x

Her er årets 20 bedste udenlandske album

Her er årets 20 bedste udenlandske album

GAFFAs samlede skribentstab har endnu en gang skuet tilbage på året, der gik, og i fællesskab – ved prioriteret afstemning – kåret de bedste album i ind- og udland. Musikåret 2020 har, corona eller ej, været præget af mange spændende udgivelser i alverdens genrer, og der var som sædvanlig tæt opløb om pladserne. Klik på albumtitlerne for at læse GAFFAs anmeldelser.

NB: Afstemningen havde deadline 1. november af hensyn til det trykte GAFFA, og derfor har plader, der udkom herefter, ikke været i betragtning. Det har plader, der udkom mellem 1. november og 31. december 2019 derimod været.

20 Georgia: Seeking Thrills

Domino Records / Playground Music

Albummet er til de syndige og de mærkelige, som nu endelig bliver omfavnet af en artist, der forstår at sætte ord på livet i en metropol. Seeking Thrills er britiske Georgias andet album, og selvom vi skriver 2020, er det uden tvivl lyden af et dansegulv under Londons travle gader i 1989. Den unge brite bryder med kassetænkning og ensrettede genrer. Et velproduceret, intelligent og ungdommeligt album, og vi bliver mindet om, hvor fantastisk det føltes, sidste gang dansegulvets spænding nåede helt ind i hjertekulen.

19 Ava Max: Heaven & Hell

Atlantic Records / Warner Music

Både (selv)iscenesættelsen og sangene står skarpt på popalbummet Heaven & Hell: En ambitiøs, dansevenlig sangcyklus om empowerment, kærlighedens vanvid og om at omfavne sin outsider-position. Temakredsen etableres med den feministiske banger “Kings & Queens”. I det hele taget må man sige, at Ava Max på særdeles stilsikker vis puster nyt liv i det foreliggende formsprog, adskillige tracks står ud som potentielle signatursange, og hitpotentialet er indlysende.

18 Kylie Minogue: Disco

BMG

Giver man albummet tid og tålmodighed, gror det på én og giver et charmerende og positivt mix af disco-ånd og den dansepop-lyd fra de tidlige 2000’ere, der passer så perfekt til Kylie. Bundniveauet på albummet er – som altid hos Kylie – højt. Faktisk højere end normalt, hvilket gør det til hendes måske bedste i ti år. "Say Something", "Real Groove", "Dance Floor Darling" og "Magic" har alle en lille knivspids af den rigtige pop-magi.

17 Catherine Anne Davies & Bernard Butler: In Memory of My Feelings

Needle Mythology

Hvad får du, hvis PJ Harvey stod i fronten for Fleetwood Mac og Suede? Det får du svaret på hos Catherine Anne Davies og Bernard Butlers nye gamle album. Den var egentlig klar til udgivelse i 2014. Problemet var, at ingen gad at udgive den. De gav ikke op. Kæmpede utrætteligt videre. Catherine Anne Davies, der ellers havde gang i en rost solokarriere som The Anchoress og tidligere Suede signaturguitarist, sangskriver-es og producer Bernard Butler. Det skal de begge have tak for. For det viser det bedste af begge deres ubestridelige talenter.

16 Perfume Genius: Set My Heart on Fire Immediately

Matador Records / Playground Music

Den musikalske iscenesættelse er stadig en synthpop iklædt r&b. Men melodierne er blevet mindre kantede, hvilket har åbnet for en stor strøm af varme, hvor Mike Hadreas' vokal troner majestætisk i sin vekselvirkning mellem hviskende falset og formfuldendt croon. Skåret ind til benet er Set My Heart on Fire Immediately en smuk åbenbaring, der giver plads til de modsatrettede følelser i en række overbevisende numre. Lyt bare til ”Just a Touch”, der på smukkeste vis indrammer kernen i albummets sange.

15 Haim: Women In Music Pt. III

Polydor Records / Universal Music

Der må være nogle gode gener i Haim-familien. Det er de tre søstre Alana, Danielle og Este med deres finesse for fede strenge og himmelske harmonier et stærkt eksempel på. Deres tredje studiealbum Women in Music Pt. III er på gaden, hvor powerpop-trioen har kastet deres velkendte musik-formler ind i nye sammenhænge, som holder vand. Der er blevet kælet for lyden på denne udgivelse, hvor sangenes C-stykker byder på alt fra syrerock-elementer til mere poppede, Fleetwood Mac-inspirerede harmonier og instrumentføringer.

14 Mac Miller: Circles

REMember Music / Warner Music

Man fornemmer nødvendigheden i albummet, og naturligvis er det let at tillægge et afgået koryfæ langt større geni, end hvad godt er. Men Circles er et helstøbt værk, der tager ånden fra Swimming og skaber en afrundet oplevelse, som ligger i samme afslappede reflekterede liga som Frank Ocean og Hans Phillip. Jon Brion har tydeligt taget sit talent for at skabe lydsporet til bittersøde, eftertænksomme dramaer med sig i studiet for at dyrke melankolien og de eftertryggelige budskaber, som Malcolm McCormick har efterladt os.

13 Sufjan Stevens: The Ascension

Astmathic Kitty

Sufjan leverer nok engang på både det lyriske og musikalske plan, og det spraglede, mørke musikalske kludetæppe lægger en mere end solid bund under den frustration, han med sikker hånd udtrykker. Den stigende pessimisme er ikke nødvendigvis nogen fest at lægge øre til, men Stevens formår at gøre den både dybt personlig, vedkommende og relaterbar. Albummets 80 minutter føles ikke et sekund for langt, når man har hørt de sidste af mange gentagelser af “Don’t do to me what you did to America” ringe ud.

12 Stormzy: Heavy Is the Head

Atlantic Records / Warner Music

Med en raffineret blanding af moshpitvenlig grimerap, dybdegående samfundskritik og morsomme punchlines er britiske Stormzy i gang med at bane vejen til verdensherredømmet. På sit andet studiealbum, Heavy Is the Head, går han således sin sejrsgang i et væld af forskellige stilarter, mens han nikker anerkendende til tidligere regenter og stikker midterfingre i ansigtet på det repræsentative parlament. Stormzy har begået et fuldendt album, der til trods for afstikkere i flere retninger rammer et virkelig stabilt slutprodukt.

11 Bob Dylan: Rough and Rowdy Ways

Columbia Records / Sony Music

En poetisk pragtpræstation i smagfuld musikalsk gestaltning, digte iklædt kontrabas, akustiske og elektriske guitarer og trommer spillet med whiskers. For ikke at tale om en vokal, som minder om, at Dylan – trods stædige påstande om det modsatte – er en gudsbenådet, ekspressiv sanger. Stemningerne changerer mellem blå og blodrødt, og utallige stemmer taler ind over hinanden i en dystopisk drømmeverden, hvor fortid og nutid, fakta og fiktion er forskellige sider af samme sag.

10 Taylor Swift: Folklore

Republic Records / Universal Music

Alle sangene på folklore er organiske og autentiske, og mest af alt afslappede. Som om Swift for en gangs skyld ikke har haft travlt med at overbevise nogle af sine mange haters om noget som helst. folklore er skabt i tæt digitalt samarbejde med Aaron Dessner fra The National, der har co-skrevet og produceret 11 ud af albummets 16 numre. Og netop dette nye samarbejde synes at være et pletskud, der kan tilskrives både pladens stilmæssige røde tråd og vellykkethed. 

9 The Weeknd: After Hours

Republic Records / Universal Music

Vi er et skridt tilbage mod Starboy fra den indadvendte My Dear Melancholy. Abel Tesfaye har heldigvis fundet frygtløsheden frem, og nøjagtig som det eminente "Secrets" lånte fra Romantics og Tears for Fears, bliver der elegant løftet fra Elton Johns "Your Song" med balladen "Scared to Live". Det bliver aldrig mærkeligt eller kikset, når Weeknd stjæler, og det er svært ikke at forestille sig, at meget af det andet også er lånt potentiale, der bare lyder forbandet naturligt for et popmusikalsk naturtalent som ham.

8 Phoebe Bridgers: Punisher

Dead Oceans / Playground Music

Punisher er noget så sjældent som et perfekt sammenskruet album, med en start og en slutning. En plade med en personlighed i front, der ved, hvad hun vil, hvor hun vil hen, og hvordan det skal gøres. En kvinde, der tør balancere det vittige, det skrøbelige, det brutale og det personlige på en yderst original måde. Det er lang tid siden, vi har siddet med et så helstøbt album i folk- og songwriter-genren. Samtidig er det også en væsentlig fornyelse af genren, som man kan lære meget af.

7 Matt Berninger: Serpentine Prison

Concord Records / Universal Music

Serpentine Prison byder ikke på de store overraskelser og er på mange måder, hvad man kunne forvente af et soloalbum fra The National-sangeren. Vi ville gerne skrive noget i retning af, at ”man naturligvis savner Dessner-brødrenes musikalske hittepåsomhed”, men det gør man faktisk ikke. Numrene er nænsomt iklædt lydbilleder, der med let afsæt i soul og country fremhæver deres styrker og kvaliteter. Der er måske ingen støjende rockudladninger, buldrende trommer eller elektroniske strejf, til gengæld er der rigelige mængder varme og dybde i både musik og vokal.

6 Gorillaz: Song Machine, Season One: Strange Times

Parlophone Records / Warner Music

Strange Timez virker fokuseret og fuldendt, selvom den skyder med spredehagl mod alle tænkelige musikalske tendenser. Måske har det noget at gøre med ”en sang om måneden”-formatet, som Damon Albarn arbejder med, eller også har det noget at gøre med, at Albarn virkelig har gravet dybt efter kollaboratører. At have Robert Smith, Beck, St. Vincent, Elton John og Peter Hook på samme album som en langt række nyere rappere og afrikanske musikere er stadig bemærkelsesværdigt. Men sangene på Strange Timez er den ultimative redningsvest.

5 Christine and the Queens: La Vita Nuova

Because Music

Christine and the Queens synger sin ensomhed, præcis som det føles med ord som ”You say you love me, now I doubt it”, “First you give me so much and rot away (…) Feelings are lost and mine are overrated” og ”I’ll write a song about you now, pretend that you’re the one with me” fra henholdsvis “I Disappear In Your Arms”, “Nada” og “Mountains (We Met)”. Sætninger, der giver genklang i ens indre, når de synges ud oven på elektroniske melodier. Med sine konstante skift mellem at vinde og tabe kampen til mørket rammer La Vita Nouva lige, hvor den skal.

4 Fiona Apple: Fetch the Bolt Cutters

Epic Records / Sony Music

Sangeren, sangskriveren og pianisten er tilbage med et helt igennem forrygende og meget velproduceret album med direkte tekster, til tider med tydelige feministiske undertoner, og sprød kontrabas og alsidigt slagtøj i en central rolle. En kunstner, som fortjener et langt større publikum herhjemme. Hun er nemlig ikke spor svært tilgængelig, men umiddelbar og imødekommende, samtidig med at tekst og musik rummer så mange lag og nuancer, at albummet bliver ved med at åbne og udfolde sig ved genlytninger.

3 Tame Impala: The Slow Rush

Caroline Records

For dem, der har fulgt med, burde det næppe være en overraskelse, at det meste af The Slow Rush er helt elektronisk. Åbningsnummeret "One More Year" starter som en bizar krydsning mellem Panda Bear og Boards of Canada, og derefter fortsætter den finurligt sammenkogte dansemusik til den mesterlige afslutning "One More Hour". Undervejs er der også masser af sprød, ambitiøs og tilfredsstillende produktion at nyde samt masser af godbidder til fansene. Eksempelvis "Borderline”, der giver mindelser om Bee Gees. Lækker, dansevenlig tristesse.

2 Run the Jewels: RTJ4

Jewel Runners

Mens Amerika står i flammer, og en virusinficeret verden skriger sig hæs i higen efter retfærdighed, er altid træfsikre Run the Jewels klar med soundtracket, og det er hårdt og tungt. Jamie og Mike har alle dage været socialt bevidste, og harmen og indignationen er på ingen måde aftaget, så de efterhånden uhyggeligt realistiske dystopier fra deres mesterlige tredje album fortsætter på RTJ4. De har fået mere end nok af al verdens bullshit, og det kan mærkes på en plade, der sitrer af intensitet og helhjertede indsatser fra Mike og El-P.

1 Dua Lipa: Future Nostalgia 

Warner Music

Dua Lipa har valgt at udgive et tætpakket album, hvor hvert track ikke blot er utrolig velskrevet og velproduceret, men også i høj grad trækker tråde tilbage til musikhistorien og ind i en moderne kontekst.  

Her er Giorgio Moroder-associerende guitar-riffs og Daft Punk-vocoders i titelnummeret, disko-bas og strygere på “Don’t Start Now”, 80’er-synth og trommemaskiner på “Cool”, Flashdance-referencer i “Physical” og et INXS-sample på “Break My Heart”. For bare at fremhæve et par eksempler.

Kort sagt tager Dua Lipa dig med en tur rundt på dansegulvet gennem de sidste fire årtier. Og hun formår at smelte lyden af kvindelige ikoner som Madonna, Kylie Minogue, Donna Summer og Olivia Newton-John sammen til en funky smeltedigel af moderne retro-pop og samtidig gøre det til sin helt eget udtryk. 

I centrum af sangene står Lipas rå og kraftfulde stemme, der med snappy oneliners ikke er bleg for at proklamere sig selv som en female-alpha, der tør tage chancer i pop-land. 

LÆS OGSÅ: Redaktionen har talt: Her er årets 20 bedste danske album


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA