x

PORTRÆT: Janis Joplin – kosmisk blues

PORTRÆT: Janis Joplin – kosmisk blues

I dag er det præcis 50 år siden, Janis Joplin afgik ved døden, kun 27 år gammel. Vi tegner et portræt af legenden.

Artiklen har tidligere været bragt som Klub GAFFA-tillæg i januar 2013, da Janis Joplin ville være fyldt 70. Guitaristen Sam Andrew, der er interviewet i artiklen, døde i 2015, 73 år gammel.

Beretningen kan begynde så mange steder. På Landmark Motor Hotel i Hollywood, hvor Janis Joplins krop blev fundet, efter at hun ikke var dukket op til dagens indspilninger den 4. oktober, 1970. Eller 14 måneder tidligere, hvor Janis foran et publikum på godt 500.000 på Woodstock Music & Art Fair med sammenknebne øjne forhørte sig om, hvorvidt ”alle holder sig skæve og har tilstrækkeligt vand at drikke?”. Eller måske dengang, en helt ung Janis på Thomas Jefferson High School hjemme i forhadte Port Arthur, Texas, blev kåret som ”skolens grimmeste fyr” (!).

Men lad os i stedet starte et andet sted. For eksempel på et fly engang i sommeren '70, hvor Janis sidder og læser Zelda Fitzgeralds breve fra nerveklinkken til sin elskede Scott. Eller på en bar i Louisville, omkring samme tid, hvor Janis reflekterer: ”Jeg har et smukt hjem og kunne lege med mine hunde og have venner på besøg. Men jeg vil hellere være her med tømmermænd og forsøge at tage mig sammen eller gå ind og se en film i et forsøg på at kurere den totale kedsomhed i Louisville, Kentucky”.

Eftertænksom outsider

Janis Joplin er vel nok en af rockhistoriens mest mytologiserede figurer; med sin utilpassede opvækst i en texansk soveby, en professionel karriere på blot fem hektiske år og den ensomme død som 27-årig fremstår Joplin næsten som en slags rock'n'roll-arketype. Derfor er historien også omgærdet af for længst vedtagne sandheder og klichéer – ikke mindst om Janis som et offer, og det er da også karakteristisk, at allerede flere af nekrologerne omkring Joplins død i efteråret '70 fremstillede hende som en passivt offer:

”Kongen og dronningen af den strålende, ekspressive musik, som kom ud af sen-60’erne er døde; direkte eller indirekte ofre for den meget virkelige livsførelse, som var en del af den verden, der omgav dem”, skrev New York Times med henvisning til kollegaen Jimi Hendrix’ død tidligere på året. ”Hendes stofmisbrug var ikke en personlig, men en kulturel idiosynkrasi”, mente The New Yorker.

Janis Joplins død var tragisk. Men det vil være forkert udelukkende at fastfryse sangerinden i myten  om en tragisk offerfigur. For Janis var også en enegænger, en eftertænksom outsider og en self-made feminist – og en uafrystelig stemme, som årtier efter sin død fortsætter med at tale til os gennem de tre centrale album Cheap Thrills (1968), I Got Them Ol' Kozmic Blues Again Mama (1969) og Pearl (1970), foruden de utallige posthume liveplader, kompilationer med videre. 

Problemer i paradis 

”Der er kun en god ting at sige om en lille by – du ved, at du vil væk”, synger Lou Reed et sted. Og det beskriver efter alt at dømme meget godt den oplevelse, Janis Joplin havde af at vokse op i den texanske industriby Port Arthur. Hun blev født den 19. januar 1943 som datter af Dorothy og Seth Joplin; siden kom de yngre søskende Michael og Laura til.

Familien husker Janis som et fantasifuldt barn, og det var først i gymnasietiden, at Joplin begyndte at udvise, hvad omgivelserne i den texanske provinsby opfattede som utilpasset adfærd. I denne periode hang Janis ud med en gruppe outsidere, hvoraf en havde plader med gamle bluessangere som Leadbelly og Bessie Smith. Det blev et afgørende møde for Janis, som siden begyndte at synge i et lokalt kor og stiftede  bekendtskab med navne som Odetta, Big Mama Thornton og Billie Holiday.

Musikken blev et refugium gennem den traumatiske gymnasietid, hvor mobningen ikke blev mindre af Joplins store hudproblemer i perioden. I disse afgørende år grundlagde Joplin et livslangt had til hjembyen – en forståelig bitterhed, som hun ofte siden luftede i interviews. ”De lo mig ud af klassen, ud af byen og ud af staten”, som hun opsummerede til TV-værten Dick Cavett i 1970. Det tilgav Port Arthur aldrig sin succesfulde steddatter – da Joplin døde, modtog forældrene utallige anonyme opkald, vekslende mellem ubehagelig tavshed i røret og decideret hånlatter.

Lidt større forståelse fandt Janis på universitetet. Efter hun havde fået sin studenteksamen i  1960 indledte hun studier på Lamar State College of Technology og, siden, University of Texas i Austin. ”Hun går med bare fødder, når hun har lyst, går i Levi's til undervisningen fordi de er mere behagelige og har sin autoharpe med overalt, i fald hun skulle få lyst til at bryde ud i sang. Hun hedder Janis Joplin”, lød en kærlig karakteristik, som under overskriften ”Hun vover at være anderledes” blev publiceret i universitetsavisen The Daily Texan.

Til forældrenes forventelige fortrydelse fuldendte Janis imidlertid ikke studierne, men fandt til gengæld ligesindede musikalsk makkere i Austin. Og i december '62 indspillede Janis What Good Can Drinking Do? i en vens lejlighed. Det er den ældste, eksisterende indspilning med Janis, og den udkom siden på soundtracket til portrætfilmen Janis fra 1975.

Vejen mod nordvest

Kort tid efter satte Joplin kursen mod San Francisco, desperat efter at komme væk fra Texas. Her slog hun sig i første omgang ned på Long Beach og siden i kvarteret Haight-Asbury, som i de følgende år blev hippiebevægelsens globale epicenter. Her mødte Janis den senere Jefferson Airplane-guitarist Jorma Kaukonen, og sammen indspillede de en række bluesstandarder, herunder Hesitation Blues, Nobody Knows You When You're Down & Out og Trouble in Mind . Samtidig grundlagde Janis et alarmerende blandingsmisbrug af amfetamin, alkohol og lejlighedsvist heroin. Og i maj holdt de nye venner i San Francisco en  fest for at rejse penge til en busbillet tilbage til Texas til Janis.

Tilbage i hjemstaten lagde Janis livsstilen om. Fotos fra perioden viser en frisk, borgerlig pige med højt hår og spadseredragt og Janis droppede da også både stoffer og alkohol og lod sig indrullere på sociologi-studiet på Lamar University i Beaumont. Hun tog dog stadig turen til Austin for at optræde solo, og da en forlovelse gik i sig selv, var Joplin snart på vej til Californien igen. Og denne gang kom hun ikke tilbage.

Denne gang blev det en ligesindet texaner, som lokkede Janis med tilbage til Stillehavskysten. Chet Helms havde allerede slået sig ned i San Francisco, hvor han fungerede som manager for det psykedeliske rockband Big Brother & the Holding Company. De havde allerede skabt sig et navn i Haight-Asbury, da Janis for anden gang ankom til San Francisco. Guitaristen Sam Andrew fortæller fra sit hjem i det nordlige Californien:

– Peter Albin og jeg begyndte at spille sammen i 1965. Vi kunne lide det, og det kunne folk tilsyneladende også, så vi tilføjede en bassist og en trommeslager, og til sidst fandt vi også en guitarist, James Gurley. I juni '66 øvede vi i San Francisco, da vores manager dukkede op med en kvinde, han havde gået på universitet med hjemme i Texas. Han havde fortalt om hende, og vi sagde bare ”fedt, bare kom med hende, så prøver vi at spille noget”. Vi stolede på ham, han var en god mand. Så han kom ind med Janis Joplin, og hun havde sådan nogle sko med såler af bildæk foruden cowboybukser og en arbejdsskjorte.

– Hun lignede en kvinde fra en lille by i Texas. Så spillede vi et par folksange sammen, for vi havde alle sammen spillet folkemusik før. Måske I Know You Rider eller sådan en. Og hun lød virkelig godt fra første tone, det var simpelthen bare en fantastisk stærk stemme, som skar igennem. Det var ikke subtilt som en Billie Holiday, men det havde en kant. Vi var et anerkendt band i San Francisco, og hun var en pige fra landet. Men hun hvilede i sig selv og var rolig og forretnings-agtig  fra starten.

Vidunderlig kemi

Allerede i december gik bandet i studiet for at indspille debutalbummet. Det skete mere eller mindre ved en tilfældighed, fortæller Andrew:

– Vi spillede i på en natklub i Chicago, og da de ikke betalte os nogen løn vidste vi ikke, hvordan vi skulle komme tilbage til San Francisco. Og så var der en mand, som tilbød at indspille os, og så ville han betale vores billet tilbage til San Francisco. Så vi indspillede pladen, og det var et jazzselskab; de var vant til rigtige musikere, som kom ind og indspillede et album på en eftermiddag. Virkeligt gode musikere. Så de hastede os igennem, og lyden var ikke ret god. Vi var ikke tilfredse med produktet.

– Siden er jeg kommet overens med det og har sagt ”ok, det lyder godt nok for en debutplade, det lyder som folk-rock, og det er ok”. Men det tog år at forlige mig med det. Og til at begynde med var hverken Janis eller nogen af os andre tilfredse med det. Vi havde allerede udviklet os væk fra det sted, hvor vi var da vi indspillede det. Hvis man er 22 er seks måneder eller et år lang tid; hvis man ser et fotografi som er et år gammelt synes man, at man ser meget anderledes ud. Sådan havde vi det med den plade.

Den 29. januar optrådte bandet ved en såkaldt Mantra-Rock Dance på San Francisco-spillestedet Avalon Ballroom, arrangeret af det lokale Hare Krishna-tempel og med Grateful Dead, Moby Grape og digteren Allen Ginsberg blandt de øvrige optrædende. Det var Joplins første større koncert med Big Brother, og ligeledes i begyndelsen af '67 indledte Janis et forhold til kollegaen Joe McDonald, forsanger i Country Joe & The Fish. Samlivet holdt kun nogle måneder, men til gengæld havde Janis etableret nære bånd til vennerne i Big Brother. Andrew beskriver i dag kemien i gruppen som ”vidunderlig”:

– For det første var det fedt overhovedet at have en kvinde med: vi havde hidtil været fire mænd i Big Brother, fire fyre som hang ud. Hvis der så kommer en kvinde – en hvilken som helst kvinde – så ændrer det alt. For det andet var Janis virkelig en morsom og interessant person, og James (Gurley, red.) var også sjov, så vi grinede meget. Havde en fed tid, simpelthen. Jeg ved egentlig heller ikke, hvor forskellige jeg vil sige vores baggrunde var. Hun sang folkemusik på natklubber og i kaffehuse; det havde vi også gjort. Og vi havde spillet den samme slags musik, de samme sange: Nobody Knows You When You're Down & Out, C.C. Rider og den slags. Det var også derfor, vi kunne spille sammen fra det øjeblik hun kom ind: vi kendte og kunne spille de samme sange.

Monterey Pop

Mens Janis allerede havde etableret sig et navn på San Francisco-scenen var det nationale gennembrud  lige om hjørnet. Og det blev ikke udløst af debutpladen, som i øvrigt først udkom i august. I foråret '67 undfangede The Mamas & The Papas-frontmanden John Philips idéen til, hvad der i realiteten skulle blive verdens første rockfestival: Monterey Pop i den californiske by Monterey.

Med store dele af den psykedeliske musiks pionerer baseret i netop Californien lå det lige for, men var på den anden side ikke uproblematisk: udover de rent logistiske udfordringer eksisterede en skarp adskillelse mellem Los Angeles-grupper som netop The Mamas & The Papas og The Byrds og – på den anden side – de hårdere og mere eksperimenterende S.F.-grupper. At Big Brothers koncert på Monterey virkelig var så afgørende en begivenhed, som mytologien vil det, er Andrew imidlertid ikke i tvivl om:

– Vi kunne se en uges tid inden, at det ville blive vigtigt. Rent professionelt og forretningsmæssigt modsatte vi os det, for vi fik ikke løn for det og vi vidste at alle Los Angeles-musikerne og deres managere ville løbe med pengene. Det var vi klar over, da vi gik ind til det, og der var nogle bands – som The Grateful Dead og Moby Grape – som ikke spillede der af samme grund. De følte, at de ville blive udnyttet. Det vidste vi, men vi vidste også, at der ville komme alle de her folk fra L.A., så vi ville lyde godt og øvede en uge op til festivalen. Og lød alligevel ikke ret godt, hvad så end moralen er på det.

Uanset Andrews ydmyghed i dag blev bandet og ikke mindst Janis præstation den eftermiddag i Monterey en regulær triumf, som kulminerede i en sitrende og elektrificeret udgave af bluessangerinden Big Mama Thorntons Ball & Chain. I dokumentarfilmen fra festivalen, Monterey Pop, kan man se et åbenlyst forbløffet publikum overvære seancen – inklusive kollegaen ”Mama” Cass Elliot fra The Mamas & the Papas, som former et tydeligt ”Wov” med læberne under finalen.

Året ud optrådte bandet fortrinsvis hjemme i Californien, men i begyndelsen af '68 var Big Brother & the Holding Company – nu ofte annonceret som ”Janis Joplin with Big Brother & the Holding Company” – klar til deres første turné til østkysten. Turnéen kulminerede den 7. april, hvor Janis og bandet deltog i en mindekoncert for borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King, som netop var blevet skudt og dræbt  i Memphis, Tennessee. Samme forår debuterede bandet på nationalt tv i The Dick Cavett Show, som Joplin siden skulle gæste ved yderligere tre lejligheder.

Billige fornøjelser

Tilbage i Californien fortsatte bandet sin flittige live-aktivitet, og i lyset af deres stadig bedre koncertform – og muligvis afskrækket af processen med debutalbummet – blev det besluttet, at andet album skulle indspilles live. Sådan skulle det imidlertid ikke gå. Andrew fortæller:

– Det skulle have været et livealbum; vi spillede i Detroit, Michigan, og tog båndene med tilbage til New York. Og de lød ikke godt, vi spillede ikke ret godt. Og så foreslog vores manager, at vi skulle lave nogle studieindspilninger. Det gjorde vi så, og de eneste sang på Cheap Thrills som er optaget live er faktisk afslutningsnummeret, Ball & Chain. Resten var studieindspilninger, eller liveoptagelser som vi tog og forbedrede i studiet. Så Cheap Thrills er et konstrueret, fabrikeret produkt.

Kunstig eller ej blev Cheap Thrills - med omslag af vennen Robert Crumb  – en massiv succes. Otte uger efter udgivelsen i august ramte albummet førstepladsen på Billboards albumhitliste. Samtidig med udgivelsen vendte gruppen tilbage til østkysten og gav koncerter på blandt andet Newport Folk Festival, og i december  blev det nationale gennembrud cementeret, da D. A. Pennebakers Monterey Pop ramte biograferne.

Snublen omkring

Ved udgangen af '68 var eventyret med Big Brother imidlertid allerede slut; Janis annoncerede sin afsked i begyndelsen af september, hvorefter gruppen tog afsked med sin sangerinde ved tre koncerter på Fillmore West. Baggrunden for bruddet var ligeså frustrerende som forudsigelig. Joplin ville gribe momentum og videre i karrieren; Big Brother var næsten som familie, men de var også autodidakte musikere – eller glade amatører, om man vil. Som Janis sagde et par år senere: ”Jeg elsker de fyre mere end nogen andre i verden, og det ved de. Men hvis jeg havde nogen som helst seriøse forestillinger om mig selv som musiker, var jeg nødt til at gå”. Andrew fik beskeden før de andre:

– Hun fortalte mig tre måneder før de andre, at hun ville bryde op. Hun sagde, at hun havde spurgt de andre, om vi ikke kunne få en organist og nogle horn med. Og de havde sagt nej, så nu overvejede hun at skride. Jeg sagde: ”jeg ville virkelig ønske, at du kunne vente lidt. Men hvis du ikke kan, skal jeg nok hjælpe dig med at samle et band”. Uden at jeg havde nogen anelse om, at jeg selv skulle være med. Så det gik der noget tid med; jeg ringede rundt til guitarister og sagde ”Janis er ved at danne et nyt band, vil du være med?”. Meget af den slags. Og til sidst, hen mod slutningen, spurgte hun så, om jeg ville fortsætte sammen med hende i det nye band. Og jeg sagde ja.

Realiseringen af Janis' vision om et fuldbårent soul-ensemble blev imidlertid ikke uproblematisk, trods Andrews assistance. ”Da vi fortsatte ind i Kozmic Blues Band anede hun ikke, hvordan man skulle lede et band. Hvordan man skulle udvælge en bassist eller en guitarist. Der var meget snublen omkring, og hun var meget usikker på hele processen”, som Andrew siger.

Lille blå pige

Med Andrews på guitar og Brad Campell på bas talte Kozmic Blues Band både et medlem af Big Brother og et fra Joplins sidste band, Full Tilt Boogie, foruden blæsere og skiftende trommeslagere og tangentspillere. Bandet er da også ofte blevet set som en overgangsperiode, men i realiteten blev '69 året, hvor Joplin ramte stjernerne – og begyndte den nedtur, som sluttede det følgende efterår på Landmark Motor Hotel i Hollywood. Stofmisbruget var eskaleret; kilder taler om et dagligt heroinforbrug for 200 dollars, mens Andrew i dag nøjes med at bemærke:

– Hun drak altid meget, tog altid mange stoffer. Hun havde jo været i San Francisco en gang før, inden jeg kendte hende,  hvor hun næsten slog sig selv ihjel med methedrin og speed. Så hun tog tilbage til Texas og sagde ”åh, det gør jeg aldrig igen. Jeg gifter mig med en eller anden fyr og slår mig ned. Vi bliver lykkelige”, og så videre. ”Aldrig mere stoffer”, du ved. Men hun havde altid en stor appetit. Og da hun kom tilbage, tog hun flere stoffer, end jeg gjorde, det er helt sikkert.

Andrew tilskriver invitationen om at følge med over i det nye band Joplins usikkerhed i situationen:

– Vi var bedste venner og formentlig dem i bandet, som var tættest. Vi skrev mange sange sammen og var glade for det samarbejde. Men i virkeligheden tror jeg, at hovedårsagen var, at hun var bange for at tage det skridt. Hun ville have et sikkerhedstæppe med, og det var så mig. Og jeg havde jo også tilbudt at hjælpe hende. Hvis hun havde spurgt andre i Big Brother og sagt, at hun overvejede at sige farvel, ville de utvivlsomt have bebrejdet hende. Bassisten ville sikkert have sagt ”Åh nej, nej, det kan du ikke gøre, du sælger ud, det er et dårligt træk” og så videre. Og det gjorde jeg ikke, og det satte hun sikkert pris på. Hun vidste, at jeg forstod hendes frustration og behovet for at gøre noget andet.

Bandet debuterede i Memphis i december '68; i februar fulgte en mere medfølende end begejstret anmeldelse i Rolling Stone Magazine. Ved starten af april var bandet klar til at indtage Europa – inklusive en koncert i KB Hallen på Frederiksberg, som blev Joplins eneste danske optræden. Bandet havde fundet formen, og også mere praktiske forhold bidrog til et positivt udfald:  det var simpelthen mere besværligt for bandet – og ikke mindst dets to heroinmisbrugere Joplin og Andrew – at skaffe stoffer i Europa.

– Kozmic Blues Band spillede aldrig særlig godt hjemme i staterne, men da vi tog på den europaturné havde vi lært at spille sammen. Bandet lød godt, Janis lød godt. Der har formentlig været færre stoffer, fordi vi var i Europa og forsøgte at opføre os så godt som muligt. Bandet havde nået et punkt, hvor det var blevet rigtig godt. Janis var god og fortrolig med bandet, og den turné inkluderede nogle af de bedste koncerter med Kozmic Blues Band overhovedet. Og så kom vi til Danmark, hvor promotoren Knud hentede os og vi morede os gevaldigt. Jeg kan huske vi delte plakat med Peter Green, som lige havde forladt Fleetwood Mac, og han og Janis kunne rigtig godt lide hinanden, husker Andrew.

Janis selv var mindre begejstret: da hun senere samme år vendte tilbage til Dick Cavett Show klagede hun over en forfærdelig tur til Europa og et angiveligt mere reserveret publikum end hjemme i staterne. Også Tom Jones fik besøg af Janis i sit eget Tv-show det år, hvor de to sang duet på soul-standarden Raise Your Hand. Janis var dog langt fra imponeret over det såkaldte sexsymbols gammeldags gøren kur til kvinderne backstage. Janis:

– Efter showet tog jeg fat i ham og sagde, ”ved du, hvad dit problem er? Jeg har regnet dig ud (det var jeg fuld nok til at sige); du kan ikke lide at være sammen med en kvinde. Du vil erobre en, snakke hende med i seng. Vel, lad mig sige dig en ting: sådan foregår det ikke længere. Kvinder – tro det eller lad være – kan lide det det ligeså godt som mænd. Hvis ikke mere.

Den selvsikre og til tider brovtende attitude var imidlertid kun en overflade; til omgivelserne klagede Janis over ikke at kunne holde på mændene, og selve sangskrivningen er da også gennemsyret af denne offerrolle. Eksemplerne er legio, også på Joplins tredje album, som udkom i sommeren '69. ”I feel so useless down here / with no one to love / though I've looked everywhere”, som Joplin synger i albummets store finale Work Me, Lord.  

Kosmisk blues

Gruppen gik i studiet i juni, umiddelbart efter hjemkomsten fra Europa, og i et forsøg på at holde Janis fra stofferne insisterede producer Gabriel Mekler på, at Janis skulle bo hos ham under optagelserne. I Got Dem Ol' Kozmic Blues, Mama ramte butikkerne i september. Selvom San Francisco-skribenten Ralph Gleason i en artikel opfordrede Janis til at ”gå tilbage til Big Brother (hvis de vil have hende)” var modtagelsen udmærket. Den matchede dog ikke successen med Cheap Thrills det foregående år, og Joplin foretog fortsat løbende udskiftninger i gruppen.

Heller ikke gruppens koncert på Woodstock Music & Art Fair søndag den 17. august forløb, som Janis ønskede. Hun blev fløjet ind i helikopter sammen med en gravid Joan Baez, og da alt var forsinket tilbragte Joplin de mange timers ventetid med druk og heroin sammen med veninden Peggy Caserta. Det var en synligt stenet Joplin, som gik på scenen efter Creedence Clearwater Revival i de tidlige morgentimer. Og efterfølgende fik Janis forhindret, at hendes optræden blev inkluderet på albumudgivelserne og filmen fra festivalen, som udkom det efterfølgende år.

Umiddelbart inden festivalen havde Joplin – formentlig efter råd fra manageren Grossman – fyret sin gamle ven og kollega Sam Andrew: 

– Vi brugte begge heroin, og de sagde ”åh, vi må stoppe det”. Og eftersom man ikke kunne fyre Janis, fyrede man mig. Og det var et problem: vi skrev næsten ingen sange, og tingene udfoldede sig simpelthen ikke som de burde. Ærgerligt. Så hun fyrede mig, formentlig efter at have drøftet det med Albert Grossman, hendes manager. Vi tog meget heroin, især os to. Og hun prøvede at redde sit liv, sit band og det hele. Så det var det. Vi var bedste venner, så det føltes ret underligt. Men jeg forstod det godt, samtidig, reflekterer Andrew, som vendte tilbage til Big Brother & The Holding Company.

Som erstatning hyrede Janis den canadiske guitarist John Till, som sammen med  Kozmic Blues Bands bassist Brad Campell kom til at udgøre grundstammen i Joplins sidste band. For Joplin var utilfreds og allerede på vej videre. Andrew:

– Det imploderede hele tiden; hun udskiftede hele tiden trommeslagere og andre bandmedlemmer. Hun vidste som sagt ikke, hvordan man skulle lede et band. Så det var svært. Men hun ville gerne have et stort soulband, ligesom Aretha Franklin eller Tina Turner. Og så ændrede det sig pludseligt til, at hun ville tilbage til et band som Big Brother – du ved, fem mennesker. Så hun hyrede de her canadiere, og det var et glimrende band. Hvis hun ikke var død, ville de have været hendes bedste band. Som det er, synes jeg, at Big Brother formentlig var hendes bedste band.

Festivalekspressen

Kozmic Blues Bands sidste koncert blev i Madison Square Garden senere på året, hvor Paul Butterfield og Johnny Winter dukkede op som gæster. Sammesteds havde Joplin kort forinden gæsteoptrådt ved en koncert med Ike & Tina Turner. ”Så fuld, stenet og ude af kontrol at hun kunne have været en psykiatrisk patient grebet af mani”, beskrev hendes agent Myra Friedman siden den optræden.

Ved indgangen til 1970 tog Janis til Rio de Janeiro i et forsøg på at droppe heroinmisbruget – som hun dog straks genoptog ved hjemkomsten til Californien, hvor hun havde købt et hus i lillebyen Larkspur. Her var elskeren og drukkammeraten Kris Kristofferson fast inventar. En anden hyppig gæst var Andrew, med hvem Janis indledte et forhold i månederne op til sin død:

– En aften sagde hun bare, ”hey, lad os være sammen”. Og da kunne jeg gøre det, fordi jeg ikke var med i hendes band længere. Jeg bryder mig ikke om at gøre den slags med folk, som jeg er i et band med. Så vi gjorde det, og det var en smuk og blid stund. Vi havde sex, det var rart, og jeg skatter den oplevelse. Men samtidig kendte jeg Janis, og kendte mig selv, og vidste at der ikke ville komme noget ud af det. Sådan var det bare.

Denne gang spillede Janis selv en vigtig rolle i sammensætningen af bandet, Full Tilt Boogie. ”Det er mit band. Endelig er det mit band”, sagde hun, og i maj '70 begyndte gruppen at turnere, og ved udgangen af juni deltog bandet i den stjernespækkede tog-turné gennem Canada, Festival Express. Det var kort efter, Janis havde deltaget i en angiveligt (og forudsigeligt nok) ikke særligt vellykket gymnasie-genforening hjemme i Port Arthur og givet en sidste optræden hos Dick Cavett.

Full Tilt Boogie gav sin sidste koncert den 12. august i Boston; et par uger senere checkede Joplin ind på Landmark Motor Hotel i Hollywood Heights nær Sunset Sound Recorders, hvor bandet skulle indlede indspilningerne til næste album. Det fører for vidt her at referere de følgende uger i detaljen; Janis plejede en affære med en 21-årig kokainpusher og Berkeley-studerende, mens indspilningerne skred fremad hen over efteråret.

Svanesang

Den 4. oktober kørte bandets road manager John Cooke til hotellet, efter at Janis ikke var dukket op til dagens indspilninger. Obduktionsrapporten fastslog dødsårsagen til at være en overdosis heroin; et uheld hvis mest sandsynlige årsag var, at Janis enten havde taget en usædvanligt stor dosis eller – mere sandsynligt – fået leveret en renere heroin end sædvanligt. De sidste bestyrkes af, at der var flere lignende dødsfald i L.A.-området samme uge.

Pearl udkom i januar '71 og ramte førstepladsen på Billboards albumhitliste. Også Joplins fortolkning af Kristoffersons Me & Bobby McGee ramte nummer et, og såvel singlen som albummet står som en værdig svanesang over en kort og usædvanligt intens karriere. Over telefonen til Marin County, Californien, stiller jeg spørgsmålstegn ved rimeligheden i at Joplin så ofte er blevet fremstillet som et offer i sin eftertid. Sam Andrew er tavs en  stund, så siger han:

– Kvinder som Billie Holiday, Edith Piaf, Judy Garland og Janis fremstillede sig selv som ofre. Men mens de var i live, morede de sig altså mere end de fleste. Janis mere end nogen andre, jeg har kendt. De havde det skønt, så hvordan kan de være ofre? De var chefer, de bestemte, de havde masser af penge, skrev en masse sange og sang så fremragende. Men jeg ved, at hun havde et indre billede af sig selv som en stakkels lille pige. Og det kan intet tage væk.

Fire af de store

Janis Joplin nåede kun at udgive fire studiealbum, hvortil kommer en lang række posthume antologier og liveoptagelser. GAFFA guider dig til de vigtigste.

  1. Cheap Thrills. CBS 1968. Gennembrudspladen med personlige fortolkninger af Ball & Chain, Summertime og Piece Of My Heart er en hjørnesten i sentressernes amerikanske rockmusik.
  2. Live at the Carousel Ballroom. Sony 2012. At Big Brother & The Holding Company var bedre live end i studiet dokumenteres eftertrykkeligt på denne veloplagte koncertoptagelse fra bandets kreative klimaks i '68.
  3. I Got Dem Ol' Kozmic Blues, Mama. CBS 1969. Joplins bud på et fuldbårent soul/blues-album, komplet med Motown-blæsere og fremragende sange som One Good Man, Little Girl Blue og Joplins selvskrevne titelnummer.
  4. Pearl. CBS 1971. Det posthume pragtværk var endnu ikke helt færdigt ved Janis død i oktober '70. Men færdigt nok til at blive en regulær rockklassiker, som da også ramte en førsteplads på Billboards albumhitliste efter udgivelsen i januar '71.

LÆS OGSÅ: GULD FRA GEMMERNE: Kick out the Jams, motherfuckers!: En samtale med Wayne Kramer

Hør Pearl:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA