x

Turnéaktuelle Lydmor: Her er otte sange, der har betydet noget særligt for mig

Turnéaktuelle Lydmor: Her er otte sange, der har betydet noget særligt for mig

Lydmor er netop draget ud på sin udskudte Danmarksturné oven på udgivelsen af sit meget roste album Capacity, der kom tilbage i marts. I den anledning fortæller hun her om otte sange, som har betydet noget særligt for hende. Hør sangene nedenfor.

Denne sang husker jeg tydeligt fra min barndom:

Emiliana Torrini: Gollum’s Song

Jeg var en kæmpe fantasy- og Ringenes Herre-fan. Da filmene kom ud, var jeg lige præcis den modne alder til, at de blev det allerstørste i mit liv. Sangen ”Gollum’s Song” af Emilina Torrini kan stadig bringe mig direkte tilbage til den der ærefrygt, jeg havde for musik og film.

Denne sang gør mig sentimental:

Lowly: Children

Det er ingen hemmelighed, at jeg synes, Lowly er et af de bedste bands i Danmark. Der er en enorm tristesse i denne tekst, som på en måde kun bliver stærkere, fordi den også har enkelte positive elementer. Når hun spørger “What was it all good for?” kommer jeg til at tænke på så mange af de ting i livet, som er forsvundet og nu er væk for evigt og den meget menneskelige eksistentielle tvivl om, hvad så det hele skal til for.

Denne sang vender jeg altid tilbage til:

Ryuichi Sakamoto: Merry Christmas, Mr. Lawrence

Jeg bruger meget af min tid på at tænke på lyd og lyddesign, men nogle gange er der altså en kæmpe værdi i at tænke lidt over styrken i den smukke melodi. Melodier har en magisk mystik – det er enormt svært at lave teorier for, hvorfor en melodi er god eller dårlig – det er, som om de kommer fra en anden verden, en anden planet. Det gør denne her i hvert fald. Og hver gang jeg sætter den på, får jeg lov at tage med derhen.

Denne sang minder mig om den første gang, jeg var forelsket:

Charlotte Gainsbourg: The Operation

Det var nok ikke første gang, men det her track har fulgt mig i nogle af mine allermest intense følelsesmæssige ture. Det er så enormt rammende for den følelse. Som om det stramme beat er et gitter, som med stort besvær holder de gigantiske følelser, hun synger om inde. Teksten er uendeligt præcis og fyldt med de billeder, som holder op med at være metafor og allegori, når man føler dem, men bliver virkelige. ”Our love goes under the knife”.

Denne sang har jeg på heavy rotation lige nu:

Eee Gee: Killing It

Jeg kan slet ikke få armene ned over de ting, Eee Gee udgiver. Og den nye single ”Killing It” er ingen undtagelse. Melodierne er tidløse, sjove, udfordrende og så hamrende musikalske. Jeg glæder mig virkelig til, at hun laver et album.

Denne sang er min ultimative party starter:

Disclosure: When a Fire Starts to Burn

Den her sang er som en ufortrøden tank, som maser sig ind i din krop med feststemte vibrationer. Du har intet valg. Din træthed bliver bandlyst, dine øjne begynder at søge mod dansegulve, og dine hofter begynder at svaje. Det er en form for fest-tvang. Fordi det er så dødeligt catchy. Helt forfærdeligt faktisk.

Denne sang ville jeg ønske, jeg selv havde skrevet:

Regina Spektor: Lady

Den her sang altså!!! Det er så uendelig intelligent, det hun gør i sangen, hun fortæller os, at alt er en illusion, og så lige bagefter får hun os til at tro på det. Det er et Deleuziansk simulacrum af virkelighedslag, som på ingen måde føles kompliceret eller over-intellektuelt.

Denne sang skal spilles til min begravelse:

Sophie: It’s Okay to Cry

Jeg har det svært ved Sophies død. Hun var en af de allermest visionære, vi har haft, hendes produktionsstil var fuldstændig frisk, ny og udfordrende. Jeg er begyndt at spille covers af dette nummer live, og det er, som om der sker et eller andet meget bestemt, når man minder folk om, at det er ok at græde.

LÆS OGSÅ: LYDMOR-INTERVIEW: Vreden og ømheden skal eksistere side om side

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA