x

Paranoid 50 år: Vi kårer de 10 bedste Black Sabbath-sange

Paranoid 50 år: Vi kårer de 10 bedste Black Sabbath-sange

I dag er det 50 år siden, at det legendariske heavy-metal album, Paranoid, blev udgivet.

Pladen er ofte blevet kaldt ”heavy-musikkens fødsel”, selvom det ikke er den første, bandet udgav; den er dog den første, der for alvor nåede ud til verden og åbnede øjnene på unge rebeller verden rundt, hvilket sparkede den enorme, ustoppelige klippesten af en genre i gang.

Paranoid er ikke kun en stor del af heavy-musikkens startskud, det er også en kollektion af sange, er stadig hyppigt bliver brugt i film, til fester eller bare som en del af fans’ lyttebiblioteker i stor stil. Pladen er af Rolling Stone-magasinet blevet kåret som nummer ét på deres liste over de 100 bedste metaludgivelser nogensinde – over selv Iron Maidens The Number of the Beast, Metallicas Master of Puppets og Slayers Reign in Blood.

Som en hyldest til dette sagnomspundne album kårer GAFFA her de 10 bedste sange, Black Sabbath har lavet. Hvor nogen måske vil mene, de øverste otte pladser kunne blive udfyldt af Paranoid alene, har vi søgt lidt dybere ind i bandets repertoire, der ud over Ozzy Osbourne har haft et par andre legender ved forsanger-mikrofonen – men mon ikke, et album af kaliber som Paranoid har fået en del pladser på denne liste…

  1. Sweet Leaf – Master of Reality, 1971

En af de mest populære sange på opfølgeren til julbilæumsalbummet. Denne sang er en rigtig ”heavy-hitter” og er et vidunderligt eksempel på dét, Black Sabbath kan, som ikke mange andre metalbands mestrer; det groover som ind i helvede. Det tunge guitarriff, trommerne og Ozzys karakteristiske stemme gør det svært ikke at rokke hovedet langsomt, men stædigt frem og tilbage i den, bevares, temmelig lange først halvdel af sangen, der dog afløses af en ansigtssmeltende guitarsolo i et, på typisk Sabbath-vis, noget højere tempo, som sikrer at man ikke – skulle det kunne lade sig gøre – lader sig kede af førsteklasses-groovet.

  1. Danger Zone – Seventh Star, 1986

En meget anderledes Sabbath-sang, der er væsentligt mere melodisk drevet og trækker tråde til New Wave of British Heavy Metal bands som Iron Maiden. Dual-guitarfigurerne er mere musikalsk bevidste end bandets tidligere og meget rå stil, ligesom vokalen, der i denne æra leveres af ”The Voice of Rock”, Glenn Hughes. Bandet viser med et nummer som dette, at de også mestrer denne mere tekniske gren af heavy-musik, ikke mindst med Hughes’ fremragende præstation, og alligevel har det den naturlige saft af coolness, som vi kender og elsker Black Sabbath for.

  1. Electric Funeral – Paranoid, 1970

Et af de ondeste riffs, og ikke mindst tekstuniverser, man finder i gruppens musik og i hele heavy-genren, ja, for ikke at tale om musikuniverset i det hele taget. Metal er jo musikkens horrer-ækvivalent, og en sang som denne viser klokkeklart hvorfor. Selvom vi på tidslinjen er lang tid, inden dobbeltpedalen og 7-strengsguitaren blev opfundet, sender sangen gåsehud ned ad ryggen og vidner om, at hårdheden ligger i sangskrivningen, talentet og stemningen. Det er også en sang, der på karakteristisk vis brydes op i midten af et hurtigere C-stykke, der vender tilbage til dommedagsriffet, inden sangen lægger sig selv ned i den elektriske grav.

  1. Snowblind – Vol. 4, 1972

Endnu et groove-mesterværk, med noget af det bedste trommearbejde, der findes i bandets bagkatalog. Men både uforceret tunghed, tekniske overgange og såkaldte ghostnotes – svage slag på lilletrommen, som trods at de næsten ikke kan høres giver rytmen enorm fremdrift – fører Bill Ward os igennem den varierede fortælling, ikke kun med uhørt elegance, men også med sine egne budskaber, og endda med en overgang til 6/8-taktarten, der i denne sang udgør det karakteristiske hurtigere C-stykke. Med et klassisk riff, gedigen sangskrivning og også en solid Ozzy-performance er resultatet den bedste sang på bandets fjerde album og én af de bedste fra deres tid overhovedet.

  1. Heaven And Hell – Heaven And Hell, 1980

I april 1979 besluttede guitarist Tony Iommi, der er det eneste medlem i bandet, der aldrig er blevet udskiftet, at det var på tide at fyre Ozzy Osbourne, hvis alkohol- og stofmisbrug var blevet en for stor hæmsko for gruppen. Bandet hev derefter metallegenden Dio ind som sanger, og selvom han ikke står bag den klassiske Sabbath-lyd, er han et absolut monster af en forsanger. Bandet holder fast i deres dystre univers med ofte episke og langvarige værker som dette, der apropos Tony Iommi giver plads til en melodisk og skrigende guitarsolo af en anden verden. Ozzy skulle senere vende tilbage til bandet, men i mellemtiden blev fanen båret højt af gode sangere som tidligere nævnte Glenn Hughes og i særdeleshed af Ronnie James Dio – hvil i fred.

  1. Iron Man – Paranoid, 1970

Måske gruppens mest kommercielt ikoniske sang, der på trods af, at den ikke overhovedet har noget med superhelten at gøre, er blevet forbundet med Marvel-figuren af samme navn i tide og utide. Sangen er endda brugt i Marvel Studios’ film om jernmanden fra 2008 med Robert Downey Jr. i hovedrollen, der tilmed har en Black Sabbath-T-shirt på i en af de efterfølgende Avengers-film.

Denne sang hører også til i den episke afdeling, med mange forskellige riffs og solopassager, den ene mere hjemsøgende end den anden. Teksten i sangen fortæller om en mand, der rejser frem i tiden og ser, at menneskets undergang er nær. I den proces, hvor manden vender tilbage til nutiden for at advare menneskeheden om, hvad han har set, bliver han gjort til stål i et magnetfelt, og hans varslinger bliver ignoreret og latterliggjort. I sin frustration og ensomhed går han amok i hævn på mennesket og forårsager den undergang, han så i sin tidsrejse.

  1. N.I.B. – Black Sabbath, 1970

Det sender kuldegysninger ned ad enhver metalfans ryg, når man hører den fuzzede, distortede bas, spillet af Sabbath-veteranen Geezer Butler, der fader ind på starten af tracket. Bassen går derefter en oktav ned og spiller sangens hovedriff, der bliver fordoblet af guitaren og siden hen af Ozzys melodi, således at man hører saftig lagkage af energi, hvor alle elementer forstærker hinanden. Motivet gøres endnu mere tungt af trommefiguren, hvor der er lilletrommeslag på alle fire slag, i stedet for de sædvanlige 2- og 4-slag.

Dette første album er først blevet rigtig populært efter udgivelsen af andet album, Paranoid. Debutalbummet tog kun få timer at indspille i alt; medlemmerne spillede ganske enkelt bare, som de plejede, samtidig og hele sange ad gangen – inklusive Ozzy Osbourne, der også indspillede live sammen med bandet, blot i et andet rum. Flere af sangene er taget i ét take. Bandet forklarer, at de simpelthen bare tog ind i studiet en dag, indspillede, og så videre næste dag til Schweitz for at spille for 20 pund. Paranoid er i øvrigt indspillet på samme måde, dog over et par dage.

  1. War Pigs – Paranoid, 1970

En af de mest diverse og stemningsfulde Sabbath-sange overhovedet, og det siger ikke så lidt. Men en hårrejsende intro, en af de bedste præstationer fra Ozzys side overhovedet og mange forskellige taktarter og formled er denne sang et sandt mesterværk. Som albumåbner er dette en sang, der virkelig giver et statement om, hvad Black Sabbath er for et band lige fra første øjeblik, om end kritikere beskylder den for ganske enkelt at være for lang.

Det er generelt ret utroligt, hvordan mange af de mest populære Sabbath-sange har en så lang varighed – det vidner om, at musikkens fanbase er dedikerede til den bestemt ikke radio-venlige lytteoplevelse, hvor man lader sin opmærksom rive helt og vedholdende ind i universet. Historien fortælles til ende, hvad end det er med tekst eller guitarvrid, og bandet formår at holde oplevelsen fuldendt helt til enden.

  1. Children of the Grave – Master of Reality, 1971

Det absolutte højdepunkt i bandets bagkatalog, hvis man ser bort fra "Paranoid". Det er et nummer, som er tungt fra start til slut, uden at det nærmer sig ensformighed overhovedet. Dette er gjort med både den kompetente og, for genren, ret usædvanlige brug af tammer på trommen, tangerende til jungletrommer, men anvendt på en beskidt og dog swingende facon. Dommedagsriffet i midten, der som effekt er fordoblet med nærmest en hjemsøgt cirkus-agtig harmonika, samt horror-outroen, har bidraget til at opdage, at følelsen af uhygge er én af de stærkeste følelsesmæssige oplevelser, vi mennesker kan give os selv, ikke kun på det hvide lærred, men også i musikken.

Med et bas/tromme-sammenspil, der klikker som dette, det ene gode riff efter det andet, en solo, der sparker røv – ja, endda to soloer oven i hinanden, panoreret ud i højre og venstre side af stereoen, og endnu en af de bedste vokaløjeblikke fra Ozzy, og så har man opskriften på et Black Sabbath-nummer, der aldrig går over dato.

  1. Paranoid – Paranoid, 1980

Titelsangen fra jubilæumspladen står som en piedestal i heavymetalmusikken og har gjort det i 50 år nu. Ikke nok med at åbningsriffet er en øjeblikkelig ørehænger, der er blevet beundret og kopieret af guitarister lige siden; teksten i sangen er en så dyster beskrivelse af et menneskes sindstilstand, der ofte kan være tabubelagt, at man bliver mere rystet, jo mere man tænker over den. Og selvom mange som sagt har kopieret Iommis åbningsriff, kan få spille det med den samme laid-back, ængstelige og upræcise perfektion som sammen med rytmegruppen får det her nummer til, lige som mange andre Sabbath-numre, at groove helt uefterligneligt.

Også produktionen og leverancen af Ozzy Osbournes vokal er monumental og et testamente til alle, der måtte vove negative ytringer om hans udtryk. Han lyder som en galning på den helt rigtige måde, og formår, ligesom guitaren, at være umulig at efterligne, på trods af, at det ikke er en teknisk svær præstation som sådan. Den subtile ekko-effekt på stemmen lyder kanonfedt, og bandet som helhed har sat en standard for metalproduktion og i særdeleshed dette nummer for, hvordan metal skal lyde – og det lyder bedre, jo højere man skruer op, ud i det uendelige.

Guitaren i både introen og soloen er udsat for en stereoeffekt, der især i soloen giver et riv i ørerne, der cementerer, at musikken danser på en knivsæg af det grimme og det fantastiske. Den solo er har lige så meget galskab i sig som teksten, sangeren og den stakkels karakter, der synges om. I det øjeblik, trommer og bas sætter ind, ved man, at det her nummer ikke er for sjov, men samtidig kan man ikke lade være med at smile i afmagt over, hvor fedt det lyder.

Alle disse elementer gør den korte sang til både en banger, et kunstværk og et heavy-metal nummer, der skulle definere genren for altid.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA