NorthSide- og Tinderbox-leder: Derfor har vi solgt til international festivalgigant

NorthSide- og Tinderbox-leder: Derfor har vi solgt til international festivalgigant

Den danske koncertarrangør Down the Drain Group, der blandt andet står bag festivalerne NorthSide, Tinderbox og Haven og koncertarrangørgruppen Down the Drain Concerts, som arrangerer mere end 200 årlige koncerter, fik i sidste uge ny ejer.

Den internationale festivalgigant Superstruct Entertainment, der blandt andet står bag Europas største festival, Sziget i Budapest samt Sónar i Barcelona, Øyafestivalen i Oslo, Flow i Helsinki og Field Day i Sydney, har købt 100 procent af Down the Drain Group for et ukendt millionbeløb og har dermed også købt den amerikanske kapitalfond, Orkila, der sidste år købte 40 procent af Down the Drain Group, ud.

“Down the Drain-teamet har bygget en imponerende platform og serie af events over de seneste ni år, og vi ser frem til at kombinere vores ekspertise med de stærke brands og tage virksomheden til et endnu højere niveau”, siger James Barton, CEO i Superstruct i en pressemeddelelse.

Ifølge aftalen vil den daglige ledelse af Down the Drain Group fortsat blive varetaget af Brian Nielsen, Flemming Myllerup og Mads Sørensen.

Opkøbet kommer kort tid efter flere andre større køb blandt danske koncertarrangører. I december blev det offentliggjort, at den internationale kapitalfond Waterland Private Equity har investeret i den danske koncertarrangør ICO, og i november sidste år solgte den danske koncertarrangør smash!bang!pow! 25 procent af virksomheden til den tyske koncert- og festivalarrangør FKP Scorpio, som i øvrigt tidligere har været medejer af Down the Drain Group. Tidligere i denne uge blev det så meldt ud, at den internationale koncertarrangør Live Nation har købt den danske koncertarrangør og management-agenturet PDH.

GAFFA har talt med Down the Drain Groups daglige leder Brian Nielsen for at høre nærmere om salget.

Hvorfor har I solgt Down the Drain Group til Superstruct?

– Det er en branche, der har konsolideret sig i de senere år, og ekstremt hurtigt i de seneste måneder, så det var et spørgsmål om at stå på det rigtige tog og skabe de bedste muligheder for vores festivaler. Vi er kommet i familie med Øya i Norge, Flow i Finland, Sonar i Spanien og Sziget i Ungarn, det er jo klasse A-festivaler i vores optik, som vi også spejler os i, og især Øya har været en stor inspirationskilde for os. Vi kan jo se, hvordan man gør sig stærkere andetsteds i branchen, så vi har også gjort det for, at vi kan være rustet til den relativt hårde konkurrence, så vi fortsat kan skabe de rigtige festivaler og de rigtige programmer.

Bliver det nemmere at booke de helt store navne, nu hvor I er i ejerfællesskab med mange store internationale festivaler?

– Ja, vi styrer jo ikke, hvad managements og agenter beslutter, men vi kan påvirke dem, hvis vi for eksempelvis kan tilbyde kunstnerne, at de kan spille på en række festivaler inden for et bestemt tidsrum. Vi bliver forhåbentlig sværere at komme udenom.

Skyldes salget også økonomiske overvejelser – I har jo en negativ egenkapital i Tinderbox Entertainment, en del af Down the Drain?

– Nej, men det er ikke gratis at starte noget nyt op, og vi har jo investeret mange penge i at skabe en ny festival i Odense. Hvis du bygger en ny fabrik, skal du jo også betale for mursten, maskiner og de råvarer, du forarbejder før du har et færdig produkt eller resultat. Vi forventer i øvrigt overskud både på NorthSide og Tinderbox igen i år.

LÆS OGSÅ: International gigant opkøber stor dansk koncertarrangør

Man køber ikke noget for at lukke det

Superstruct er ejet af kapitalfonden Providence Equity Partners. Kapitalfonde er kendt for at videresælge deres investeringer inden for få år med stor fortjeneste. Hvad er Brian Nielsens tanker om det?

– Den tid, den sorg, hvis det bliver aktuelt. En kapitalfond er jo lige så meget en bank som så meget andet. Vi er en kommerciel festival, og andre som for eksempel Live Nation er jo også ejet af diverse kapitalfonde og investeringsfonde. De, der har købt os, har også været medejer af TDC i en længere periode, og TDC eksisterer jo også i dag. Man køber jo ikke noget for at lukke det. Man investerer noget for at gøre det bedre. Nogle siger, det er for at presse citronen, men der er ikke noget, der kunne være mere forkert. Tanken er først og fremmest at skabe nogle endnu stærkere festivaler, og det sker blandt andet ved erfaringsudveksling mellem festivalerne og mulighederne for at købe de større artister ind bredt over hele porteføljen af de festivaler, man ejer.

Prisen på for eksempel NorthSide-billetter steg med 260 kroner fra 2018 til 2019, og Tinderbox er steget med 300 kroner i samme tidsrum. Bliver prisen ved med at stige, når der kommer udenlandske penge ind?

– Dette års prisstigning er geninvesteret i musikken, og mere til. Hvis du ganger 300 kroner med 40.000 billetter på Tinderbox, så får du 12 millioner kroner, og så skal skal du fjerne 25 procent moms, men vi har øget budgettet med mere end det dobbelte, 23 millioner kroner. Vi har investeret i programmet, og det er jo det samme med NorthSide. Vi har ikke umiddelbart planer om prisstigninger næste år. Vi har justeret, så vi passer til resten af markedet, og vi præsenterer jo et kvalitetsprodukt, hvis jeg må være så bramfri, og så længe vi ikke er dyrere end de andre festivaler, vi plejer at blive sammenlignet med, har vi ikke noget problem med det. Vi har ligget i bunden af fødekæden rent prismæssigt. Mange af de festivaler, vi bliver sammenlignet med, er desuden momsfritaget, og det giver dem jo en stærkere købekraft, når det gælder kunstnere.

Men billetterne til NorthSide og Tinderbox er næsten lige så dyre som Roskilde – henholdsvis 1895, 1895 og 2100 kroner, og NorthSide og Tinderbox steg endda begge med 100 kroner den 1. maj til 1995 kroner. På Roskilde og Smukfest (som koster 2695 kroner) er der syv dage med musik, I har tre dage, så minutprisen er da noget højere hos jer?

– Det må folk vurdere, vi bruger ligesom dem mange penge på musikken. (Musikbudgetterne er på de fire festivaler NorthSide, Tinderbox, Roskilde og Smukfest henholdsvis cirka 35,5 millioner, 58 millioner, 65 millioner og 50 millioner, red.)

Hvad med miljøbevidstheden, er der råd til at bevare den med jeres nye ejer?

– Ja, det er jo en del af DNA'en især på NorthSide, og den vil også være tiltagende på Tinderbox de kommende år. Vi har jo allerede implementeret affaldssortering på Tinderbox, dog ikke så specificeret som på NorthSide. Det er ikke noget billigt valg at være økologisk, eksempelvis er den økologiske fadøl jo noget dyrere, og vi har for eksempel også stoppet salget af vand i plasticflasker, så den mulige fortjeneste er også væk.

LÆS OGSÅ: Stor kapitalfond investerer i dansk koncertarrangør

Respekt for konkurrenterne

Brian Nielsen er ikke i tvivl om, hvem der er hans største konkurrent på festivalområdet:

– Live Nation er så store, at de kan købe diverse artister for verden og turnere dem i deres eget system, deres egne venues (for eksempel Royal Arena i Danmark, red.) og deres egne festivaler (i Danmark blandt andet Heartland og Copenhell, ligesom Live Nation er storleverandør til Roskilde, red.). Vi har noteret os, at Live Nation har placeret en stor koncert i Aarhus under NorthSide (Phil Collins i Ceres Park, i øvrigt en udsolgt koncert, red.), og det er da sjovt, når den kunne have ligget i mange andre danske byer, men det lever vi med. Vi kigger dog ikke så meget på de andre festivaler for at se, hvad de nu gør af dette og hint. Men der er jo en kamp om at få artisterne, og vi har da respekt for, at nogle festivaler har en historik, der gør, at eksempelvis Roskilde kan få The Cure for jeg ved snart ikke hvilken gang (sjette, red.). Dem ville vi da også godt have haft, men sådan er det. Roskilde har jo eksisteret fem gange så lang tid som os. Jeg har stor respekt for Jesper Christensen (direktør for Live Nation i Danmark, red.) og hans team, og hvad de har udrettet i Danmark, men de har deres forretning, og vi har vores.

Hvordan ser du fremtiden for festivaler, som ikke er ejet af internationale festival- og koncertgiganter, kan de stadig tiltrække store artister?

– Det bliver sværere, men så mange danske festivaler er der jo heller ikke, der præsenterer store, aktuelle internationale navne. Udover vores festivaler er der Roskilde, Copenhell, Smukfest, Heartland, og så er der for eksempel Nibe, der engang imellem har et stort udenlandsk navn, og det skal der være plads til. Men ja, det bliver sværere med den konsolidering, der finder sted, og alle er ofte sig selv nærmest. Men hvis der er danske festivaler, der har brug for hjælp, er telefonen åben, de kan jo bare ringe. Vi har ikke noget imod nogen, selvom nogen nogle gange har haft noget imod os.

Superstructs ejer Providence Equity Partner har ifølge Ekstra Bladet lavet aftaler med myndighederne i Luxembourg om skattefordele og har et datterselskab på Cayman-øerne, som er kendt som et skattely, hvad er din kommentar til det? Skal I også sende penge i skattely?

– Du må rette dette spørgsmål til Superstruct. Jeg er ikke bekendt med hverken skattely eller selskab på Cayman-øerne. Der er mig bekendt ikke ulovligt at have et selskab i Luxembourg. Det har en del af vores konkurrenter og kolleger i branchen mig bekendt også. Vores festival-selskaber er danske, og betaler skat og afgifter i Danmark, og vi har i øvrigt betalt gigantiske millionbeløb i både moms, skat og afgifter over de seneste 10 år, så Ekstra Bladets artikel taler lidt for sig selv, men det er der vel ikke noget nyt i.

Hvor er du om ti år?

– Jeg håber da, jeg er i live. Jeg tror stadig, jeg er i branchen, jeg er jo en gammel cirkushest, og jeg bliver nok svær at trække væk fra manegen. Om jeg stadig er festivalleder, det må du spørge Superstruct om til den tid, nu er jeg jo ansat af dem. Jeg vil i hvert fald gøre mit til at vores festivaler bliver endnu bedre.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA