x

LIZZO-interview: "Jeg er ikke en trend, jeg er et menneske"

LIZZO-interview: "Jeg er ikke en trend, jeg er et menneske"

Interviewet har tidligere været bragt på GAFFA.dk i juli op til Lizzos koncert på Roskilde Festival 

Hun er den rapkæftede frontkvinde for plus-size-popstars, der på ganske kort tid er stormet frem på hitlister verden over. I år har hun spillet hun på de største festivaler – inklusive vores egen Roskilde Festival, og i aften optræder hun i en udsolgt KB Hallen. Hvordan er det gået til, at en 31-årig klassisk uddannet fløjtenist, der tidligere var hjemløs og deprimeret, pludselig høster stor anerkendelse på den internationale musikscene?

Lizzo glider ind i bestyrelseslokalet hos sit pladeselskab i London og ligner umiskendeligt den gængse superstjerne, der prøver at forblive anonym – det lykkes ikke helt. Kæmpestore, glimtende solbriller skjuler hendes øjne, ansigtet er indrammet af en fantastisk glat manke, og hun har en sort kappe om skuldrene. Hun ignorerer min udstrakte hånd for i stedet på majestætisk vis at mase mit hoved ind mod hendes barm (hun er 1,80 høj) for et halvhjertet knus.

– Jeg føler, at jeg skal besvime, udbryder hun. – Det er så underligt. Hun bøjer sig forover og begynder at hive i sine slangeskinds-cowboystøvler. – Jeg tager altså de her skide sko af. Argh! Skoene bliver smidt på gulvet. – Jeg vil bare være nøgen, forstætter hun, imens hun lyner ned i sine sorte bukser. – Men det kan man jo ikke være hele tiden. Anyway, så er det også pissekoldt udenfor.

Mange musiknørder har været opmærksomme på Lizzo for evigt, eller i hvert fald siden 2013, da hendes debutalbum Lizzobangers kom på gaden. Et album, der blandede pop, funk, soul og hiphop – eller som hun selv beskriver det: ”et Aretha Franklin rap-album" – som blev modtaget godt af de amerikanske anmeldere. Siden dengang har der været et album mere, turnéer med Haim og Florence + The Machine samt indspilninger med Missy Elliott og nu afdøde Prince.

Men det er i år, at den Detroit-fødte, Houston-opvoksede, klassisk uddannede fløjtenist Lizzo på 31 ser ud til at få det ultimative internationale gennembrud, og vejen mod stjernerne er banet af hits som singlen ”Juice” med den dertilhørende musikvideo. Rolling Stone Magazine kaldte singlen for en ”næsten perfekt retro-funk-pakke, der ville have føltes helt rigtigt på et spejlbeklædt dansegulv i 1982” og tilføjede ”hvis livet var fair, ville denne sang være lige så stor som 'Uptown Funk'.” (”Livet ER fair… mainstream medier er ikke!”, responderede Lizzo på Twitter. ”Denne tykke, sorte pige arbejder dog på sagen.”).

I år promoverer hun sit album Cuz I Love You ved at turnere konstant og lægger vejen forbi KB Hallen 19. november.

Artiklen fortsætter under videoen

En bums

– Jeg har lavet så meget benarbejde, men nu er det ved at ske, griner Lizzo, imens jeg overvejer, om det her er den afdæmpede udgave af hende, og hvordan fuld gas-Lizzo mon er. – Jeg har den mest ulækre analogi for, hvad jeg er. Jeg er en bums. Der har vokset og vokset og vokset, og jo mere synlig bumsen er blevet, jo mere opmærksom er man blevet på den. Og når den popper – så popper den!

Det her handler ikke kun om musik. Lizzo er også, med fuldt overlæg, blevet ansigt og krop for den kropspositive bevægelse, der opfodrer kvinder i alle farver og i alle størrelser til at dele den selvtillid og selvkærlighed, som hun selv praktiserer – både personligt og i musikken. Hendes sang ”En Love” fra 2015 siger det hele med teksten “I think I’m in love, I think I’m in love/ I think I’m in love/ With myself”, imens hendes videoer er spækket med scener, hvor hun danser glædesfyldt og befriet i en trikot med cellulitis-lår til frit udsyn for alle. Hendes back-up dansere, The Big Grrrls, er også alle plus-size-kvinder.

Lige efter jeg mødtes med Lizzo, lagde hun ansigt og krop til Playboy. Hun offentliggjorde en række billeder, hvor hun lå i netstrømper og en lyserød bh og blev den kun anden plus-size-model i Playboys historie. – Playboy har kun haft fokus på én slags kvinder i røvlang tid: storrøvede killinger med flade maver og hvid hud. Så det er ret cool at være en stor, brun pige i Playboy, sagde hun i en af sine Instagram Stories. – Selvtillid er en opfattelse, siger Lizzo. – Jeg virker som en person med masser af selvtillid, og det er jeg måske også, men jeg arbejder også på at elske mig selv, og jo mere jeg arbejder på det, jo mere er folk ”ooh wow, hun må virkelig være fuld af selvtillid, hvis hun elsker sit rygfedt så meget, som hun gør.” – Og jeg elsker virkelig mit fedt på ryggen, men det har også været en rejse.

Artiklen fortsætter under videoen

Vidunderbarnet ramte muren

Lizzo voksede op som det yngste af tre børn i en musikalsk middelklassefamilie fra Pinsebevægelsen, der bandlyste al populærmusik fra hjemmet. Da hun var ni, flyttede hendes forældre, der kørte forskellige låne- og panteforretninger, familien til Houston, Texas. Deres religion efterlod de i det gamle hus, og unge Lizzo begyndte at lytte til en blanding af Spice Girls, Radiohead og hiphop.

Det lyder cool nok, men Lizzo (en blanding af Lissa, en forkortelse af Melissa og Jay-Z’s sang ”Izzo”) insisterer på, at hun var ”så nørdet” og en know-it-all goody-goody med en passion for Manga-tegneserier. – Det var sikkert meget cute, indtil du bliver integreret på en offentlig skole i Houston, hvor folk var sådan ”Nooooo!”. Og som det ofte udvikler sig, prøvede hun at vinde de populære børns gunst ved at spille klassens klovn. – Gruppepres kan underminere selv de bedste af os. Da jeg først havde fået ét grin ud af klassen, blev jeg afhængig. Jeg var sådan ”Let’s keep making these motherf***ers laugh.”

Alligevel, selvom hun startede sin egen rap-gruppe med et par venner, blev Lizzo altid betragtet som for meget til at være en del af in-gruppen. – Jeg rendte rundt med Uggs (populær, fluffy støvle, red.) og alle var sådan ”Ooh, hvorfor har du de der røvgrimme sko på?” Året efter havde alle Uggs på. Hvorfor I alverden var det ikke cool, da jeg gik i gymnasiet? Det ville have sparet mig for en del smerte. Jeg ville have haft maaange flere kærester i så fald. Hun hyler af grin. – mange flere end nul.

Situationen om de manglende kærester rammer tydeligvis hårdt. – Én dreng var interesseret i mig, men han prøvede at holde det hemmeligt. Han var sådan ”Vil du hænge ud efter skole i det der lejlighedskompleks, der er på den anden side vejen over for skolen?” Og så var jeg sådan ”F***in’ hemmeligt? Hell, no! Urgh.” Han var cute, men ikke så cute.

Lizzo og veninderne kastede håbefulde og hjælpeløse blikke mod ”the black video vixens” på MTV og ønskede, at de kunne ligne dem. De så aldrig et billede af en åbenlyst succesfuld kvinde, der var ligesom dem.

Alligevel var Lizzo motiveret af en ”voldsom ambition”. – Det var meget Lady Macbeth-agtigt, hvilket var ret fucked-up. Vi skulle lave Macbeth, og jeg udførte hendes lille monolog omkring den forbandede plet. ”Yo, den her bitch forstår mig!” Jeg var meget opsat på at være den bedste.

Af den grund ignorerede hun alt drilleri, der omhandlede hendes fløjtespilleri, og da hun blev 12, var hun hurtigt blevet en virtuos – bakket op af sin far. – Jeg var den bedste fløjtenist i Texas. Min far kunne godt lide, når jeg spillede for hans venner, så jeg lærte Briccialdis Carnival of Venice i ottende klasse, hvilket var uhørt. Folk grinede ad mig, men jeg var sådan ”Hør her, I kan alle sammen lave sjov med mig, indtil jeg får et legat til college, og så er det pludselig ikke så sjovt længere.”

Og selvfølgelig fik hun et musiklegat til universitetet i Houston. Men hvad der egentlig skulle have været et triumftog for Lizzo, blev i stedet begyndelsen på en hård periode. Hun var splittet mellem den klassiske vej, hvorvidt hun skulle satse på at rappe eller bare følge det søde studieliv med fester og venner. Det endte med, at hun droppede ud og befandt sig ”et meget mørkt sted” i en periode. – Jeg var virkelig ked af det og skuffet over mig selv, fordi jeg altid har været så fremme i skolen. The golden child. Så da jeg ikke var succesfuld, var jeg sådan ”Hvem er jeg?”. Jeg troede, mit liv skulle være noget andet, men det skete bare ikke.

Der er sikkert mange kvinder, der har det på den måde, når de indser, at endeløst hårdt arbejde stadig ikke er nok til at bringe dem til tops. 

– Ja, det er hjerteskærende. Man tænker, at alle bedrifter og præstationer taget i betragtning, så kan man stadig ikke blive præsident. Så måske skulle man bare deltage i et reality show i stedet for?

I den svære periode stoppede Lizzo med at tale med sin familie. – Jeg var stum hele sommeren. Min mor og min bror spurgte, hvordan jeg havde det, men jeg svarede ikke. Jeg gik bare ind på mit værelse.

Det førte til en lang periode, hvor hun var totalt fremmedgjort over for sin mor. En periode, der dog er slut nu. Men tingene blev gradvist værre, og familien flyttede til Denver, Colorado, hvilket efterlod Lizzo hjemløs. I omkring seks måneder, hvor hun prøvede at slå igennem med et rockband (– Jeg troede, jeg skulle være den næste Thom Yorke), sov hun i sin bil og tog bad i fitnesscenteret. Det var deromkring, hendes far døde.

–Det var helt utroligt hårdt. Det hele er sløret. Nu, hvor jeg er kommet hertil, hvor jeg er i dag, har jeg lyst til at gå tilbage og se på, hvad jeg i realiteten kæmpede med.

Artiklen fortsætter under videoen

Åbenbaring som hjemløs

Ifølge Lizzo var depressionen primært centreret omkring hendes krops-image og det faktum, at hun ikke lignede Beyoncé’erne og Nicki Minaj’erne, der huserede på MTV.

– Alle kommer til et tidspunkt i deres liv, hvor de kigger i spejlet og bliver kede af det, siger hun. Det var fuldstændig lige meget, hvor god en fløjtenist, jeg var eller hvor god en sangskriver, jeg var. Hvis du ikke kan lide den person inde i spejlet, hvem fanden kan så? Jeg var altid woke nok til at sige ”Jeg behøver ikke ligne Kate Moss.” Men der var vitterligt ingen andre derude, der lignede mig. Hvis der havde været det, havde jeg ikke haft de her bekymringer i forhold til, at jeg skulle tabe mig, ændre mit hår eller have lysere hud. Jeg ville klart have haft andre udfordringer, som for eksempel at skrive bedre sange, være en bedre artist, arbejde hårdere – normalt lort, som hvide dudes tænker på.

Fordi hun ikke havde penge til mad i sin hårdeste hjemløse periode, var hun på sit absolut tyndeste.

 – Og det var stadig det værste, jeg nogensinde har haft det med mig selv, siger hun. Og det var dér, hun fik sin åbenbaring.

–Jeg husker, at jeg en dag tænkte ”Det var det!” Nogle og tyve år, hvor jeg har troet på, at jeg en dag kommer til at vågne op og blive til en anden kvinde. Du kommer til at se sådan her ud resten af dit liv. Og du kommer til at være okay med det.

Herfra begyndte transformationen. På en vens opfordring flyttede hun til Minneapolis og begyndte at skabe et navn for sig selv på byens blomstrende, dog meget hvide musikscene.

– Minnesota var helt sikkert med til at skabe mig, artisten Lizzo, siger hun. – Jeg rensede mig selv i vandet fra Lake Minnetonka og tog til Paisley Park. Og nu er jeg her i fucking London.

Paisley Park var hjemsted og studie for byens mest berømte musiker, Prince, som hun besøgte, efter han spurgte, om hun ville være med på hans album Plectrumelectrum.

– Prince gav mig min første store check, og jeg vil for altid være taknemmelig over det, stråler hun. Det har altid været surrealistisk at arbejde med ham.

De har rent faktisk aldrig mødt hinanden, men de har talt sammen i telefonen.

–Jeg spurgte, om han var klar over, at der findes en Purple Rain-emoji? Og han sagde ”Det ved jeg nu!”

Hvordan var det i Paisley Park? spørger jeg, i håb om at få nogle vanvittige detaljer på bordet.

– Det var alt. Simpelthen alt. Men jeg vil ikke gå for meget i detaljer af respekt. Alle, der var der ved, hvor specielt det var. Vi var der, og vi kan aldrig gå tilbage.

Artiklen fortsætter under videoen

Same shit, different day

Homomiljøet var Lizzos første fanbase. Her kunne man tydeligt identificere sig med hendes persona som en outsider og tekstlinjer som ”I don’t need a crown to know that I’m a queen,” i hendes ode til onani ”Scuse Me” og i “Boys”, hvor hun synger ”From the playboys to the gay boys / Go and slay, boys, you my fave boys.”

Hun flyttede til Los Angeles, hvor hun med vilje besluttede sig for at sætte sine kompromisløse holdninger fri og i fokus.

– Kvinder og mænd blev ved med at fortælle mig, hvordan min musik havde hjulpet dem med at blive glade for sig selv, så jeg tænkte, at jeg måtte blive den person i mainstream-medier, som baby-mig havde brug for, dengang jeg voksede op. Jeg kommer til at gøre det her, så små piger og drenge ikke behøver at bekymre sig om, at bodyshaming skal holde dem tilbage i fremtiden.

I 2016 udsendte hun ep’en Coconut Oil, der indeholdt teksten “I remember back, back in school when I wasn’t cool / Shit, I still ain’t cool, but you better make some room for me”. Det kan beskrives som hendes manifest, og det landede hende en plads som gæstedommer i RuPaul’s Drag Race. Hendes budskab, understreger hun selv, strækker sig meget længere end sorte kvinder.

– Alle fortjener at kunne udtrykke, hvordan de føler sig marginaliserede eller forkerte, fordi den her verden er lavet til én specifik person, og det ekskluderer 99 procent af befolkningen.

Virksomheder var hurtige til at hægte sig på Lizzos wokeness. Snart lavede hun modelarbejde for mærker som Khloé Kardashians ”Good American”. "Just call me Glowy Kardashian, bitchhhhhh", skrev hun henrykt på sin Instagram. Hendes fans var dog knap så overbeviste. ”Søster, du har skuffet os. Du er nødt til at overveje, hvilke muligheder der er det værd”, var den generelle opfattelse. Og de var endnu mere skuffede, da Oprah Winfrey sidste år brugte hendes sang ”Worship” i en reklame for Weight Watchers, hvor Winfrey er kæmpe aktionær. En begejstret Lizzo uploadede reklamen på sine sociale medier, kun for at blive mødt med raseri fra mange, som mener, at brandet er ”giftigt”.

– Girl, jeg er en sort, amerikansk kvinde, og for mig er Oprah målet. Hun er, damn, det ultimative manifest, sukker Lizzo. Jeg har altid haft det sådan, at jeg ikke kan vente til, at hun pludselig kan lide en af mine sange, og det kunne hun så. Og det sårede og triggede en masse mennesker, at en kropspositivist som mig kunne have noget som helst forhold til en organisation, der ifølge mange kvinder har pustet til deres spiseforstyrrelser.

Hun fjernede reklamen og smed en video op i stedet for, hvor hun forklarede sine intentioner og beklagede over for sine følgere. Blandt andet med ordene ”Jeg er et menneske. Jeg er ikke bare et eller andet totem på internettet." Om episoden siger hun: – Jeg lærte, vi snakkede, jeg kom igennem det. Men jeg er stadig sådan: "Oprah, girl, skal jeg komme forbi? Jeg giver gerne en koncert i sit hus!"

Det ser umiddelbart ud som om, at Lizzos krig er delvist vundet, for vi bliver bombarderet med kropspositivistiske beskeder fra eksempelvis store mærker som Nike og Dove. Men hun er også for klog til at blive selvtilfreds.

– Alle tror, at tingene bliver bedre, men det er faktisk mere ”same shit, different day”, siger hun. Jeg føler, at vi altid gør oprør mod de ting, som er populære. I 1990’erne og de tidlige 00’ere skulle alt være så homogent. Du skulle være tynd, du skulle have lys hud, du skal være populær. Og så blev vi sådan ”Nah, fuck you, vi skal være os selv.” Og nu er altid så diverst, hvilket er fantastisk, men min største frygt er, at vi ender med at bekæmpe det og sige, at alle de her mennesker, der bare er sig selv, er så åndssvage. Jeg så det på Kvindernes Kampdag. Folk bliver kyniske og siger, at man ikke må bruge Kvindernes Kampdag på at sælge produkter. Og det gør ondt i mit hjerte. Jeg vil ikke have, at vi bliver en trend. Jeg vil have sorte kvinder og fede kvinder til at blive set i medierne for evigt. Men det er også umuligt at sige, hvad der kommer til at ske.

Min frygt er, at al den fokus på Lizzos kropsaktivisme bringer os i fare for at overse kvaliteten af hendes musik, der er tidløs med en upbeat tone, som forebygger enhver teori om, at det bliver for prædikende.

– Jeg er ikke en trend, jeg er et menneske, siger hun, da jeg spørger ind til, om der er for stort fokus på problemerne. – Jeg synes, livet kan være virkelig hårdt nogle gange, og det der med at prøve at elske sig selv kan være virkelig lortet. Men når du er med mig, så nyder du det i det mindste.

Artiklen fortsætter under videoen

Fløjten er tilbage

Lizzo er glad for, at meget af hendes popularitet kommer fra den tidligere nedgraderede fløjte, som hun har navngivet Sasha efter Beyoncés I Am ... Sasha Fierce, der har sin egen Instagram-profil med 56.000 følgere. Det bragte publikum fuldstændig i knæ, da hun spillede en fløjtesolo i The Ellen DeGeneres Show i januar.

– I 2019 har jeg spillet på den fløjte, mere end jeg har i årevis. Jeg er rusten, men jeg har stadig tonene og vibratoen. Jeg tænkte i går aftes, at alt det, min far fik mig til at huske, er en stor del af den, jeg er i dag. Folk begyndte virkelig at give mig opmærksomhed som en personlighed, da fløjten kom med. Det er min far, der siger ”I told you!”

På trods af den spirende superstjernestatus lever Lizzo et beskedent liv i Echo Park i Los Angeles.

– Er det ikke sjovt; folk tror, at du er rig, men de mennesker, du ser over det hele, er som regel også dem, der har mest gæld. Fordi de skylder så mange penge væk for at få al den omtale. Jeg lever ikke alt for vildt. Jeg er meget stolt af min gode business-sans. Da jeg fik min første store check fra Prince, betalte jeg tre måneders husleje, købte en laptop og forkælede mig selv med god mad. Jeg elsker mad. Brød, kage, fritter og jeg elsker… hvad er det nu englænderne kalder det… Jackets? (fyldte bagekartofler, red.) Yes, jackets med det hele; bønner, ost, oh my god!”

Lige nu forsøger hun at spise mindfully, forstætter hun. – det ér, når man siger ”mand, den her ko er en god ko. Måske havde den her ko venner."

Hun holder en meget sjælden pause i talestrømmen. – Faktisk er det egentlig lidt sørgeligt, sukker Lizzo. – Måske skulle vi ikke spise mindfully alligevel.

Hun ser pludselig så sørgmodig ud, at jeg distraherer hende ved at spørge, om hun har en kæreste. Hun mener i øvrigt, at alle opererer på et spektrum af seksualitet, men indrømmer også, at hun er en lillesmule mere tiltrukket af maskulin energi. – Hell, fucking no!, proklamerer hun.

Vil hun mon have én?

– Det er så skægt, for på den ene side tænker jeg, at jeg kunne være en fantastisk partner for en eller anden, men i realiteten ville jeg nok ikke være det, faktisk. Jeg forbliver bare ikke tiltrukket af én person i så lang tid. I går aftes tænkte jeg på den her ene fyr, som jeg savnede og ønskede, at han var her med mig lige nu. Og så fik jeg en besked fra den her anden fyr, og så var jeg sådan ”Aaaargh”. Hun siger det med små pigede hvin af begejstring.

– Så i teorien tror jeg, at jeg ville blive en god partner, for jeg lugter sgu godt, og jeg er varm, men i virkeligheden tror jeg, at jeg bare vil blive ved med at være den her person for evigt.

Lizzo joker med den banale drejning, interviewet har taget. – Vil du have en kæreste, hvisker hun. – Det er et skønt spørgsmål. Prøver du at score mig?

Lizzo giver mig et saucy blink.  

Artiklen fortsætter under videoen


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA