x

Nekrolog: Esbjörn Svensson

Nekrolog: Esbjörn Svensson

Chok.
Og sorg.
Det er, hvad jeg her til morgen blev ramt af, da jeg læste på min skærm, at svenske Esbjörn Svensson er død!
Chok og sorg. Stor sorg.

Ikke at jeg kendte ham personligt. Jeg har aldrig mødt ham. Bare oplevet ham på en scene, på videooptagelser fra en koncert og på to håndfulde cd’er. Men jeg havde også – netop ad den vej – lært ham at kende som et vitalt menneske, en stor kunstner, en af Skandinaviens allerstørste jazzbegavelser. En næsten jævnaldrende mand med et helt enestående talent for at udtrykke sig via musikken…
Derfor mit chok. Derfor min sorg.

Men hvem er jeg, at netop jeg skal skrive en nekrolog over manden, som jeg sandt at sige kun kendte via musikken?

Ja, jeg er i hvert fald et menneske, der har fulgt Svensson så tæt, som det nu var muligt, når der ikke var tale om en personlig relation.
Jeg er et menneske, der gang på gang har følt mig draget af Svenssons musik. Et menneske, der igen og igen har ladet mig påvirke af den. Et menneske, der har brugt hans musik som målestok for, hvad der var muligt for en moderne jazztrio at udtrykke. Et menneske, der har – haft – planer om at skrive en bog om det dybt fascinerende talent – Esbjörn Svensson.

Og nu er han død.
Druknet lørdag i Skærgården ud for Stockholm.

Der er mennesker, der på et lige så væsentligt plan som det personlige får betydning for andre. Mennesker, der er i besiddelse af en helt enestående kunstnerisk nerve. Som formår at udnytte den, udtrykke sig og knytte kontakt. Sådan en var Esbjörn Svensson.
Indtil lørdag.
Derfor skal jeg skrive hans nekrolog.

Esbjörn Svensson er i dag en af en række musikere, der er død i en alt for ung alder. Mine tanker ryger umiddelbart i retningen af to af disse: Jan Johansson og Jeff Buckley…

Jan Johansson står på Esbjörn Svensson Trios MySpace-side opført som en af de 12 ”bedste venner” ud af små 10.000. Den lige så talentfulde svenske jazzpianist Jan Johansson, som helt givet var en inspiration for Esbjörn Svensson, døde i en eneulykke på en landevej nær Jönköbing i november 1969, 37 år gammel. Som Esbjörn Svensson efterlod han sig ved sin død kone og to børn.

Jeff Buckley står også på Esbjörn Svensson Trios MySpace-side som en ven. Det amerikanske vokaltalent inden for rockmusikken, matchede som guitarist og sanger Svenssons talent som pianist. Men i maj 1997 døde han i en drukneulykke i en sideflod til Mississippi floden uden for Memphis, Tennessee, 30 år gammel. Buckley efterlod sig ved sin død en kæreste (Joan Wasser alias Joan as a Police Woman).

Følelsen denne junidag 2008 er som følelsen den novemberdag 1969 og den majdag 1997. Et naturtalent er pludselig revet bort. En musiker med et uhyre potentiale – et menneske, der med sin musik kunne gøre en forskel, forandre verden eller det enkelte mennesker i den – er uigenkaldeligt død – i en alt for ung alder. Kun én ting kan man glæde sig over: at han efterlod

• When Everyone Has Gone (1993)
• E.S.T. Live '95 (1995)
• EST plays Monk (1996)
• Winter in Venice (1997)
• From Gagarin's Point of View (1999)
• Good Morning Susie Soho (2000)
• Somewhere Else Before (2001, amerikansk compilation)
• Strange Place for Snow (2002)
• Seven Days of Falling (2003)
• Live in Stockholm (2003, dvd)
• Viaticum (2005)
• Tuesday Wonderland (2006)
• Live in Hamburg (2007)

Esbjörn Svensson Trio spillede en særegen moderne form for jazz. Selv sagde trioen, at den var et popband, der spillede jazz. Uanset genrebetegnelse blev kapelmesteren i både 1995 og 1996 præmieret for at være den bedste svenske jazzmusiker, i 1998 for at være årets bedste svenske komponist, og med "Winter in Venice" fik han og trioen en svensk Grammy for bedste jazzudgivelse. For "Strange Place for Snow" modtog Esbjörn Svensson Trio en lang række priser, herunder Jahrespreis der Deutschen Schallplattenkritik, den store tyske Jazz Preis, den franske Choc de l'année, den franske Victoire du Jazz for bedste internationale act foruden Specialprisen på årets MIDEM. I December 2004 modtog trioen Hans Koller prisen som European Artist of the Year.

Alle disse priser kan i dag synes lige gyldige. Men de blev uddelt i en anerkendelse af stortalentet.

Esbjörn Svensson Trio er passé, men vil for altid forblive centralt placeret i min musiksamling. Numre, som jeg i følsomme øjeblikke har tænkt gerne måtte afspilles ved min egen død, vil jeg nu afspille i ærbødig respekt for stortalentet, som nu selv for altid er væk.

 

Esbjörn Svensson Trios hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA