x

JUNGLE-INTERVIEW: Friheden ved at stå alene

JUNGLE-INTERVIEW: Friheden ved at stå alene

Jungle står på kanten af en ny begyndelse. Otte år inde i karrieren har den engelske duo valgt at tage skridtet i en retning af total uafhængighed. Udgivelsen af Loving in Stereo er kulminationen på den uafhængighed, og med oprettelsen af duoens eget pladeselskab, Caiola Records, har Jungle for første gange nogensinde haft en total og upåvirket frihed til at skabe noget, der repræsenterede kernen.

 – Vi var nået et punkt i vores karriere, hvor det gav mening for os at stå på egne ben, siger Josh Lloyd-Watson. Han er den ene halvdel af makkerparret bestående af ham og barndomsvennen Tom McFarland. Sammen laver de musik under navnet Jungle. Musikken har altid været omdrejningspunktet, siden Josh forsøgte at sælge en ødelagt guitar til Tom. Dengang var de begge ti år gamle og gik i skole sammen. Dengang var Jungle langt fra at have sit eget liv, men begyndelsen havde måske allerede indfundet sig. I dag har Jungle reelt eksisteret i otte år. Duoen er klar med sit tredje album, Loving in Stereo, og det er et album, der markerer en ny begyndelse og et skift, mere end det nogensinde før har været tilfældet.

– Vi har arbejdet sammen med XL Recordings i mange år, og i begyndelsen passede det os rigtig godt at arbejde sammen med nogle mennesker, der kunne bekræfte os i, at det, vi gjorde, var rigtigt og godt, fortsætter Josh. – Det var vigtigt for os at få et kvalitetsstempel på vores musik, men da vi nåede vores tredje plade, havde vi selv opbygget den selvtillid, og samtidig er vi nået frem til et punkt, hvor vi ikke længere har brug for deres hjælp.

– Vi har altid haft en finger med i det meste, fordi vi jo essentielt er producere, og på den måde var der ikke særligt meget for dem at gøre længere, tilføjer Tom McFarland. – Det er første gang, vi ikke har haft en A&R (kunstnerisk ansvarlig på pladeselskab, red.) bag en plade, men vi er alligevel overbeviste om, at det er vores bedste album til dato. Og det viser os, hvordan kunstneres vision er det vigtigste. Jeg blev engang fortalt, at man skal undgå at lade pladeselskabsfolk involvere sig i din musik, for lige så snart, man åbner den dør og skaber et rum for andre menneskers holdning, kan det skabe en enorm usikkerhed og i sidste end skabe noget musik, der snarere er et udtryk for pladeselskabet end musikeren.

Loving in Stereo markerer fødslen af bandets eget pladeselskab, Caiola Records. Mødet med det at stå på egne ben og være fuldkommen ansvarlig for der, hvor musikken ender.

– Det er ikke, fordi vi kender svaret på alt, men ved at arbejde på den måde, som vi gør nu, er der ikke længere en usikkerhed forbundet med at skabe musik, siger Josh. – Vi har været igennem det meget før i tiden, og særligt vores forrige plade var meget påvirket af den usikkerhed. I begyndelsen af processen omkring vores anden plade var vi enormt selvsikre, og der var nærmest ingenting, der kunne stoppe os, men som processen udviklede sig, blev vi lidt nedbrudt undervejs, og vi mistede lidt tråden i det, vi egentlig havde brug for i vores musik. Vi befinder os et bedre sted nu.

Tiden på XL Recordings har på mange måder fungeret som et kvalitetsstempel. De fleste mennesker og musikere i musikbranchen har alle en fælles respekt for det engelske pladeselskab, og med navne som Radiohead, Jack White og King Krule er barren sat højt fra begyndelsen. Der er en vis forventning om kvaliteten af den musik, pladeselskabet udgiver, og det er en bølge, Jungle har haft mulighed for at ride videre på mod nye eventyr.

– XL Recordings var fedt at lave to plader på, og det var en enorm værdifuld platform at arbejde ud fra, men nu er vi fuldstændig selvstændige, og det giver os en enorm spænding og selvtillid, siger Tom. – Det handler om at kæmpe og dø ved eget sværd, for enhver beslutning, der tages, er vores, og vi har det fulde ansvar.

Tilbage til begyndelsen

Med oprettelsen af Caiola Records og udgivelsen af Loving in Stereo har Jungle taget et skridt tilbage til begyndelsen. De har fundet frem til kernen af det, de gerne vil med deres musik. De har omfavnet den umiddelbare idé og ført den i mål.

– Vi befinder os et sted, hvor vi har en meget større selvtillid omkring vores udtryk og kreativitet, siger Tom. – Målet med Loving in Stereo var at følge de idéer, der faldt os naturligt, og kanaliserere alt, vi altid gerne har villet lave, ind i ét projekt. Og det virkelig fedt at have det sådan, fordi du nedbryder alle grænser. Kan vi fortsætte med den tilgang fremadrettet, vil vi kunne holde gang i den gnist og lave musik, vi aldrig har lavet før, eller har troet, vi kunne lave.

– Vi er gået tilbage til det, vi er bedst til, tilføjer Josh. – Vi er essentielt producere, ikke kunstnere, men Jungle har altid handlet om mere end individet. Jungle er et udtryk for noget, vi tror på og et udtryk for noget, der opstår, når vi to laver musik sammen. Vi tager inspiration fra Gorillaz og Daft Punk, og det trænger igennem i vores kunstneriske udtryk. Justice er et andet eksempel på et band, der inspirerer os meget – musik og musikere, hvis musik nærmest bliver kult, ligesom Daft Punk er det, og korset hos Justice er det. På en måde handler det mere om at følge den slags ikonografi for os end at følge den formel, der ligger bag Ariana Grandes succes. Og det hænger godt sammen med, hvordan vi er som mennesker og musikere, fordi vi essentielt føler os bedre tilpas i studiet, end vi gør på scenen.

I studiet har Tom McFarland og Josh Lloyd-Watson sluppet tøjlerne. Med behovet for at skabe noget opløftende, der ikke alene kunne stå i kontrast til den tid, vi lever i, men også til duoens bagkatalog. Frihed har været et gennemgående element i skabelsen af Loving in Stereo, og ved at omfavne friheden har Jungle fundet ind i til kernen.

Loving in Stereo opstod ud fra behovet for at gøre ting mere frit, ikke overtænke og imødekomme de første idéer, siger Josh. – Det var et behov, der var opstået under den forrige plade, og vi havde behov for at lave sange, der var mere opløftende. Ofte har man behov for at lave noget, der sætter sig modsat sit tidligere album, og det er også lidt tilfældet her, da den forrige plade er meget emotionel og personlig. Vi ville gerne tilbage til begyndelsen og tilbage til kernen af, hvad Jungle er og handler om.

Essensen af Jungle

Undervejs i vores samtale får jeg flere gange den opfattelse, at det vigtigt for Tom McFarland og Josh Lloyd-Watson at skabe musik, der kan røre folk. Musik med en påvirkning, som har formatet til at lægge grund for en virkelighedsflugt.

– Den stemning, vores musik skaber i folk, har altid været vigtig og interessant for os, siger Tom. – Det er essensen af Jungle, og det er altid kommet til udtryk i vores musik, men på Loving in Stereo har vi fuldt omfavnet den følelse og det behov. Og ved at omfavne noget giver det mulighed for, at det kan vokse, og samtidig har det altid været oplagt for os at lave musik, man kan danse til. Det falder meget naturligt ind i processen.

Ifølge Jungle er det sådan, musikkens fjerde dimension opstår. Som en kontrast til studieproduktionens isolation og indelukkethed er det på scenen, Jungle formår at formidle den fjerde dimension. Virkelighedsflugten og opbyggelsen af en overvældende energi.

– Det handler essentielt om energi, fortsætter Tom. – Da vi var yngre, handlede det om at oplevede den energi, når man var til en koncert. Det var en virkelighedsflugt, og det er en oplevelse, vi gerne vil give folk. Vi vil gerne overvælde folk. Vi vil gerne skabe et univers, der adskiller sig helt fra den verden, vi lever i.

Bedre over tid

Den nye begyndelse, som Loving in Stereo og oprettelsen af Caiola Records repræsenterer, er ikke en begyndelse, Jungle har søgt efter. Det er ikke et direkte resultat af en bevidst beslutning, men snarere et naturligt skridt videre i udvikling af Jungle som en enhed.

– Vi er blevet voksne med Jungle i vores liv, og som man bliver voksen, begynder man også at bekymre sig mindre om de ting, der fyldte meget, da man var ung, siger Josh. – Det gør det hele nemmere, fordi vi ikke længere tog det hele så alvorligt. Vi ville gøre det frit og sjovt at lave musik, men samtidig skubbe os selv mod nye områder af vores kreativitet, Nogle bands bliver dårligere og dårligere over tid, men jeg synes ærligt talt, at Jungle bliver bedre og bedre.

– Det er bare vores mening, så måske er der nogle, der synes, vi bliver værre og værre, men for os kommer det til udtryk ved, at vi på albummet opnår det, vi gerne oprindeligt har tænkt, tilføjer Tom. – Og det handler om at vide, hvad man skal gøre i et studie, og det kræver jo, at man opholder sig i studiet hver dag og har mulighed for det. På vores første plade havde vi nogle idealer, vi forsøgte at følge, men vi er efterhånden nået dertil, hvor vi kan mere og kan slippe af sted med det. Vi kan få nogle idéer, som for eksempel kan være at arbejde sammen med en strygersektion, som vi har gjort på den her plade og så rent faktisk have mulighed for at føre det ud i livet. Vi har fået opbygget en selvtillid til at række ud efter de mennesker, vi gerne vil arbejde sammen med, og vi har opbygget evnen til at føre det ud i livet.

To bliver til én

Gennem otte år har Jungle bevæget sig op i toppen af britisk elektronisk musik. De nævnes i samme toneleje som Basement Jaxx og The Chemical Brothers, og deres aftryk som producere i den internationale musikverden vil sikkert være mange år om at forsvinde. Forklaringen kan måske være mødet omkring musikken. Symbiosen, der opstår, når Tom McFarland og Josh Lloyd-Watson mødes og skaber noget sammen.

– Vi har altid været dygtige til at mødes omkring vores musik, siger Tom. – Vi flyder lidt sammen til en enhed, når vi laver musik, og samtidig er vi gode til at følge strømmen. Vi ved aldrig helt, hvor det ender, når vi begynder at lave musik sammen, og det fungerer som en enorm drivkraft for os. Det handler om at udvikle sig og sætte sig fri af de ting, der binder os.

– Det er ikke vigtigt for os at ændre verden med vores musik, og det er ikke noget, vi tænker over, tilføjer Josh. – Vi er ikke bevidste om den indflydelse, vores musik har, for det er ikke vigtigt for os. Musikere, der påstår, at de ændrer verden med deres musik, er langt ude, for livet er sgu ikke så dybt, når det kommer til stykket. Nogle musikere ændrer måske verden med deres musik, og andre gør ikke.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA