået en mindre landsby ihjel.

I de sidste fem-seks år af sin levetid var Kurt Cobain gået fra nærmest total anonymitet til status som verdens største rockstjerne. Han var blevet en frustreret skilsmisse-generations primære talerør og det vigtigste ansigt fra et kuld af bands, som ændrede musikhistorien mere radikalt end nogen anden bølge eller bevægelse i (mindst) 15 år.

Efter Cobains selvmordsforsøg i Rom kunne man i GAFFA april 1994 læse følgende kommentar i rubrikken "Værst lige nu" fra Per Reinholdt Nielsen: "Kurt Cobains kollaps pga. misbrug af alt fra hostesaft til heroin. Lad os ikke få endnu en rockmartyr." I samme blad kunne man i øvrigt også læse flg. kommentar om samme begivenhed:

"Held i uheld. Kurt Cobains kollaps i Italien giver mulighed for, at yderligere 3000 fans kan opleve Nivana. Koncerten er nemlig rykket til 25. april og afholdes nu i Forum. Det forudsætter selvfølgelig, at Cobain ikke igen overdriver misbruget af piller og alkohol."

Der blev ingen fest i Forum, og man må sige, at Reinholdts frygt ikke var helt ubegrundet. Der var allerede lagt godt i ovnen, da Nirvana-sangeren forlod Moder Jord i en alder af 27 år, og dermed fik præcis samme korte levetid som berygtede rockforgængere som Jimi Hendrix, Janis Joplin og Jim Morrison. Her 20 år efter det fatale hovedskud i drivhuset ved Lake Washington – i øvrigt med udsigt til Bill Gates' bolig – har det vist sig, at Kurt Cobains eftermæle har haft andet end en fortærsket rockmyte at byde på. Store dele af ordene, attituden, udstrålingen og musikken har vist sig at være spundet af uopslideligt materiale.

Kurt Cobain ramte ikke kun som tidsbillede i sin samtid. Specielt albummet Nevermind og singlen, åbningsnummeret Smells Like Teen Spirit og den tilhørende video står som et af 90'ernes stærkeste og mest potente bevis på dengang, rocken genvandt fordums slagkraft, oprigtighed og betydning. Vanvittigt tiltrængt efter de oppustede og dekadente 80'ere. Historien om Kurt Cobain er den tragiske, men også fængslende historie om en kompleks, søgende og kompromisløs kunstnersjæl, som brændte sit lys i begge ender, misbrugte sig selv og sine omgivelser og døde alt for tidligt for alligevel at sætte sit solide aftryk på musikhistorien for tid og evighed.

Benarbejde

Aberdeen, Nordvest-USA's røvhul. På kanten af Stillehavet oppe i det allernordvestligste USA i staten Washington ligger en støvet og beskidt tidligere industri- og skovhuggerby ved navn Aberdeen. En glemt uddøende udørk cirka to en halv times kørsel fra Seattle, fortrinsvis befolket af rednecks, gamle industri- og tømmerarbejdere. I øvrigt et af de steder, hvor det regner mest i hele verden. I 50'erne et livligt sted for søens folk. Den heftige tømmertrafik på Stillehavet gjorde, at de rejsende sømænd havde rigelig lejlighed til at besøge byens mere end 50 bordeller. Temmelig pænt for en lille havneby med rundt regnet 19.000 indbyggere. Det satte gang i økonomien, men op igennem 60'erne fik byens puritanske kræfter sat en stopper for den livlige trafik.

På Grey Harbour Community Hospital kom en lille dreng til verden d. 20. februar 1967. De unge forældre lød navnene Donald og Wendy, og deres førstefødte fik navnet Kurt Donald Cobain. Familien boede i den lille naboby Hoquiam. 21 år gamle Donald Cobain var en atletisk trænet, lettere nørdet "Buddy Holly-type" og arbejdede som mekaniker på den lokale Chevron-benzinstation, og 19-årige Wendy var en klassisk skønhed. De havde mødt hinanden på den lokale high school, og kort efter blev Wendy gravid, hvorefter Donald og Wendy uden forældrenes samtykke, endsige vidende, rejste til Idaho for at blive gift. Lille Kurt var nok mere end smutter end et ønskebarn; ikke desto mindre beretter så at sige alle rapporter samstemmende om Kurts tidlige barndom som pænt harmonisk.

Kurt var en glad og udadvendt dreng. Far Donald så helst, at den førstefødte kom i sportstøjet, og Kurt lærte hurtigt at smide en baseball og spurte en tur på atletikbanen, men der var noget andet, der trak stærkere i den kønne, lille, ekstremt blåøjede dreng end de fysiske udfoldelser på sportsbanen. Kurts første seriøse kærlighed var hans moster Maris Beatles-plader. (En af hans første alvorlige skuffelser var i øvrigt, da han i 1976 erfarede, at The Beatles var blevet opløst seks år tidligere). Samme tante Mari fik også indspillet Kurts spæde musikalske forsøg, som stammer helt tilbage fra toårsalderen. På trods af at Kurt langtfra kom fra et hjem med klaver, var der aldrig tvivl om Kurts kunstneriske åre. Ud over hans elskede tante Mari – som selv var amatørmusiker – var det tætteste musikalske slægtskab Mari og Wendys storebror Chuck, som spillede guitar i bluesbandet The Beachcombers. Livet gik sin stille halvkaotiske gang hos den unge familie Cobain, og i 1970 så Kurts elskede søster, Kimberly (kaldet Kim) dagens lys.  

Fra harmoni til splittelse

Idyllen i den unge familie krakelerer dog gradvist. Finansielle problemer, forskellige interesser og ambitioner, familiestridigheder. Donalds forældre, Leland og Iris Cobain – som Kurt gennem hele livet var meget tæt knyttet til – syntes for eksempel, at Wendy var en snob. Problemerne eskalerede, Wendy interesserede sig for at se godt ud og Donald for sine sports-aktiviteter, de skændtes, så det bragede, og enden på det hele bliver en uigenkaldelig skilsmisse, da Kurt er ni år gammel. Den enkeltstående begivenhed, der mere end noget andet præger Kurt i såvel hans ungdomsår som i resten af hans 27-årige liv. Her bliver den rodløse, indestængte, grænsesøgende, fandenivoldske outsider grundlagt. Charles Cross – forfatter til Kurt-biografien Heavier Than Heaven – beskriver skilsmissen som en "følelsesmæssig holocaust" for Kurt. Familien fortæller, at han blev indadvendt og bitter, hvilket blandt andet kunne læses på hans graffiti på hans eget soveværelse, som lød:

"I hate Mom, I hate Dad. Dad hates Mom, Mom hates Dad. It simply wants to make you sad". Hårde ord fra en niårig.

Ud over den psykiske ubalance har Kurt i mellemtiden muligvis også fået grundlagt en fysisk tendens til stofafhængighed. Som barn blev han lægeligt diagnosticeret som værende såkaldt hyperaktiv. Hans moster Mari besøgte hjemmet engang, hvor Kurt gik rundt udenfor og slog på en lilletromme og uafladeligt skrålede af sine lunges fulde kraft. Wendy anede ikke, hvad hun skulle stille op med ham, og en beslutning om at give Kurt medicinen Ritalin blev taget. Et kontroversielt medikament, som visse forskere hævdede kunne stimulere brugernes tendens til stofafhængighed senere i livet, hvor andre hævdede, at hyperaktive børn, som ikke blev behandlet, havde tendens til selv at medicinere sig senere i livet med ulovlige stoffer. Courtney Love blev også behandlet med Ritalin som barn, og det senere ægtepar havde lange samtaler om, hvorvidt begges tidligere eksponering for Ritalin havde medvirket til voksenlivets problemer med at holde sig fra de hårde stoffer.

Kort efter skilsmissen mærkede Kurt for første gang problemer med mavesmerter, hvilket skulle ride ham som en mare resten af livet. Wendy havde oplevet tilsvarende problemer efter Kurts fødsel, og familien regnede med, at det dels var et arveligt problem, dels et psykisk udtryk for hans problemer oven på den traumatiske skilsmisse.

Rodløs

Don og Wendys skilsmisse var ond, og Kurts følgende årti stod i skarp kontrast til det relativt trygge og velordnede familieliv, han havde oplevet i kernefamilien i Aberdeen indtil da. Kurt boede i en længere årrække skiftevis hos Wendy, hos Don – hvis nye kone, Jenny, Kurt opfattede som et forræderi fra hans fars side – hos forskellige onkler og tanter, bedsteforældre og venner og bekendte i kortere eller længere perioder. Wendy kunne ikke håndtere sin uregerlige teenager, og Kurt og Don var i længere perioder helt væk fra hinanden. Kurt havde store problemer i skolen – undtagen i formning, måske ikke så overraskende – og begyndte i bedste amerikanske teenager-stil at indtage alt fra marihuana til lightergas og det sprut, man kunne få fingrene i.

Wendy, der stadig var lidt af en sild, genoplivede sin fortabte ungdom og fik til Kurts store fortrydelse en kæreste, der ikke var mere end fem år ældre end ham selv. Kurt blev smidt ud hjemmefra og var regulært hjemløs fra 16-års-alderen. Kurt har senere iSomething In The Way fra Nevermind beskrevet, hvordan han boede under en bro ved River Whiskah i Aberdeen. Et udsagn, han senere fastholdt i interview, men som specielt Charles Cross dokumenterer som det pure opspind. Sikkert er det til gengæld, at Kurt som 16-årig flyttede ind til sin bedste ven Jesse Reed – i øvrigt en af de få, han bevarede den tætte kontakt helt til de sidste fatale år – og boede som familiemedlem i over otte måneder.

Familien Reed

Faderen og skolelæreren Dave Reed aftalte med Wendy, Don og Jenny, at de skulle give det et forsøg. Kurt lå i en sovepose i dagligstuen og deltog i, og overholdt, de daglige huslige pligter. Reed-familien var meget glade for husets "nye søn", som tilsyneladende ikke var voldsomt savnet af sine biologiske forældre. Dave Reed fortæller, at han ikke hørte fra hverken Wendy eller Don en eneste gang i hele den periode. Kurt var forinden droppet ud af high school og havde forsøgt igen at bo sammen med Don, Jenny og sine stedsøskende, men uden succes. Don var tæt på at overtale Kurt til at slutte sig til flåden. En officer besøgte Kurt to dage i træk og fandt ham egnet til tjeneste, Kurt viste interesse, men trak i sidste øjeblik stikket. Kurt havde forskellige jobs i den periode, bl.a. en periode som pedel på Wea-therwax High School – som han paradoksalt selv var droppet ud af i 11. klasse. Kæmpen med svaberen i videoen til Smells Like Teen Spirit skal ses som en direkte kommentar til den periode i Kurts liv. Familien Reed var genfødte kristne, og var tilknyttet Central Park Baptist Church mellem satellitbyen Monte og Aberdeen. Såvel Jesse som Kurt fandt nye kræfter i religionen, og Kurt begyndte at komme regelmæssigt i kirken om søndagen. Jesse fortæller bl.a., at Kurt havde omvendelsesoplevelser og fortalte, at han accepterede Jesus i sit liv. Religion kan lede til mange nye veje og stier. En af dem var et bekendtskab, Kurt gjorde i samme kirke. For så vidt var ansigtet af den garderhøje, to år ældre søn af kroatiske indvandrere et velkendt ansigt for Kurt Cobain, da han havde gået på samme high school i Aber-deen to klasser over. De to havde mødtes i forskellige sammenhænge, men aldrig rigtigt snakket sammen. En kontakt blev imidlertid etableret i Central Park Baptist Church i 1984. Den nye ven hed Krist Novoselic.

Multikunstner in spe

Gennem alle familie- og skoleproblemer gravede teenageren Kurt Cobain sig dybere og dybere ind i kunsten og først og fremmest musikken. Han blev hurtigt en habil guitarist, der kunne sine Led Zeppelin-, Aerosmith- og Beatles-riff, men som også hurtigt begyndte at kreere sine egne. Samtidigt malede han, skrev han, formede skulpturer og optog mærkelige super 8-film, bl.a. som 14-årig en med den i bakspejlet skæbnesvangre titel Kurt Commits Bloody Suicide. Men det var først og fremmest guitaren, som tog hans tid, hvilket ikke faldt i forældrenes smag. Såvel Wendy som Don syntes, han larmede ad helvede til, men hos familien Reed var der friere tøjler. Hverken Gud eller Jesus kom i vejen for at lade drengene larme eller give dem lov til at tage bilen til Seattle for at se Henry Rollins og Black Flag ved selvsyn. Kurt, Jesse og Krist var begyndt at jamme hjemme hos familien Reed, og Kurt var ved at opdage, at der var andet end heavydinosaurer og The Beatles i musikuniverset. Han havde opdaget punk – først og fremmest via de lokale helte The Melvins (som stadig er aktive). Kurt lærte sanger Buzz Osbourne at kende, så gruppen øve op imod 100 gange og var deres roadie og totale fan. Via Melvins kom Nirvana 3-4 år senere i kontakt med Jack Endino, som indspillede deres første album Bleach, og i de første interview, Kurt gav, snakkede han karakteristisk ca. dobbelt så meget om Melvins som om Nirvana.

En kroat på bas

Hjemme hos Reeds og i selskab med Novoselic begyndte der at ske noget med musikken. Kurt havde fået enkelte lektioner af bl.a. onkel Chuck og var ved at blive en dygtig guitarist og samtidig i stand til at udtrykke sig verbalt. På nær nogle tilfældige sessions i omgangskredsen havde Kurt endnu ikke fundet en seriøs musikalsk sparringspartner, som han "bondede" med. Det fandt han i den næsten to meter høje stærkt politiske og drikfældige Krist Novoselic, som fra mødet i kirken til Cobains tragiske endeligt 10 år senere forblev hans tro væbner og højrehånd. Charles Cross har til GAFFA tidligere beskrevet Novoselic som Nirvanas sjæl, den følelsesmæssige modvægt til Kurt. En fantastisk bassist, som instinktivt vidste, hvor Cobain var på vej hen, hver gang han tog guitaren frem.

Tilbage i Aberdeen begyndte musikken at tage form, i takt med at Cobain personlige liv fortsat var temmeligt kaotisk. Gud bliver lagt på hylden og erstattet af punkidealer. Kurt opdager det modsatte køn og møder først 15-årige Jackie Hagara, inden han dropper ud af high school. Sammen med Reed og andre skaffer han alkohol via Aberdeens hjemløse. Specielt en stakkel kaldet Fat Man, som bor sammen med sin retarderede søn Bobby. Det bliver samtidig startskuddet til Kurts karriere som historiefortæller. Han fantaserer om Fat Man og Bobbys håbløse situation i forskellige skriftlige sammenhænge og viser samtidigt storsind over for det fortabte par. Til jul forærer han Fat Man et John Denver-album og en brødrister, og efterfølgende fortæller Fat Man grædende til alle, som gider høre på ham, hvilket fantastisk sødt og betænksomt menneske Kurt er.

Da Kurt var 17, fik Wendy en ny kæreste, Pat O'Connor. Kurt hadede ham. Wendy og Pat skændtes voldsomt, og Pat var utro og fordrukken, men pænt ved muffen, og de to blev senere gift. Først i januar 1994 ringede Wendy og sagde, at det ti år lange skænderi endelig var afsluttet. De var blevet skilt. 

Lsd, Tracy, Rock 'n' Roll

1. september 1986 lånte Wendy Kurt 200$ som udbetaling til hans første hus. Kurt flyttede ind på 1000 1/2 East Second Street. Et hus var så meget sagt: taget var råddent, væggene og terrassen var i elendig forfatning, og der var hverken ovn eller køleskab. Men det var hans eget. Han fik Matt Lukin fra The Melvins som sambo, det tætteste på stjernerne, han kunne komme. Det blev ikke overraskende lidt af et party- og senere bandhus. Kurt tog for sig af stimulanserne, og hans senere kæreste Tracy Marander, som mødte ham i denne periode, fortæller, at det ikke var ualmindeligt, at Kurt tog lsd op til fem gange ugentligt på dette tidspunkt, og omgangs-kredsen fortæller samstemmende, at Kurt ofte var totalt stenet allerede tidligt på dagen. Til gengæld var han 100% fokuseret på sin musik. Han lagde hus til den ene jam session efter den anden, hang konstant ud med Melvins, lyttede til plader og absorberede musikviden og visioner med lynets hastighed. Den første inkarnation af Nirvana kom i 1986, da Kurt på guitar og Krist på bas begyndte at spille med Aaron Buckland, en lokal trommeslager. De øvede næsten hver eneste aften. Samtidig begyndte Lukin og Kurt at gå hinanden på nerverne. Kurt smed ham ud under dramatiske omstændigheder, boede en tid alene for ikke så længe efter at få Dylan Carlson fra den nærliggende by Olympia som sambo. Dylan havde forstand på emner som religion, race og politik og var både venlig og intelligent, alt sammen kvaliteter, som Kurt satte pris på. Dylan forblev hans bedste ven – forlover ved hans bryllup med Courtney Love i 1992 – og manden, som skaffede det haglgevær, som Cobain benyttede som selvmordsvåben i drivhuset i Seattle i 1994. Kort efter blev han kæreste med Tracy Marander, og i en alder af 20 år var der pludselig gang i hans musik, hans venner og hans sexliv.

Første koncert

Tidligt i marts 1987 satte Kurt, Krist og Aaron sig op i en varebil fyldt med gear på vej mod deres første job i forstaden Raymond en halv times kørsel fra Aberdeen. De havde endnu ikke noget bandnavn. Kurt havde overvejet forskellige forslag som Poo Poo Box, Designer Drugs og Puking Worms, men havde ikke taget en beslutning endnu. Koncerten var absolut en begrænset succes. Ingen af de tilstedeværende teenagere klappede efter første nummer, eller lyttede for den sags skyld til musikken. Lyden var elendig.

Halvstive og barfodede Krist Novoselic var den eneste, der virkede tilfreds med situationen. Men bandet havde både venner og kærester med, og en tilfældig youngster blandt publikum kom efterfølgende med komplimenten: "You guys aren't half bad". Bandet spillede numre som Downer, Hairspray Queen og Aero Zeppelin, som alle senere er blevet udgivet på b-side-albummet Incesticide. Langtfra en kunstnerisk milepæl, men da drengene var tilbage i bandbilen, var de ikke til at skyde igennem. De havde spillet en live-koncert – karrieren var sparket i gang.

Olympia

Efter 20 år i Aberdeen var klaustrofobien ved at indfinde sig. Kurt flyttede i maj 1987 sammen med Tracy til den ikke meget større, men væsentligt mere kreative og kunstneriske by Olympia, ligeledes i Washington. På trods af et godt partygen var Tracy lige så stabil, struktureret og hårdtarbejdende, som Kurt var sovende, rodet og arbejdsløs. Men Tracy elskede og forstod den også sky, venlige og radmagre Kurt Cobain, og i de tre år, de boede sammen, forsørgede hun ham og instruerede ham i husarbejde, personlig hygiejne og kropslig og mental kærlighed. En typisk dag for Kurt bestod i at stå op langt oppe ad formiddagen, læse Tracys daglige instrukser som "husk at vaske op" etc., give kattene mad (såvel Kurt som Tracy havde en dyremani), se fjernsyn og spille guitar samtidigt, male, tegne, skulpturere og skrive tanker, idéer og tekster ned i sine notesbøger.

Kurt var meget optaget af byens alternative musikliv, hvis primære drivkraft var Calvin Johnson. Han var dj på radiostationen KAOS, spillede i Beat Happening, promoverede lokale rockshows og var co-ejer af K Records (hvis bogstav-logo, Kurt af samme grund senere fik tatoveret på armen).

Kurt og Tracy var meget tætte med Krist og hans kæreste Shelli, som var flyttet til byen Tacoma 50 km. fra Olympia, hvilket gjorde det problematisk at fastholde det intense øveniveau. Endnu mere problematisk var det imidlertid at finde en ordentlig stabil trommeslager – et problem, der først endeligt blev løst, da Dave Grohl trådte til tre år senere. En gammel ven fra Aberdeen, Dale Crover, røg midlertidigt bag tønderne, og Kurt, der nu havde fået stablet et større sangkatalog på benene, var særdeles interesseret i at få dem på bånd.

Seattle og Jack Endino

23. januar 1988 kørte Kurt & Co. til Seattle for at indspille med byens hof rock 'n' roll-producer, Jack Endino i Reciprocal Studio. Anbefalingen kom fra The Melvins, og Endinos respons var: "Melvins' venner er mine venner." Han var dog ikke mere bekendt med bandet, end at han havde noteret navnet "Kurt Covain" i studiekalenderen. På mindre end seks timer indspillede og miksede de ni en halv sang (båndet løb ud i sidste nummer, og Kurt og Krist ville ikke betale 30$ for en ny båndrulle). Den samlede regning lød på 152.44$, hvilket Kurt betalte kontant for penge, han havde tjent som pedel. De næsten 10 sange var i rækkefølge:If You Must,Downer,Floyd The Barber, Paper Cuts, Spank Thru, Hairspray Queen, Aero ZeppelinBeeswax, Mexican Seafood og halvdelen af Pen Cap Chew. Samme rækkefølge udgjorde de følgende småkoncerter for bandet, som kort efter den første Endino-session tog navnet Nirvana, som ifølge Kurt betød "opnåelse af perfektion".

Seattle var for Kurt Cobain det forjættede, mytiske rockland, og Endino viste sig som den rette indgangsbillet. Uden at falde bagover var Endino imponeret over den unge Aberdeen-trio. Han kopierede båndet og sendte det til tre bekendte, hvilket både fik Nirvana på college-radio og skaffet dem deres første interview, men først og fremmest gav kontakt til det lokale pladeselskab Sub Pop. Det senere legendariske selskab, der allerede havde udgivet plader med Mudhoney, Soundgarden og Green River (forløber til Pearl Jam), var moderat interesseret i Nirvana. Telefonen ringede hos Kurt Cobain, og i røret var Sub Pops co-ejer, Jonathan Poneman, med det opkald, Cobain havde ventet og forberedt sig på hele sit liv.

Sub Pop

Poneman og hans partner Bruce Pavitt var interesseret, på trods af at Mudhoneys sanger Mark Arm havde givet en nedadvendt tommelfinger på en intern lyttesession, men de havde store krav til bandet. Artistisk frihed var ikke kodeordet. Sub Pop ville have, at bandet skulle spille som Aerosmith og Led Zeppelin med en "punk-kant" og var ikke parat til at indspille et debutalbum uden videre. Samtidig var Sub Pop i permanente økonomiske problemer. Men selskabet fik arrangeret en koncert/showcase i Seattle, som Kurt efterfølgende mente var gået ad helvede til. Sub Pop var specielt interesseret i ent af Nirvanas covernumre, Love Buzz – oprindeligt med hollandske Shocking Blue – og besluttede efter lang tids tovtrækkeri at få det indspillet og udgivet som single.

Kurt var enig med Sub Pop i, at det var bandets stærkeste livenummer, men som sangskriver utilfreds med et selskab, som primært fokuserede på et covernummer. I mellemtiden havde Nirvana skiftet trommeslagere et par gange og havde – karakteristisk for den konfliktsky Kurt Cobain – hyret en ny uden at fortælle den gamle, han var fyret. Tingene gik langsomt med Sub Pop. Mest alarmerende var et opkald fra Bruce Pavitt i maj '88, hvor han bad Kurt om at låne ham 200$. Kurt – der i øvrigt længe nægtede at modtage honorarer for Nirvanas koncerter – grinede højt ad opkaldet, mens Tracy, Krist og Shelli og den nye trommeslager Chad Channing for alvor begyndte at tvivle på Sub Pops evner og forretningsmæssige habilitet. 

Love Buzz

Ikke desto mindre tjekkede Nirvana d. 11. juni for anden gang ind til Reciprocal og Jack Endino, denne gang med en udgivelse som formål. Bandet kunne ikke holde tempoet fra første møde, og efter i alt tre sessions af en samlet varighed på 13 timer var udbyttet fire numre: Love Buzz, en ny version af Spank Thru, Big Cheese ogBlandest. Senere tog bandet en fotosession med fotografen, og med tiden Kurts gode veninde, Alice Wheeler – den tog længere tid end indspilningen af pladen.

I august fik Kurt et nyt alarmerende telefonopkald. Poneman informerede ham om, at Sub Pop var ved at starte en ny "singles only"-postordreklub, hvis titler ikke kunne købes i butikkerne. Sub Pops plan var, at Love Buzz skulle være første titel i klubben. Kurt og Nirvana var mildt sagt ikke begejstrede for idéen, men Sub Pop havde betalt for indspilningerne, og der var ingen kontrakt mellem parterne, så der var intet, de kunne stille op.

Der skete ikke meget i starten, men Kurt fik nys om, at Seattle-college-radiostationen KCMU spillede singlen. På en tur fra Seattle hjem til Olympia hørte Kurt og Tracy stationen i bilen, men ingenLove Buzz. Under falsk navn ringede Kurt fra en telefonboks til KCMU og ønskede singlen. Efterfølgende ventede Kurt og Tracy 20 minutter i bilen, hvorefter Love Buzz tonede ud gennem æteren. Kurt fortalte senere Michael Azerrad (forfatter til Come As You Are – The Story Of Nirvana), at det var et fantastisk øjeblik, der overgik hans vildeste fantasier. Efterfølgende skulle det vise sig, at Sub Pops strategi ikke havde været så dårlig endda.

Seattle-scenen var ved at vokse, og Sub Pop var en central placeret spiller i denne udvikling. Inden jul var alle 1.000 trykte eksemplarer udsolgt. Nirvana tjente ikke en øre, men det lød imponerende. Koncerterne blev voldsommere og mere intense og bedre besøgte, og den 28. oktober 1988 spillede Nirvana deres til dato mest prestigefyldte koncert, som support til heltene fra Butthole Surfers på Seattle Union Stadion. Kurt havde længe idoliseret forsanger Gibby Haynes, og bare det at kunne fortælle sine venner, at hans band havde åbnet for Gibby Haynes, var med til at styrke hans selvværd. Kurt Cobain skulle senere møde Gibby Haynes på et fatalt tidspunkt i sit liv.

About A Girl

Kurt var en glad mand ved årsskiftet 88/89, bandet havde langt om længe fået vind i sejlene. Soundgarden og Mudhoney var stadigt de absolut største navne på Sub Pop, men ikke desto mindre kom et fuldlængde-Nirvana-album på tale efter Love Buzz' relative succes, og Nirvana startede indspilningerne med Jack Endino på selveste juleaften. På den private front havde Shelli slået op med Krist. Tracy følte, at det svækkede fællesskabet omkring gruppen, hvor Kurt nærmere mente, at det gav Krist bedre tid til bandet. På trods af sin ubetingede kærlighed til Kurt begyndte Tracy at klage over hans manglende interesse for rengøring og orden og hans totale mangel på penge. Tracy truede med at slå op, hvor Kurt svarede, at så kunne han bare bo i sin bil, som han havde gjort det i lange perioder tidligere.

Det blev dog ved truslerne, men Tracy havde mere i ærmet. Kurt havde nu skrevet sange om alt i hans verden – fra onani til mystiske fantasivæsener – alt undtagen hende. Ugen efter skrev Kurt en sang med hooklinen "I can't see you every night for free" med direkte henvisning til Tracys trusler om at smide Kurt ud, hvis ikke han fik et job, efter at have lyttet til Meet The Beatles-albummetnonstop det meste af natten. Krist og Chad spurgte efterfølgende, hvad sangen hed, og hvad den handlede om. "Det ved jeg ikke, den er 'about a girl'," svarede Kurt – og det blev titlen. Et kompositorisk vendepunkt for Kurt Cobain, der varslede en inderlig, rå, slæbende, kryptisk og melodisk lyd og ditto tekster, som få år senere skulle udkrystalliseres i sange, som gjorde ham til sin samtids største rockstjerne.

Bleach

I februar 1989 drog Nirvana af sted på turné til Californien, og ud gennem vinduet på bandbilen spottede Kurt en plakat for aids-forebyggelse med teksten "bleach your works" (rens dine værktøjer, red.), hvorefter han vendte sig om til Krist og Chad og sagde: "Bleach, det bliver titlen på vores album." En i bakspejlet skæbnesvanger reference. Den langtfra stimulansfrie Kurt Cobain havde på dette tidspunkt aldrig prøvet heroin eller haft en sprøjte i armen.

Bandet havde påbegyndt indspilningerne med Jack Endino 24 december 1988 og havde afsluttet den sidste indspilning 24. januar 1989. Endino skrev 30 timer på regningen, der lød på i alt 606,17$. Sub Pop var som så ofte før på fallittens rand, efter en større udgift på nu opløste Green Rivers ep Rehab Doll. Ingen i Nirvana havde den slags penge. Dylan Carson introducerede Kurt til en gammel ven, Jason Everman, som viste sig at have kendt Chad Channing fra 5. klasse. Han havde tidligere spillet med Dylan i flere bands, og havde på det seneste tjent kassen som fisker ved Alaska. Han havde ingen problemer med at låne sin gamle ven 600$, specielt ikke til at finansiere indspilninger, han selv syntes sparkede røv.

Everman har i øvrigt til dato ikke fået sine 600$ tilbage. Til gengæld fik han en plads i Nirvana. Kurt havde længe følt, at hans guitarroller, kombineret med hans fysisk betonede optræden og krævende sang, udgjorde et behov for en ekstra guitarist. Som tak for lån blev Jasons navn skrevet på coveret til Bleach, selvom han ikke spiller en tone på pladen.

Bleach udkom i juni 1989 og var en noget splittet plade, der dels bestod af fire år gammelt materiale, dels af dugfriske sange, og stærkt melodiske numre klods op ad voldsom metal. Kurt beskrev selv Bleach som en blanding af seriøs dybde og klichéer. Men med et album i ryggen åbnede nye muligheder sig for Nirvana, selvom Sub Pop, til Nirvanas store fortrydelse, promoverede albummet minimalt.

Jasons exit

Med Jason Everman i bandet drog kvartetten Nirvana ud på sin første større USA-turné i deres slidte Dodge-varevogn. Udover baggearet var bagagerummet fyldt med en kasse tur-T-shirts med påskriften "Nirvana: Fudge Packin, Crack Smokin', Satan Wor-shipping Motherfuckers". Turen var planlagt til at vare to måneder og skulle føre bandet rundt over hele USA. Krist og Shelli var igen blevet kærester og havde svært ved at slippe hinanden, og det var samtidig Kurts længste adskillelse fra Tracy.

Bandet havde ingen manager, og Krist havde booket de fleste koncerter. De spillede i klubber over hele landet, for få, men ofte begejstrede mennesker. Turen var så "low budget", at bandet ofte sov i deres bil og aldrig tændte aircondition-anlægget under kørslen for at spare strøm og benzin. Kurt begyndte at blive mere og mere træt af Jason Everman med det lange krøllede hår. Han jagtede damerne, hvilket var stærkt imod Kurts og Krists temmeligt "gammeldags" idelaer – en rigtig musiker spiller for musikken, ikke for damer, fest og sprut. Faktisk holdt Kurt sig relativt stimulansfri på hele turen. Kurt tvivlede samtidigt på Jasons musikalske evner og mente ikke, at hans punkidealer var i orden.

Det hele kulminerede, da bandet ankom til New York. En fuld mand erobrede under koncerten scene og en mikrofon. Jason smed ham brutalt ned fra scenen og jagtede ham efterfølgende blandt publikum. Dårlig stil efter Cobains værdiskala, med den konsekvens, at Jason og Nirvana var øjeblikkelig fortid. At Kurts store idoler – og Nirvanas senere tætte venskabsband – Sonic Youth var blandt publikum, gjorde ikke Evermans odds bedre. Men i Kurts velkendte konfliktsky tilgang til problemer fortalte han kun Krist om sin beslutning, hvorefter de to brugte bandets resterende penge på kokain. Jason og Chad fik kun at vide, at resten af turen var aflyst. Efterfølgende kørte bandet hjem til Seattle – en tur på 3.000 km. – ifølge Novoselic uden at mæle et ord til hinanden.

Romantik og konflikter

Kurt og Tracy gav hinanden en varm velkomst. Kurt havde savnet hende langt mere, end han først havde antaget, og en smag af romantik kom tilbage i deres forhold. Men efter to måneder alene havde Tracy sværere ved at leve med Kurts humørsvingninger og totale mangel på rengøring. I en note i august skrev hun til ham, at hun nægtede at bo i "Mughelvede" længere og flyttede igen til en etværelses lejlighed, med tilhørende garage, hvor Kurt reparerede de guitarer, han var begyndt at smadre som en del af Nirvanas sceneoptræden.

I samme periode søgte Kurt for første gang lægelig hjælp mod sine tiltagende mavesmerter. Omgangskredsen var overbevist om, at det skyldtes hans dårlige kostvaner. Kurt var syletynd og gik ofte med flere par bukser og sweatre for at camouflere sin spinkle krop. Han spiste dårligt og aldrig grøntsager. Når Krist på tur forsøgte at overtale Kurt til at spise en salat, var svaret: "Jeg nægter at spise noget, der er grønt." Lægens behandling kunne ikke kurere Kurts mere eller mindre permanente mavesmerter. Det kunne de op til 20 andre læger/hospitaler – og tilsvarende diagnoser og behandlinger – som Kurt senere konsulterede, heller ikke. I 1991 fandt han for første gang et middel, som kunne lette smerterne, med fatale følger.

Grunge
Kurt og Nirvana var mildt sagt frustreret over Sub Pops mangel på økonomisk formåen og promotionmæssig opbakning af Bleach. Til gengæld viste makkerparret Poneman og Pavitt sig fra deres stærkeste side, da de charmerede og inviterede den engelske Melody Maker-journalist Everett True til Seattle. Han blev voldsomt begejstret for, hvad han så og hørte. Det var om noget med til at give den gryende Seattle-scene international bevågenhed, og ikke mindst eksponering i England og Europa. Han hørte en blanding af punk, garage-rock og metal, som han gav betegnelsen "grunge" – sandsynligvis en term, han havde lånt fra Mudhoney-forsanger Mark Arm, der havde brugt samme betegnelse i et lokalt Seattle-fanzine allerede tidligt i 80'erne.

Everett True var ikke mindst begejstret for Nirvana og gav dem solid spalteplads. Noget, bandet opdagede, da de i sent i efteråret 1989 startede deres første Europa-turné med et andet Sub Pop-band, de vilde bysbørn fra Seattle, Tad. Et punkband navngivet efter gruppens ustyrlige og humørfyldte, 150 kg tunge sanger, den tidligere slagter Tad Doyle. Han startede hver eneste morgen med at brække sig ud af døren fra bandbilen. På alle mulige måder en vild, voldsom og ussel lavbudget-tur, under overskriften Heavier Than Heaven, hvis ofte udsolgte steder til gengæld viste, at Nirvana var et større navn i Europa end USA. Ikke mindst takket være Everett Trues benarbejde.

Bersærkergang
Turen med Tad var kaotisk, men også en form for gennembrud for Nirvana. Europa var klar til den senere komplette invasion fra det nordvestlige hjørne af USA. På trods af Pavitt og Ponemans succesfulde markedsføring af lyden fra Seattle fik forholdet til Nirvana endnu et knæk. De fløj over til Rom for at se bandet og efter eget udsagn for at muntre grupperne op. For Nirvana var det en torn i øjet, at Sub Pop brugte penge på flyrejser og dyre hoteller, i modsætning til de kummerlige forhold, turen foregik under.

Krist savnede Shelli voldsomt og drak og vandaliserede, og Kurt var stærkt humørsvingende. Han kunne sidde i timevis uden at sige et ord og sov så meget, han kunne komme til, men blev også mere og mere vild, ikke mindst på scenen. Under koncerten i Rom klatrede han faretruende 10 meter op i vejret på toppen af lydanlægget og annoncerede til det måbende publikum i mikrofonen: "I'm going to kill myself." Kurt hoppede ikke, men det tog lang tid, før han var tilbage så scenen. Urolighederne fortsatte i backstagerummet, hvor arrangøren klagede over, at en mikrofon var smadret. Prompte tog Kurt en mikrofon og smadrede den gentagne gange ned i gulvet, vendte sig mod arrangøren og sagde: "Se, nu er den i stykker."

På trods af alment kaos blomstrede såvel kreativiteten som populariteten for Nirvana. Kort inden afrejsen til Europa havde bandet indspillet friske Cobain-kompositioner som Polly, Been A Son (som handlede om fader Dons ønske om, at Kim var en dreng) og Stain, med producer Fisk. De to sidstnævnte endte på Sub Pop-ep'en Blew, sammen med titelnummeret og Love Buzz, udgivet i december 1989. Den legendariske engelske dj og radiovært John Peel hypede bandet kraftigt, Bleach strøg ind på den engelske indie-top 10, og Nirvana fik sin første forsidehistorie i Seattles musikmagasin The Rocket.

Tobi Vail
Tilbage i Seattle annoncerede Krist og Shelli, at de skulle giftes nytårsaften. Tracy og Kurt deltog, men havde ifølge Charles Cross i bilen nogle af deres forholds værste 30 minutter. Kurt og Tracy havde nu dannet par i tre år, og Tracy syntes, det var på tide, at de fulgte i Krist og Shellis fodspor. Kurt havde gentagne gange erklæret sin kærlighed til Tracy under Europa-turen, men ægteskab var ikke hans kop te. Noget var forandret hos ham, det vidste både Tracy og Kurt. Hun passede ham fortsat på mange måder som et barn. Kurt begyndte i stigende grad at få voldsomme og meget voldelige mareridt. Han følte sig jagtet af vampyrer og mennesker med knive og kunne vågne midt om natten, drivende af sved med tårer i øjnene. Tracy trøstede ham med moderlig kærlighed, strøg hans hår og fortalte, at hun aldrig ville forlade ham. Det samme kunne Kurt ikke sige til Tracy – han var ved at finde nye græsgange.

I Olympia var opmærksomheden pludselig rettet mod Kurt. Sub Pop begyndte at tale om et nyt album, og Nirvana var strøget op i toppen af den lokale alternative kulturelite, spillede udsolgte koncerter og tjente vanvittige 500$ på en koncert med The Melvins i Tacoma. Kurt kom tættere på den lokale rockguru Calvin Johnson og ikke mindst en pige i hans omgangskreds, Tobi Vail. Hun var tre år yngre end Kurt, hun var trommeslager, guitarist, fanzine-udgiver og punk-feminist (faktisk ophavskvinde til begrebet "riot grrrl").

Kurt forelskede sig hovedkulds i den tre år yngre Tobi og fortalte senere Dylan, at hun var den første pige, han havde været så nervøs for at møde, at det fik ham til at kaste op. Senere udødeliggjort i sangen Aneurysm, med hooklinen "Love you so much it makes me sick". Bandet spillede for stadig flere mennesker, men kemien fungerede ikke med Chad Channing. Kurt smadrede hans trommesæt efter en koncert. Ugen efter fyrede han såvel Chad – naturligvis ikke direkte, han ringede bare aldrig igen –som sin kæreste og forsørger gennem mere end tre år, Tracy Marander.

Smart Studio
Det turbulente privatliv virkede nærmere som en dynamo end som en dæmper på Kurt kreativitet. I denne periode blev grundstammen til Nevermind for alvor grundlagt. Den 2. april 1991 debuterede Nirvana live med In Bloom (portræt af Dylan Carlson) og tog derefter til Smart Studio hos Butch Vig i Wisconsin. Den senere Garbage-mand havde indspillet et hav af undergrundsplader i sit eget studie, bl.a. Smashing Pumpkins og Nirvanas venner fra Tad.

Nirvana var specielt begejstret for lyden af albummet Little Baby Buntin' med bandet Killdozer, har Vig senere fortalt til GAFFA. Demobåndet, der indeholdt såvel In Bloom som Breed, vakte behørlig interesse i musikbranchen, og fra total undergrundsstatus var Nirvana pludselig et varmt navn for mange store pladeselskaber. I samme periode fik Nirvana sit første management, i form af Gold Mountain, med John Silva som bandets mand, anbefalet af Sonic Youth.

Dave Grohl
På turen med Sonic Youth havde de hyret Melvins' trommeslager, Dale Crover, som havde informeret Kurt om, at han korporligt ville slå ham halvt ihjel, hvis han smadrede hans trommesæt. Kurt nærede sig, og efter turen skulle Crover tilbage til Melvins, og Nirvana hyrede Mudhoney-trommeslager Dan Peters, som optrådte med Nirvana d. 22 september. Blandt publikum var en anden trommekandidat. Det var 21-årige Dave Grohl, som bandets gamle ven fra The Melvins, Buzz Osbourne, havde anbefalet. Grohl var meget imponeret over, hvad han hørte, og da han kort efter øvede med Kurt og Krist for første gang, vidste de begge instinktivt, at de én gang for alle havde fundet deres rette trommeslager. 20 dage efter at Grohl så Nirvana med Peters bag trommerne, spillede han sin første koncert med Nirvana.

Grohl kom oprindeligt fra Virginia, var glad og vild – og som Krist og Kurt også skilsmissebarn –og elskede sin mor højere end alt andet. Han var en dynamisk trommeslager, der tidligere havde spillet i diverse punkbands, bl.a. Scream. Kurt og Dave fandt hurtigt sammen, de matchede musikalsk, energimæssigt og havde samme sans for humor. Dave tog med til England for at promovere Sliver-singlen og bankede så hårdt i sættet, at han mere end én gang smadrede sine trommer. I starten boede han hos Krist og Shelli, men efter Englandsturen flyttede han ind hos Kurt, hvilket hjalp kraftigt på sidstnævntes humør.

Graffiti med følger
Kort efter begyndte Grohl at gå ud med Tobis veninde og bandkollega Kathleen Hanna fra Bikini Kill. Tit tog de fire ud sammen, og ifølge pigernes nabo Ian Dickson sagde de ting som: "Skal vi date Nirvana i aften?" Efter en særdeles våd og festlig aften hjemme hos Kurt tog Kathleen en dåse spraymaling og skrev "Kurt smells like teen spirit" på væggen. Hvad Kurt ikke vidste var, at Teen Spirit var en deodorant, og en deodorant, som Tobi brugte. Altså en indirekte hentydning til, at Kurt såvel bollede med som var afhængig af Tobi.

Og i forhold til den moderlige Tracy var Kurt på hælene i forholdet til den unge hippe Olympia-tøs. Tracy var rasende over, at Kurt, uden at sige det, havde været sammen med Tobi i slutningen af deres forhold og lagde ham fuldstændigt på is. Og da Kurt blev dumpet af Tobi i november i 1990, en situation, han oplevede for første (og eneste) gang, gik han følelsesmæssigt i hundene. Personligt trist for Kurt, men rent kreativt en oplevelse, som manifesterede sig i sange, der siden hen er blevet globalt folkeeje. Selvom emnerne står i kø og overlapper hinanden på forunderlig vis, stinker Nevermind først og fremmest af den fortabte kærlighed til Tobi Vail, som i Drain You, Lithium, Lounge Act og Smells Like Teen Spirit ("She's overbored and self assured").

Nirvana var eftertragtet som aldrig før, men Kurt var fysisk og følelsesmæssigt til rotterne. Han havde i årevis leget med ord og identiteter – og ofte underskrevet sit navn "Kurdt", og efter tabet af Tobi begyndte et nyt begreb at dukke op i hans tætskrevne dagbøger: "Heroine". 

Hey, jeg var på heroin i går!
Som kyndig rock 'n' roll-historiker var Kurt Cobain udmærket klar over den historiske forbindelse mellem kunstneriske ildsjæle og heroin, og hans tvistede stavemåde havde allerede fundet vej til en af hans bizarre tegninger tilbage i 8. klasse. Men i praksis noget, han tog konsekvent afstand fra på trods af hans ellers flittige brug af stimulanser. I 1987 ledte Jesse Reed og en ven efter heroin og blev på det nærmeste sortlistet af Kurt. Men efter at Tobi lagde ham på is i slutningen af 1990, fik piben en anden lyd. Kurt overvandt sin kanyleskræk og tog heroin for første gang kort efter. Han følte, at det såvel lettede hans hjerte- og mavesmerter som gjorde ham mere social.

Dagen efter ringede han til Krist Novoselic og sagde: "Hey, jeg var på heroin i går!" Som en bedre storebror sagde Krist: "Lad være med det; se, hvad der skete med Andy Wood (sanger fra præ-Pearl Jam-bandet Mother Love Bone, som døde af en overdosis tidligere det år). Kurt afdramatiserede situationen, men reelt talte Krist for døve øren. Kurt blev hurtigt "hooked", og Tracy – som så småt havde tilgivet Kurt og gik til fester med ham – fandt ham, ikke specielt lang tid efter, liggende på gulvet med en flaske "bleach" (blegemiddel, red.) på bordet og en nål i sin arm.

Kurt lovede sine omgivelser, at heroin var en bi-ting, han kun ville bruge meget sjældent. Men faktisk gjorde stoffet ham mere social. Han tog sammen med sin gamle ven Jesse Reed til Aberdeen og besøgte dennes familie, som havde givet ham husly såvel som kærlighed i en periode, hvor han virkelig havde behov for det, og han ringede til sin far – deres første kontakt i mere end otte år.

Geffen
Musikalsk var Nirvana blevet et lokalt trækplaster, som ikke mindst interesserede pladeselskaber fra nær og fjern. Nirvana holdt møde med flere store selskaber, hvor Kurt generelt sad og holdt sin kæft og lod Krist føre ordet. Kurt havde tidligere offentligt tilkendegivet, at Nirvana aldrig ville signe med et multinationalt pladeselskab. Men Kurt vendte behændigt på en tallerken, og enden på det blev, at Nirvana skrev kontrakt med Geffen, igen anbefalet af vennerne i Sonic Youth, som de havde supportet på tur i august. Sub Pop kunne fornemme, at de var ved at miste en guldfugl og kom op med en 30-siders kontrakt, som bandet ikke ville underskrive. Som afslutning indspillede Nirvana singlen Sliver for Sub Pop – i en spisepause under Tads album-indspilning – plus at Sub Pop fik 75.000$ plus en royalty på 2 procent af de næste to album for Geffen. Nirvana selv fik et forskud på 287.000$. Nye takter.

Til gengæld var der pludselig mange kokke om gryden. Management og pladeselskab var imponeret over Butch Vig, men syntes, det var en umanerlig dårlig idé at sætte et – på det tidspunkt – så ubeskrevet undergrundsnavn til at indspille et fuldlængdealbum. Bandet stod stejlt på, at Vig skulle indspille. De respekterede ham som trommeslager, musiker og producer, kunne lide ham og troede på hans lyd og idealer. De fik langt om længe deres vilje, og Vig stod for samtlige indspilninger til Nevermind, hhv. i sit eget Smart Studio og i Van Nuys-studiet i L.A.

Uropførelsen
Inden Nirvana pakkede bandbilen for at mødes med Grohl for at indspille opfølgeren til Bleach, spillede de en koncert på OK Hotel i Seattle. Sent i sættet debuterede de med en sang, som Cobain tre uger tidligere havde spillet grundriffet fra for Krist og Dave. Teksten var langtfra færdig, og under koncerten mumlede Kurt sig gennem versene, men formen var klar – hårdt åbningsriff, stille vers og eksplosivt omkvæd. Ansvarlig promoter for Geffen, Sussie Tennant, var til stede og tabte som de fleste andre hagen: "Hvad var det?!" – en perfomance, der via super 8 i øvrigt er foreviget i Doug Prays film om Seattle-bevægelsen Hype fra 1996. Nummerets titel var "Smells Like Teen Spirit".

Nevermind
Nirvana begyndte efterfølgende at indspille Nevermind med Butch Vig. GAFFA mødte samme Butch flere år senere i hans og Garbage-kammeraternes Smart Studio i Wisconsin, hvor bl.a. de endelige versioner af Polly og Something In The Way blev indspillet. Det var ikke længe siden, Vig sidst havde arbejdet med Nirvana, men de nye sange og den ny trommeslager slog benene væk under ham.

– Jeg var nærmest chokeret, da de spillede Smells Like Teen Spirit på den første øvedag. Vi vidste bare, at vi lavede en punkplade, men Kurts sange var virkelig stærke, og bandet var fuldstændig tændt. Og efter at Dave Grohl var kommet med i bandet, var der en helt anden dynamik i lyden. Jeg havde tidligere optaget dem med en anden trommeslager (Chad Channing, red.), men havde virkelig svært ved at få sangene til at lyde ordentligt. Efter at Dave kom med, var der pludselig en helt anden naturlig saft og kraft i musikken.

Nirvana havde stået op for Vig, og sympatien var gensidig, men Vig fortalte, at Kurt allerede dengang var et mærkeligt og humørsvingende bekendtskab:

– Du kan høre smerten, galskaben og vreden i Kurts stemme på samtlige spor. Hver eneste sang emmer af den samme nerve. Der foregår noget tidløst på Nevermind. Kurt var umådelig intens, han kunne være helt på toppen den ene time for at sidde i et hjørne uden at sige et ord den næste. Han havde meget store humørsvingninger og mærkelige idéer og reaktioner. Da vi indspillede Something In The Way, lå han f.eks. ned på en sofa.

Men indspilningerne kom i hus, og flere venner og bands mødte op i studiet. Det var klart, at noget specielt var under opsejling. En aften overnattede 22 mennesker i bandets toværelses lejlighed, og en anden dag spillede Nirvana impulsivt support for vennerne i Fitz Of Depression, som var blevet snydt af en arrangør. Nirvana debuterede ved samme lejlighed Come As You Are og On A Plain. Kurt krævede, at entréindtægten gik ubeskåret til Fitz Of Depression.

Indspilningerne var færdige i juni 1991. Selskab og management var meget tilfredse med Vigs indspilninger, men ikke hans miks. Bandet var flade og udmattede, og på trods af stor skepsis lod de sig overtale til hot shot-mikser Andy Wallace. Hans vision var efter eget udsagn at få sangene til at lyde så "store og kraftfulde som overhovedet muligt". Kurt Cobain tog senere kraftigt afstand fra den efter hans udsagn "glamourøse" lyd. Men det er hævet over enhver tvivl, at Wallaces miks var en vigtig faktor i at gøre Nevermind til den musikalske knytnæve, den var og er.

Om Nevermind har Dave Grohl senere sagt til GAFFA:

– Det var en plade, der ændrede mit liv på en måde, som intet menneske nogensinde vil kunne forstå. Den ændrede min verdensopfattelse.

Hjemløs superstar in spe
Den efterfølgende tid havde Kurt travlt med at koncentrere sig om fotosessions, artwork og så videre, eller rettere alt andet end at betale sine regninger. Da han kom hjem til Olympia fra L.A. d. 29. juli, fandt han alle sine ejendele uden for sit hjem – han var smidt ud af udlejeren – og efterfølgende sov han i flere uger i sin bil.

Det var egentlig Come As You Are og ikke Smells Like Teen Spirit, som Nirvana havde de største kommercielle forventninger til, men sidstnævnte tiltrak sig i stigende grad opmærksomhed, og i august gik bandet i gang med at indspille en video til nummeret, hvor Kurt og instruktør Sam Barber var ved at flå hovedet af hinanden – resultatet blev Nirvanas og MTV's største succes gennem tiderne. Næste punkt på programmet var en 10-dages koncert tur med vennerne (og idolerne) fra Sonic Youth i Europa. Ved hjemkomsten skrev Kurt et brev (usendt, som utallige af hans øvrige breve) til sin ven Eugene Kelly fra gruppen The Vaselines om en mulig fælles turné. Brevet endte med ordene: "Jeg er blevet smidt ud af min lejlighed. Jeg bor i min bil, så jeg har ingen adresse. Men her er Krists tlf. nr. for beskeder. Din ven, Kurdt."
I samme uge spillede Nirvana for 70.000 mennesker på Reading Festival, og singlen Smells Like Teen Spirit var i butikkerne.

"Nevermind Triskaidekaphobia Here's Nirvana"  
Fredag d. 13. september blev udgivelsen af Nevermind fejret med et vanvittigt release party i Seattle. På invitation stod "Nevermind Triskaidekaphobia Here's Nirvana". Bandet havde fået at vide af Geffen, at det var en afdæmpet affære, hvor de kunne invitere deres venner. Da Nirvana ankom til Re-bar, hvor festen blev afholdt, fandt de stedet pakket med industrifolk og med Nirvana-plakater plastret op overalt. Pinligt i forhold til Kurts punkidealer, ikke mindst foran alle hans hippe venner fra Olympia-scenen.

Bandet havde smuglet en toliters flaske Jim Beam med – hård spiritus kunne ikke serveres grundet staten Washingtons skrappe alkohollovgivning – og flere blev hurtigt særdeles stive. Først hev band og venner alle plakater ned fra væggene, kort efter startede Krist og Kurt en regulær madkamp, og ikke længe efter fløj maden rundt overalt i lokalet. Mere end én forretningsmand forlod senere klubben med guacomolo og æg drivende ned ad jakkesættet. En vagtmand tog korporligt og smed urostifterne, Kurt, Krist og Dave, ud af salen – uvidende om, at det var de selvsamme personer, festen blev holdt for.

Festlighederne fortsatte hos en bekendt, men stedet blev evakueret, efter at Kurt havde sat gang i brandalarmen. Band og venner fortsatte hjemme hos Geffen-promoter Sussie Tennant, hvor Kurt klædte sig i dametøj, som han senere sov i under en Patti Smith-plakat. En af aftenens sidste begivenheder var, da Kurt fra stuevinduet overdængede Sub Pop-chef Bruce Pavitt – som brækkede sig af druk nede på gaden – med æg. Næste morgen annoncerede Kurt, at han og Dylan ville bruge dagen på at skyde huller i en pakke toast og bagefter spise dem.

Courtney Love
Det var et hårdt slag for Kurt at blive dumpet af Tobi Vail, men de forblev venner og talte både dengang og senere om at lave et fælles musikalsk projekt – det blev i øvrigt aldrig realiseret. Kurt skrev i denne periode flittigt usendte breve i sin dagbog til Tobi, som han fortsat erklærede sin kærlighed. Men allerede her har han nok begyndt at have en anden kvinde i tankerne. Courtney Love var på dette tidspunkt et kendt ansigt i undergrunden. Hun var forgrundsfigur for 3/4-pigepunkbandet Hole og havde desuden medvirket i et par film i mindre roller. Kurt og Courtney mødtes første gang d.12. januar 1990 på en natklub i Portland i forbindelse med en Nirvana-koncert, og 30 sekunder efter lå de i brydekamp på gulvet. Courtney konfronterede Kurt med, at han lignede sangeren i Soul Asylum, og Kurt kvitterede med at tage brydetag og lægge hende ned på gulvet. Der skulle gå næsten halvandet år, før de mødtes igen, men i mellemtiden havde begge været opmærksomme på hinandens eksistens. Dave Grohl begyndte at gå ud med Courtneys veninde Jennifer Finch, og Nirvana-drengene blev herefter et flittigt emne. Kurt fik øgenavnet "Pixie meat", dels grundet hans idolisering af Pixies og dels hans diminutive størrelse. Da de mødtes ved punkbandet L7's koncert i maj 1991, var Courtney stadig on-and-off kæreste med Billy Corgan fra Smashing Pumpkins, som også først for alvor brød igennem et par år senere.

Courtney og Kurt forstod instinktivt hinanden og havde også fælles referencer. Courtney fortalte, at Hole lige var færdig med at indspille albummet Pretty On The Inside med Sonic Youths Kim Gordon som producer. Kurt fortalte langt mere om Nirvanas indspilninger, end han gjorde til andre i den periode, og efter deres første tætte møde sagde Kurt til sin ven Ian Dickson: "Jeg har mødt den cooleste pige i hele verden." Der skulle gå fem måneder, før de mødtes igen, men i mellemtiden havde de to opretholdt en særdeles tæt telefonkontakt.

Sensationen
Geffen havde en god, men ikke helt realistisk vurdering af sit nye band. Marketingafdelingen mente, at 50.000 solgte kopier ville være et realistisk resultat. Sonic Youth havde solgt 118.000 kopier af Goo, og nåede Nirvana halvdelen, var alle glade. Nevermind udkom d. 24. september, og Geffen havde trykt i alt 46.251 eksemplarer af pladen. At det var i underkanten, blev varslet allerede ved en pladebutik-live-showcase, hvor 200 "kids" troppede op, mod de forventede 50. Historien var den samme overalt, salget oversteg langt forventningerne. To uger efter udgivelsen strøg albummet ind på Billboard-listen som nr.144 og efter fire uger var den gået op som nr. 35. Et ryk, der vel at mærke skete uden marketingmæssig promovering fra Geffens side Det, skulle det vise sig, urealistisk lave førsteoplag betød, at pladen var udsolgt fra alle forretninger i adskillige uger.

Videoen var blevet sendt til MTV tidligt i september og mødte pæn modstand. Den 22-årige medarbejder Amy Finnerty var derimod så overbevist om videoens kvalitet, at hun truede med at opsige sit job, hvis ikke stationen viste den. Hun fik sin vilje, og i starten røg den på MTV's alternative program "120 Minutes". Første gang Kurt så den, var på et hotelværelse i selskab med Amy Finnerty, og han ringede prompte til sin mor og sagde jublende: "Se, jeg er på skærmen", og 10 sekunder senere: "Se, der er jeg igen" osv. I samme periode turnerede Nirvana i USA, og Kurt begyndte at småkæreste med en countrysangerinde, han havde mødt i Boston, Mary Lou Lord. I takt med turen steg Nirvanas og ikke mindst Smells Like Teen Spirit's popularitet voldsomt, men indvendigt voksede raseriet, stofproblemerne og frustrationerne, paradoksalt i takt med at Kurt var ved at indfri sit livs drøm. 

Fra Billy til Kurt

Courtney Love fløj til Chicago 12. oktober, men fandt Billy Corgans seng okkuperet af en anden kvinde. Hun forsvandt og brugte sine sidste 10$ på en taxa til den lokale klub, Metro, hvor hun til sin overraskelse opdagede, at Nirvana var på plakaten. Hun nåede at se det sidste kvarter af koncerten, hvor Kurt bl.a. smadrede Grohls trommesæt. Kurt var et mysterium for hende, fortæller Charles Cross. Hvad var det, der gjorde denne dreng så rasende? Og Courtney var tiltrukket af det uforklarlige og paradoksale.

Courtney havnede efter koncerten i backstagerummet og senere på Kurts hotelværelse. Såvel emotionelt som seksuelt matchede de to eksemplarisk. Courtney var den første pige, Kurt fortalte om en række traumatiske barndomsoplevelser. Da Courtney tilsvarende fortalte om en barndom med omsorgssvigt, flytten frem og tilbage mellem skilte forældre og problemer på skolebænken, var det for Kurt som at møde sin kvindelige modpart. 

Læs del 2 af historien her


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA