x

ANMELDERNE HAR ORDET: Årets 20 bedste album ifølge Ole Rosenstand Svidt

ANMELDERNE HAR ORDET: Årets 20 bedste album ifølge Ole Rosenstand Svidt

Traditionen tro har GAFFAs samlede skribentstab ved en afstemning kåret de årets bedste danske og udenlandske album. Mellem jul og nytår giver vi ordet til de enkelte anmeldere og fortsætter med Ole Rosenstand Svidt – der som altid har en 100 procent kønsligestillet liste.

Internationale album:

10 Lana Del Rey: Chemtrails over the Country Club

Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke rigtigt har fået hørt Lana Del Reys seneste album, Blue Banisters fra oktober i år. Jeg bliver lidt stresset over kunstnere, der udgiver mere end et album om året, og Lana Del Reys martsudgivelse, Chemtrails over the Country Club, er rigeligt for mig i år. Smukke klaverballader, Lanas karakteristiske dybe, dramatiske og sensuelle stemme og masser af elegante musikalske og tekstmæssige detaljer. Og der er åbenbart mere, hvor det kommer fra. Hvor får hun det fra?

9 Foo Fighters: Medicine at Midnight

Med deres tiende album Medicine at Midnight har Foo Fighters begået deres til dato korteste album. Ni sange og knap 37 minutter er det blevet til, men kvalitet er jo bedre end kvantitet, og der er ikke mange kedelige stunder på udspillet. Udgivelsen er nok også deres mest poppede og dansevenlige til dato, uden dog at sælge ud af rocken og bandets grundværdier, og melodimaterialet er stærkt hele vejen.

8 St. Vincent: Daddy’s Home

På sit sjette soloalbum er den amerikanske sanger, sangskriver og guitarist mere funky og 70’er-inspireret end nogensinde, mens teksterne blandt andet er inspireret af hendes far, der i 2019 blev løsladt efter at have afsonet ni års fængsel for økonomisk kriminalitet. Unægtelig et atypisk tekstemne, men St. Vincent får det hele til at gå op i en højere enhed.

7 James Blake: Friends That Break Your Heart

På sit femte album forfiner James Blake sin særlige blanding af melankolske klaverballader, elektroniske elementer og følsom leadvokal, tilsat velvalgte gæster fra r&b og hiphop. Hvis du trænger til at få dit hjerte knust på den fede måde, skal du bare sætte dette album på.

6 Tori Amos: Ocean to Ocean

Alene et blik på spillelængden fortæller lidt om, hvor Tori Amos befinder sig på sit 16. studiealbum. Med sine 47 minutter og 11 sange er albummet hendes til dato korteste – hendes udgivelser varer ofte over en time. Den relative korthed kunne tyde på et lettilgængeligt og koncentreret udspil, og det er også tilfældet, både tekstmæssigt og musikalsk. Ocean to Ocean er tydeligvis inspireret af den allestedsnærværende coronapandemi og nedlukning, men det har, trods melankoli og vrede undervejs, en gennemgående optimistisk tone, med fokus på lyset for enden af den lange, mørke tunnel. 

5 Low: Hey What

Indiebandet fra Minnesota alias ægteparret Alan Sparhawk og Mimi Parker fortsætter på deres 13. album udtrykket fra forgængeren Double Negative, hvor deres melankolske støjpop og flotte vokalharmonier bliver elektronisk efterbehandlet, så det nærmest lyder, som om det bliver transmitteret gennem en gammeldags transistorradio, der ikke står helt klart mellem stationerne. Et helt unikt udtryk.

4 Wolf Alice: Blue Weekend

Det engelske indieband kommer musikalsk vidt omkring på deres tredje album, der strækker sig fra shoegaze til grunge over ”klassisk” indierock og fra stille til storladne stunder. Sangskrivningsniveauet er højt, og albummet skinner ikke mindst takket være forsanger Ellie Rowsells smukke vokaler, både leadvokal og egne korbidrag.

3 Thåström: Dom som skiner

Den svenske, post-punkede mørkemand lukker lidt lys ind på sit 10. soloalbum, som samtidig er betydeligt mere elektronisk end normalt fra hans side. Intensiteten og det melodiske overskud er dog uforandret, og når Thåström oplader sin autoritære stemme, kan man ikke andet end at lytte, uanset om han besynger livet i sin nye hjemby Berlin eller sin afdøde mor. De stærke gæstevokaler fra First Aid Kit og Titiyo skal også fremhæves.

2 The Weather Station: Ignorance

Den canadiske indiefolk/rockgruppes leder Tamara Lindeman er en fremragende sanger, sangskriver og producer (sammen med co-producer Marcus Paquin (Arcade Fire, The National med flere)). Hendes stemme er på én gang skrøbelig og insisterende, som en person, der sænker stemmen for at sige noget virkelig alvorligt. Vokalen giver mig mindelser om Portisheads Beth Gibbons, om Adrianne Lenker fra åndsbeslægtede Big Thief og en ung udgave af landsmanden Joni Mitchell.

Samtlige sange på Ignorance er fremragende, både hvad angår tekst og melodier. Forholdsvis enkle uden at være simple, gennemmelodiske og med en gennemgående vemodig undertone, selvom tempoet ofte er forholdsvis højt. Tekstmæssigt handler det blandt andet om menneskets rovdrift på naturen, men resultatet er alligevel opløftende.

1 Nick Cave & Warren Ellis: Carnage

Efter at have bearbejdet sin private sorg på sine to forrige album gik Nick Cave frygtløst i gang med at fundere over den globale pandemi på sit første sangbaserede soloalbum uden backing fra sit band The Bad Seeds – bortset fra et enkelt medlem, Warren Ellis, der her primært står for de elektroniske elementer. Udspillet er lavmælt og tænksomt og kommer også omkring Black Lives Matter-debatten på sangen ”White Elephant”, og ligesom på sine to forrige album pendulerer Cave mellem sang og noget, der tangerer spoken word. Selvom grundstemningen er alvorlig, bliver lyset også lukket ind, og hovedindtrykket er et optimistisk værk til en stadig udfordrende tid.

LÆS OGSÅ: REDAKTIONEN: Her er årets 20 bedste internationale album

Danske album:

10 Uden Ord: Eventyr

Det virker unægtelig ambitiøst at kalde sit debutalbum Eventyr, men den danske indie-folk-med-mere-trio Uden Ord lever op til de selvskabte forventninger. Gruppen er noget så usædvanligt som et band med tre skiftende forsangere ligesom ligeledes Patina, som de ellers ikke minder særlig meget om. Og nej, der er ikke ligefrem tale om ordløs musik, snarere tværtimod. Gruppens dansksprogede tekster er ganske ordrige, temmelig poetiske og til tider en anelse kryptiske. Musikalsk er albummet ganske alsidigt, men især præget af de skiftende vokaler i ret forskellige tonelejer – fra ganske lyst til temmelig dybt – fingerspillede guitarer med og uden strøm, elektroniske beats, blæseinstrumenter som saxofon, klarinet og tværfløjte, småstøjende guitarer, lidt violin, AutoTune i beherskede mængder på ganske effektfulde steder og en forkærlighed for vuggende taktarter. Absolut vellykket.

9 Prisma: Inside Out (ep)

Duoen alias søstrene Frida (sang, guitar) og Sirid (sang, bas) Møl Kristensen tog mig og mange andre på sengen med deres anden ep, Inside Out. Virkemidlerne er smukke vokalharmonier, fængende melodier, en pumpende elektronisk bund og flotte guitarfigurer. The Raveonettes møder First Aid Kit på denne særdeles vellykkede udgivelse, hvor de fire sange senere fik følgeskab af et bonusnummer, ”Villains of the Night”, der er en regulær banger og en af duoens bedste sange til dato. Duoens første ep fra 2020, den mere afdæmpede Her, er også stærk, og i det hele taget er der god grund til at holde godt øje med de særdeles talentfulde søstre.

8 De Efterladte: Skrevet i sand

Singer-songwriter-trioen alias de tre midaldrende mænd Peter H. Olesen (sang, tekster), Michael Lund (strengeinstrumenter, melodier) og Boi Holm (elektronik) er tilbage med et nyt, forholdsvis minimalistisk og eftertænksomt album, denne gang med fokus på altings forgængelighed og med vemod og optimisme i fin balance. Albummet er indspillet ved Vesterhavet, og at lytte til det er som at se ud over det store hav og mærke roen brede sig i sjælen over naturens utæmmelige kræfter, mens tankerne om tilværelsens grundvilkår forhåbentlig falder på plads.

7 Rebecca Lou: Heavy Metal Feelings

Der er sket meget, siden Rebecca Lou albumdebuterede for to år siden. Dengang var det et band, nu er hun en solist. Og dengang spillede de punkrock, men i dag er de forvrængede guitarer og hårdtpumpede trommer – trods albumtitlen Heavy Metal Feelings – delvist erstattet af keyboards og elektroniske beats, og musikken er lige så tæt på pop som punk. Heldigvis har Rebecca Lou ikke fået filet alle sine kanter af, og hun har også beholdt sine to stærkeste kort på hånden: Stemmen og sangene.

6 Efterklang: Windflowers

Windflowers begynder helt stille med balladen ”Alien Arms”, hvor Casper Clausens udtryksfulde vokal og Rasmus Stolbergs bas er næsten helt inde i øret på lytteren. Undervejs sker der en spændende musikalsk udvikling, hvor et iørefaldende tema midtvejs synes at komme fra en mellemting mellem en kvindestemme og en synthesizer, og en smukt kvindekor falder ind mod slutningen.

Den slags elegante detaljer er der som altid masser af hos Efterklang, hvor sangene langtfra altid følger den velkendte vers-omkvæd-vers-omkvæd-mellemstykke-vers-omkvæd-skabelon, men hvor de forskellige musikalske stykker og skift i intensitet på én gang kommer som overraskelser og på det helt rigtige sted. Og hvor akustiske instrumenter som strygere, blæsere, fløjter, klaverer og forskellige former for slagtøj tager rockbas og -trommer samt elektroniske elementer i hånden og danner en ubrydelig rundkreds, der synes at kunne danse med hinanden for evigt på samme måde, som Casper Clausens leadvokal og de kvindelige korstemmer komplementer hinanden.

5 Selma Judith: Getting Angry, Baby

Det er modigt at debutere med et album med 20 (!) numre og 77 minutters spilletid – ikke mindst i en tid, hvor kunstnere snildt kan udgive 30 minutters musik og kalde et fuldt album (også med et godt resultat, se for eksempel hos Rebecca Lou og Guldimund). Det er også modigt at lade harpe være et gennemgående instrument på et udspil, der ellers primært kan karakteriseres som eksperimenterende r&b, og hvor Selma Judith undervejs kommer med et længere vredesudbrud på dansk på det ellers engelsksprogede udspil. Albummet indeholder dog også mange øjeblikke af stor skønhed, og i det hele taget er Selma Judith en kompromisløs kunstner, som vi forhåbentlig kommer til at høre meget mere til – og som forhåbentlig også vil vække genklang internationalt.

4 Love Shop: Levende mænd i døde forhold

13 (!) album og 31 år inde i karrieren leverer Jens Unmack & Co. et af deres stærkeste album til dato. Levende mænd i døde forhold hører til blandt gruppens mest melankolske og samtidig mest elektroniske udspil – og er med sine 36 minutter i øvrigt deres korteste album. Der er slet ikke brugt live-trommer, men resultatet med programmerede beats er overraskende velfungerende. Melodimaterialet er som vanligt slidstærkt, og tekstmæssigt er Unmack, som titlen antyder, i poetisk topform. Afslutningsnummeret ”Exitstrategi” giver gåsehud, når en melodika (eller er det en synth?) kommer ind og giver mindelser om afdøde Henrik Halls uforlignelige mundharpe.

3 Lydmor: Capacity

Sangeren, sangskriveren, elektronikamusikeren og produceren har skabt endnu et stærkt album, denne gang med tydelige og tankevækkende feministiske over- og undertoner i teksterne. Melodisk og musikalsk er det endnu engang et gennemarbejdet udspil, som man både kan danse, filosofere og græde til. Og et album, som bør give Lydmor et internationalt gennembrud.

2 Guldimund: Dem, vi plejede at være

Sanger, sangskriver, multimusiker og producer Asger Nordtorp Pedersen med en fortid i Blaue Blume og Tårn trådte for alvor i karakter med sit andet soloalbum, som samtidig blev hans anden debut, for han har nu slettet sit første album fra streamingtjenesterne. Albummet er et ærligt indblik i et parforholds dagligdag og kriser, med usædvanligt direkte og originale tekster, eksempelvis disse guldkorn: ”Jeg kan ikke råbe højt, for drengen sover/ så jeg prøver på at flå en karklud over/ selvom kopper, der bliver knust, lyder sjovere.” Melodierne er smukke trods de dramatiske tekster, og Guldimunds lyse og klare vokal går lige ind.

1 Jomi: Lyst

Lyst er et sangorienteret, dansksproget album i spændingsfeltet mellem sofistikeret jazzpop, singer-songwriting og indierock med erklærede forbilleder i navne som Joni Mitchell, Anne Linnet og PJ Harvey, og resultatet er fremragende.

Alt på Lyst er simpelthen gennemsyret af høj kvalitet. Teksterne, melodierne, arrangementerne, vokalerne, musikerpræstationerne, produktionen. Grundmaterialet er nogle utroligt velskrevne, poetiske, vedkommende tekster og stærke melodier, og de bliver fremført med en maksimal indlevelse af Jomi, hvis varme og kraftfulde stemme er en farveeksplosion af nuancer. Det samme gælder hendes tangentspil, der glitrer som sollys reflekteret i en sø. Jomi bliver akkompagneret af et sandt stjernehold af musikere, blandt andre Ida Duelund Hansen, hvis båndløse bas føles som et flyvende tæppe, Kresten Osgood, hvis alsidige trommespil sætter lytterens underkæbe på overarbejde og en fantasifuld blæsersektion, der kontinuerligt tager pusten fra lytteren.

LÆS OGSÅ: REDAKTIONEN: Her er årets 20 bedste danske album

Om skribenten:

Jeg er 47 år, har skrevet for GAFFA siden 1998 og været fastansat som redaktionssekretær siden 1. februar 2002 og nærmer mig dermed med stormskridt mit 20-års jubilæum som fastansat. Uddannet cand.mag. i æstetik og kultur og er desuden forfatter til to romaner, som har fået mildt sagt blandede anmeldelser. Arbejder for tiden på en ny roman, der forhåbentlig udkommer engang i 2022, bank under bordet. Er derudover en ivrig svampeplukker, som har spist selvsamlede svampe siden midt-80’erne, så vidt vides uden at tage skade. Jeg holder mig dog fra de euforiserende af slagsen. Er mig bekendt ikke i familie med GAFFA-skribent Sara Sofie Svith, selvom flere i min familie staver navnet på denne måde.

Jeg er en flittig koncertgænger, og trods nedlukningen af livescenen i årets første fire måneder lykkedes det mig at være til 126 koncerter i 2021, eksklusive opvarmningsnavne, men inklusive festivalkoncerter.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA