Liam Gallagher-interview: – Jeg bringer Oasis-fænomenet videre

Liam Gallagher-interview: – Jeg bringer Oasis-fænomenet videre

Der er ingen tvivl om, at rockmusikken stadig har brug for Liam Gallagher, og heldigvis er han mere aktuel end nogensinde. Lige siden hans tid som forsanger i Oasis, et af de største britiske rockbands nogensinde, har den rebelske og karismatiske sanger nemlig ikke stået stille. Han er nu klar med sit andet album. 

Han har aldrig været nogen yes man. Selvsikker, men beskeden, energisk og rolig, superstjerne, men alligevel almindelig, jordnær med en flyvsk side – de mange ansigter vækker genkendelige følelser af ekstrem beundring, provokation og nysgerrighed. Han tilhører en særlig legendarisk kategori af kunstnere, som det ganske enkelt er umuligt at se bort fra.

Den nye plade Why Me? Why Not er en kærlighedserklæring til rock and roll. Sunget og leveret i rå stil med glam-rock-, rock- og punkelementer à la David Bowie, The Stooges, Sex Pistols, The Beatles og Pink Floyd, der sammen udgør fuld-gas-på-ingredienserne i Liams musik. Det er ikke til at forestille sig et album uden guitarer, de er essentielle for den musik, han holder af. De er en del af det, der kendetegner hans egen musik.  

Hans komplekse personlighed er lige så fascinerende og charmerende, som den kan virke irriterende og provokerende. Men interessant, det er han i hvert fald. Et ikon, der appellerer til de helt unge og de noget ældre hardcore-fans, alle sprudler i øvrigt af energi til koncerterne. Den brede appel passer fint til ham.

– Nogle af de helt unge er dem, hvor deres far har introduceret dem til Oasis. Vi spillede en koncert i Kiev, og der var to piger helt nede foran scenen, de må have været omkring 13 og havde Oasis-T-shirts på. Det holder ikke, at jeg bare spiller de nye sange, hvis mine fans vil høre ”Wonderwall”. Deres ansigtsudtryk taler for det meste deres eget sprog. Musik er for alle, og hvis folk har betalt penge for at komme, er jeg nødt til at give dem det, de vil have. Naturligvis kan jeg ikke spille alle de gamle sange, men det er vigtigt, at publikum er tilfredse, når de går derfra.

Se videoen til "One of Us" fra Why Me? Why Not – artiklen fortsætter under videoen.

Går aldrig væk fra guitarerne

Liams andet album repræsenter det næste skridt i hans kunstneriske forløb. Hvis debuten As You Were var en udmærket smagsprøve på, hvad fremtiden er ved at bringe, så kan Why Me? Why Not siges at være en bestandig del af hovedretten. Sangene og arrangementerne holder virkelig, og der er masser af variation, både når det gælder brug af genrer, tempo og atmosfære. Guitarmusikken er dog stadig den eneste form for musik, der rigtig sætter gang i Liams energi og super-individuelle personlighed.

– Det er ligesom et fodboldhold. Jeg tror ikke, jeg nogensinde skifter, det går jo godt. Det er vigtigt at stå ved det, folk kender. Det har jeg i hvert fald ikke tænkt mig at gøre og bare lige beslutte mig for at lave en diskoplade og flå mit keyboard ud af skabet. Det er muligt, at nogle kalder det komfort, men hvorfor skal jeg bevidst vælge at placere mig selv i en usikker situation? Livet bør handle om at føle sig godt tilpas.

Why Me? Why Not blev indspillet i Los Angeles. Endnu en gang har Liam på velfungerende vis arbejdet sammen med Greg Kurstin, Andrew Wyatt og Simon Aldred, der sammen har etableret et solidt arbejdsforhold. De er dygtige, det er effektivt og produktivt, alle har deres egne ansvarsområder at se efter. I bund og grund handler det om gensidig respekt, og den er der masser af.

– Greg er så hurtig, og det samme gælder for Andrew, der er virkelig god til at skrive melodier og tekster. Vi arbejder, vi ordner det, vi skal igennem, og når det går godt, klapper vi hinanden på skuldrene. Jeg kan enormt godt lide Greg og Andrew. Vi arbejder også med Simon Aldred, som ligeledes er superdygtig. 

På As You Were skrev Liam nogle af sangene alene, men denne gang har han besluttet sig for et fokusere på et komplet sangskriversamarbejde. Nu er ambitionsniveauet endnu højere, og han kender sine styrker og svagheder. Selvfølgelig er han klar over, at han kan skrive, og han ved, at han egner sig endnu bedre til at synge og befinde sig i spotlightet.

Pladen reflekterer i den grad et effektivt arbejdsforløb. Sprængfyldt med potentielle nutidige rockklassikere er Why Me? Why Not et dynamisk, velfungerende og ultra-iørefaldende album. Sangene behandler emner som kærlighed og venskaber – Liam er normalt ikke specielt fokuseret på at takle specifikke emner.

Men undtagelsen er ”Now That I’ve Found You”, som er anderledes med en atmosfære, der fokuser på det følsomme og intime. Sangens tema drejer sig om datteren Molly Moorish. Deres forhold er stadig ret nyt, og det er ikke så længe siden, de begyndte at mødes og etablerede kontakt med hinanden.

– Min tilgang til at lave musik har altid været baseret på at være afslappet, impulsiv og se, hvad der kan komme ud af tingene. Men ”Now That I’ve Found You” er skrevet til min datter, fordi hun er blevet en del af mit liv. Så det er et emne, men det er nok det eneste eksempel, der er. Det er ikke rigtig min stil at arbejde på den måde, og hvis jeg en dag skulle vælge at skrive om verdensituationen, tror jeg, resultatet ville ende med at blive temmelig dårligt. 

Se videoen til "Shockwave" fra Why Me? Why Not – artiklen fortsætter under videoen

Det skal ikke være svært

Selve arbejdsforløbet for denne plade har været velstruktureret, med tid og rum til at lave et godt stykke arbejde, men samtidig var der indberegnet nok tid til at tænke over sangene. Processen var præget af inspiration, men den var ustressende og rolig.

– På en måde var det enkelt. Vi startede på denne tid (slutningen af juli, red.) sidste år. Vi optog seks sange over syv dage,Shockwave”, ”Once” og ”The River” og nogle andre, og jeg tror, de alle bliver singler på et tidspunkt. Så tog vi fri i fire måneder, fordi nogle arbejdede på andre projekter. Der var tid til at gå hjem og tænke over sangene, det fungerede godt. Så vendte vi tilbage og optog nogle flere sange. For eksempel lavede vi ”Alright Now” og blev færdige med alting for et par måneder siden. Vi afsluttede det hele på Rak Studios i London.

– Det var et naturligt forløb, som de siger. Det var noget anderledes end at arbejde med et band som Oasis, hvor vi var i studiet i to måneder, indspillede sangene, og så var pladen færdig og på hylden ugen efter. Men det kan godt være, at du måske sad der seks måneder senere og tænkte – fuck, ved du hvad, jeg kunne have gjort det meget bedre! Det er godt at have tid til at reflektere over tingene, men ikke for megen tid. Nogle gange ender man med at ændre det for meget. Jeg tror ikke på, at det skal være for svært at lave et album, ikke når der er tale om rock and roll.  

Pladen rummer en følelse af harmoni, der ikke begrænser sig til studiet og pladeoptagelserne, men strækker sig til selve bandet generelt. Medlemmerne er rytme-guitaristen Jay Mehler, bassisten Drew McConnell, trommeslageren Dan McDougall, lead-guitaristen Mike Moore samt keyboardspilleren Chris Madden. 

Liam har kendt Jay Mehler siden Beady Eye-dagene og havde allerede abejdet lidt sammen med Dan McDougall i forbindelse med As You Were. De er alle meget musikalske, og der er en god energi. Med nye sange har det fungeret på den måde, at Liam har givet bandet sangene, og så har de sat deres præg på dem. Som en af de bedste frontmænd ved han i hvert fald, hvad der skal til, og hvilke forventninger det ofte bringer. Hans stemme er generelt i god behold.

– Jeg gør ikke noget ved min stemme. Nogle dage lyder den, som den skal, men andre gange lyder den ikke helt så godt. Jeg er 46 nu, og jeg har prøvet lidt af hvert. Der er folk, der fortæller mig, at min stemme ikke lyder, som da jeg var 20, men det er der vist ikke mange, der kan sige. Bruce Springsteen lyder anderledes nu, og Paul McCartneys lyd er heller ikke den samme, som da han var i tyverne.

For nogle uger siden meddelte Liam over Twitter, at han skulle medvirke i en MTV Unplugged, og at det blev i byen Hull i begyndelsen af august. Det er ikke første gang, han har sagt ja til at deltage i MTVs klassiske tv-serie.

– Jeg dukkede ikke op, sidste gang de spurgte mig, det var vist i 1996. Sådan som jeg husker det, havde det været en temmelig vild aften dagen før; det er en af ulemperne ved rock and roll. Jeg forestillede mig ikke, at de kunne have noget imod, at jeg tog fri en enkelt aften, Noel kan ordne det, han er alligevel mere egnet til den slags ting, end jeg er. Men jeg lover at dukke op denne gang. Jeg er nødt til at gøre det godt igen.

Noel er ikke lykkelig

Hans holding til situationer som denne er ikke det eneste, der har ændret sig – en liste over, hvad der har forandret sig er efterhånden temmelig lang, og det er positivt. Men forholdet til broderen Noel er stadig et ømt punkt; det virker rent faktisk, som om deres forhold bliver værre og værre for hver dag, der går. Men på trods af det og de mange år, der er gået, er det stadig det samme store spørgsmål, om Oasis nogenside blive genforenet, der er på alles læber. For tænk nu om der bare var en mikroskopisk chance, en lille bitte mulighed for, at det kunne blive en realitet.

– Jeg troede ærligt talt, at det var ment som en joke, da Noel meddelte, at han hadede mig. Jeg troede ikke på ham. Hvis bare jeg vidste, hvad det er, jeg har gjort, hvad grunden er til, at han er så pissesur. Man kan ikke ligefrem sige, at jeg har gjort noget alvorligt galt – jeg har ikke slået hans kat ihjel. Det var ham, der valgte at forlade Oasis, alting skulle dreje sig om ham. Han syntes åbenbart, at jeg stod i vejen, ligesom han fandt en måde at få Bonehead (guitarist, red.) og vores trommeslager Tony McCarroll  skubbet af vognen. Så var det bare sådan, at jeg var den næste i køen. 

– På det tidspunkt sagde Noel til mig: ”Ved du hvad, det er på tide, at det her ender.” Det er jo, hvad der kan ske, når man tilbringer for megen tid med Paul Weller og Johnny Marr; de er også ansvarlige for at opløse nogle af de store og vigtige bands. Så nej, jeg tror ikke, Oasis nogensinde finder sammen igen. Jeg behøver det heller ikke mere, da jeg er glad for det, jeg har. Jeg laver god musik, spiller koncerter, folk kommer til dem, de morer sig, hopper og danser. Der er spænding og tilfredshed. Jeg mener ærlig talt, at jeg bringer Oasis-fænomenet videre. 

Liam er klar over, at både han og Noel er priviligerede. Han anerkender det, at de stadig laver musik, og folk bliver ved med at komme til deres koncerter. Han mener, at omverdenen er blevet klar over, hvor forskellige de egentlig er som mennesker.

– Han er efterhånden lige så tosset som noget af det skidt, der kommer ud af munden på ham. Det er, som om han befinder sig på en anden planet. I det mindste ved jeg godt, hvad det vil sige at være beskeden.

– Han virker ligeglad med det hele. Han ikke lykkelig, hvilket er temmelig chokerende, da det var ham, der opløste bandet. Han har kontrol over alting. Han har sit eget pladeselskab, han er sin egen chef, han skriver sine egne sange, spiller guitar og trommer. Han er så dygtig, men han er ikke lykkelig. Jeg ved i det hele taget ikke, om der er noget, der kan gøre ham glad.  

Arbejder i ånden

Når det drejer sig om Liam selv, må kontrasten mellem den musikalske kontekst, der tilhører hans fortid med Oasis og den virkelighed, han befinder sig i nu siges at være udtalt. Så da han bliver spurgt, om han stadig tilhører arbejderklassen, kommer han op på dupperne. Han mener, at han i konkret forstand forlængst har forladt den sociale klasse, men i ånd og sjæl vil det altid være hans tilhørssted.

– Vi oplevede det helt store sus med Oasis, og jeg har ikke lidt nød i de sidste mange år, det er gået rigtig godt. Jeg har boet i huse, der koster flere millioner pund, jeg betaler for mit barns private uddannelse, så det er forkert at påstå, at jeg er en del af arbejderklassen. Men min baggrund betyder, at jeg har arbejderklassemoral forstået på den måde, at jeg ikke lader mig opsluge af berømmelse og alt det fucking bullshit. Der vil altid være ting, jeg aldrig nogensinde ville overveje at foretage mig, fordi jeg ved, hvor jeg kommer fra.

Liam har stadig et personligt forhold til hjembyen Manchester. Det er dog også anderledes nu, da byen har ændret sig meget. Når han er på besøg, bor han som regel på hotel, da det ofte er i forbindelse med koncerter. Han besøger sin mor Peggy, der stadig bor på Cranwell Drive i Burnage, hvor han voksede op. 

– Manchester er ikke længere det samme. Regeringen har investeret meget i den centrale del af byen, men ikke de ydre dele, så situationen er meget forringet. I Levenshulme, Longsight og Burnage virker det som om, at hver eneste forretning har været nødt til dreje nøglen om.

– Men jeg elsker at være på besøg, jeg holder meget af de mennesker, jeg kender der, selvom jeg har boet i London i tyve år, og jeg har min familie hernede. Jeg elsker Manchester og dem, der kommer derfra. Men jeg må indrømme, at byen har ændret sig meget. 

Liams tøjkæde Pretty Green befinder sig nu i hænderne på JD Sports, de fleste forretninger har været nødt til at lukke, men der er stadig en i Manchester. Han er lidt træt af, at folk mener, det er hans skyld, når grunden er, at de fleste kunder køber online. Det bliver interessant at se, hvordan Brexit måske ændrer på tingene. Sangeren har ikke et radikalt syn på Brexit, han anerkender, at der er argumenter for og imod, men sympatiserer mest med remain-siden. Han har ikke meget til overs for Boris Johnson.

– Jeg stemte ikke på ham, så fuck knows hvordan han kom ind, ja det ved jeg jo godt. Men generelt mener jeg ikke, du kan stole på nogen politiker. De siger en ting og foretager sig noget helt andet. Indtil videre har Boris kun været valgt i kort tid, men jeg ønsker ham da held og lykke. Lad os se, hvordan det kommer til at gå. Det kræver galskab at ville have det job, det ville ikke være noget for mig. 

20 år er lang tid, og selvom Liam har forandret sig, er hans musiksmag stadig som hugget i sten. Det er de samme bands, han forguder. For nylig kunne man se ham hænge ud med den skotske sanger Lewis Capaldi, men det var vist mest en direkte reaktion på Noels tilsyneladende foragt for sangeren.

­­– I øjeblikket er der ikke nogen guitar-bands, der kan få mig helt op at køre. Slowthai er ret cool, han har lidt punk-vibe. Nogle af Fat White Familys sange vækker noget i mig, som band er de interessante, selvom de er lidt langt ude. Der er nemlig ikke noget så godt som et klassisk rockband, men der er altså ikke rigtigt nogen, der har haft en videre virkning på mig og gjort et stort indtryk.

– Naturligvis handler det om held, men folk vil gerne have, at jeg bliver ved med at lave musik. Hvis det nogensinde ændrer sig, stopper jeg med det samme. Men det ser ud til, at de virkelig værdsætter det, når jeg optræder, og det betyder alt for mig.

Der er virkelig heller ikke nogen grund til, at han skal stoppe med at lave musik. Det tyder omvendt på, at solokarrieren kun er begyndelsen på noget smukt. Der er følelsen af, at vi kommer til at se og høre meget mere fra ham. Liams kunsteriske forløb kommer til at fortsætte i lang tid.

Facts om Liam

– Singlen Shockwave var nummer 1 på den britiske This Week’s Official Trending Chart i juni 

– Solodebutalbummet As You Were fra 2017 var en kritisk og kommerciel succes, der bragte sangeren priser fra NME og GQ

– Det andet album Why Me? Why Not udkom den 20. september

– Udgav to album med gruppen Beady Eye i 2011 og 2013 med tre andre tidligere Oasis-medlemmer

– En af de største fans af John Lennon og The Beatles

– Mødte for nylig Yoko Ono i hendes lejlighed i New York

– Støtter foldholdholdet Manchester City 

– Er nummer ti på Dave-tv-kanalens liste over de sjoveste personer i britisk historie

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA