x

KOMMENTAR: Her ser vi rockens døde krop – skal vi lade den rådne op?

KOMMENTAR: Her ser vi rockens døde krop – skal vi lade den rådne op?

Simon Heggum, født 1987, er kritiker og journalist, har skrevet for GAFFA i fire år og er uddannet kulturformidler og underviser. Normalt agerer han smagsdommer i alt, der har en eksperimenterende kant, men har stadig en enorm forkærlighed for klassiske rockbands som Pink Floyd, Black Sabbath og Led Zeppelin og spiller selv guitar.

Rocken er død, og måske er det på tide at lade den dø? Inden du griber til taster og/eller læserbrev for at fortælle mig, at jeg er en elitær idiot, så læs med. For jeg siger ikke, at rockmusik er dårligt! Nej, jeg siger, at det er på tide at lade idéen om rocken dø, for alvor. Ikke rockismen, som i sig selv er død for længst, men dens farlige eftersmag, som stadig giver en lind kontrabas i kanal 2 den dag i dag. Den stank, der lader musikkonsumenten sidde fast i de samme vaner, og som er med til at holde fast i nogle enormt forældede, kreative standarder. Og hvordan kan jeg, hr. stormogul-anmelder-synthprutter udtale mig om det og (tilsyneladende) bakke det op med empiri? Jo, mine damer og herrer – I, too am a rockfan!

Kiksekage

Jeg har en lidt farlig vane med at kaste mig ud i diskussioner med vores læsere. Det er en særlig vane, som jeg ved, at der ikke er ret mange andre kritikere, der har. Sidste jul, i forbindelse med vores årslister, havnede jeg i en diskussion med en læser, der kritiserede mig og mine kollegaer for ikke at have nok rock med på listen. Jeg argumenterede for vores valg, på baggrund af min tese om, at der ikke var udkommet noget ordentligt rockmusik. Han kvitterede med en grine-emoji og fik mig til at se dum ud i stedet for at komme med et modargument. For rockmæssigt var 2021 et magert år, og jeg hørte ingen rockmusik, der var værd at skrive om. Overhovedet. Selv favoritterne i Idles skuffede ved at udgive en plade uden nogen form for udvikling.

Samtidig synes det meste rock, der får bred succes, nærmere at være skabt ud fra en eller anden fast formular, der enten har til formål at genskabe fordums titaner eller sælge ny teknologi i en 50 sekunders reklame. At Greta Van Fleet – en enormt gudsjammerlig kopi af Led Zeppelin, når de er værst – er det tætteste, vi kommer på et nyt bud på en rockgigant, er skammeligt. Samtidig er Imagine Dragons – nutidens mest sælgende rockband – egentlig bare en glorificeret jinglefabrik. De hungrende rockfans er simpelthen nødt til at nøjes med tørre kiks, selvom de hungrer efter lagkage. Hvorfor?

Modvilje mod udvikling

Rockens langsomme død skyldtes – for mig at se – to ting. Den ene er genrens indbyggede begrænsninger, der gør, at der er grænser for, hvor meget man kan variere udgangspunktet. I modsætning til andre genrer er rockens implementerede minimalisme – elektrisk guitar, højt tempo og attitude – båds genrens styrke og svaghed. Der er simpelthen ikke nok byggeklodser til at kunne variere genren nok til at lukke fornyelsen ind. Og du risikerer hurtigt at komme for langt væk fra udgangspunktet, som er den gode rocks alfa og omega: Sandheden, attituden og farligheden. I virkeligheden har det været sådan i mange år, men musikerne har været gode nok til at skabe godt nok materiale, med de få byggeklodser, til at fastholde en relevans. Men hvorfor er den relevans så forsvundet?

Jeg tror ikke, at rocken besidder samme nyhedsværdi, som den gjorde det i årtierne efter dens undfangelse. Dette skyldtes måske, at de yngre generationer vokser op i en tid af post-genre, hvor streaming har nedbrudt genrekonventionerne helt. I denne farverige verden af tusindvis af musikalske strømninger virker rocken gammeldags og gumpetung på en forbrugergruppe, der kan få lige, hvad de vil på alle hylder. Jeg taler af ren og skær erfaring fra et tidligere liv som underviser og pædagog, når jeg siger, at rockmusik kan virke som kryptonit på de unge mennesker, når man lejlighedsvis forsøger sig med en gang tråd. Og jeg skal være den første til at indrømme, at det stikker i hjertet, når en flok unge disker Bowies ”Heroes”, og man forarges og tænker de unge slyngler som historieløse.

Men man må samtidig spørge sig selv, om det også kunne ske, at rockens stilstand simpelthen skyldes, at de unge mennesker ikke er draget af den mere? Dens funktioner er overtaget af andre og yngre genrevridninger. Hvis de unge vil have rebelsk attitude, går de til hiphop og rap, og vil de have sandheden, så har poppen udviklet sig fra bubblegum til freudiansk selvhjælp inden for de seneste 10 år. Jeg er ikke sikker på, at der er plads til rocken mere i den offentlige bevidsthed. Og måske er det godt det samme?

Lad lortet dø

Og selve rockens redningsperson lader vente på sig i så høj grad, at man kan mistænke vedkommende for ikke at eksistere. Gårsdagens guitarhelte er borte, og rockstjernen er en udslukt supernova. Så man kan slutteligt spørge sig selv, om løbet ikke er kørt? Der sker ikke nye ting i rockens verden – selvom både Olivia Rodrigo, Halsey og Rina Sawayama gør et forsøg på at genoplive rockens mainstream-potentiale. Attituden finder du i hiphop, lydeksperimenterne finder du i elektronmusikken og energien i metallen. Tre genrer, der til gengæld gør enorme kvantespring i disse tider. Så måske er det på tide at se faktorerne i øjnene? Rocken er så skindød, som den kan blive og har kun sprællet delvist siden garagebølgen i ’00’erne, som egentlig også var gammel vin på nye flasker. Så måske det er på tide at lade muskedonneren og skyde dyret en kugle for panden? Det bliver sgu nok ikke bedre.

LÆS OGSÅ: TEMA: Hvordan ser fremtiden ud for den hårde rock? Fem eksperter giver deres bud


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA