x

SEBASTIAN-INTERVIEW: I drømmenes tjeneste

SEBASTIAN-INTERVIEW: I drømmenes tjeneste

Sebastian fejrer 50 års jubilæum med stor bandturné. GAFFA har talt med den levende legende om sangene, drømmene og et langt liv i musikkens tjeneste

Det er en af dansk musiks absolutte sværvægtere, som dette forår fejrer sit 50 års jubilæum med en knap 30 koncerter lang turné gennem landet. Det var tilbage i 1971, en 21-årig Sebastian pladedebuterede med det engelsksprogede album The Goddess – og samme år, han udsendte sin første dansksprogede sang i skikkelse af singlen ”Lossepladen bløder”.

Hip med Steppeulvene var udkommet fire år før, husker Sebastian i dag og fortsætter: – Jeg var samtidig med Skousen & Ingemann, og vi havde en tæt ting kørende: Jeg spillede ved flere lejligheder i pausen ved deres koncerter i ’71, hvor jeg havde udsendt ”Lossepladsen bløder”, men ikke var særligt kendt endnu. Mit folkelige gennembrud kom først med Den store flugt i 1972. Peter Ingemann spillede også bas på begge mine første album, og det var hans band – No Name – som bakkede mig op på ”Lossepladsen bløder”. Hvis du har singlepladen, kan du se, at der på bagsiden er et billede af No Name og jeg sammen i et badekar. Og Niels Skousen skrev nogle ord til pressemeddelelsen, som blev sendt ud i forbindelse med udgivelsen af ”Lossepladsen bløder”. Så jeg fik lyttet en del til deres ting på det tidspunkt.

Artiklen fortsætter under sangen

Den store flugt

GAFFA har sat legenden – med det borgerlige navn Knud Christensen – stævne til et stort interview i anledning af jubilæumsturnéen. Om livet, karrieren og ikke mindst de stærke sange, som har gjort Sebastian til en af alle tiders største, danske sangskrivere. Vi spoler tiden tilbage til 1972, hvor danskerne stemmer ja til medlemskab af EF – og hvor rockmusik på modersmålet stadig er et nyt fænomen:

– I ’72 kom jeg gradvist ind i nogle andre musikalske sammenhænge. Jeg var tilknyttet folkeklubben I Mikroskopet inde på H.C. Andersens Boulevard, hvor jeg spillede hver onsdag aften gennem det meste af 1971. Og i ’72 medvirkede jeg i opsætningen af musicalen Jesus Christ Superstar på Falconer Teatret, hvor jeg mødte nogle af de musikere, som jeg siden kom til at arbejde sammen med – blandt andre Alex Riel, fortæller Sebastian.  

Mens den politiske, marxistiske diskurs prægede meget af den progressive populærmusik i starten af 70’ern, ville Sebastian noget andet med sine sange.

– Jeg havde det ikke specielt godt med den meget firkantede, politiske retorik. Jeg gjorde op med den i sangen ”Balladen om Anton” i ’75, hvor jeg sang: ”Er det Lenin, Marx eller Mao / vi først skal skændes om / så kender jeg én, som føler sig røvet / hans navn er Anton”. Det var min fornemmelse, at den intellektuelle, politiske diskussion røg hen over hovedet på mange såkaldte almindelige mennesker. Jeg havde ingen intention om at gå ud og slås for en ren, marxistisk ideologi. Det havde også noget at gøre med mine oplevelser senere i halvfjerdserne, hvor jeg bosatte mig i Norge, fordi jeg havde fundet en norsk pige. Hun var stærkt tilknyttet den norske Kvindefront, så der var virkelig gang i kvindesagsdiskussionerne. Så der blev diskuteret meget politik i de år, også derhjemme.

– Men jeg ville gerne have, at sangene og ikke mindst musikken skulle løfte noget, ikke mindst i samværet med andre mennesker. For mig har der altid ligget et paradoks dér: At jeg har spillet så meget som solist, men samtidig fundet mig rigtig godt til rette i nogle store, sociale sammenhænge. Både da jeg gik på kostskole, og da jeg mange år senere gik ind og fungerede som instruktør på amatørteater. Midt i solist-arbejdet har der ligget en længsel efter at være en del af et større fællesskab.

Artiklen fortsætter under sangen

Historiens hjul

Jeg kan ikke lade være at spørge veteranen Sebastian, hvad han tænker om nutidens fornyede fokus på ligestilling, kønsdiskrimination og kvindekamp. ”Der er nogen, som ikke har hørt efter. For kvindesagen var jo i meget høj grad oppe og vende i halvfjerdserne – og så kom der en modreaktion”, siger han og uddyber sin pointe:

– Da hippiefaren så sin søn komme ind ad døren med kort hår, jakkesæt og stressmappe, vidste han, at hippietiden var forbi. Efter ungdomsoprøret kom en periode, som var meget straight, meget kapitalistisk: Man vendte tilbage til nogle dyder fra før hippietiden. Det virker lidt som om, at tingene går i ring. I firserne kunne man tydeligt se, hvordan nogle af de ting, som kvindebevægelsen havde bygget op, begyndte at blive slået tilbage. Inden for underholdningsbranchen fik vi standup-komikken, hvor vittighederne meget langt hen ad vejen handlede om røv, pik og patter. For mig at se var den dyrkelse af vulgariteten en afart af, en ventil for hele tidens dyrkelse af kontoret, pengemaskineriet og forestillingen om, at enhver er sin egen lykkes smed.

– Det er meget interessant, at det netop var i det forum – Zulu Awards – at Sofie Linde gik ind og leverede sit budskab om manglende ligestilling. Jeg så klippet med Lindes tale og dét, som fulgte umiddelbart efter. Det var komikeren Fuhlendorff, som havde to jokes, hvoraf den ene handlede om, at hans barn havde skidt i bleen. Så var vi ligesom nede på det dér platte niveau igen. Så det var interessant, at Linde valgte det forum. Men det var jo ikke fordi, den kamp ikke allerede har fundet sted for 40 år siden. Vi har været der før. Og nu, hvor kvindebevægelsen igen er stærk, får vi utvivlsomt også en modreaktion igen.

Drøm versus virkelighed

Den store flugt udkom i 1972 og står tilbage som en af dansk rocks største klassikere. Albummet er ofte blevet kaldt en slags epilog over hippiedrømmen. Men giver den udlægning overhovedet mening for manden bag?

– Pladen fortæller en historie om en pige, som lever i sin barndoms eventyr- og drømmeverden. Siden kommer hun ud i virkeligheden og på fabrik og begynder at tage stoffer – blandt andet fordi hun ude i virkeligheden ikke kan finde de eventyr, hun søger. Hun kan ikke finde det eventyrlige i hverdagen; virkeligheden, hun befinder sig i, lever ikke op til hendes drømme. Derfor ender hun med at krakelere og gå til grunde. Så i den forstand er den fortolkning, du nævner, rigtig nok. Men historien er også et billede på, hvor jeg selv var på det tidspunkt. Jeg har ikke selv taget stoffer – bortset fra et par enkelte gange, hvor nogen har puttet det i min øl eller kaffe.

– Til gengæld kendte jeg godt til det hårde arbejde, industriarbejdet: Jeg har også været ude og grave grøfter og passe alle mulige andre manuelle jobs, inden jeg slog igennem. Så det handlede både om min egen drøm og om hippiedrømmen, som blandt andet fandt udtryk i festivalernes opkomst. Drømmen om at gøre nogle ting på en anden måde. Jeg kom selv fra en borgerlig baggrund, min far var militærmand, og jeg flyttede hjemmefra, fordi jeg ikke kunne holde dén stramhed ud. Så det er også til dels min egen flugt, som er beskrevet på Den store flugt.

Selvom det var Den store flugt, som sikrede Sebastian et folkeligt gennembrud, er den ikke nødvendigvis hovedværket i sangskriverens egen optik. ”Jeg har lavet andre plader, som jeg synes er lige så vigtige som Den store flugt”, siger Sebastian og uddyber:

– Jeg tror, det var musikbladet MM, som kaldte Blød lykke – mit fjerde album – for en ”dansk Sgt. Pepper”. Det kan man mene om, hvad man vil, men der var nogle musikalsk ambitiøse ting på det album. Hvor Den store flugt var mere løs i koderne, har Blød lykke nogle heftige og ret stramme numre. Åbningsnummeret ”Enebarn – vidunderbarn” er et heftigt rocknummer, som samtidig rummer både det drømmeagtige og den musikalske rejse, som har været så vigtig for mig. Noget af det var til stede allerede på Den store flugt og på opfølgeren Over havet under himlen.

– På Gøgleren, Anton og de andre vendte jeg tilbage til nogle rødder: Man kan ikke sammenligne dem sprogligt, men musikalsk set kan du godt sammenligne Gøgleren... med min debut The Goddess. Jeg vendte tilbage til en mere enkel måde at arrangere sangene på, i en slags country/folk/pop-regi. Det er ikke de store, drømme-musikalske rejser. Og en sang som ”Balladen om Anton”, som jeg citerede før, er jo klart politisk. Mine plader i midten af halvfjerdserne nåede ikke samme popularitetsniveau som Den store flugt og Over havet, under himlen. Måske var mine sange i den periode ikke poppede nok til at nå det helt store publikum – de var for specielle, på en eller anden måde. Det var først i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne, at jeg igen nåede de salgstal, som jeg havde oplevet i 1972-73.

Artiklen fortsætter under sangen

Tiderne skifter

Tiderne skifter var ikke bare titlen på Sebastians album med Brecht-fortolkninger fra 1979 – det var også en realitet, både på musikscenen og i samfundet i bredere forstand ved overgangen til firserne. Men mens flere af Sebastians kolleger trak stikket, indledte han selv en ny glansperiode med pladerne Cirkus Fantastica (1979), Stjerne til støv (1981) og 80’ernes Boheme (1983). Ifølge Sebastian selv handlede succesen ikke mindst om, at han her lykkedes med at få arrangementer, produktion og sangskrivning til at gå op i en højere enhed. ”I 1978 udgav jeg Ikke alene Danmark, som var en ret politisk plade – med både ”Du er ikke alene” og med den kritiske Danmarkssang ’Danmark – dum og dejlig’”, husker han og fortsætter:

– Året efter lavede jeg Tiderne Skifter med tekster af Bertolt Brecht – jeg havde brug for at trække vejret og ikke tænke så meget på teksterne. Jeg kunne koncentrere mig om kompositionerne, og derfor fik jeg også lavet Cirkus Fantastica det år. For mig står den stadig som en af mine allerbedste plader, hvor jeg virkelig lykkedes med at lave mere forfinede arrangementer og udfolde den her cirkus-ramme, som optog mig på det tidspunkt. Pladen kom dog ikke helt op og ringe rent kommercielt. Og mens jeg lavede Nattergalen som et sideprojekt i 1980, stod det klart for mig, at jeg var nødt til at lave en plade, hvor jeg begrænsede mig til nogle færre numre for at kunne gå endnu længere ind i hvert nummer.

– Resultatet blev Stjerne til støv, hvor der er færre sange – til gengæld er de ret gennemarbejdede, både tekstligt, musikalsk og i forhold til arrangement og indspilning. De fire sange ”Romeo”, ”Stille før storm”, ”Vind og vejrhaner” og ”Sommerfuglen” viser fire ret forskellige sider af mig, men er alligevel bundet sammen af ambitionen om at give hver enkelt indspilning, arrangement og produktion en egen identitet. Du behøver ikke at høre mange sekunder af ”Romeo” eller ”Stille før storm”, før du ved, hvad du lytter til. Og den afsøgning af... om ikke det perfekte arrangement, så i al fald en egen identitet – har været en ambition for mig.

Artiklen fortsætter under sangen

Mere end pop

Firserne blev også årtiet, hvor Sebastian i tiltagende grad helligede sig arbejdet med musicals – et forum, hvor han både kunne udfolde sine musikalske ambitioner og finde den sociale dimension, han ofte savnede som solist.

– Jeg havde været i front i mange år. Jeg foretrak at lave pladeindspilningerne med band og havde forskellige orkestre op igennem 70’erne og firserne. Men livemæssigt var jeg primært solist: Jeg lavede nogle bandturnéer, men klart flere soloturnéer, forklarer han og tilføjer:

– Allerede i ’83 bedyrede jeg, at jeg ville stoppe med at lave bandturnéer – men samlede ikke desto mindre et nyt orkester allerede året efter, til dels med nogle af dem, jeg allerede havde spillet med. Ambitionen var stadigvæk at lave nogle komplekse sange, som både havde et ben i popverdenen og samtidig ville noget mere. En plade som Tusind og én nat, som jeg betragter som en af mine allerbedste plader, handlede både om sin tid og om, hvad der var i gære. Jeg syntes selv, det var en god idé at kombinere datidens nye datateknik med eventyrene, i form af et spilleprogram. Jeg har aldrig selv været typen, der spillede. Men en sang som ”Aladdin” på det album handler netop om en fyr, som står og spiller på en spilleautomat – og den er jo nærmest udgivet før, det for alvor tog fat i virkeligheden.

– Ud over at forudse, hvor meget computerspillene kom til at betyde, handler den også om drømmeverdenen kontra virkelighedens verden. Og det er jo et tema, som har løbet gennem meget af mit arbejde. Og så har det som sagt været en ambition for mig at underbygge teksterne med en særlig musikalsk identitet. Og den bestræbelse synes jeg særligt kommer til udtryk på Cirkus Fantastica, Tusind og én nat, Blød lykke og i nogle af numrene på Den store flugt. Den musikalske ambition har hele tiden været et centralt element. Samtidig med, at det har været vigtigt for mig at kunne stå alene og fremføre sangene, solo. Det har jeg kunnet med de fleste af mine sange, selvom der har været undtagelser. Nogle sange, som har været lavet til større, musikalske produktioner, har jeg ikke kunnet spille solo.

Artiklen fortsætter under sangen

Sammensurium

Når journalister har skullet fortælle historien om Sebastians karriere, har den ofte handlet om sangskriveren Sebastian, som vendte sig mod musicalen – for siden at vende tilbage til solist-rollen. Selv ser Sebastian ikke den store modsætning mellem hans singer/songwriter- eller rockudgivelser i karrierens første årti og hans senere musical-engagement:

– Min interesse for musikken opstod i 1964-65, da jeg første gang hørte The Rolling Stones. The Beatles kom lige efter, og siden fulgte Dylan, Donovan, Joni Mitchell med flere. Både irske, skotske, engelske og amerikanske traditioner. Den engelske popmusik trækker jo i vid udstrækning på Music Hall-traditionen: lyt for eksempel til Paul McCartney, som i høj grad trækker på Music Hall. ”Obladi-Oblada”, ”Martha My Dear” og hele konceptet med Sgt. Peppers messingorkester. Music Hall-traditionen går 150 år tilbage og er en slags forløber for musicalen. Og den amerikanske musik trækker på traditioner fra både Europa og Afrika. Hele det musikalske billede, vi normalt refererer til, er et sammensurium af forskellige inspirationskilder. David Bowie er rocksanger, ja, men han er også Music Hall-performer. Så for mig er afstanden slet ikke så stor, som den har været for dele af mit publikum og for nogle anmeldere, som har en mere genre-bestemt tilgang og har det svært, hvis man bevæger sig på tværs af genrer.

– Stort set samtidig med, at jeg lavede Den store flugt, var jeg involveret i Jesus Christ Superstar på Falconer Teatret. Og fik også nogle af musikerne og sangerne fra forestillingen med på min plade. Elementet af eventyr- eller drømmeverden ligger i lige så høj grad i musicalgenren, som den ligger hos Beatles, Simon & Garfunkel eller hvem man nu vil nævne. For mig har musicalen betydet rigtig meget musikalsk og givet mig mulighed for at lege – indimellem også med nogle store, symfoniske orkestre. Men først og fremmest har musicalen for mig været en social ting, en kontrast til det solistiske. At skulle stå der, aften efter aften, ene mand på turné. Og have det fedt med det, have det fedt med publikum – men også indimellem savne det sociale samvær, som man eksempelvis kan finde i en stor musicalproduktion.

Artiklen fortsætter under sangen

Mig og mig

Mens solisten Sebastian har søgt fællesskabet omkring større, musikalske opsætninger, observerer han en anden tendens i tidens musiklandskab. Jeg spørger ham, hvordan musikkens rolle i samfundet har ændret sig siden ’71 – og om ikke dens særlige kraft som samlende faktor er blevet mindre siden dengang?

– Det synes jeg, du har fuldstændig ret i. Problemet for mange af de unge musikere i dag er, at de ikke er fællesskabssøgende nok. Det handler rigtig meget om mig og mig og dig og mig – men mest mig – i deres sangtekster. Og de tager primært bestik af hinanden, og derfor får du også nogle klangflader, som ligner hinanden meget. Det er de samme trommemaskiner, de samme keyboards og så videre. Indimellem dukker der nogle virkelig gode solister op, og det er al ære og respekt værd. Men generelt synes jeg, at man går for lidt efter at være en samlende faktor. Hvor det nære måske kun taler til deres egen aldersgruppe, som ligger et sted mellem 17 og 23.

– I forbindelse med årsskiftet er der en række yngre anmeldere hos GAFFA, som har kommet med deres lister over eksempelvis årets bedste, danske sange. Der var mange af navnene, jeg ikke kendte, så jeg gik ind og hørte en del af det. Og det er som om, det ikke rigtig flytter sig. Jeg lavede et sjovt, lille eksperiment: Jeg afspillede nogle af numrene samtidig, simultant – og det var lige så meget kunst som det, de hver især forsøgte at lave. Det var måske en åndssvag idé, men jeg kunne ikke lade være. Det hele lignede hinanden – og er det særlig fedt?

– Der er en fare i, at de yngre anmeldere er så optagede af at lægge sig i forhold til hinanden, kunne lide de samme ting og fokusere meget på, hvad der foregår i den meget unge aldersgruppe. Og faren består i, at de yngre musikere slet ikke får en rigtig chance for at komme ud til et større publikum, fordi de bliver for begrænsede i deres udtryk. De kigger på hinanden, fremfor at kigge bagud og få en ballast dér – og derved får du den her situation med trommemaskiner, som lyder ens på alle pladerne. En figur som Kim Larsen betød noget for fire-fem generationer – i dag er vi måske ved at skabe et hold musikere, som kun kommer til at betyde noget for én generation.  

Cirklen sluttet

Selv er Sebastian fortsat med at have antennerne ude, og ikke mindst de senere år har han samarbejdet med en række yngre navne. På comebackalbummet Øjeblikkets mester fra 2011 medvirkede både Kira Skov og Sys Bjerre; siden har han samarbejdet med blandt andre Stine Bramsen og Oh Land. Jeg spørger, hvad der vil være hans bedste råd til den unge, håbefulde sangskriver eller musiker, som sidder og læser disse linjer.

– At de også skal søge bagud, for der har altså været nogen før dem. I al fald hvis de vil have et større publikum. Det bliver let lidt for indeklemt, hvis det kun skal vedrøre de 17-23-årige. Ikke fordi der er noget galt med den aldersgruppe, og der er masser af gode idéer der. Men hvis du vil bredere ud, og hvis du skal blive i folks bevidsthed – så skal du have nogle flere gamle dyder med. Der er masser af gode idéer hos de unge, men man kan godt savne, at det bliver rigtigt vedkommende for hr. og fru Jensen.

For nogle år siden kunne man opleve Sebastian på scenen med sin gamle helt Donovan ved en håndfuld koncerter. Han har turneret landet tyndt både med og uden band og indskrevet sig i den såkaldte folkesjæl – ikke bare med en enkelt sang eller to, men med utallige. Fra ”Når lyset bryder frem” og ”Du er ikke alene”, over ”Romeo” til... ja, vælg selv dine favoritter. Inden vi afslutter samtalen, spørger jeg Sebastian om cirklen, for hans vedkommende, er sluttet. Har han opnået, hvad han ville, i kunstnerisk forstand? ”Jeg har nok lavet 90 procent af det, jeg skal lave”, siger han og fortsætter:

– Jeg har nået rigtig meget, men jeg har også brugt det meste af et helt liv på det. Jeg har været i musikkens tjeneste hele vejen og lavet mindst ét stort projekt hvert eneste år i de 50 år, som nu er gået. Nogle kendte, andre mindre kendte. Men jeg har været der hele tiden, og det er jeg stadigvæk. Og på den kommende turné kommer der også et par nye sange med, som vi skal have prøvet af.

LÆS OGSÅ: Sebastian Band udsætter jubilæumsturné

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA