x

Buena Vista Social Club: Den mirakuløse klub fra Havanna

Buena Vista Social Club: Den mirakuløse klub fra Havanna

Jeg glemmer aldrig den dag for ni år siden. Udenfor i København var der solformørkelse. Rigtigt mange havde specielle briller på og stirrede op mod himlen efter den brændende ildkugle i det fjerne. Selv gik jeg ned i en mørk kælder for at møde nogle gamle genier fra solens land, som hele verden havde talt om med ærefrygt i et par år. Det var ret absurd.

Et par år forinden havde nogle af dem skrevet verdenshistorie. Der var gamle grånende Rubén Gonzales, der som en meget stor skygge havde basunspiller Jesus ”Aguaje” Ramos som sin bodyguard og støtte. Man fornemmede, at gamle Rubén hverken så eller gik specielt godt. Og så var der divaen, den stadig kønne Omara Portuondo. Med carte blanche til ens betingelsesløse tilbedelse. En veteran fra den berømte Tropicana-cabaret i Havanna, samt en af østatens guldklumper gennem en menneskealder.

Jeg fik ti minutter med Rubén og en dansk sygeplejerske, som var tolk og havde barn med en af musikerne i Sierra Maestra, gruppen som dannede grundlag for miraklet i Havanna. Jeg glemmer aldrig det beskedne geni. Hans fingres bevægelser og fagter så bløde og måden hvorpå det var tydeligt, at han stadig ikke syntes at have fattet, hvorfor lige han skulle blive opdaget som superstjerne på et tidspunkt, hvor pensionen var i fuld gang. Nu befandt han sig på endnu en turné til et fjernt land på luksushotel til fyrstelig løn omgivet af nærmest tilbedende vesterlændinge som undertegnede, der ikke kunne mere end fem gloser på spansk. På trods af et par års tilvænning, så Rubén Gonzales stadig forbavset ud. Mens Omara omgående gav sig til at flirte. Det var et sublimt møde. Da jeg kom op fra kælderen var solformørkelsen forbi, og verden gik videre.

Om aftenen spillede cubanerne foran et stopfyldt Vega. Hver en solo blev applauderet af et hengivent publikum, der for de flestes vedkommende næppe havde anet, at der var noget, der hed són-musik, før pladen med de gamle stjerner og Ry Cooder var kommet ud. Jeg var sammen med musikerne bagefter, og Omara blinkede til mig, mens hendes søn så den anden vej og musikerne grinede.

De næste år ville orkestret i alle mulige afskygninger komme forbi, og  nye musikere ville blive føjet til, og hele tiden var magien der med et publikum, der totalt hengivent, men også ukritisk ville elske de charmerende gamlinger betingelsesløst. Som den koncert med Afro Cuban All Stars – en aflægger af projektet - i 1999 eller begyndelsen af 2000, hvor en Manuel ”Puntilita” Licea med bævende stemme og store briller på næsen, nærmest ville stave sig igennem campesina-klassikeren Al Vaivén de mi Carreta – vel at mærke en Nico Saquito-ting, som alle kan – og hver gang han kom til slutningen ville koret med blandt andre Juan de Marcos Gonzales og hans bror Carlito nærmest lettet svare et ”Si señor”. Det var ret slemt at overvære, og den gamle sanger døde da også få måneder senere. Politikens anmelder, som ellers mest anmeldte hiphop, roste den præstation. Ligesom der ville være koncerter med Rubén Gonzales, hvor han tydeligt var så dårligt til bens, at det kun var takket være Jesus ”Aguaje” Ramós, at han overhovedet gennemførte koncerten. Mens der den følgende uge måske ville komme et toptunet orkester af cubanske musikere spillende den mest fyrrige omgang timba, og så ville få møde op.

For Buena Vista Social Club var kult, og til dato har den første plade solgt 8 millioner på verdensplan, samt høstet en mængde priser. Samt ene og alene sat gang i det boom for musikformer som són, rumba, salsa og alle de andre stilarter fra det caraibiske område.

Godt gået af en plade, der blev til ved et tilfælde.

Den swingende ø
Det er ikke ligefrem en verdensmusikalsk nyhed, at cubansk musik er noget, der rykker seriøst. Faktisk har man indenfor jazzen været kraftigt inspireret af musikere fra øen, ikke mindst alle dem, der drog i eksil efter den kommunistiske magtovertagelse i 1959.

Cubansk musik er først og fremmest resultatet af slavehandlen, som fra starten af 1500-tallet bragte afrikanere i stort tal til øen, som på den tid var koloniseret af spaniere. Disse havde hurtigt udryddet den oprindelige indianske befolkning. Afrikanerne kom typisk fra Guldkysten, fra lande som Nigeria, Ghana, Cameroun og Benin, de samme lande som skulle levere den kulturelle baggrund for brasiliansk musik, og de bragte med sig deres musik og de specielle animistiske ritualer, hvor en række ånder – kaldet orisha’er - er en fast bestanddel af virkeligheden, over hvilken en større Gud regerer. Disse ritualer bliver kaldt Santeria, og de praktiseres stadig og består af spil på de store batátrommer og sang på yoruba-sproget, som stammer fra Nigeria.

I filmen Buena Vista Social Club ser vi sangeren Ibrahim Ferrer hjemme foran alteret for hans skytsånd, som han giver offergaver i form af rom, blomster og marengs. Ånden er tydeligt afrikansk, men han kalder den for Lazarus, et navn fra Biblen. Lazarus kaldes også Babalú Ayé og er udtryk for, hvordan den katolske kirke og gammel afrikansk åndereligion er blevet et i den cubanske virkelighed, som det også er i Brasilien. Således er alle ånderne accepteret som helgener, som når Celina Gonzales synger sin berømte "Santa Barbara (Que Viva Changó!)", og i samme åndedrag bruger begge navne for ånden for ild, nemlig Santa Barbara og Changó. Santeriaritualerne er stadig meget udbredte og der findes stærkt anbefalelsesværdige udgivelser på cd.

Musikken fra de gamle ritualer udvikledes videre i havnekvarterne i hovedstaden Havanna og i Mantanzas, hvor rumbaen opstod ved at arbejderne slog på kasser. Den ville snart blive til en dans, som blev særdeles populær. Den ville bestå af forskellige afdelinger, hvoraf den mest berømte er montuno.

Musik fra Oriente
Nu var det selvfølgelig ikke bare afrikanerne, der var musikalske. Plantageejerne havde deres egen musik, hvor det ikke overraskende var guitaren, der var i fokus, og der opstod en speciel form for danzón ude i Oriente-provinsen, hvor også franske plantageejere på flugt fra Saint Domingue – den ø der i dag rummer staterne Haïti og Den Dominikanske Republik – blandede sig. Der havde forståeligt nok været et større slaveoprør på øen.

Musikken var inspireret af europæiske marchbands med violiner og messingblæsere, men efterhånden blev der blandet afrikanske rytmer ind i musikken, som blev til den stilart, som kaldes habanera og som musikhistorikere sammenligner med det, der førte til jazzen i New Orleans. Blandt de berømte orkesterledere var i øvrigt violinisten Enrique Jorrin, som pianist Rubén Gonzales spillede med i mange år. Han skulle siden udvikle chachachá, ligesom en anden indflydelsesrig stil, charanga, var kommet ud af danzon-orkestrene.

Endelig er der són, som er den stil man fortrinsvis forbinder med Buena Vista Social Club. Són Cubano kaldes stilen også, og den opstod i sidste halvdel af 1800-tallet i Orienteprovinsen omkring byen Santiágo, altså området som de fleste Buena Vista-medlemmer stammer fra. Rytmisk udgår són – ligesom rumba – fra claves, altså de to træstykker, der slås mod hinanden, og besvares af perkussion-instrumenterne guiro, bongo og maracas. Ovenpå det er en musikalsk udvikling, hvor en soñero (forsanger) lægger ud med en åbning, og man så entrer en montuno-afdeling, hvor han besvares af koret. Han går så ud i fraseringer, som man kender det fra flamenco, understøttet af den specielle tres-guitar.

Det er són i den oprindelige form. Her var det for alvor sangeren, der var i fokus, og stilen blev hurtigt meget populær, ikke mindst i Vesten, hvor man allerede omkring 1. verdenskrig ville kunne høre indspilninger med de største orkestre, såsom Sexteto Habanero. Sammen med den argentinske tangos superstjerne, Carlos Gardel, var sónmusikkens store sangere udsat for betydelig popularitet. Eksempelvis blev "El Manicero" med Rita Montaner et megahit i Paris i 1928, ligesom den i en anden indspilning røg på hitlisten i USA i starten af 1930’erne, som den første cubanske plade overhovedet. Efterfølgende ville de store orkesterledere i cubansk musiks guldalder være særdeles kendte i USA, hvor Arsenio Rodrigues, Félix Chappotin og Beny Moré var nogle af de navne, der for alvor markerede sig og videreudviklede musikken og de forskellige danse, der fulgte med og dannede mode.

Mafiaens paradis
Cuba var i de år et sted med fantastiske klubber, anført af den legendariske Tropicana-cabaret. Her boltrede ikke mindst mafiaen sig i stor stil, og øen var legeplads for de rige og kunstnerne, så som forfatteren Ernest Hemingway (1899-1961), der tyllede sine frozen daiquri’er på El Floridita-baren for efterfølgende at køre hjem til La Finca Vigía, hans berømte villa i udkanten af Havanna.

I USA var der spiritusforbuddet i 1930’erne og efter krigen ville mafiaen skabe en himmel for velbeslåede amerikanere med kasinoer og omfattende prostitution og dermed masser af arbejde for de store cubanske orkestre. Men det søde liv havde også en slagside, og den menige cubaner var alt andet end tilfreds med levevilkårene under diktatorer som den berygtede Fulgencio Batista, der blev væltet nytårsaften 1958-59 af guerillalederen Fidel Castro og hans mænd, der blandt andre talte revolutionshelten Ernesto ”Ché” Guevara (1928-67).

I kølvandet på revolutionen ville en del af de fineste cubanske musikere forlade øen og for de flestes vedkommende slå sig ned i USA, hvor en anden musikstil, salsa, ville opstå, først og fremmest i New York, hvor pladeselskaber som Fania holdt til. Salsa er i dag et fællesudtryk for al rytmisk musik fra det caraibiske område, men oprindelig var det en fusion der sammensmeltede musikformer fra immigranter fra Cuba og Puerto Rico. Blandt de absolutte stjerner, som forlod Cuba, var sangerinden Célia Cruz (1925-2003) som var på turné, da Fidel Castro tog over. Hun nægtede at vende tilbage og genså aldrig sin fødeø udover et besøg på den amerikanske base i Guantanamó, der ironisk nok fysisk er nær Santiago midt i Oriente-provinsen og alligevel en verden derfra. Ligesom hun ville være et fremtrædende medlem af de eksilcubanske grupper i Miami, som kæmpede for at ”befri” Cuba fra kommunismen.

For hende og de andre var det selvfølgelig et hjerteskærende valg at træffe, og den 40-år lange embargo, hvor samhandel med Cuba fra amerikansk side var ulovlig, gjorde det ikke mindre symbolsk, da Buena Vista Social Club kom forbi og spillede den endegyldigt sidste koncert i Carnegie Hall i 1998.

For alle involverede var det et møde, der kaldte de helt store følelser frem.

Møde i Havanna
Vestlige medier har gerne villet fremstille Buena Vista Social Club-historien som om, festen helt lukkede ned da Fidel Castro kom til. Her ville være fokus på de svundne tider, på de store amerikanerøser, og på at en amerikaner, guitaristen Ry Cooder, selvfølgelig skulle komme og redde det hele. Men sådan var det selvfølgelig slet ikke.

Selvfølgelig var der mange, der flygtede. Ligesom de gamle amerikanske besiddelser blev nationaliseret, og det statslige Egrém-pladeselskab- og studie i Havanna blev øens eneste af betydning. Men selvfølgelig var Castro fokuseret på musikken som det store nationale samlingspunkt og oprettede en række konservatorier på øen, hvor en lang række blændende musikere er blevet uddannet. Og så kan en musik som den cubanske altså ikke holdes nede.

Blandt de spændende fusioner var campesino og changui, der opstod ude på landet og blandt sine udøvere har sangerinden Celina González. Ligesom der ud af changui opstod en ny fusion, der fra slutningen af 1960’erne havde sine fremmeste udøvere i Elio Revé’s orkester, og via et af medlemmerne i det band, Juán Formell, blev til Los Van Van. Et orkester der stadig eksisterer og spillede i Danmark så sent som ved Roskilde Festival 2008.

Andre bands drev fusionen videre og blandede kraftigt med jazz, først og fremmest Irakere med den blændende trompetist Arturo Sandóval. Andre bands af betydning var Adalberto Alvarez’ Son 14 og siden NG La Banda.

Et projekt der slet ikke var til at komme uden om var Estrellas de Areíto, altså stjernerne fra Areíto-plademærket, som i 1978 lavede, hvad der på vinyl var et femdobbbelt album. Det kan fint ses som en forløber for Buena Vista Social Club og især et godt billede på, hvad de forskellige kunne, da de  fysisk var på toppen. Værket som World Circuit har udsendt som en 2-CD, har medvirken af en perlerække af cubansk musiks giganter. Der var eksempelvis de aldrende Félix Chappotín på trumpet og kolleger som Manuel ”Guarjiro” Mirabál og Arturo Sandoval. Eller tres-mesteren Niño Rivera. Eller en Pío Leyva i rystende topform som sanger. Eller de overdådige pianister, Rubén Gonzales og den ligeledes formidable Jesús Rubalcaba. Blandt mange andre. Albummet er helt og aldeles formidabelt.

Musikken på Cuba har altså været i konstant udvikling under Castro, men alligevel var det for alvor efter Murens fald, at der for alvor kom skred i tingene. Her blev der åbnet op for, at orkestre kunne turnere over hele verden igen, samt selv skrive kontrakter.

Det var det klima, som Ry Cooder og hans søn Joachim, ledsaget af pladeselskabsboss Nick Gold og hans trofaste lydtekniker, Jerry Boys, dumpede ned i en martsdag i 1998.

Tilbage til det oprindelige
Okay, de kom selvfølgelig ikke tomhændede. Den altid fremsynede Nick Gold havde allerede et samarbejde i gang med det formidable orkester Sierra Maestra. Det var et orkester, som havde gjort det til sit varemærke at spille den klassiske són-musik, og det var lykkedes dem siden starten på universitetet i Havanna i 1978 at gøre són populær igen. Her ville de unge med deres hippe udstråling og afrofrisurer være med til at gøre den menige cubaner opmærksom på són-musikkens placering som populærmusikkens oprindelige rod, og de ville vinde priser, samt indspille en række plader på det statslige label.

Foregangsmænd i den gruppe var tresspilleren og arrangøren Juan de Marcos Gonzáles og trompetisten Jesús Alemañy, som siden skulle starte orkestret Cubanismo. Sierra Maestra blev Cubas mest populære són-orkester og lavede adskillige plader for Egrém, inden de i 1994 indspillede det første album for World Circuit. Og arrangør Juan de Marcos Gonzáles var netop manden, der ventede i Havanna den martsdag.

World Circuit havde afsat tre uger til, hvad der skulle blive tre indspilninger. Oprindelig skulle man have haft et møde mellem cubanske musikere og nogle afrikanere, så vidt vides fra Mali, selv om en historie har gået på, at det var folk fra Orchestre Baobab, som også var på kontrakt hos Nick Gold. Det er dog irrelevant, da de aldrig kom på grund af visaproblemer. Nu trådte Juan de Marcos til, og i løbet af kort tid fyldte han studiet med et dream team af veteraner, som gik i gang med at indspille. En måbende Ry Cooder ville se folk som sangeren Ibrahim Ferrer, der for længst var glemt og sidst havde arbejdet som skopudser. Ibrahim Ferrer fortæller i filmen, hvordan han sang en sjæler, og hvordan Cooder kunne lide det med det samme, selv om ”det jo bare var en almindelig sang, som jeg nynnede”. Snart var den sang i kassen, og vi ville for evigt have de uforglemmelige møder mellem Ferrer og divaen Omara Portuondo, der som en af de få havde bibeholdt sin store popularitet i Cuba.

En anden overraskelse var tresspilleren og ikke mindst komponisten og sangeren Compay Segundo, som i den grad blev den lærer og klassiske spillemand, som Cooder havde ledt efter. Hans utrolige udstråling er et af højdepunkterne i filmen, specielt dér hvor han taler om sine børn, og betror os, at han – som 91-årig – skam arbejder på at lave et til. Hans hemmelighed: noget cubansk suppe og et glas rom.

Indspilningerne blev til over seks dage, hvorefter Ry Cooder rejste hjem. Nick Gold og Jerry Boys ville blive og indspille et debutalbum med pianisten Rubén Gonzales og ikke mindst en plade med Juan de Marcos’ videreudvikling af Sierra Maestra under navnet Afro Cuban All Stars.

Begge er selvsagt på samme høje niveau.

Sensationen tager afsæt
Som det fremgår af undertegnedes interview med Ry Cooder, så var modtagelsen af pladen en overraskelse for alle implicerede. Ikke mindst for musikerne, der derfor ikke alle traf de mest begavede valg.

Efter indspilningerne skulle der snakkes kontrakt med World Circuit, og her var valget klart: Enten kunne man få et engangsbeløb, eller også en procentsats af salget, som ingen kunne forudsige størrelsen af. I den tredje verden er ordsproget ”en fugl i hånden er bedre, end ti på taget” mere end relevant i de fleste tilfælde, hvor undertegnede ved af erfaring, at det først er over de sidste år, at musikere har forstået betydningen af en kontrakt. Faktum var i hvert fald, at de fleste af  musikerne i Buena Vista Social Club valgte kolde kontanter i hånden på stedet. Mens kun nogle få – der i blandt bassist Orlando ”Cachaíto” Lopez – valgte procentløsningen, der med otte millioner solgte albums må siges at være en smart beslutning. Ikke mindst eftersom han siden har været det urokkelige omdrejningspunkt på næsten hver eneste turné, som medlemmer af projektet har givet sig ud på.

Normalt skal der et massivt salgsapparat til at få en plade til at lykkedes. I dette tilfælde var metoden nærmest mund-til-mund. Selvfølgelig fik pladen usædvanlig god kritik i medier som Rolling Stone, ligesom den særdeles velanskrevne guitarist Ry Cooders tilstedeværelse gjorde, at den appellerede til andre fans end dem, der lige tændte på salsa eller són. Eller i det mindste forstod spansk.

Faktum er i hvert fald, at i løbet af sommeren 1997 var pladen på alles læber, og det blev en af de plader, man bare skulle have. Lidt som i 1976, da det var Bob Marley & The Wailers formidable liveplade fra London, der toppede overalt og alle pludselig havde et forhold til lokaliteten Trenchtown og sangen "No Woman, No Cry".

Så mens pladen støt steg i salg, gik man i gang med næste skridt, nemlig indspilningen af sangeren Ibrahim Ferrers soloplade med de samme folk og med et filmhold under ledelse af den tyske filmskaber, Wim Wenders, en gammel samarbejdspartner med Ry Cooder. Wenders ville være med, mens musikerne skabte store øjeblikke, eller bare pjattede sammen. Han ville interviewe dem ude i gaderne eller hjemme eller køre rundt i Havannas afskallede gader filmende Cooder og søn på gammel motorcykel og han ville filme dem i udlandet, både i forbindelse med de to koncerter, de gav i Amsterdam, og den sidste og definitive i New Yorks legendariske Carnegie Hall. Det er den koncert, der endelig udkommer på plade nu.

Filmen "Buena Vista Social Club" ville siden blive nomineret til Oscar og vinde et antal priser over hele verden. Ligesom den ville fungere som en særdeles vigtig del af markedsføringen for pladen, samt for de efterfølgende soloplader med artister som Omara Portuondo, Orlando ”Cachaíto” Lopez, Manuel ”Guarjiro” Mirabál og ikke mindst Afro Cuban All Stars. Det har siden konsekvent været sådan, at enhver association med stjernerne har ført til opmærksomhed.

"Buena Vista Social Club" er i dag den bedst sælgende cubanske plade overhovedet. Ligesom den vidt og bredt hyldes som den væsentlige igangsætter for det boom for salsa og caraibisk musik, som har kørt lige siden. Ikke dårligt gået af en gruppe veteraner, som verden havde glemt.

Buena Vista Social Club – hovedpersoner:

Compay Segundo (1907-2003) – vokal, amonico (hjemmelavet syv-strenget guitar), trés
Født i Siboney på Cubas sydkyst som Máximo Francisco Repilado Muñoz og startede sin karriere inden for campesino-stilen i den nærliggende by Santíago. Spillede oprindelig med legenden Nicó Saquíto. Fik sit tilnavn, da han var andenguitarist i bandet Los Compadres i 1940’erne (”compay = kammerat). Skrev et utal af sange, blandt andet Chan Chan, det store åbningshit på Buena Vista Social Club. Ry Cooder har sagt om Compay Segundos rolle i bandet: ”Jeg ville bede ham om at indspille en række sange på min kassettebåndoptager. Jeg ville så tage hjem på hotellet og lytte, og derefter vælge ud. Han var den naturlige leder, og hans repertoire var uudtømmeligt”.

Rubén González (1918-2003) – piano
Et af de store scoop var, at Rubén Gonzales kom med. Ry Cooder kaldte ham rammende ”en krydsning mellem Thelonius Monk og Felix The Cat (en af de første tegnefilmsfigurer)”, men han rummede så meget mere, eksempelvis var der i hans fløjlsbløde, flydende anslag betydelige rødder i klassisk musik. Med baggrund tilbage hos den blinde orkesterleder Arsenio Rodriguéz (1911-70), en af cubansk musiks innovatorer, almindelig anerkendt som opfinder af stilarterne són montúno og mambo, samt den første til at tage conga-trommen fra de slavernes musik og bruge den i et bigband. Rubén skulle siden spille i mange år med en anden brillant orkesterleder, Enrique Jorrin (1926-87), opfinder af chá-chá-chá. Han var desuden med på stjerneholdet Estrellas de Areíto. González var gået på pension, klagede over gigt i hænderne og ejede end ikke et piano, da Cooder og Juán de Marcos kaldte. Siden skulle han tilsyneladende overvinde gigten og  indspille to formidable soloalbum, samt turnere vidt og bredt.

Ibrahim Ferrer (1927-2005) – vokal
Ibrahim Ferrer var oprindelig født i San Luís ved Santiago, og var det virkelige fund, har Ry Cooder senere udtalt. Han var for længst gået på pension efter en karriere, hvor det havde været lige ved og næsten. Han var sanger i Santiago de Cubas bedste band i slutningen af 1940’erne og endte i hovedstaden som medlem af Los Bocusos, med hvem han endelig fik succes som 40-årig i 1967, og med hvem han blev kendt for hits som Ay, Candelá, men det var først i Buena Vista Social Club, at verden fik øje for hans evner som sanger af de langsomme og sjælfulde boleros, specielt duetten Dos Gardenias med Omara Portuondo. Fra 1996 til hans død var han superstjerne, og det var indspilningen i 1998 af hans mesterlige solodebut, som er filmen Buena Vista Social Club’s omdrejningspunkt. Han udsendte yderligere to album på World Circuit, nemlig Buenos Hermanos og bolero-skiven Mi Sueño, som kom posthumt i 2006, året efter hans død.

Eliades Ochoa (født 1946) – vokal, tres, quatro
Den kraftfulde stemme bag Chan Chan. Dertil en formidabel guitarist inden for guarjiro-stilen. Ochoa er fra landet, nærmere ude fra Oriente-provinsen nær Santiago. Her ligger det berømte spillested Casa de la Trova, og her var et af de bedste bands efter 1940 Cuarteto Patria. Eliades blev leder i 1978 og turnerer over hele verden med bandet, med hvem han blandt andet har indspillet albummet Sublime Illusion. Som Compay Segundo har han lavet sin egen guitar, en quatro, med hvilken han både kan spille tres-ting og guitarstykker.

Omara Portuondo (født 1930) – vokal
Med en spansk mor og en far, der var professionel baseballspiller, kom Portuondo ikke fra fattige kår. Hun startede dog ud som 15-årig sammen med sin storesøster Haydee som danser på Tropicana, den verdensberømte kabaret og natklub i Havanna. I forbindelse med revolutionen i 1959 tog søsteren i eksil til USA, mens Omara blev hjemme og udsendte sit første album. I 1970’erne optrådte hun solo og med Orquesta Aragón, med hvem hun turnerede over hele den kommunistiske verden. Ofte sang hun revolutionære sange tilegnet helte som Ernesto ”Ché” Guevara, og arbejdede blandt andet med Adalberto Alvarez. Arbejdede desuden som skuespiller både på film og tv. I kølvandet på succesen med Buena Vista-projektet er det blevet til adskillige udgivelser, og divaen turnerer fortsat over hele verden.

Orlando ”Cachaíto” Lopez (født 1933) – kontrabas
Det uomgængelige kraftcenter af en bassist. Født ud af en familie, der udelukkende var mestre på det instrument. Kælenavnet ”Lille Cachao” var efter onklen, mambo’ens opfinder Israel ”Cachao” Lopéz. ”Cachaíto”. Har spillet, siden han var ni, og var i 1950’erne med til at udvikle descarga-fusionen mellem són og jazz. Spillede blandt andet med banebrydende Irakere. Buena Vista Social Club handlede i høj grad om lydtekniker Jerry Boys’ harmoniske lyd og med ”Cachaito”s mærkevare af en kontrabas som hjørnestenen. ”Cachaíto” turnerer konstant og spiller på et utal af plader. Ikke mindst hans eget formidable og eksperimenterende soloudspil fra 2001.

Manuel "Guajiro" Mirabal (født 1933) – trompet
”Guajiro” hedder egentlig Luis Manuel Mirabal Vazquez. En af veteranerne inden for cubansk musik fra starten af 1950’erne. Var med i bands som Orquesta Riverside og i en årrække i cubansk tv og radios orkester. Var med i Estrellas de Areito og har været med på stort set alle projekter med Buena Vista-medlemmerne. Udsendte et glimrende soloalbum, som var tilegnet den blinde tres-spiller og orkesterleder Arsenio Rodrigues.

Ry Cooder (født 1947) – guitar, producer
Legendarisk guitarist opvokset i Los Angeles-området. Lagde ud som 20-årig på Captain Beefhearts Safe As Milk, samt i samarbejde med Taj Mahal, og siden er det gået derudad. Er især kendt som slideguitarist og har været en meget brugt studiemusiker for blandt andet Rolling Stones og Van Morrison. Har blandt andet haft sublime samarbejder med John Hiatt, for eksempel Little Village. Desuden bagmand for soundtracks til film af blandt andre Wim Wenders, eksempelvis Paris, Texas fra 1984. Baggrunden i multikulturelle Los Angeles fornægter sig ikke. Cooder har lavet en række plader med tex-mex-akkordionspiller Flaco Jiminez, ligesom han tidligt var på Hawaii og tage den østats mestre seriøst. Op gennem firserne fik han betydelig opmærksomhed med soloplader som Borderline, The Slide Area og Get Rhythm. Cooder har lavet opsigtsvækkende samarbejder med verdensmusikkens mestre, blandt andre inderne V. M. Bhat og Romu Majumdar, eller for den banebrydende plade Talking Timbuktu, der fik den engelsktalende verden til at opdage Malis bluesmester Ali Farka Toure. Sidst har han lavet en trilogi med fokus på hjemstaten, samt borgerrettighedsskiven med Mavis Staples. Pladeaktuel med I, Flathead, som er tredje del af trilogien.

Juan de Marcos González (født 1954) – tres, vokal, musikalsk koordination
Musiker og musikalsk etnograf. Han var leder af Sierra Maestra, og han var guiden, som fandt alle de gamle stjerner. Forlod siden sin gruppe og har siden haft ensemblet Afro Cuban All Stars, som langt hen ad vejen har været svært at adskille fra Buena Vista Social Club. Blandt deres blændende udgivelser er A Toda Cuba le Gusta, indspillet i de fantastiske tre uger i 1996 samtidig med Buena Vista Social Club-pladen, og Rubén Gonzales’ Introducing-skive, samt 1999-pladen Distinto, Diferente.

Pío Leyva (1917-2006) – vokal
En soñero, som Gud har skabt. Desværre møder vi ham i Buena Vista-filmen som 81-årig korsanger. I en solokarriere, der strakte sig fra starten af 1950’erne, blev Leyva bagmand for en lang række klassikere, og han har sunget med alle de store. Regnes som Kongen af són montuno, samt en rumbero af de sjældne.

Manuel ”Puntillita” Licea (1927-2000) – vokal
Endnu en stor sanger fanget i karrierens absolutte efterår. Storhedstiden for manden med den smukke tenor var i 1950’erne, hvor han blandt andet sang med divaen Célia Cruz, inden denne drog i eksil i USA. En legende inden for són, hvor han på Cuba huskes for tiden med Sonora Matancera (som siden drog i eksil med Célia Cruz). Var med i Afro Cuban All Stars og besøgte Danmark flere gange.

Barbarito Torres (født 1956) – laud (cubansk lut)
Hans cubanske version af den arabiske oud var den lyd, som Ry Cooder hørte på det famøse kassettebånd, der fik ham til at valfarte til østaten. Han er en af de mange prominente musikere, som er udklækket på det kommunistiske styres musikskoler. Hans stil er fortrinsvis guarjiro, són montuno og guaracha. Har turneret en del med Buena Vista Social Club’s solister og har blandt andet udsendt et glimrende soloalbum, Havana Cafe, i 1999.

Manuel Galbán (født 1931) – elektrisk guitar
En af legenderne fra doowop-gruppen Los Zafiros, megastjerner i den kommunistiske verden i de tidlige 1960’ere – i øvrigt stærkt anbefalelsesværdigt, hør bare Bossa Cubana (World Circuit, 1999). Hans samarbejde med Ry Cooder fortsatte efter Buena Vista Social Club med den Grammy-vindende duoskive, Mambo Sinuendo. Han har desuden blandt andet indspillet med Vieja Trova Santiaguera, supergruppen fra Santiagos Casa de la Trova.

Amádito Valdéz (født 1945) – timbales
Giganten på timbales, en cubansk Tito Puente. Amadito har revolutioneret spillet på de to trommer, og har været med hele vejen, blandt andet på det fantastiske dobbeltalbum med stjerneholdet Estrellas de Areïto, hvor hele holdet meget sigende på den afsluttende og formidable Maracaíbo Oriental skråler ”A-Ma-Di-To”, så det kan høres under hans solo.

Joachim Cooder (født 1978) – perkussion
Søn af Ry Cooder og mest kendt for sit arbejde med faren


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA