x

KOMMENTAR: Rocken er hverken død eller levende

KOMMENTAR: Rocken er hverken død eller levende

Er rocken død eller levende? Debatten har gået livligt, efter at GAFFAs skribent Simon Heggum for et par måneder siden erklærede rocken for død. For nylig fik han et modsvar fra musiker Justus Ortmann og svarer nu tilbage.

Kære Justus Ortmann

Jeg ville så gerne være enig med dig. Det er nemmest. Og fedest! Jeg har selv i mange år holdt flammen ved live. Jeg arbejder til hverdag for rockens overlevelse. Jeg spiller selv guitar, og jeg har indtil for ganske nylig frekventeret et dansk rockband som bassist. Men jeg kan desværre ikke finde nogle beviser for rockens overlevelse i dit svar på tiltale. Dine beviser for rockens overlevelse er ikke stærke nok! Men grundigt detektivarbejde har vist, at vi muligvis begge tager fejl.

I første omgang er jeg nødt til at dementere min første klumme, som ikke nødvendigvis var fuldt repræsentativ for min helt forbeholdne mening. Og dog! Men lad mig starte et personligt sted for at nå frem til det upersonlige. For min metaltræthed over for rockmusikken kom delvist i kraft af mit arbejde, for det er nærmest ubegrænset, hvor mange ligegyldige rockplader du skal sidde igennem for at nå til en god rockplade. Og det er mere udpræget end ved andre genrer. Jeg opdagede, samtidig med denne metaltræthed, at jeg ikke længere lyttede til ny rockmusik på samme måde, og at andre genrer havde erstattet den. For aggressioner tyede jeg til den mørkeste metal og for det drive, som rocken oprindeligt havde stået for, var jeg gået over til den elektroniske musik, hvor alt fra acidhouse til Detroit- og Berlin-techno, især Underworld, har udfyldt det tomrum. Jeg har måske altid været en elektronik-dreng, før jeg var en rockmand.

Misforståelsernes kirkegård

Og alligevel savnede jeg rockmusikken. Jeg savnede det subversive. Jeg savnede den coolness, som rocken giver dig. Det er nærmest kun rockmusikken, der kan få dig til at føle dig som den mest cool dude i byen. Også selvom du sidder derhjemme uden bukser på og spiser biksemad fra en kop med en skruetrækker. Når rocken fungerer, er den stadig rebelsk og farlig! Og det er der ingen af de navne, du nævner, der kommer i nærheden af. Olivia Rodrigo – som jeg i øvrigt synes er glimrende, selvom du fejlagtigt tror, jeg fnyser ad hende – er ikke rockmusiker, men bruger rockmusikken som et stilistisk virkemiddel, ligesom Billie Eilish – måske dette årtis vigtigste popstjerne – gør det på sin nye, ganske glimrende plade.  Men ingen af dem er repræsentanter for den døende genre, men bruger den – på samme måde, som de bruger trapbeats og funkbas – som et postmoderne rædskab til at male et nyt maleri. Som en grafittikunstner, der maler et Rembrandt på en banegårdsmur.

Og det bringer mig frem til min pointe, som faktisk blev understreget af den hårde kerne af grå guld, der kaldte mig en inkompetent idiot uden at forstå, hvad jeg rent faktisk mente med min pointe. For rocken dør, så længe den stilmæssigt spænder ben for sig selv. Og så længe vi – rockfansne – tvinger en etikette ned over den. Det gjorde jeg netop i min klumme for at bevise en pointe. Du modsiger ikke min pointe, men kommer i stedet med en liste – hvor størstedelen er virkelig dygtige musikere, der ikke spiller rockmusik – som jeg så kan nikke genkendende til.

The Minds of 99 er ikke rock. De rystede selv på hovedet, da de fik GAFFA Prisen som årets rocknavn for år tilbage, hvor Niels Brandt køligt konstaterede at ”hvis de var rock, var rockmusikken fucked”. Hans ord – ikke mine. Joyce er æstetisk set inspireret af rock, men er nok nærmere en slags radiohybrid, selvom en række kritikere fejlagtigt har døbt det punk. Jeg skal fandeme giver jer punk. Joyce er godt. Men ikke punk. FABRÄK bygger på nogle grundidéer, der er taget fra punken og har også en anelse punk over sig, men lader sig i lige så høj grad inspirere af den mere subversive del af moderne pop og hiphop.  Du sammenligner dem selv med Beastie Boys, der heller ikke er et rockband.

PRISMA, som jeg elsker, er måske tæt på at være et rockband, men blander støvede folktendenser og skandinavisk powerpop ind i billedet og er måske det tætteste, du kommer på rock i din opsummering, Men der er ikke ret mange af de navne, du nævner, som jeg synes beviser rockens overlevelse. Det er ikke uinteressante navne, men det er navne der, i bund og grund, er for postmodernistiske og genreforvirrende til at påvise rockens overlevelse. Hvis du spørger mig, beviser det faktisk det modsatte. For verden er genreløs, og vi skal til at vænne os til, at det er sådan, det er. Faktisk gør det også musikken bedre.

Postgenrens klamme hånd

I min forrige klumme forsøgte jeg at definere rocken som en enlig mastodont, og det gjorde jeg på en lettere kluntet måde, fordi jeg havde lyst til at bruge en primitiv metode til at bevise en pointe. Rocken er det, vi som musikkonsumenter, gør den til, og vi har – som jeg lige har gjort i ovenstående smøre – en tendens til at holde den fast i en forudindtaget rolle, som jeg netop også gjorde det i klummen for på den måde at lægge op til debat. At bruge dobbeltmoralen – dumheden om man vil – som et debatoverlæg, peger hele vejen tilbage til de gamle grækere og Sokrates og er inspireret af den sokratiske metode. Stil en dobbeltmoralsk ideologi op for at få modtageren til at tænke selv.

Det er ren utopi og tro at det kunne få alle læsere i dialog, men jeg kan konstatere at debatten alligevel gik livligt. Når man kom over de sædvanlige floskler – at blive kaldt Treo, idiot, hipster og inkompetent (hvilket jeg trods alt ikke er) – så fangede de fleste rent faktisk min dobbeltmorale, og det gjorde mig glad. For klummen var ikke ment som en nekrolog, men en skjult ironiseren over faktummet, at mange af mine kollegaer – inklusive mig selv – tit og ofte gerne vil erklære rocken for død. Måske fordi rocken repræsenterer en gammel og døende mastodont, som vi gerne vil gøre op med som ”nytænkende kritikere”.

Faktum er, at hverken du og jeg kan tillade os at erklære rocken død eller levende. Den er aldrig død eller levende. Den har forandret sig med tiden, ligesom jeg gik op med at gå med badges på mit tøj, da jeg blev 22 og holdt op med at gå på druk, da min kæreste blev gravid med min datter. Rocken bliver ældre og yngre på samme tid. I denne post-genre verden skal vi måske til at tale om, hvorvidt rocken overhovedet er ”rock”, men måske nærmere er muteret og vokset ind i musikken, som nu er en stor, savlende gigant af genrepåvirkninger, der som en svagt kurateret Spotify-playliste spytter det ene popmonster efter det andet ud. Prøv at høre Rina Sawayamas fantastiske debut fra 2020, og du forstår, hvor jeg vil hen.

Fuck yeah, rock and roll!
Det farligste, vi kan gøre for rockmusikken er at holde den fast i den FUCKYEAHVOLBEATOGFA’ØLICARPORTEN-verden, som vi har en tendens til at gøre. Vi gør genren en bjørnetjeneste ved at holde den tilbage. Det er som stakkels Kim, der til sin konfirmation får at vide, at han skal sidde stille ved bordet. Lad nu drengen vokse! Jeg så, i forbindelse med min klumme, de første syv kommentarer, der henviste mig til at lytte til fuldstændig ligegyldig rock, hvor fem gutter har det for fedt i deres garage. Modsat er det vigtigere at kigge på dem, der fornyer genren.

King GIizzard and The Lizard Wizard (billedet) har længe været nævnt som Tame Impalas aftagere, når vi taler om ”det største rocknavn” lige nu, mens selvsamme IDLES, som jeg beskyldte for at være kørt metaltrætte, har lavet et af årets bedste rockalbum med Crawler. Jack White udgiver i 2022 to spritnye album og har samtidig udsendt en af sin solokarrieres bedste singler i ”Taking it Back”, hvor han kombinerer fortidslevn med sin nyopdagede artrock-vinkel, hvilket resulterer i en af årets singler. Jeg kunne nævne flere, og jeg har faktisk indbakken fyldt med rockmusik, da jeg får tilsendt rigtig meget på ugentlig basis.

Herhjemme kan jeg fremhæve Vince Chinaski, der maler med en mere artrocket, historisk pen, og har lavet en fantastisk single med sangen ”Never Painted Black”, mens en solist som Glitchi lader sig inspirere af hyperpoppen, men tydelig har mere at gøre med rockens verden. Skal man lede længere, er der hjælp at hente i kulissen, hvor Fribytterdrømme forhåbentlig snart laver toeren til Labyrintens Farver, som stadig er en af det sidste årtis bedste danske rockplader. Ydermere er der guld at hente i den ellers ensartede gruppe af postpunkere, hvor især De Må Være Belgiere glimrer. Og så er der Love Shop, Skammens Vogn og ibens, der bevæger sig i randområderne.

There you go! Rocken er ikke død. Eller levende. Den er noget andet. Den er mange ting. Den er helt forskelligartet. Der er ikke nogen regelsæt. Jeg ved sgu da godt, den lever. Men indimellem er man nødt til at bruge sin fladpandede humor til at rive op i en diskussion! Og hey! Det virkede sgu, selvom dit svar aldrig rigtig kom til sin ret.

LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Rocken er ikke død – og det er ikke mindst kvindernes fortjeneste

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA