PÅ MED FOLIEHATTEN: 10 skøre konspirationsteorier fra musikkens verden

PÅ MED FOLIEHATTEN: 10 skøre konspirationsteorier fra musikkens verden

Musikindustrien er omgærdet af en del hemmelighedskræmmeri. Som en naturlig følge af dette opstår der med jævne mellemrum forskellige alternative forklaringer på diverse fænomener indenfor branchen. Styrer Beyoncé verden? Er Elvis virkelig død? Hvilket album forudsagde 9/11? Og hvem solgte sin sjæl til djævlen? På med foliehatten, tag os i hånden og dyk ned i nogle af musikverdenens allerskøreste konspirationer.

Dave Grohl myrdede Kurt Cobain

Den mest udbredte konspirationsteori omkring Nirvana-sangeren Kurt Cobains død er, at det var hans hustru, musikeren Courtney Love, der dræbte ham. Men vidste I, at der findes spekulationer om, at det i stedet var bandkollegaen, og den nuværende Foo Fighters-frontmand, Dave Grohl, som trak våbnet? Nogle mener, at Cobain var ved at sparke Grohl ud af bandet, hvilket ville have resulteret i store tab af rettigheder og royalties for Grohl. Der findes faktisk en hel blog tilegnet dette ræsonnement, og konspirationsteoretikerne mener, at Courtney Love skulle have sagt flere kryptiske ting, som peger på, at ”hun ved, at han ved, at hun ved”, hvad Grohl har gjort. Desuden findes der mange, som hævder, at Dave Grohl aldrig havde opnået de succeser, som han har i dag, hvis ikke det var for Kurt Cobains død. Sig endelig til, hvis ikke det er bevis nok.

LÆS OGSÅ: David Hasselhoff udgiver album med heavy metal-sange

Avril Lavigne er død og erstattet af en lookalike

En efterhånden længe omdiskuteret konspiration er den om Avril Lavigne og hendes påståede klon Melissa Vandella. Mange mener nemlig, at den canadiske skatepunkdronning skulle have afgået ved døden i 2003, og at den Avril Lavigne, som vi ser i dag, er hendes næsten identiske lookalike. De har naturligvis et væld af beviser til at underbygge påstanden. For eksempel havde Avril før 2003 altid bukser på den røde løber, mens Avril efter 2003 normalt bærer kjole. Hun har ligeledes ændret sin måde at lægge makeup på, og kigger man nøje efter, ser man, at hendes øjenform er lidt anderledes. Desuden skulle albummet Under My Skin være et hemmeligt tegn på, at Vandella er gået ”under huden” på den virkelige Avril. Formålet med alt dette skulle være fortsat at tjene penge på den succes, som Avril har opbygget, og når man tænker over det, giver det faktisk rigtig god mening. Eller...

Michael Jackson deltog i sin egen mindehøjtidelighed

Hvis vi for et øjeblik glemmer hele Leaving Neverland-karusellen, og i stedet retter blikket mod Michael Jacksons bortgang i 2009, findes der et væld af konspirationsteorier. At folk begynder at stille spørgsmålstegn ved, om en afdød berømthed virkelig er død, er ikke så usædvanligt, men i MJ’s tilfælde gik folk dog så langt som til at hævde, at han deltog i sin egen mindehøjtidelighed. Dedikerede teoretikere har nærstuderet filmoptagelser af publikum, og der opstår to parallelle spor. Nogle har noteret en ældre mand med hat, hvis identitet ikke er til at fastslå. Andre har lagt mærke til en blond kvinde med solbriller og en ganske særpræget profil. Begge mistænkes for at være kongen af pop i forklædning. Desuden er der nogen, der mener, at familien ikke så ud til at sørge over deres afdøde slægtning, og at de havde svært ved ikke at grine under ceremonien. Dette skulle altså være et tegn på, at det hele var et skuespil, og med dette års hændelser in mente, var det at fake sin død muligvis det smarteste, som Michael Jackson nogensinde har gjort.

LÆS OGSÅ: Bisse i uheld med motorsav - aflyser koncerter

Beyoncé og Illuminati styrer verden

En konspirationsteori som involverer flere kendte artister, er den om Illuminati. Selvom Illuminati-ordenen blev opløst tilbage i 1785, er der dog mange, der tror, at dets medlemmer stadig styrer verden i dag i al hemmelighed. Nogle af dem, der ofte fremhæves som centrale i bevægelsen er Jay-Z og Beyoncé – og indicierne er mange. Blandt andet er Jay-Z’s signaturtegn at holde sine håndflader op og forme en trekant mellem fingrene, hvilket minder om det velkendte Illuminatisymbol. Queen B’s musikvideoer hævdes også at indeholde en stor mængde skjult symbolik, der stammer fra den hemmelige organisation, og nogle påstår, at hvis du spiller sangen ”Single Ladies” baglæns, vil ordene ”the world will bow to me, people’s tears fall” kunne høres. Nogle tror, at Justin Bieber og Miley Cyrus er kloner fremstillet af Illuminati-bevægelsen, og da Rihanna dansede i en stor trekant i videoen til superhittet ”Umbrella”, satte konspirationsteoretikerne i løb. Bono, Eminem, Katy Perry, Madonna, Kanye West og Britney Spears er højst sandsynligt også medlemmer. Ved nærmere eftertanke er hele den globale musikindustri nok involveret.

Klub 27 er en djævlepagt

Der er mange mysterier omkring Klub 27. Hvorfor er der egentlig så mange musikgenier, som går bort som 27-årige? Amy Winehouse, Jimi Hendrix, Janis Joplin, Jim Morrison, Kurt Cobain, Brian Jones… listen kan gøres endnu længere. Det hele begyndte med den amerikanske bluesmusiker Robert Johnson i 1938. Der er aldrig blev fremsat en officiel dødsårsag, men man tror, at han blev forgiftet med stryknin. Visse konspirationsteoretikere går dog skridtet videre og hævder, at forgiftningen beroede på, at han havde solgt sin sjæl til djævelen. Da fire af de største rocklegender også døde som 27-årige i løbet af to år (1969-1971), tog rygterne om djævlepagten til igen. Mange af dødsfaldene har været mystiske, heriblandt The Rolling Stones-guitaristen Brian Jones, som druknede i en swimmingpool eller Jim Morrison, som blev fundet død i sit eget badekar. Kunne det have noget med stoffer at gøre? Nej, det må have været djævlen.

Stevie Wonder er ikke blind

At den legendariske soul- og funkmusiker Stevie Wonder er blind, tilhører næsten allemandsviden. Men hvad hvis nu, at det hele bare var bluff? Gennem historien har flere, til tider små, hændelser givet anledning til en række spørgsmål. En gang fangede han et faldende mikrofonstativ under en koncert. En anden gang blev han set kigge i en mobiltelefon. Han er til og med blevet set fotografere Michael Jackson ved mindst ét tilfælde. Og hvorfor tager han til basketballkampe, når han ikke kan se noget? Det er ikke logisk. Præcis hvad han skulle få ud af fake sin blindhed er ikke til at sige, men noget må der være.

LÆS OGSÅ: Billie Eilish sætter vild rekord i USA

Beatles har aldrig eksisteret

Hold fast, for det her er kontroversielt. Visse hævder, at The Beatles aldrig har eksisteret. Det grænseløst populære band skulle i stedet have været en sammensætning af flere roterende bandmedlemmer, som så at sige ”spillede” deres respektive roller. Der skulle have været tre forskellige John Lennons og op i mod 12 (!) Paul McCartneys. Teorien baseres blandt andet på omhyggelige fotostudier, hvor det er tydeligt, at John Lennons mund ændrede udseende, og at hans næse gik fra at være kort og lige, til lang og konveks. McCartney skulle også have haft et ar på kinden, som nogle gange er der, andre gange ikke. Et stærkt argument, der underbygger teorien, er det faktum, at fire drenge fra Liverpool aldrig ville kunne producere så meget musik, give så mange interviews og optræde så meget offentligt på egen hånd. Formuleret på den måde, køber man den næsten.

Adele og Sam Smith er én og samme person

En rigtig kvik person gjorde en stor opdagelse, da han spillede Adeles sang ”Hello” på en pladespiller. Når man skruer tempoet ned, lyder det nemlig præcis som Sam Smith. Dette fik internettet til at dåne, og siden da har flere viet sig til lignende eksperimenter. Det viste sig, at næsten uanset hvilken Adele-sang man valgte at sætte tempoet ned på, kom til at lyde som Sam Smith. Straks derefter fulgte det uundgåelige spørgmål: er Adele og Sam Smith nogensinde blevet set sammen? Mange mente, at musikindustrien ville forsøge at få endnu større økonomisk gevinst på Adeles karriere ved at skabe endnu en succesfuld artist ud fra hendes sange. Dette betyder i så fald, at manden, som vi kender som Sam Smith, faktisk er en skuespiller, som mimer til Adeles sange. Det lyder som en meget effektiv forretningsmodel.

Supertramp forudsagde 9/11

Nævn en, der ikke har hørt konspirationsteorier om 9/11. Denne er nok ikke den mest kendte, men det gør den dog ikke mindre interessant. Mange påstår, at Supertramp forudsagde terrorangrebet mod World Trade Center den 11. september 2001 på sit omslag til albummet Breakfast in America fra 1979. Billedet forestiller New York Citys skyline set indefra et fly, og i forgrunden ses en stewardesse med en bakke med et glas appelsinsaft på højde med de to tårne. Appelsinsaften har samme farve som ild (!), og hvis man holder albummet op foran et spejl, ser bogstaverne ”P” og ”U” ud som cifferne 9 og 11. Kræver man flere beviser, kan man kigge på albummets titel. Hvornår spiser man morgenmad? Om morgenen. Hvornår ramte flyene tårnene? Klokken 08.45. Så deeeet….

LÆS OGSÅ: Roskilde Festival udvider programmet - Chance the Rapper iblandt

Elvis er med i Alene Hjemme-filmen

Faktisk skulle hele denne artikel have omhandlet forskellige konspirationsteorier omkring Elvis Presleys død, men det var der dog ikke plads til. En sejlivet myte handler om, at Elvis ikke blev fundet livløs på sit badeværelsesgulv i 1977, og derfor stadig er i live. Og et af de mere interessante bud på hans fremtidige virke er, at han skulle have medvirket i filmen Alene Hjemme fra 1990. I en scene, der udspiller sig i en lufthavn, står et antal personer i baggrunden, heriblandt en skægget mand i 50’erne. Han bevæger sit hoved på en måde, som mange mener er identisk med Elvis’ kropssprog. Derudover har han den samme hårfarve og lignende ansigtstræk. Hvorfor kongen af rock’n’roll skulle have taget et job som statist i en børnefilm, beretter historien intet om, men det er jo ikke helt utænkeligt, at han efter 13 år i skyggen begyndte at længes tilbage mod rampelyset.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA