x

The Streets – væk fra gaden, ud i naturen

The Streets – væk fra gaden, ud i naturen

The Streets har lagt fortiden, paranoiaen og det moderne livs gadgets bag sig. Nu handler det om at leve på lånt tid, og det er positivt ment. Han synger om naturen og livets store spørgsmål. Han synger om kærligheden og om, at alt andet har vi kun til låns.

Mike Skinner sidder let henslængt i lædermøblementet på den Vesterbro-cafe, som i dag er forvandlet til det sted, Birmingham-rapperen møder den danske presse for at tale om sit nye album "Everything Is Borrowed". Han leger lidt fraværende med sin iPhone, men han svarer venligt og imødekommende. Den paranoide verdensstjerne, han fremstillede sig selv som på det foregående album "The Hardest Way To Make An Easy Living", er helt sikkert ikke til stede i dag. "Everything Is Borrowed" handler om naturen, livsvalg, moral, kærlighed og menneskets grundlæggende vilkår, og er præget af en fundamentalt positiv grundtone. Betyder det, at Mike Skinner er blevet lykkelig?

– Jeg tror, jeg er mere afbalanceret. Det er jeg helt sikkert, men jeg tror mere, det handler om, at hovedpersonen på pladen er langt nemmere at holde af. Når man skriver om at være berømt eller om facetter af den livsstil, bliver folk fjendtlige med det samme. Det er svært at retfærdiggøre en popstjerne. Når man fjerner alt det og begynder at skrive om rigtige ting, som folk kan forholde sig til, føles det meget mere nødvendigt og derfor mere positivt. Men der er masser af sange på den her plade, hvor jeg er ulykkelig, eller der er et problem. Det lyder bare ikke, som om jeg klynker.

I fraværet af klynk og paranoia er der blevet plads til sange om større emner end de hverdagshistorier, vi er vant til at høre fra Skinners hånd. For eksempel handler "On The Edge Of A Cliff" om den nærmest endeløse række af forfædre, som må have overlevet længe nok til at videreføre slægten, vi alle render rundt med i den biologiske bagage. Om, hvor heldig man er bare at være her. Skinner lagde bånd på sig selv på "Everything Is Borrowed". Han måtte ikke skrive om moderne ting som iPods, stoffer og berømthed.

– Det kommer af, at jeg ikke måtte skrive om det moderne liv. Det var så svært at skrive sange, som havde noget at sige. Jeg var blevet vant til at beskrive små detaljer, og når man gør det, kommer følelserne af sig selv. De små hverdagsdramer, folk kommer ud for i deres liv. Hvis du kan beskrive dem nøjagtigt, kan folk forholde sig til de følelser, men hvis man ikke har de små ting med, kan sangene blive lidt uinteressante og ferske. På den her plade skulle der være meget mere drama. Det hele var nødt til at være enormt stort for at kunne gøre folk interesserede, for når man ikke har de små stykker kropssprog, som man forbinder med de der moderne hverdagsting, må man skrive om Gud eller noget andet virkelig stort. Der var meget, jeg skulle lære som sangskriver dér.

En stærk person
Skinner ligner det, han i virkeligheden er: en ganske almindelig ung mand fra England. Hans afdæmpede påklædning og afvæbnende attitude stemmer godt overens med den nye samling sange, måske særligt med kærlighedssangen "Strongest Person I Know", hvor hans stemme fremstår sårbart ærlig, når han modigt bevæger sig derud, hvor hans sangtalent faktisk ikke helt rækker. Der, hvor det hele står på spil. Der er langt fra sårbarheden og det pastorale akkompagnement af guitarfingerspil, klarinet og harpe og til den Skinner, som med paraderne højt hævede erklærede, at ”geezers need excitement / If their lives don't provide them this they incite violence / common sense simple common sense”.

– Jeg tror, jeg opstillede begrænsninger for mig selv på den første plade, lidt på samme måde som jeg har gjort det på den her plade, hvor jeg ikke måtte skrive om det moderne liv. Dengang begrænsede jeg mig selv på den måde, at jeg kun skrev om ting, der var forbundet med ungdomskultur, men jeg har altid haft en bred smag. Men dengang havde jeg nok smidt en hård lilletromme på Strongest Person I know. Jeg prøver ikke bevidst på at vise nye sider af mig selv på hvert album. Det kommer bare af sig selv, når jeg begrænser mig selv på forskellige måder.

Begrænsningens kunst
Der er flere begrænsninger på Everything Is Borrowed, som skulle sikre, at kreativiteten flød i studiet. Sampleren samlede støv i hjørnet, og den eneste trommemaskine, Skinner havde med i studiet, var hans faste livetrommeslager Johnny ”Drum Machine” Jenkins. I stedet var der et væld af livemusikere, som hjalp ham med at skabe pladen.

– Jeg har altid gjort oprør mod det foregående album. Derfor skifter jeg arbejdsmetode. Hvis det virker, synes folk, det er fantastisk, og når det ikke virker, bliver folk chokerede, men alt i alt tror jeg, det er bedst at lægge fortiden bag sig. Ellers tror jeg bare, man ender med at sælge nostalgi.

– Jeg ville finde en ny lyd. Når man ændrer arbejdsmetoden, får man et andet resultat. At få et anderledes resultat ud af den samme arbejdsmetode er meget svært, men ændrer man metoden, kan man få nogle skæve ting ud af det, guitarsoloer eller små ting som akkord-skifter. At lave akkord-skifter, når man bruger samples, er besværligt. Når man bruger musikere, beder man dem bare om at spille en anden akkord, og så lyder det stadig godt. Det var mærkeligt, for selvom jeg egentlig bare prøvede at efterligne lyden af trommemaskinerne, selvom jeg virkelig prøvede at få det til at lyde præcis som alle de andre plader, jeg har lavet, fik det sit eget liv. Lyden var mere rummelig. Det var mere musikalsk, og jeg ved ikke hvorfor, for jeg prøvede virkelig at få trommerne til at lyde som en trommemaskine.

Indspilningerne til "Everything Is Borrowed" bød også på nye udfordringer for Skinner, som skulle forvandle sig fra laptop-komponist til orkesterleder i studiet.

– Det var ret sært. Vi begyndte med fire dage i et studie, hvor vi kun indspillede trommer. Alle i studiet syntes, det var mærkeligt, at jeg kun indspillede beats til sangene. Det var meget kreativt, og jeg vidste ikke, hvad der skulle være oven på trommerne. Noget af det virkede, og andet gjorde ikke. Det kræver, at man er meget disciplineret at arbejde med livemusikere, for musikere har en tendens til at spille for meget. Man skal være ligesom James Brown. ”I skal ikke pisse sådan rundt. Spil nu bare det loop.”

Fremtiden ser mørk og lys ud
"Everything Is Borrowed" er det fjerde og ifølge ham selv næstsidste Streets-album fra Skinners hånd, og mange steder er han blevet fejlciteret for, at det femte album skulle komme til at lyde som Lou Reeds legendariske plade "Berlin". I virkeligheden bliver det en dyster og futuristisk plade, som byder på endnu en dramatisk ændring i tilgangen til musikken.

– Det er byen Berlin, pladen kommer til at lyde som. Jeg læser en masse om, hvad folk tror, fremtiden kommer til at byde på. Jeg prøver på at skrive sange, som handler om ”hvad nu hvis”. "Everything Is Borrowed" handler om spørgsmål om fortiden, mens den næste plade kommer til at handle om fremtiden. Jeg er ved at opkøbe en masse synthesizere på eBay, så der er al mulig grund til at være bange.

– Efter at The Streets er overstået, vil jeg gerne lave en film, og den skal være fuldstændig uafhængig af filmstudierne, så den vil blive lavet på et meget lille budget. Den bliver en forlængelse af Beat Stevie (Skinners online-tv-show, red.), så det skal laves billigt, men forhåbentlig får den en virkelig god historie. På en eller anden måde skal der jo tjenes penge på den, men jeg er ret klar på bare at lægge den op på internettet, og så måske tjene penge på at sælge T-shirts eller et eller andet.

Tydeligvis er Mike Skinner ikke færdig med at være kreativ, selvom The Streets lever på lånt tid, så der er al mulig grund til både at være bange og forventningsfuld.


The Streets på MySpace


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA