x

LYDMOR-KRONIK FØR STOR KONCERT: "Jeg er pissebange"

LYDMOR-KRONIK FØR STOR KONCERT: "Jeg er pissebange"

Vi har modtaget nedenstående kronik. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hej GAFFA-læser. 

Har du lyst til at vide, hvordan det føles at være et skrøbeligt, usikkert menneske, som skal spille Store Vega, helt alene? 

Jeg hedder Jenny, jeg laver musik under navnet Lydmor. Jeg spiller koncerter, hvor jeg står alene på scenen, omgivet i lys. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal kalde det. En blanding af dj, liveband, teater, talkshow og performance art.

Glorificeret karaoke? 

Jeg sampler mig selv live, ændrer lydlandskaber on the fly, gør nogle virkelig svære ting, som kræver enormt overblik og præcision. Men sagen er den, at hvis man ikke har et meget grundigt kendskab til det program, jeg bruger, så kan man ikke rigtig se, hvad det er, jeg står og laver. Der er sikkert mange, som tror jeg bare står og trykker play. 

Nogle gange kan jeg godt lide at joke med, at jeg bare står og spiller Counterstrike deroppe.

Men hvis vi skal være helt ærlige, så har jeg haft rigtig meget usikkerhed omkring det her. Specielt inden jeg fik mit store lysshow, som på en måde hjælper mig med at fylde rummene, jeg spiller i, ud. Jeg fik anmeldelser, som brokkede sig over manglen på et liveband. Jeg forsøgte mig med et liveband. Flere gange. Jeg ville så gerne gøre folk glade. Jeg ville så gerne give dem det, de gerne ville have. Det var bare ikke noget for mig, lige meget hvor meget jeg forsøgte. Jeg kan godt lide at være alene med mit publikum. Det føles som ekstremsport. Og hvis jeg endelig skal opgradere og gøre mit show større, så vil jeg hellere have mere lys, mere scenografi. 

Og jeg kan altså bare virkelig godt lide algoritmer, programmering, lyddesign, trommemaskiner og synths! Det kan godt være, det ikke er ligesom de cool punkbands, med deres trommer og deres distortion-pedaler og svedige kroppe, som vælter ind i hinanden. Men jeg elsker det altså. Jeg elsker alle de ting, jeg kan, med mine maskiner. Og er der nogensinde nogen, som har brokket sig over, at DJ David Guetta ikke har en trommeslager?

Jeg er på tour i Danmark lige nu, med et show, jeg er virkelig stolt af. Jeg har designet det sammen med min højre hånd Oscar Trap. Vi har bygget en UFO af lys. Vi har forskellige former for flydende røg. Der er underlige interludes. Nye versioner af numre. Jeg har lavet de bedste programmeringer i hele min karriere. 

Men alligevel begynder det nu, hvor jeg nærmer mig den sidste dato, Store Vega, at samle sig som en hård hånd, der strammer sig om mine indvolde. Jeg ved, hvad det er. For jeg får det, hver eneste gang jeg skal gøre noget stort. Det var der, inden jeg spillede for 10.000 på Roskilde Festival. Det var der, inden jeg spillede i DR Koncertsalen, sammen med et stort kor og en masse gæstestjerner. Det var der, da jeg stillede mig nøgen på scenen til GAFFA-Prisen, for at lave den mest politiske performance i min karriere.

Det er stemmen, som siger: “Du er ikke god nok. Folk bliver skuffede” 

Og shit, hvor den bare råber ad mig. Jeg kan næsten ikke høre andet, når den rammer. Jeg krummer mig sammen i fosterstilling, og tårerne triller ned ad kinderne på mig. Jeg kan blive helt overbevist om, at det ville være bedst for alle, hvis jeg aflyste, fordi jeg er så dårlig. Usikkerheden spreder sig og trækker tentakler ind i ethvert tidspunkt i min karriere, hvor jeg ikke har følt mig god nok. Det bliver beviset for, at jeg ikke har ret, for at jeg har taget fejl, at alt er helt forkert, og folk kommer til at hade mig for det.

Og nu er jeg her altså igen. For i morgen hedder det Store Vega. 

Kæmpe Vega. 

Mega Vega. 

Giga Vega. 

Noia Vega. 

Fucking. 

Vega. 

Næsten alle billetter er solgt i forsalg. Alle disse mennesker, som har glædet sig, som har købt billet i god tid. Så vildt jo. 

Jeg ved sgu ikke, hvor den usikkerhed kommer fra. Patriarkatet? Kapitalisme og præstationssamfundet? Mobning i folkeskolen? Hvad jeg til gengæld ved alt om, er at den er som et grådigt dyr. Den hægter sig fast på specifikke ting, og så bilder den dig ind, at lige præcis denne gang, så er der specielt god grund til at være bange.

Lige i dag har den hægtet sig på, at jeg ikke har nogle dansere, som jeg havde sidste gang, jeg spillede Store Vega. Der lavede jeg et performance art piece, som var en del af koncerten. Stemmen i mit hoved siger, at nu bliver folk skuffede over, at jeg ikke gør det igen. 

Selvom jeg inderst inde ved, at dette show er det bedste jeg nogensinde har lavet – bedre end alle de ting, hvor jeg havde mange med på scenen. 

Det var derfor jeg valgte at det skulle være sådan på VEGA, i sin tid. Jeg ville ind til essensen. Mig og lyset og lyden. Jeg ville tage det intime space, jeg har med mit publikum, op på den store scene. Det eneste, jeg gjorde, var at leje en masse ekstra lys ind. Ingen fryns eller udenomssnak. Essens. Laser og følelser. Det var det, jeg allerhelst ville gøre. Det jeg troede mest på.

Men frygten. Fucking frygten, mand! 

For at det var det forkerte valg. 

Skulle jeg have inviteret nogen med? Er JEG nok? Hvordan kan JEG være nok?

Frygten for at se ud over en sal med tusindvis af skuffede, mistro ansigter. At de begynder at snakke helt vildt under showet. Eller simpelthen allesammen går, inden koncerten er færdig. Eller at komme backstage efter showet til mine venner, som forsøger at skjule, hvor dårligt de synes, det var. Anmelderne, som sviner det til. Min hjerne er foruroligende kreativ med scenarier for, hvor galt det kan gå. Billederne flasher forbi mine sammenknebne øjne.

Skal det være sådan her fucking hver eneste gang, jeg laver en stor ting? spørger jeg mig selv. Og nej. Jeg vil ikke mere. 

Det er derfor, jeg er begyndt at tale højt om det. Jeg vil være ærlig om, at det er sådan her jeg har det. Jeg vil vise, at det ikke betyder, at man skal stoppe, bare fordi éns hjerne laver krumspring. 

At man godt må tage plads i verden, selvom man er skrøbelig. At man gerne må larme, selvom man er usikker på sig selv. At man gerne må stille sig op på den store scene, selvom man er bange.

Jeg vil gerne vise det til verden, men mest af alt tror jeg faktisk bare gerne, jeg vil vise det til mig selv. 

Jeg tror, jeg synes styrke handler om at turde være skrøbelig. Jeg tror, der er en forandring på vej i verden.

Jeg er heldig, jeg har et hold af emotionelt intelligente mennesker omkring mig, som kommer til at stå ved min side. Mine to managers, Stefan og Thomas. Min lysdesigner Oscar Trap. Op indtil det sidste minut er de med mig. Indtil jeg træder op på scenen og spiller min koncert, hvilket jeg altså har tænkt mig at gøre, fuldstændig helt og aldeles alene. Med al skrøbeligheden. Med tvivlen. Med styrken. Og alle de underlige lyde. 

Og ved du hvad? 

Det er sgu mere punk end den musik, din far lyttede til, da han var teen.

LÆS OGSÅ: LYDMOR-ANMELDELSE OKTOBER 2021: Matriarken af dansk electronica genføder spillested


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA