LiveCamp og KarriereKanonen på Smukfest: Fra lejrbål til Bøgescenen

LiveCamp og KarriereKanonen på Smukfest: Fra lejrbål til Bøgescenen

Billedet: Mekdes vinder Live Camp-Prisen

Det er ikke noget nyt, at en dansk festival vælger at kaste sit lys på det musikalske vækstlag. Roskilde Festival og Tinderbox har deres måde at gribe det an på, men hos Smukfest graves der lidt dybere i festivalens søgen efter morgendagens superstjerner. Gennem et mangeårigt samarbejde med KarriereKanonen og etableringen af Live Camp skaber Smukfest nogle helt unikke rammer for vækstlaget, der er med til at skubbe de aspirerende artister mod et liv med succes.

Det er lidt fedt at være med helt fra begyndelsen. Når man er blandt de første, der opdager en kommende superstjerne og ser dem bevæge sig fra de små scener til arenaer. Sådan er historien om The Minds of 99. Det er tilfældet for Djämes Braun, Katinka, Vild $mith, Marie Key og Ravi Kuma, og også i år sker med det festivalens Live Camp, hvor vinderne Mekdes og Anton Walter netop er blevet kåret som vindere er henholdsvis Live Camp- og Tak Rock-Prisen.

Det ligger lidt i ordene, at Live Camp har noget med livemusik på campingområdet at gøre, og det er lige netop det, konceptet omfatter. Men hvor Roskilde Festival har sit tilsvarende, og Copenhell så småt er begyndt på sit eget opvarmningskoncept, har Smukfest i flere år taget det skridtet videre, fordi arbejdet med det musikalske vækstlag altid har løbet varmt i festivalens årer.

– Live Camp er den seneste inkarnation af vores vækstlagsarbejde, forklarer festivalens talsmand Poul Martin Bonde.

– Hvis man går helt tilbage til begyndelsen af festivalen, var det en vækstlagsfestival for lokalområdet. Og en af de ting, man lavede i 1980 var en talentkonkurrence, hvor vinderen fik lov at spille på festivalen året efter. Festivalen fik senere sine egne lokaler, hvor der blev arrangeret koncerter, når der ikke var festival, og det har altid været en drøm for Smukfest at få sit eget spillested. Det blev en realitet i 2012, da Walthers Musikcafé åbnede i Skanderborg. Det har altid været formålet at generere et overskud fra festivalen, der kunne bruges til at finansiere et spillested. Derudover har der været Ram Jam i skoven, hvor forskellige musikere kunne komme og spille. Og så har vi haft noget, der hed Star Fighters, hvor Surfact og en tidlig udgave af Dúné startede. Fokus har ændret sig gennem historien, men udgangspunktet har altid været det samme ved at hjælpe vækstlaget og skabe den bedste platform for nye bands, hvor sidste skud på stammen er Live Camp. 

Smukfest og KarriereKanonen

Foruden Live Camp og det konstante arbejde med landets musikere på Walthers Musikcafé har Smukfest desuden været involveret i KarriereKanonen i adskillige år. Ifølge Poul Martin Bonde er Live Camp og KarriereKanonen to forskellige arrangementer, der deler den samme platform, og hvor målet hovedsageligt læner sig meget op ad det samme, befinder de deltagende artister sig forskellige steder i deres udtryk og artistiske udvikling.

– Det handler i bund og grund om at give folk, der har fingeren på pulsen, mulighed for at vælge det bedste nye musik ud, forklarer han. – Derfor er der en lang række kuratorer, der vælger, hvilke musikere vi skal lytte til i fremtiden.

Foruden Poul Martin Bonde, der er stærkt involveret i både Live Camp og KarriereKanonen, har spillestedsleder for Walthers Musikcafé og booker på Smukfest, Mikkel Xavier ligeledes en stor rolle i udviklingen af talenter. Til daglig står han for driften af et spillested, der i høj grad beskæftiger sig med danske artister, og som platform giver det sprudlende vækstlag muligheden for at prøve kræfter med klubformatet. Men under Smukfest er han en del af juryen, som deltagerne i KarriereKanonen skal overbevise.

– Vi er tre ligelige partnere i det – DR, Bandakademiet og Smukfest, forklarer Mikkel Xavier. – Der er mediepartneren, vi er livepartneren og Bandakademiet er træningspartneren i alt det, der foregår bag scenen. Og når vi sidder og vurderer det hele til sidst, sidder vi ikke med nogle skarpt definerede roller og bedømmer artisterne. Vi kigger forskelligt på det og i høj grad personligt. Som en del af juryen kigger jeg meget på helhedsindtrykket. Jeg kigger på mængden af originalitet, og hvorvidt det er en fremadskuende artist. Det er ikke nødvendigt, at artisteren har et færdigt defineret udtryk, men derimod er det vigtigere, at der er et talent at få øje på, og under forløbet har jeg samtidig lagt mærke til, at alle artisterne udvikler sig voldsomt frem mod finalen. Når de står og optræder til finalen på Live Camp, er det ofte milevidt fra den koncert, de også spiller på Spot Festival.

Udbyttet af Live Camp

Inden Smukfest for alvor går i luften, afvikles Live Camp-forløbet, hvor KarriereKanonen undervejs flettes ind. Uanset hvilke artister, der vælger at deltage i de forskellige forløb, er eksponeringen i de tre dage den samme med et formål at give de deltagende en unik mulighed for at præsentere deres musik for et kæmpestort publikum.

– Om tirsdagen afvikler vi KarriereKanonen på Live Camp-scenen, men søndag og mandag afvikler vi vores egen koncerter, der lægger navn til scenen, forklarer Mikkel Xavier. – Her optræder 18 bands, der er udvalgt af forskellige mentorer, der bedømmes af bookinggruppen på SmukFest og Walthers Musikcafé. Den dommergruppe vælger den overordnet bedste artist, hvor vinderen åbner Bøgescenen samme år og modtager en check på ti tusind kroner. Derudover bliver Tak Rock Talentprisen også uddelt. Den modtages ikke nødvendigvis er den største vinder, men det største talent. Produktet er nødvendigvis ikke færdigudviklet her, men talentet er meget åbenlyst, og artisten optræder derfor på P3-scenen under festivalen. Man kan ikke sige, at der er en første- og andenplads – det er to meget forskellige priser, vi uddeler.

Forskellige ben i branchen

Som hver sin særskilte konkurrence arbejder Live Camp og KarriereKanonen på forskellige niveauer og med forskellige metoder for at nå det samme mål – at præsentere fremtiden i dansk musik foran et sultent festivalpublikum. Men hvor KarriereKanonen langt hen ad vejen arbejder med helt nye artister, hvor nogle måske ikke har så mange koncerter under bæltet, præsenterer Live Camp en række artister, der allerede befinder sig på grænsen af et større gennembrud.

– Det er ofte artister, der befinder sig lidt længere fremme i forløbet, siger Mikkel Xavier. – Det er artister, der er udvalgt af mentorer, der er tilknyttet musikbranchen. Og samtidig er mange af artisterne indstillet af bookingbureauer, der typisk indstiller deres egne artister til konkurrencen. Artisterne er ofte skridtet videre ved at være på et bookingbureau.

– Live Camp er i højere grad en platform, hvor KarriereKanonen er et rådgivningsforløb, der fungerer helt håndsyet til den enkelte artist, tilføjer Poul Martin Bonde. – Udfaldet er derfor også ofte forskelligt og artisterne befinder sig på forskellige niveauer i de to konkurrencer. For os er det vigtigt at stille nogle faciliteter til rådighed, som musikerne kan udnytte. Og når Live Camp og KarriereKanonen består af en masse professionelle aktører, betyder det også, at der er en masse branchefolk til stede ved de forskellige koncerter og arrangementer.

Dybt ned i undergrunden

Når mange andre af landets festivaler i mange år har valgt at fokusere på det musikalske vækstlag i Danmark, har Smukfest stukket dybere med Live Camp og festivalens deltagelse i KarriereKanonens rådgivningsforløb. Arbejdet med vækstlaget er en del af festivalens identitet, og som Mikkel Xavier forklarer det, har festivalen et langt større fokus på dansk musik end de fleste andre danske festivaler på samme niveau. Festivalen ønsker at være med fra begyndelsen. Smukfest ønsker at være med til at udvikle talenter, der bevæger sig fra Live Camp og videre mod Bøgescenen, inden resten af verden erobres.

– Helt grundlæggende står det i vores formålsparagraf, siger han. – Vi er en foreningsbåret festival, og det ligger dybt i vores dna, at vi skal eksistere for musikken. Lige siden festivalen startede, har vi været involverede i talentkonkurrencer, og gennem de mange år, hvor Smukfest har eksisteret, har det været vigtigt for os at omfavne vækstlaget. Det varmer dybt inde i hjertekuglen på os, når vi ser en artist på Live Camp, der et par år senere står på Bøgescenen foran et kæmpestort publikum. Det er jo ikke nødvendigvis på grund af os, at bandet får succes, men vi har måske været med til at skubbe på det helt rigtige tidspunkt.

Samtidig har rammerne, der centrerer sig om Live Camp en særlig betydning for de deltagende artister. De får mulighed for at præsentere deres musik direkte for branchen, og på den måde er Live Camp en slags ilddåb for en række artister, der får et venligt skub af SmukFest i den rigtige retning.

– Artisterne, der spiller Live Camp, får et helt naturligt fokus, fordi det netop er mentorer, der bedømmer Live Camp, forklarer Mikkel Xavier. – Artisterne optræder for branchen, og det giver et ekstra boost til artisternes fokus, og derfor betyder det også, at niveauet og kendskabet bliver løftet enormt. Vi skaber og løfter hypen blandt artisterne. Samtidig er det vigtigt for os at skabe nogle gode rammer, når vi arbejder med vækstlaget. Det er vigtigt, at det er en ordentlig scene, de spiller på, og backstage-området er fedt. De skal behandles som verdensstjerner, når de kommer her.

KarriereKanonen: Lige så meget et karriereforløb som en konkurrence 

Du har sikkert hørt om KarriereKanonen. Konkurrencen startet på DR P3, der har eksisteret siden 2002 og fostret succeser som Djämes Braun og The Minds of 99. Siden 2012 har Smukfest lagt scene og publikum til finalen.

– KarriereKanonen er lige så meget et karriereforløb, som det er en konkurrence, så der er en hel del coaching forbundet med artisterne, forklarer Mikkel Xavier. – Der arbejder vi med nogle helt grønne talenter, der stort set ikke har spillet live før ud over på Spot Festival for så at stå i finalen på Smukfest, hvor de gør det vanvittigt. Det er formålet i det. Vi tager nogle helt nye talenter, og giver dem nogle muligheder. Og når talentet er åbenlyst, er det muligheder, der skal til, og derfor er KarriereKanonen en helt fantastisk ting, der passer perfekt ind i den støtte, vi gerne vil give vækstlaget. Og vi er med i hele processen, der starter med udvælgelsen af 12 artister, der derefter skal koges ned til otte finalister for så at finde de tre vindere på festivalen.

Fra SmukFest til Walthers Musikcafé

Når SmukFest lukker og slukker, fortsætter dansen på Walthers Musikcafé, der er åbnet året rundt. Der lever den såkaldte Walther-ånd videre, hvor filosofien bag SmukFest får lov at sprede sig fra scenen gennem danske artister af vidt forskellige musikalske baggrunde og niveauer.

– Vi kan præsentere musik fra hele landet, og samtidig har vi mulighed for at præsentere noget musik, der ikke nødvendigvis er så godt repræsenteret på festivalen, siger Mikkel Xavier. – Men der, hvor Walthers Musikcafé skiller sig ud er, at vi eksisterer som et spillested i en by, der i bund og grund er for lille til at have et spillested. Var der ingen kræfter bag, der skubbede på, ville Walthers Musikcafé ikke nødvendigvis eksistere. Vi støtter den lokale musik i meget høj grad har og skabt en masse samarbejde på tværs af lokale institutioner. Kulturlivet bliver jo stærkere af at have en livescene, og det har helt klart været med til at skubbe til musikken.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA