x

GULD FRA GEMMERNE: Historien om George Michael

GULD FRA GEMMERNE: Historien om George Michael

Det meste af Danmark er lukket ned, og hvad skal man så bruge sin tid på? Ja, man kan for eksempel læse nogle af de lidt længere artikler, GAFFA har publiceret i de forgangne 36 år, og som stadig kan tåle et gensyn. Dem bringer vi nogle af i den kommende tid under overskriften "Guld fra gemmerne". Artiklen her har tidligere været trykt som Klub GAFFA-tillæg til GAFFA august 2011. 

George Michael Popkonge i medgang og modgang

Ikonet George Michael, der i årevis ikke turnerede, er tilbage i Danmark med hele tre koncerter i Herning. Her følger historien om indvandrersønnen fra London, der først lagde popverdenen ned med Wham!, siden triumferede som solist og med årene har rodet sig ud i talrige skandaler.

Ord: Henrik Tuxen

Fra 1989-2006 turnerede George Michael ikke live for at promovere sit solomateriale, han havde ganske enkelt fået nok af livet på landevejen. Men den stort anlagte turné, der fejrede stjernens 25 år i branchen og blev afsluttet i København i august 2008, har givet den feterede sanger smag for mere. Under overskriften Symphonica drager han igen på turné – denne gang med fuldt symfoniorkester, og der bliver kælet for de danske fans. Koncertrækken byder på hele tre optrædener i Herning i slut-august og start-september. Man vil kunne høre omarrangerede Michael-sange og udvalgte covernumre med stjernen i centrum. En position, han ikke altid har befundet sig lige vel i, men som han til gengæld jagtede benhårdt som knægt.

Drømmen var altid at blive berømt og feteret for den lidt sky og generte London-dreng, der blev født under navnet Georgios Kyriacos Panayioto den 25. juni 1963. Han var tredje barn af en græsk-cypriotisk indvandrer, der i 1953 kom til England, tog navnet Jack Panos og knoklede sin vej op i restaurationsbranchen. Moren var englænderen Lesley Angold Harrison. Georgios voksede op i et østrogen-tungt hjem, med moren og sine to storesøstre som de dominerede figurer – faren var nærmest på arbejde i døgndrift. Men inden i den stille og lettere overvægtige dreng levede drømmen om at komme ud i verden og markere sig.

En drøm, der for alvor fik næring, da han som 12-årig startede på en ny skole, Bushey Meads, og mødte klassekammeraten Andrew Ridgeley. En udadvendt, glad og selvsikker knægt, der havde to erklærede mål i livet; enten at blive professionel fodboldspiller eller popstjerne. Det umage par fandt sammen og blev bedste venner og skulle seks år senere springe ud som popduoen Wham!, der lynhurtigt fik succes og i bandets relativt korte karriere på tre et halvt år som indspillende og turnerende gruppe solgte over 25 millioner plader og fik stormende succes på begge sider af Atlanten.

LÆS OGSÅ: Nekrolog George Michael 1963-2016: En storslået karriere – med en del skandaler

Ska og drengedrømme

I starten var der dog ikke meget, som tydede på, at venneparret skulle få hul på drengedrømmene. Første skud på stammen var det ska-inspirerede band The Executives, hvor forskellige venner deltog i et par varierende line-ups. Det blev til lidt demo-bånd og cirka 10 koncerter, men ikke noget, der rykkede nogle milepæle, men for Georgious var der ingen tvivl: dette var vejen, han ville gå – meget til sin fars fortrydelse. Jack Pans mente, at sønnen spildte sin tid og skulle koncentrere sig om skolen og komme ud at arbejde. I samme periode omkring 1980 var The Executives ved at kollapse, og medlemmerne droppede ud og bestod til sidst kun af Andrew og Georgious.

Wham, Bam, I'm a Man

Under en bustur fik Georgious, 17 år gammel, idéen til Careless Whisper, og da han i al anonymitet spillede en demoversion af sangen, et sted han arbejde som dj, og folk blev på dansegulvet, var han overbevist om, at han havde fat i den lange ende. Idéerne kom, og drengene udviklede en rap, der blandt andet lød: ”Wham, Bam, I'm a Man”, og så var såvel bandnavnet som det første hit i støbeskeen. Sådan så det til gengæld langtfra ud i starten af 80’erne. Duoen hyrede et mobilt indspilningsstudie, inklusive tekniker, for 20£, satte det op hjemme hos Ridgeleys forældre og fik Wham! Rap (Enjoy What You Do) i kassen.

Michael har senere sagt, at han brugte to år på at få afslag fra pladeselskaber. Så længe gik der næppe, men duoen blev afvist flere steder. Og der var pres på fra flere sider. Meldingen fra Jack Panos til sin søn var klar: ”Get a label, get a job or get out”, og så vendte lykken. Mark Dean fra CBS-underlabelet Innervision, som tidligere havde signet Soft Cell og ABC med stor succes, kunne høre potentialet i duoen, og det korte af det lange blev, at Wham! skrev en kontrakt, der bandt dem på hænder og fødder med Innervision.

I samme ombæring antog Georgios Kyriacos Panayioto kunstnernavnet George Michael. Wham! Rap udkom i juni 1982, med tilhørende video med koreograferede dansetrin og blev pænt modtaget og blev blandt andet ”Single of the Week” i magasinet Sounds. Sejlene var sat til det, der for Wham! skulle udmønte sig i tre et halvt usædvanligt succesfulde år, og for George Michael et liv som en af popverdenens mest respekterede, bedst sælgende og populære kunstnere. En position, der er usvækket den dag i dag.

Autodidakte George Michael var hovedmanden bag alt, som foregik i Wham! Han skrev, arrangerede og producerede sangene og var stærkt involveret i videoerne og deres udtryk. Andrew Ridgeley spillede kun guitar på tre Wham!-numre og var på mange måder med på en badebillet, men Michael forsvarer sin gamle ven og sagde blandt andet til GAFFAs Eddie Michel i 2004:

– Andrew var vigtig, fordi han inspirerede mig som menneske med sin sans for humor, og han skabte faktisk begyndelsen af min karriere, hvilket ellers ville have været meget svært for mig som en ung, genert knægt. Andrew og jeg var vidt forskellige som mennesker. Jeg var meget introvert, og hans åbne personlighed gav mig muligheden for at føre mig frem og give den gas … jeg har meget at takke ham for.

Fantastisk

Wham! udsendte debutalbummet med den sigende titel Fantastic og fik succes med det samme. Det var pop med højt, føntørret 80’er-hår, dejlige damer, farvestrålende tøj og glade dansemoves på klubberne og i gaderne. Ud over Wham! Rap hittede duoen med blandt andet Young Guns (Go for It), Bad Boys og Club Tropicana og førte sig frem på hitlisterne og på Top of the Pops og unge MTV i fjernsynet. Men det var kun en forsmag på, hvad der var i vente. Michael modnedes som sangskriver, og Wham!s profil var skarp og klar og lige i tidens ånd og blev et symbol på yuppie-generations happy go lucky-livsstil.

Grundet kontraktmæssige problemer gik der lidt tid, inden album nummer to udkom på CBS, men det blev til gengæld lidt af et brag. Forløberen var up-tempo kioskbaskeren Wake Me Up Before You Go Go – og ud over at gå nummer et i hjemlandet knækkede den også koden oversøisk og strøg til tops på den amerikanske hitliste.

Albummet med den selviscensættende titel Make it Big var spækket med hits såsom Freedom, Everything She Wants og Careless Whisper, hvor sidstnævnte forinden var blevet udsendt i George Michaels eget navn. Og ved siden af det fik Michael lige en idé i hovedet – mens han sad og så fodbold med Andrew en aften – som han lige hurtigt skulle have på bånd. Overskriften var Last Christmas, og så skulle den pensionsopsparing vist være i kassen.

Finalen

Men Michael kunne mærke, at han havde en seriøs soloartist i maven og var ikke i længden tilfreds med at være teenageidol, der sang glade, relativt upersonlige sange. Careless Whisper var et vink med en vognstang om, at en ny æra var på vej. Michael lagde kortene på bordet over for Andrew, pladeselskab og manager, og det hele endte med en gigantisk fest, da Wham! spillede foran 72.000 mennesker på Wembley Stadion den 26. juni 1986 under banneret The Final, tæt ved hvor Michael og Andrew var vokset op. Inden da havde de optrådt til Live Aid i 1985 og været den første popgruppe, der havde spillet i Kina og var blevet verdensstjerner, der vadede i succes. Om gruppens succes udtalte George Michael følgende til GAFFA i 2004:

– Der var ikke noget kunstigt ved musikken i Wham! Den kom fra hjertet. I det hele taget er der ikke noget kunstigt ved det, jeg laver. Da det ret hurtigt gik op for os, at det var muligt at blive en af de største popgrupper i verden, så gik vi 100 procent efter at blive det. Men Andrew vidste godt … det vidste vi begge to, at Wham! faktisk kun var begyndelsen af min karriere. Så vi blev enige om, at vi ville gøre det så længe, vi begge to syntes, det var sjovt, og derefter kunne jeg så tage skridtet og forfølge mine egne drømme. I det hele taget forsøgte vi bare at være uprætentiøse som muligt.

LÆS OGSÅ: Åbenhjertigt George Michael-interview fra 2004: Poppens ærlige mand taler om sex, stoffer og depression

Det skridt tog han så, hvilket i første omgang var et spørgsmål om tro.

Faith

George Michaels debut som solist fra 1987 var et langt triumftog. En perlerække af hits og et albumsalg på over 20 millioner eksemplarer, herunder 10 millioner alene i USA (Michaels management har sagt, at tallet er 27 millioner) taler for sig selv. Her kommer Michael på banen med dybe, ærlige og såvel dansable som afdæmpede sange, der siden er blevet hans varemærke. Michaels ønske om at bevæge sig fra ubesværet teenageidol til mere seriøs og personlig soloartist lykkedes til fulde. Anført af titeltracket og fulgt op af yderligere fem singler banede Michael sig til tops i popeliten på linje med de tre andre dominerede 80’er-artister, Prince, Madonna og Michael Jackson.

Men der er som bekendt altid en bagside af medaljen. På den efterfølgende verdensturne, der stod på i 16 måneder og bød på 137 koncerter, følte han sig isoleret, alene og utilpas og udtalte blandt andet følgende til GAFFA:

– Omkring det tidspunkt var mit selvværd lig nul. Jeg var langt nede og følte mig meget ensom. For selvom jeg havde tusinder af skrigende fans, var det jo ikke det samme som, at jeg havde den nærhed, jeg længtes efter. Jeg vil godt indrømme, at en side af mig elskede at sole sig i rampelyset, men omvendt indså jeg også, at det ikke gjorde mig lykkelig. Derfor besluttede jeg mig for at afskære mig fra den side af mit liv, der var skyld i min ensomhed. Det vil sige alle tv-kameraerne, pressemøderne, radioerne, journalister og turnélivet.

Ingen videoer

Ud over titelmelodien indeholdt Faith hits som Father Figure og den kontroversielle I Want Your Sex, og trods det store pres fandt Michael hittene frem igen på efterfølgende Listen Without Prejudice vol. 1 fra 1990. Et album, der videreførte den mere modne, seriøse og ærlige stil, som blev påbegyndt på Faith, og som også indeholdt hits som Praying for Time, Freedom 90 og Heal the Pain. Albummet kunne dog ikke leve op til Faith's svimlende kommercielle højder og fik heller ikke den promotion, som man var vant til fra George Michaels side. Som nævnt blev der ingen turné, og mere overraskende blev der ikke produceret videoer, hvor Michael medvirkede, men på Freedom 90 kunne man se supermodeller som Naomi Campbell, Linda Evangalista og Cindy Crawford mime til Michaels vokal.

Mænd

Der var nye tider på vej. Det var også i denne periode, at Michael personligt begyndte at erkende sine seksuelle tilbøjeligheder. For en international popstjerne havde det ikke været villige kvinder, som manglede, og Michael havde da bestemt taget for sig af retterne, men mødet med den brasilianske modedesigner Anselmo Feleppa på Cover to Cover-turnéen i 1991, gjorde det klart for Michael, at han var homoseksuel, og at pigerne måtte se sig om efter et andet sexsymbol. Men man kan som bekendt ikke have held i både spil og kærlighed, og mens Michaels album og singler fortsat gik som varmt brød, måtte Feleppa i marts 1993 bukke under for den specielt i homoseksuelle miljøer frygtede sygdom AIDS.

Et kæmpe tab for Michael, der i samme periode koncentrerede sin energi om meget andet end musikken. Han var udtalt utilfreds med, at hans selskab (CBS) var blevet opkøbt af den japanske elektronikgigant Sony og ville ud af sin kontrakt. Det førte til en lang, dyr og opslidende retssag, som Michael endte med at tabe i 1994. Men Sony erkendte senere, at Michael ganske enkelt ikke vil indspille for dem mere (selvom han på Patience paradoksalt nok vender tilbage til selskabet i 2004), og det ender med, at Virgins Richard Branson køber ham fri.

Ældre

Efter næsten seks års albumtørke, hvor Michael dog har haft flere singlehits som Too Funky i æteren undervejs og har sin berømte optræden med Queen for at hylde Freddie Mercury på Wembley, udgiver han i 1996 Older – efter manges mening hans stærkeste kort i karrieren. Et glimrende epos, der, som titlen antyder, viser en modnet og eftertænksom kunstner i kreativ balance, der kredser om de store temaer i livet. Ikke mindst døden.

Michael har nu ikke samme greb om den amerikanske hitliste, men sange som Jesus to a Child (skrevet til Anselmo Feleppa efter dennes død) og Fastlove stryger til tops på den britiske og mange andre landes hitlister. Albummet er en kunstnerisk milepæl, men en langt mere afdæmpet George Michael, end man er vant til. Fastlove er det eneste up-tempo-nummer på pladen. Måske er den afdæmpede stil et resultat af de omkring 25 daglige pot joints, som Michael røg under Older, det er ikke til at sige.

Midt i tågerne hilste kærligheden igen på den omflakkende performer i et spa-bad i L.A. i form af amerikaneren Kenny Goss, der fortsat danner par med Michael (selvom man i tabloidpressen har kunnet læse, at det er slut). Sangeren havde indtil da holdt kortene tæt ind til kroppen, men samme dag, han beslutter at fortælle sin mor om sin ven og sin seksuelle orientering, fortæller hun sin søn, at hun har kræft. Moderen dør i starten af 1997, hvilket er et særdeles stort tab for Michael, der var meget tæt knyttet til hende.

Offentlig onani

Næste gang Michael kommer i offentlighedens søgelys er lidt af en bombe. Hvorvidt Michael, som han selv hævder, blev lokket i en fælde, skal være usagt, men faktum er, at han bliver arresteret for at onanere på et offentligt toilet i Beverly Hills i april 1998 foran en civilklædt politimand. Det bliver en kæmpe pressesag, og efterfølgende kryber Michael – for første gang offentligt – til korset og erkender, at han er bøsse. Videoen og hitsinglen Outside fra december samme år omhandler samme sag. På albumfronten udkom ”best of”-albummet Ladies & Gentlemen, og Michael holder sig kreativt beskæftiget. Denne gang med andre kunstneres materiale, hvilket man kan høre på Songs from the Last Century fra december 1999.

2000-

Da det nye årtusinde meldte sig indtog, var der stadig godt salg i bagkataloget, men Michael havde svært ved at finde på nyt materiale. Man så ham optræde til et bøsse/lesbisk støtte arrangement i Washington, DC, men ellers hørte man ikke meget til ham, bortset fra at han købte det klaver, som Lennon havde komponeret Imagine på for svimlende £ 1,45 mio.

Men Michael arbejdede på sagen, selvom det tog sin tid. Han udgav i 2002 singlerne Shoot the Dog og Freeek!, der både havde politiske og seksuelle referencer, og i 2004 kom så hans længe ventede fjerde album med originalt materiale, den 71 minutter lange Patience, der ud over de to nævnte indeholdt hitsinglerne Amazing og Flawless (Go to the City). Endnu et flot kapitel i George Michael-sagaen, og indtil videre det sidste stykke originalmateriale, man har hørt fra den elegante, engelskfødte entertainer. Siden triumferede han, som beskrevet, verden over tilbage på scenerne med 25, og nu ser man ham så i et klassisk set-up, som planmæssigt udkommer som album, og en såkaldt ”bøsseplade” i 2012 er også annonceret.

Så det virker som om, at George Michael er tilbage i rette element, ved musikken foran mikrofonen. En gudbenådet popmusiker, hvis talrige skandaler – herunder arrestationer for hashbesiddelse og kørsel i påvirket tilstand – ikke mindst de senere år har været ved at overskygge hans kreative bidrag til populærmusikken. Proportioner, der forhåbentligt vil blive vendt om på fremover.

LÆS OGSÅ: Nekrolog George Michael 1963-2016: En storslået karriere – med en del skandaler

 

George Michael i Danmark

Faith er indspillet i Danmark i 1987, og Peter Iversen sad med ved mikserpulten, da milepælen kom på bånd

Det mest succesfulde album i hele George Michaels karriere, Faith, fra 1987, er indspillet på en pløjemark uden for Randers, nærmere bestemt i PUK-studierne. Peter Iversen, der i dag ejer PUK, arbejdede som cheftekniker på indspilningerne, da Michael med følge lagde vejen forbi Danmark i sen-80’erne.

– Faktisk arbejdede vi mere med ham, han kom og indspillede forskellige ting de næste fem-seks år, men Faith var det første, vi lavede med ham. Oprindeligt havde de booket studiet i et halvt år, fra februar 1987 og frem. Mit indtryk var, at han ikke gad indspille demoer, men bare gik direkte i studiet, når han havde noget. Hver gang han havde idéer, fløj han over og indspillede. Jeg vil tro, at han var her i tre en halv måned i alt. Det var et one man show, og han var fuldstændig ”in charge”. Det var tydeligt, at han havde al musikken i hovedet, og at det bare skulle ud, og han var med i alle faser fra det første grundspor til den sidste tamburin.

– Han lagde selv pre-bas og pre-keyboards – han brugte et tre-finger-system – på, og når figurerne var klar, blev der ringet efter hans musikere, som fløj ind fra London. Han havde en tilstedeværelse, der gjorde, at han bare fyldte rummet, når han trådte ind i lokalet, selvom han ikke sagde noget. Så havde han sin faste producer Chris Porter med og teknikeren Paul Gommersal, der senere blev hans producer.

Arbejdsnarkoman

Blev der arbejdet igennem, eller var der god tid til at slappe af og feste?

– Han skånede ikke sig selv og kunne køre hele natten og blev ved, til tingene var præcis, som han ville have dem. Vokalerne til I Want Your Sex tog en evighed, og han blev ved, selvom vi andre dårligt kunne høre forskel på take 1 og take 72, men her havde han så Chris Porter, som han stolede på. Han var kommet for at arbejde, ikke for at holde fest. Der var hverken røg eller druk i studiet, bare en film og en enkelt øl indimellem. Han boede her på stedet, og det virkede som om, han nød at være her, og at han kun skulle koncentrere sig om at arbejde med sin musik, uden at blive forstyrret af pressen eller andre.

Tog det lang tid at få musikken i kassen?

– Det var meget forskelligt fra sang til sang. En sang som Father Figure var ret krævende og tog vel seks-otte dage i alt, det samme med I Want Your Sex. Men en sang som titelnummeret tog højst et-to dage med det hele, det var meget forskelligt, men der blev arbejdet hårdt. Han gjorde i øvrigt numrene helt færdig, når han begyndte på dem, inklusive mix.

Hvordan var han rent socialt?

– Han var absolut flink, rar og venlig, men også ret reserveret; han var ikke typen, man lige kom ind på, men det ændrede sig lidt i takt med, at jeg lærte ham bedre at kende. Der begyndte han at åbne mere op, fortælle jokes og så videre, men han var ret reserveret og fokuseret på arbejdet.

Han har fortalt åbent om depressioner og har haft et højt forbrug af stimulanser, var det noget, I mærkede noget til?

– Overhovedet ikke. Dertil var han alt for privat, og så tror jeg også, at meget af det kom senere. Det her var lige efter Wham!, og han lavede præcis det, han ville, noget han havde haft lyst til længe. Han var en arbejdsnarkoman, der havde en finger med i alt.

Var der mange venner, kærester og andre hangarounds med i studiet?

– Slet ikke, kun de musikere og teknikere, som skulle arbejde på pladen.

Kunne man fornemme, at man sad og arbejdede på et verdenshit?

– Ja, det kunne man godt, det var tydeligt, at det her var noget helt særligt.

Har I haft forbindelse til ham siden starten af 90’erne?

Vi har været i kontakt med hans management, som er de samme som dengang, i forbindelse med genudgivelsen af Faith her tidligere i år – hvor vindere i Q Magazine kunne vinde en tur til studiet og så videre – og de overbragte hilsner til os fra ham.

Så det kan være, I ser ham i Puk igen en dag?

Han skal altid være velkommen!

 

George Michaels (album) diskografi :

Med Wham:

Fantastic (juli 1983)

Make it Big (oktober 1984)

The Final (opsamling, juli 1986)

Music from the Edge of Heaven (amerikansk og japansk version af The Final, juli 1986)

If You Were There: The Best of Wham (december 1997)

 

Som solist:

Faith (november 1987)

Listen Without Prejudice vol. 1 (september 1990)

Older (maj 1996)

Ladies & Gentlemen: The Best of George Michael (november 1998)

Songs from the Last Century (december 1999)

Patience (marts 2004)

Twenty Five (opsamling, november 2006)

 

Om George Michael:

  • I januar 1995 blev Careless Whisper kåret somLondon's favourite record of all time”.
  • Han har været i seng med en lang række kvinder, men siden 1990 har der kun været mænd i kassen.
  • Han har dannet par med Kenny Goss i 15 år, de har et åbent forhold.
  • Han var tæt med Prinsesse Diana, og pressen morede sig over deres matchende frisurer.
  • Han er blevet arresteret talrige gange for hashbesiddelse, stimulanspåvirket kørsel og for at falde i søvn bag rattet.
  • Too Funky var den mest spillede plade i Europa i 1992. Alle royalties gik til AIDS-forskningsfonden The Red Hot Organisation.
  • Han blev bedste venner med Elton John og genindspillede Don't Let the Sun Go Down On Me. Siden røg de i pressekrig, blandt andet på grund af Johns kritik af Michaels hashforbrug. Nu er de perlevenner igen.
  • Faith producerede seks singler, der alle gik nummer 1 på de amerikanske hitlister.
  • Han har optrådt ved flere historiske koncerter: Live Aid, The Nelson Mandela Freedom Concert og The Freddie Mercury Tribute.
  • Han fik sit første instrument som 11-årig – en ukulele og skiftede senere til trommerne.
  • Han er løbende politisk og filantropisk engageret og har støttet en række arrangementer (også med royalties), specielt inden for AIDS-forskning/oplysning og homoseksuelles rettigheder.
  • Han nærer en særlig afsky for George Bush og Tony Blair for deres engagement i Irak-krigen, hvilket til fulde blev illustreret på 25-turen, hvor Blair som bulldog ”sutter den af” på Bush. Begge som kæmpe oppustelige dukker.
  • Han har solgt over 100 millioner plader.
  • Han har vundet ”Ivor Novello Songwriter of the Year” tre gange.
  • Han var den artist, der solgte flest plader i USA i 1988.
  • Han har vundet talrige priser ved blandt andre American Music Award, Brit Awards, Grammy (USA) og MTV Awards.
  • Han har sunget duet med blandt andre Tony Bennett på How Do You Keep The Music Playing?, med Paul McCartney på Heal the Pain, Aretha Franklin på I Knew You Were Waiting og med Mary J. Blige på Stevie Wonders As .
  • I 2004 blev han kåret som den absolut mest spillede kunstner i britisk radio over en periode på 20 år (1984-2004).

 

Superfan

Den tidligere vært på The Voice, Allan Kjærgaard kan tapetsere med George Michael-cd'er, vinyler og artikler og har fulgte ham siden Wham!-dagene. I 2004 interviewede han sammen med kollegaen Eddie Michel sit idol til GAFFA.

Allan Kjærgaard har en lang radio karriere som nyheds- og studievært bag sig, primært på The Voice fra 1991-2005. Her er tale om en mand, der kan sin popmusik, og navnet George Michael banker bare hårdere end de andre.

Ret beset har George Michael udgivet to (relativt korte) album med Wham! og fire studieplader med originalmateriale, men det forhindrer ikke Kjærgaard i at kunne optage et par hyldemeter dedikeret til den hvide soulmand fra London:

– Jeg har vel omkring 75-100 plader med ham og et sted over 100 cd'er. Ting, som jeg har fundet i forretninger, på rejser i udlandet og over nettet. Der er mange sjældenheder iblandt, som den første originaludgave af Careless Whisper og et kassettebånd med fire numre, som blev givet ud fra scenen på Cover to Cover-turnéen i 1991. Så købte jeg også alle de blade og magasiner, hvor der var interview med ham.

Hvad er det, George Michael kan?

– Det er svært at sige, det er lidt som at sige, hvorfor man bedst kan lide jordbær. Jeg kan bare sige, at han rammer mig, han er en fremragende sangskriver, og så har han en klang i stemmen, der går rent ind hos mig. Det er både hans teknik og hans umiddelbarhed; så kan han formidle følelser og er også en fremragende fortolker af andres musik.

Hvad er hans bedste album?

– Det er uden tvivl Older fra 1996. Her han fundet sig selv mentalt, kunstnerisk og seksuelt, og så er det en plade, der både bearbejder sorg og indeholder optimisme. Så laver han en MTV Unplugged-session i samme periode, det er også et fantastisk højdepunkt.

Imødekommende

Du mødte ham til interview omkring Patience-pladen i 2004. Levede han op til forventningerne?

– Helt banalt var han alt det, jeg kunne håbe på. Vi havde oprindeligt fået tildelt 20 minutter, men endte med at tale med ham i over en time. Han var meget imødekommende, interessant, veltalende og helt usnobbet, og så virkede han meget tændt og interesseret i at blive interviewet. Jeg var lidt starstruck indimellem og tænkte ”det er jo ham”, men det gik rigtig fint (tjek blandt andet interviewet her krediteret Eddie Michel, red.). Han var ekstremt ærlig, hvilket han altid har været, og som måske har været hans store problem. Ud over musikken talte vi blandt andet om depressioner, hashrygning og andre meget personlige ting. Det var en stor oplevelse at møde ham.

Det er nogle år siden. Hvor står George Michael i dag, vil du mene?

– Han har jo nærmest vadet i skandaler og er blevet anholdt flere gange for at besiddelse af euforiserende stoffer og for at køre i påvirket tilstand og falde i søvn bag rattet. Sidst, da han faldt i søvn og kørte ind i en kiosk, røg han i fængsel. Mit indtryk er, at det har modnet ham, og han har vist også gennemgået noget seriøst rehab. Men efter fire uger i fængsel har han efter sigende tabt sig 10-15 kilo, og indtrykket er, at han virker fit, fokuseret og produktiv.

Hvordan vil du beskrive hans personlighed?

Meget høflig og venlig – og ret fjollet som ung, hvilket man kan se på mange af Wham!-tingene. Med tiden er han blevet mere selvsikker og politisk, han har sine meningers mod, men er nok også blevet lidt paranoid. Så er han sjov, fuld af jokes, og underholdende at være sammen med. Men så er han også en hård mand. Hvis du har hans venskab, men misbruger hans tillid, cutter han forbindelsen med det samme.

Hvad var det, Wham! kunne, da de kom frem?

– Det var glad, ung, ubesværet pop, der signalerede, at livet var en fest, men bestod ikke af meget personlige sange. De, som blev skrevet i den periode – såsom Careless Whisper og A Different Corner, udkom som George Michael solo. Wham! var med til at definere tiden og havde en glæde og umiddelbarhed, der holder den dag i dag. Det sker tit inden for pop, at du ikke nødvendigvis bliver mere interessant og vedkommende, jo dygtigere du bliver, og jo mere kompleks din musik bliver.

– Wham! var enkle og ligetil og signalerede ungdom, livsglæde, og så var sangene allerede dengang skarpe og velkomponerede. George Michael har jo – bevidst – aldrig været skolet, men er nærmest 100 procent autodidakt, men var og er et naturtalent, hvilket skinner igennem gennem hele karrieren.

Den grønne bønne

I snakkede med ham om stofferne, og der er vist ingen tvivl om, at han har røget igennem?

– Nej, der har været ild i de grønne bønner. Han har altid sagt, at det har stimuleret ham kreativt, og omkring Older røg han 20 joints (i Rob Jovanovics biografi er tallet 25, red.) om dagen. Så gennemgik han en alvorlig rygoperation i 90’erne, hvilket har betydet, at han har fået rigtig meget smertestillende medicin, så det siger sig selv, at den kombination ikke er god i længden.

Hvad tror du, vi kan forvente os af koncerterne i Herning?

– Jeg tror, det bliver koncerter med meget stor fokus på ham som sanger. Det bliver nok ret afdæmpet og nedtonet med fokus på de langsommere numre. Både hans originale sange, men også en del covernumre.

Hvordan lyder din ”all time” George Michael-top 3?

– Uh, den er svær, jeg er nok mest til de lidt stille kompositioner. Mit yndlingsnummer har altid været A Different Corner, nummer to er Jesus to a Child, og nummer tre må blive Praying for Time.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA