x

FORSIDEN: Drew Sycamore har knækket koden og sparket porten til musikbranchen ind

FORSIDEN: Drew Sycamore har knækket koden og sparket porten til musikbranchen ind

I starten virkede vejen ind i musikken som en lukket port, Drew Sycamore ikke kunne trænge igennem. Nu har hun fundet sit navn, sin stil og sin stemme, og de elementer har hjulpet hende med at bryde igennem. GAFFA mødte hende til en snak om mavefornemmelser, upassende samtaler til fester og hendes andet album Sycamore, der netop har ramt gaden.

– Okay, hvad sker der?

Hun stikker en stor omgang ledningekludder op foran kameraet. Bagved er smilet bredt, stemmen rolig og grinet sprudlende. Drew Sycamore sidder i Musikhuset i Aarhus. Hun har lige lavet lydprøver til Zulu Awards, og senere skal hun sende en livestream ud til sine fans. Hun sidder og vikler ledningen fra sine høretelefoner ud, mens hun fortæller:

– Du må lytte med senere. Det bliver i den loge, som dronningen plejer at bruge. Livestream fra en V.I.P.-lounge!

Livestreamen var et akustisk set-up med de hits, mange allerede kender Drew Sycamore for: ”Take It Back”,”All The Things (I’m Not)” og ”I Wanna Be Dancing” for bare at nævne nogle få. Vokalen er charmerende og kraftfuld på sin egen helt egen underspillede måde.

Den her samtale bekræfter det samme om ejermanden.

Det er altid spændende at tale med kunstnere, især dem som ikke har strikket smågeneriske svar sammen om deres kreative processer på forhånd. Sådan er snakken med Sycamore, og de 40 minutter, jeg har tilrøvet mig af hendes tid, går hurtigt, og der er nærmest ikke stille en eneste gang.

Mørke øjne, nordjysk opvækst
Rødderne, det mørke krøllede hår og de brune øjne er fra Wales. Bedsteforældrene mødte hinanden derovre, og hendes mor boede der, da Drew Sycamore gik i gymnasiet. Opvæksten er foregået i Hvilsom. En lille landsby i Nordjylland med lidt under 250 indbyggere.

Plejer du at sige, at du kommer fra Nordjylland eller Wales?

– Jeg kommer fra Nordjylland. Lige siden jeg var lille, har folk ikke troet på mig, når jeg sagde, at jeg var fra Danmark. Folk har efterhånden gættet på alle kontinenter, der er på kloden, når de spørger, hvor jeg er fra. Det er så komisk, når jeg siger, at min mormor er fra Wales. Det er et lillebitte land i Storbritannien. Det er en del af mig, fordi jeg har været så tæt med min mormor og er vokset op med sproget – altså engelsk, ikke walisisk! Det er igennem hende og hendes nationale stolthed, at jeg har et tilhørsforhold dertil.

Som fellow-nordjyde har jeg tidligere læst, at Drew Sycamore har brugt sin nordjyske opvækst til at vende den (lettere udskældte) jantelov til egen fordel.

– Nogle gange har jeg tænkt, at det har været fedt at have janteloven i rygsækken. Det er rigtig fint, at man ikke tror, at man er bedre end alle andre. Det går jo på tanken om, at vi alle er lige, og at vi skal deles om de smukke ting, som vi har i det her land, vi bor i.

Tankegangen fra den nordjyske muld kan dog også nogle gange være en hæmsko:

– Jeg brugte mine teenageår på at komme så hurtigt væk fra Hvilsom som muligt, fordi jeg ikke følte, at der var plads til at have store drømme. Jeg har haft et behov for at følge mine drømme og svæve lidt. Der har ikke været meget plads til den der ”Se på mig, klap ad mig, hør mine sange”-attitude. Det må jo siges at være ret anti-jantelov.

Har du det stadig på samme måde med Hvilsom?

– Jeg skal ikke være der i mange dage, før jeg bliver sådan…

Hun kører fingrene igennem det krøllede hår, gør øjnene store og siger summelyde. Vi griner.

Den følelse kender jeg bestemt også godt!

– Der er rigtig dejligt den første dag. Der er masser af græs og plads! Men så går der et par dage, og så kommer jeg i tanke om, hvorfor jeg elsker at bo i København. Der er åbent i Netto til klokken 24 – det er der altså ikke i Hvilsom!

Den magiske port til det forjættede musikland
Drew Sycamore har vidst, at hun ville være musiker, siden hun var syv.

– Jeg var målrettet: ”Det, Whitney Houston laver, skal jeg også lave!” Min mor var stor Whitney Houston-fan, så det var jeg naturligvis også. Der var ikke nogen andre end mig, der tog det alvorligt, at jeg gerne ville spille musik. Min mor sendte mig til klaver, men der var aldrig rigtig nogen, der pacede mig.

Efter gymnasiet gik turen fra Nordjylland til England for at arbejde med musikken. I løbet af sin studentereksamen prøvede Drew Sycamore at finde vejen selv – uden held.

– Det med at komme ind i musikbranchen var jo et fucking mysterium. Det er bare ligesom den der magiske port til Hogwarts, som man ikke kunne komme ind ad, du ved. Det var bare så umådeligt svært.

Sycamore mødte imidlertid produceren Philip Hill på universitet i Southhampton, hvor de begge gik på Urban Electronic Music-linjen. De to startede efterfølgende duoen DREWXHILL.

– Vi gik på universitetet og læste elektronisk musikproduktion, som var helt anderledes, end det, man kunne lave derhjemme på konservatoriet tilbage i 2009. Det blev mit første professionelle arbejde med musik. Indtil da var det bare mig, der famlede rundt og prøvede at få en fod indenfor forskellige steder.

Efter fire-fem år gik DREWXHILL i opløsning, og Drew Sycamore indledte sin solokarriere, som de seneste par år har taget raketfart. Titlerne har lydt: P3’s Uundgåelige (med singlen ”Hard To Love”) og nummer ét på radioernes rotationslister (”Take It Back”, ”I Wanna Be Dancing” og ”45 Fahrenheit Girl”). Nomineringerne har indtil videre lydt: Bedste Nye Navn, Bedste Nye Live Navn og Årets Nye Navn til henholdsvis Danish Music Awards og Zulu Awards.

Ja, man må egentlig konkludere, at Drew Sycamore har sparket porten ind til musikbranchen. Og at hun er kommet for at blive.

– Jeg har altid været sygt målrettet af en eller andet fucked up årsag. Jeg har prøvet at finde en vej ind i det her forjættede land (musikbranchen, red.), hvor jeg gerne ville bo.

Okkulte fascinationer
Hvis du har været i nærheden af en radio de seneste måneder, så er chancen for, at ”45 Fahrenheit Girl” er strømmet gennem din ørekanal ret så stor. Singlen er en smagsprøve på Drew Sycamores nye album Sycamore og en hyldest til alt det, vi ikke kender til mellem himmel og jord. Sangen er inspireret af vampyr-universet, hvor 45 grader Fahrenheit (7,2 grader celsius) ifølge Drew Sycamore er kropstemperaturen på en vampyr. Den verden har altid interesseret Sycamore, som havde Twilight-bøgerne stående på bogreolen på teenageværelset.

– Nogle gange er det godt lige at gå tilbage til drømmene på teenageværelset og huske den der naivitet og uskyldighed, der var dengang. Uden alle arbejdsskaderne. Før Stratego-spillet. Du ved: Med hårbørsten i hånden som mikrofon. Den der lidt barnlige tilgang giver én lov til at lige at få et lille virkelighedstjek. Når man så ser sit liv nu, tænker man: ”Kæft, hvor er det her sindssygt!”  

På anlægget i værelset spillede hun Avril Lavigne.

– Jeg kan godt huske, at jeg som 13-årig selv prøvede at være lidt Avril Lavigne-agtig. Det kickstartede nogle ting for mig. Det, der var med hendes album er jo, at hun har skrevet det hele selv. Det er hendes producer og hende, der er krediteret på alle sangene. Og hun var så lille! Hun kunne bare skrive sange som en motherfucker altså.

Fandenivoldskheden inspirerer Drew Sycamore. Der må gerne vises tænder og provokeres.

”I like playing guitar and discussing inappropriate topics at parties”, står der skrevet i din bio på Spotify. Hvad er det for nogle upassende emner?

– Jeg vil gerne tale om noget rigtigt. Det er den eneste måde, man lærer folk at kende på. Hvis man kan få en eller anden form for politisk eller religiøs debat op at køre, så kan man hurtigt finde ud af, hvor folk står. Man flytter sit eget synspunkt og lærer noget af nogen. Det, synes jeg, er fedt! Det er en meget britisk ting, at man ikke må diskutere politik og sådan noget til soirées. Der skal man være ordentlig og tale om små ting.

Hvad brænder du selv for?

– Jeg elsker sådan en god spirituel energi og good vibes-snak, hvor man kommer helt ud på et kosmisk plan. Du ved, sådan noget om auraer. Jo mere krystalstens-agtige typer, jo bedre. Jeg synes bare, det er så fedt at snakke med folk, som er helt ude at flyve!

Sycamore griner.

– Jeg elsker det okkulte. Jeg synes, det er så spændende og mystisk. Tænk nu hvis! Det er sådan en god fantasi.

Der er sgu heller ikke noget mere fantasiløst end en snak om vejret…

– Mjah, men jeg kan faktisk have max optur over at snakke om realkreditlån og kurstab og sådan noget! Jeg kan få optur over det meste. Jeg tror, det, som jeg slukker på og giver mig lyst til at forlade samtalen, er hvis folk er meget negative.

Om du møder Drew Sycamore til en dåseøl, middag eller i studiet, er budskabet det samme: Don’t kill my vibe. Der skal være højt til loftet og plads til at skeje ud. Det har også været tilgangen til skabelsen af hendes andet album Sycamore, som hun har lavet sammen med sine bedste venner Frederik Nordsø, Fridolin Nordsø og Lasse Boman.

– De er mit team og dem, der skriver sammen med mig. Den tornado af venskab, grineflip og skænderier er uendeligt inspirerende – og sjov ikke mindst. Der er plads til alle følelser. Det er dér, det ligesom starter i musikken for mig. Vi skaber noget helt vildt fedt sammen, fordi vi har det helt vildt sjovt. Det er meget tydeligt, at når vi bare giver los og giver slip, så sker der noget magisk.

– Der er en grund til, at det hedder to play music. Det er jo bare en leg. Vi leger jo bare.

Den lette toer?
I musik (og måske også film?)-verdenen er det blevet et fast begreb med den svære toer. Det synes dog ikke at være tilfældet for Drew Sycamore.

– Et album er ligesom en tid. Og et rum til at udforske, hvad der sker i netop den tid. Brutal var mit debutalbum, og jeg har tænkt meget på, hvordan det skulle være. Jeg har vendt hver en sten og virkelig skrevet sangene med blod, sved og tårer. Jeg undgik min mavefornemmelse, fordi jeg ikke følte, at jeg havde belæg for at følge den. Jeg syntes ikke, at jeg havde belæg for at have ret.

Brutal og Sycamore har været to meget forskellige processer. Brutal var en laaaang proces, hvor alt muligt skulle testes af, og der var mange forskellige producere og samarbejdspartnere. Det blev ligesom samlet til et album til sidst, hvor jeg sammensatte mine sange gennem tiden og skrev nogle nye for at få det til at passe ind, så der kom en form for sammenhæng.  Sycamore blev lavet i ét hug, fra jeg gik i studiet og lavede ”Take It Back”, til jeg indspillede den sidste sang. Det har en helt anden følelse af sammenhæng.

Sammenhængen er måske også udsprunget af, at Drew Sycamore for alvor har fundet sit kunstneriske ståsted de sidste par år. Det personlige mantra hedder ”Ud af hovedet, ned i maven”: Hun har ladet sin mavefornemmelse guide hende, mærket efter og lært at gøre tingene på sin egen måde.

– Måske har det også noget at gøre med, at jeg er blevet ældre, men gud, hvor er det vigtigste i hele verden bare at lytte til sin mavefornemmelse, når man skal tage nogen som helst beslutninger. Det er faktisk det mest credible at lytte til.

Mavefornemmelse er et buzzword gennem hele snakken. Foruden den har Drew Sycamore ikke kunne skabe den ”svære” toer Sycamore. Lydbilledet emmer mere af dansevenlig fandenivoldskhed og legesyge, som musikalsk løftes af stærke guitarhooks, pirrelige synths og trommemaskiner. Rent og skært er det musik, som er svært at sidde stille til. Der er ingen forbehold og frygt for, at det bliver klichéfyldt.

– Jeg kan høre, at der er mere power i hende der, siger Sycamore.

– Hun står helt forrest i toget! Det er en følelse af total integritet. Også sådan noget med at synge ”I wanna be dancing and I want it to be with someone I love” (fra singlen ”I Wanna Be Dancing”, red.). Det er en utrolig klichéfyldt sætning, som jeg tror, vi har hørt tusinde gange før. Men den er bare helt vildt vidunderlig at synge!

Tre i streg, dagen inden 30’erne ramte
Hvilken sang har været den sværeste at lave på det nye album?

– Hm, nu skal jeg lige tænke mig om.

Hun holder en pause.

– Der var ikke nogen, der var svære at lave. Det synes jeg virkelig ikke. ”Bodytalk”, ”Call Me By Your Name” og ”Get To Know You” er skrevet på én dag. Det var dagen før min 30-års fødselsdag.

Ej, hvor sindssygt. Hvad gik igennem dig den dag?

– Jeg tappede bare fuldstændig ind i zonen. Jeg har simpelthen aldrig prøvet noget lignende. Jeg kom hjem klokken 03 om natten, og jeg havde følelsen af, at jeg svævede op ad trapperne. Jeg var helt i ekstase. Jeg lå bare helt summende af adrenalin og lykkefølelse i min seng og tænkte: ”Dét der, det var fuldkommen magisk. Jeg har skrevet de tre bedste sange, jeg nogensinde har skrevet, på én dag!” Dagen efter skrev vi en sang til, og dagen efter skrev vi en mere. Det føltes som om, det aldrig stoppede. Det var helt vanvittigt.

Det faldt simpelthen bare i hak! Det hører man ikke så tit fra folk, der laver et album.

– Det er jo ikke garanteret, at det altid vil være sådan. Men sangene har bare alle sammen været nemme og sjove at skrive.

SYCAMORE!
Egentlig er det borgerlige navn Drew Kolstrup. Efternavnet er fra ægtefællen Mattias Kolstrup (tidligere forsanger i Dúné, der nu går under kunstnernavnet Liberty), som hun blev hemmeligt gift med i 2018.

I begyndelsen af solokarrieren var hun rent kunstnerisk ”bare Drew”. Men der manglede noget.

– Jeg hev mit navn ud af luften. Det var bare en tanke, der kom ud af det blå: SYCAMORE! Og jeg kunne virkelig mærke, at det var rigtigt. Det var faktisk inden, vi udgav singlen ”28”. Jeg kunne bare mærke, at der skulle være et efternavn. Du ved. Freddie Mercury. Amy Winehouse. David Bowie. Kan du høre det?

Og så var der også nogle kunstneriske praktikaliteter i forhold til blot at kalde sig Drew. Det blev i særlig grad en realitet, da Justin Biebers nye merchandise-kollektion landede i 2019. Lige på det tidspunkt, hvor Drew Sycamores solokarriere begyndte at røre på sig. Kollektionen hed – søreme så – ”Drew”.

– Jeg blev bare konstant tagget i det. Og så blev det jo også bare helt lavpraktisk – altså, hvordan skulle folk kunne finde mig på Google ved bare at skrive ”Drew”? Hvis Justin Bieber har et stort merchandiseimperium kørende under samme navn, finder de mig aldrig!

Drew Sycamore blev altså navnet på sangeren og sangskriveren med guitaren i hånden, den bløde vokal og den gode mavefornemmelse.

– Navnet er helt klart også symptomatisk for rejsen. Det der med at lytte til min mavefornemmelse og stå ved min idé og min forandring. Før var jeg Drew, og nu bliver jeg Drew Sycamore. Det kan jeg bare mærke føles helt rigtigt.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Drew Sycamore cruiser sikkert på girl power-musikbølgen


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA