x

MÅNEDENS SPILLESTED: Tobakken – i Esbjerg lugter der af musik

MÅNEDENS SPILLESTED: Tobakken – i Esbjerg lugter der af musik

I dag lugter Esbjerg af musik. Musikken har hen over flere år spredt sig gennem byen med Kellermensch i front og understreget, at det er en by med noget på hjerte. Foruden at have en finger med i spillet i stort anlagte arenakoncerter fungerer Tobakken som en platform for alt imellem byens sprudlende vækstlag og Danmarks største musiksucceser.

Man siger, at Esbjerg lugter af fisk. Måske var det mere tilfældet i gamle dage, da byens fiskerindustri boomede, for i dag er byen på Vestkysten centrum for spændende kulturarrangementer, der er med til at gøre Esbjerg til en af Danmarks mest interessante kulturbyer. I de senere år har byen nemlig udmærket sig i en sådan grad, at Slipknot var forbi for kun få år tilbage. Men et af de vartegn, der skaber et sprudlende liv og en platform for det lokale og øvrige danske vækstlag, er Tobakken.

Indtil engang i 80’erne var bygningens funktion netop en tobaksfabrik, og det har skabt nogle helt særlige rammer for musikken. De stemningsfyldte, industrielle omgivelser gør i dag Tobakken til et af Danmarks største regionale spillesteder, og koncerterne centrerer sig ikke kun omkring den gamle tobaksfabrik. Tobakken opererer på tværs af byens kulturhuse, hvor Huset og nabobygningen, Konfus huserer koncerter for byens publikum.

– For mig har Tobakken været den kravlegård, hvor jeg har lært, hvordan en koncert kan og bør se ud, forklarer Sebastian Wolff, frontmand i Kellermensch, og som til daglig arbejder som booker på spillestedet. – De har altid haft et tjekket personale og gode forudsætninger for at sætte koncerter op, og siden mine unge dage har jeg listet rundt på Tobakken og har enten optrådt eller hjulpet med at afvikle koncerter som lydmand eller andet. Det føles som et hjem for mig efterhånden.

Men foruden at præsentere en lang række koncerter året rundt fungerer Tobakken som organisation også som et frirum for byens unge. Konfus har i årenes løb fået funktion som et ungdomshus, hvor unge deltager i alt fra booking og afvikling af koncerter til den daglige og lavpraktiske drift af spillestedet.

– Konfus og Huset har et fokus på de yngre målgrupper, forklarer Sebastian Wolff. – Det er her, vi har de bedste vilkår for vækstlaget og de lokale musikere. Her kan vi præsentere helt skæve og smalle artister, og der er kort fra tanke til handling.

Direkte ud af Esbjerg

Samtidig fungerer Tobakken også som en platform for byens sprudlende vækstlag. Året rundt lægger Tobakken scene til byens mange bands, der ønsker at komme ud af øvelokalet og ind på de store scener.

– Tobakken har altid været stedet, unge vækstlagsmusikere kigger på, når man har skrevet sange, som man gerne vil optræde med, siger Sebastian Wolff. – På Tobakken forsøger vi nu at favne hele vækstlaget og lytte til musikerne, inspirere dem, rådgive dem og lægge studie og scene til, at de kan udvikle sig.

Gennem netværksaftener og en konkret håndtering af byens vækstlag skaber Tobakken et grundlag for byens spirende musikere, der søger nogle professionelle redskaber til at formidle deres musik.

– Vi har lige igangsat en plan, der handler om at samle regionens musikere til nogle netværksaftener, hvor vi blandt andet vil kortlægge for dem, hvilke muligheder Tobakken har for dem, give dem mulighed for at netværke med hinanden og give dem mulighed for at fortælle Tobakken, hvad deres udfordringer er i 2020, forklarer Sebastian Wolff. – Efter sådanne aftener vil vi så tilpasse vores indsats for bedre at kunne hjælpe vækstlaget til at opnå deres ambitioner. Tobakken skal i mine øjne være et populært sted at opleve rytmisk musik, men med overskud til at inspirere regionens borgere ved at præsentere et mangfoldigt program, bestående af internationale såvel som nationale kunstnere fra alle genrer og niveauer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA