x

Smukfest om plantebaseret tiltag: "Når man kommer til festival hos os, skal der være noget for alle"

Smukfest om plantebaseret tiltag: "Når man kommer til festival hos os, skal der være noget for alle"

I kølvandet på annonceringen af NorthSides nye plantebaserede tiltag og den efterfølgende debat, har GAFFA talt med Smukfest om sandsynligheden for plantebaserede tiltag på den skanderborgensiske festival.

I sidste uge offentliggjorde Northside, at festivalen bliver plantebaseret, hvilket de selv definerer som: "måltider der er bygget op omkring planter og et mindre supplement af animalske fødevarer". Northside forklarer i en pressemeddelelse, at de indfører tiltaget af miljømæssige årsager, samt fordi de ønsker at hæve barren for bæredygtighed.

Ovenpå GAFFA-interviewet med NorthSide i mandags den 18. oktober, samt debatten der fulgte, har vi taget kontakt til Smukfest for høre, hvad deres holdning til den århusianske festivals beslutning er.

Vi har stillet en række spørgsmål til Smukfests talsperson Søren Eskildsen om, hvorvidt der er udsigt til en udelukkende plantebaseret menu i bøgeskoven, samt hvilke bæredygtige tiltag de arbejder med. 

Hvad synes i om Northsides beslutning om at gå plantebaseret?

- Vi har stor respekt for NorthSides beslutning. Og det er også det, der er fedt - at vi kan være forskellige omkring, hvilket udbud vi har på det danske festival-marked. Men for os på Smukfest er det vigtigt, at det udbud vi har af mad også afspejler den forskellighed og mangfoldighed, vi har blandt vores publikum. Så når man kommer til festival hos os, så skal der være noget for alle. Og det vil der fortsat være, når man kommer til festival hos os i 2022.

Så det er ikke noget, I overvejer eller planlægger at gøre? Altså at indføre en udelukkende plantebaseret menu på Smukfest?

- Nej, det er det ikke.

Har I en kommentar til den kritik, som NorthSide har fået? Tiltaget har jo skabt en del debat...

- Jamen, vores kommentar er, at vi respekterer beslutningen. Vi synes, at det er en modig beslutning. Den passer bare ikke lige umiddelbart til os eller det, vi gerne vil tilbyde vores publikum. Men vi har respekt for beslutningen.

Kan der være praktiske udfordringer ved at gøre en festival plantebaseret, og er det mon derfor, I ikke ønsker at indføre det?

- Nej, det er ikke praktisk funderet hos os. Hos os er det funderet i, hvad vi gerne vil tilbyde vores publikum. Vores publikum er mangefacetterede i deres ønsker omkring den mad og de oplevelser, de gerne vil have på festivalen. Og det ønsker vi at afspejle i det udbud af mad, vi har. Så nej, det er ikke praktisk funderet. Det er funderet i, hvordan vi mener, at publikum får den bedst mulige festivaloplevelse hos os. Det er det, vi baserer alle vores beslutninger på.

Hvilke klimabevidste eller bæredygtige tiltag arbejder I med på Smukfest?

- Vi har faktisk virkelig mange tiltag i gang hos os, og det er også en udvikling, der har taget virkelig meget fart de seneste år. Hos os har vi det princip, at vi udfører det i virkeligheden først, og så kigger vi på det, evaluerer og taler om det bagefter. Og eksempelvis er graden af materialer vi genbruger fra år til år steget kraftigt de seneste år.

- Vi genbruger faktisk langt størstedelen af de materialer, vi benytter, når vi opfører en stor, kompleks festival i skoven. Og det har også haft en massiv effekt i forbruget af brændstof til generatorer, busser, lastbiler. Vi har lavet mange tiltag de seneste år for at få mindsket CO2-aftrykket på den konto.

- I forhold til forbruget af fødevarer har vi samarbejdet med Fødevarebanken på overskuddet af fødevarer fra os. Vi har også taget en masse initiativer i forhold til publikum og sorteringen af affald. Og det er noget, der er ved at komme ind under huden på os og vores frivillige.

- Det er en helt grundlæggende bevidsthed, der skal findes, og hvis vi selv skal sige det, så synes vi faktisk, at det går rigtigt godt. Der er stadigvæk mere at gøre, og vi vil også i fremtiden indføre flere initiativer for at blive endnu mere bæredygtige.

Så I vil også komme med nye bæredygtige initiativer til Smukfest 2022?

- Ja, det udvikler vi på hele tiden. Og det gør vi også med virkeligt dygtige og dedikerede frivillige, der er med til at sætte deres aftryk på, hvordan vi kan gøre tingene endnu bedre.

Afslutningsvis vil jeg spørge dig, kan man gå for langt i forhold til at skulle møde tidsånden? Kan det blive for trendbaseret?

Vores holdning er, at alle arrangører har deres egne valg i forhold til, hvordan man vil møde sit publikum, og det respekterer vi til enhver tid. For vores vedkommende er vi nok et sted, hvor vi også kigger tingene lidt an, før vi bare kaster os ud i trends som noget af det første, lige når de er der.

Bag Smukfest står Skanderborg Festivalklub, der ligesom selve festivalen har 40 år på bagen. Efter to aflyste år har Smukfest offentliggjort de første navne til 2022, herunder Gorillaz, Kygo, Lionel Richie, Limp Bizkit, Kraftwerk 3D, Herbie Hancock, HandsDown og Almost AC/DC. 

LÆS OGSÅ: NorthSide svarer på kritik om plantebaseret tiltag


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA