x

KOMMENTAR: Kvindelige musikere vinder indpas, og vi har ingen andre at takke end kvinderne selv

KOMMENTAR: Kvindelige musikere vinder indpas, og vi har ingen andre at takke end kvinderne selv

Kender du den der fornemmelse af at råbe under vand? Suspekt og L.O.C. skrev engang en sang om det, da de stadig var venner og kaldte deres fællesprojekt for Selvmord. Et ubehageligt billede på ikke at blive hørt, selvom man har noget virkelig vigtigt at sige eller bidrage med. Sådan har det været at være alt andet end en mandlig artist i musikindustrien i meget lang tid.

Og inden du begynder at himle med øjnene og afskrive mig som et sindssygt kvindemenneske med en ondskabsfuld plan om at udslette al mandlig tilstedeværelse i musikbranchen, så hæng lige på et øjeblik. Der er massevis af indikatorer på, at mænd stadig har en forspring i musikbranchen alene på grund af deres køn. De topper radioafspilningslister, de topper festivalplakaterne, de owner streamingtjenesternes playlister, de vinder awards i flæng, og de har generelt større frihed til at gøre, hvad de vil, uden at blive sat i stereotype kasser. Sker dette, fordi mænd bare er bedre musikere? Næ. Det er ikke derfor.

Som musikeren Anya pointerede i en klumme hos vores kollegaer hos Soundvenue tilbage i juni, så handler det blandt andet om, at der sidder en række såkaldte gatekeepers i musikbranchen, der ”ikke er bevidste om at skabe plads og rum til alle de talentfulde kvinder, der laver musik i dagens Danmark.”

Disse gatekeepers er de mennesker, der bestemmer, hvad du hører i radioen, hvem der får de fede aftaler med pladeselskaberne, hvem der bliver booket til din yndlingsfestival, hvilke sange der får en plads på din yndlingsplayliste, og hvilke artister der skrives om og dermed promoveres via musikjournalistik. Yes, GAFFA har også sådan en gatekeeper-funktion. Og hvis befolkningen ikke bliver præsenteret for musik lavet af kvinder, så er de mindre tilbøjelige til at ønske det, købe det, streame det, stemme på det, booke det og anbefale det til andre.

Men hov, har vi ikke efterhånden hørt det her tusinde gange før? Jo, men er den sivet ind? Jeg håber faktisk virkelig, at du har hørt det tusinde gange før, for jo flere gange det bliver sagt højt, jo flere gange er der nogle mennesker, der tager det alvorligt og tager ansvar. Og vi befinder os faktisk midt i et kærkomment paradigmeskift. Et skift, hvor der ihærdigt forsøges at blive gjort op med årtiers, ja århundreders dybdegående og fasttømrede kønsidealer, der ikke blot har deres tilstedeværelse i musikbranchen, men i hele samfundet.

Den slags tager tid og giver blandt andet anledning til en masse højtlydte og kyniske diskussioner om, hvorfor kvinder dog har brug for særbehandling. Og netop den mentalitet omhandlende, at kvinder kræver eller har brug for særbehandling for at blive hørt, er med til at underminere hele pointen om ligestilling. Der er ikke tale om særbehandling i dette tilfælde. Der er tale om helt almindelige anti-konkurrenceforvridende vilkår for alle, der laver musik.

I den danske musikbranche har gatekeeperne, inklusive os selv, været for sløve i optrækket (måske med undtagelse af spillestedet Forbrændingen i Albertslund, der kun booker kvinder i 2019), så vi er blevet overhalet indenom af de personer, som alt det her omhandler. Kvinderne forsøger i skrivende stund at handle sig ud af denne uligevægt – og uden at påstå, at problemerne er noget nær løste, så begynder det at virke.

Fallulah oprettede Hej Søster-playlisten på Spotify i juni 2018, og tiltaget gav genlyd i branchen. Initiativet kulminerede for nogle uger siden i et udsolgt Store Vega, da den første Hej Søster Fest løb af stablen og rørte både de optrædende og publikum til tårer. Hun Solo-konceptet blev født i 2015 af Kirstine Stubbe Teglbjærg og Nana Jacobi, og har siden da givet plads til en lang række kvinder på de danske scener.

Flere og flere mentorprojekter popper op rundt omkring. Mentorprojekter, der har til formål at fortælle unge piger, at de godt må spille trommer, producere musik og lave rap, selvom musikbranchens kønsmæssige infrastruktur i lang tid har vist dem noget andet. Det gælder blandt andet SheCanPlay og Pop-Pilot, der intensivt arbejder på at gøre op med den musikalske ulighed, der bliver plantet i folkeskolen og slår rødder langt ind fremtiden.

Når en udsat gruppe tager skeen i egen hånd, kan det let virke selvhøjtideligt og selvophøjende. Men når bevæggrundene for denne aktion og handling bunder i et ønske om retfærdige og ligeværdige konkurrencevilkår, så skal man være en kyniker af dimensioner for ikke at hylde sådanne initiativer.

Jeg har været chefredaktør på GAFFA i lidt over to år nu, og jeg mærke en markant stigning i udvalget og eksponeringen af kvindelige artister, og vi har ingen andre at takke den udvikling for end kvinderne selv.

Det virker det som om, at der er udsigt til, at undervandsråbene på et tidspunkt kan nå overfladen, og kvinderne kan indtage en position i musikbranchen, hvor de ikke er nødsaget til at kommunikere druknende med vand i hele kæften. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA