x

Den Gale Pen: Jørgen Klubien

Den Gale Pen: Jørgen Klubien

Hej solbrune Jørgen. Det kom som et chok, da nyheden om et nyt album fra Danseorkestret ramte mig. Har I været inspireret af Dodo And The Dodos og Tøsedrengenes insisteren på aldrig at fordufte fra folks bevidsthed, når I på samme måde graver jer selv frem af gemmerne? Sådan lidt, ”hvis de dér kan malke en gammel slidt ko og stadig have held med det, så kan vi sgu også”?

– Jeg har aldrig været den store soldyrker, så jeg er ganske bleg desværre, selvom det måske er rigtigt nok, at jeg er flyttet til USA for netop at se lyset. Det med at hive fat i vores gamle popband fra tid til anden er stort set drevet af en inderlig glæde ved at synge og spille, og udfordringen omkring at forsøge at skrive en god sang. Det er nærmest ikke et frivilligt valg, men derimod en trang, som kommer dybt indefra.

Du har fortalt, at du blev revet væk fra din tilværelse på den amerikanske vestkyst, hvor du ellers har været med inde over store sager som Cars og The Nightmare Before Christmas – fordi en planlagt film blev droppet. Hvad I alverden var det for et projekt, der kunne få Jørgen K væltet ned fra succesernes tinder? Var du begyndt at lave Danseorkestrets historie som claymation?

– Uha, tro ikke at min karriere i filmbranchen kun har været små lette hop fra succes til succes. Tværtimod har jeg igennem alle de år i USA måttet kæmpe hårdt for at følge med kollegaerne og konkurrenterne. Det, der skete for mig lately, er, at den film, jeg var i gang med at skrive og instruere, blev skrinlagt. Ganske enkelt. Det er hverdagskost i branchen, men hårdt, når det rammer ens projekt og smertens-barn.

At vende tilbage til Danseorkestret har du hævdet var "som en gave fra himlen". For nu at blive i de pseudo-religiøse termer, skal det så forstås som en form for askese, at du forlader det glitrende Hollywood for at vende tilbage til en status som kitschet 80'er-ikon i Danmark?

– Altså, det er så som så med vende tilbage til noget som helst. Radiostationerne vil helst ikke spille vores nye sange – vi er jo et ”gammelt band”. Og branchen er stort set gået i stå, så det at lave musik er et temmelig filantropisk anliggende. Men jeg har altid godt kunne lide vekselvirkningen imellem at skrive og tegne og spille og synge – og det er nok det, jeg har ment med ”gaven fra himlen”. At det er skønt at kunne spille på flere heste, når nu en af dem, for en stund i hvert fald, er faldet og har brækket benet. Endelig er jeg jo heller ikke flyttet fysisk fra Hollywood, så jeg kommer ikke til at savne glitteret foreløbigt... eller solen.

På den nye plade synger du sentimentalt om Palo Alto, hvor du pludselig får lidt ro i sindet. Hvorfor er det sådan nogle sangskrivertyper som dig kræver et sted med et lidt cool navn, for at I kan slappe af?

– Sådan er det bare, når man er cool – get it, bro’?!

I har valgt at benytte en sikker formular bestående af mellemtempo, funky guitarer og gudhjælpemig også vocoder til den helt store guldmedalje. Hvor havde I lagt nosserne til at skrue en plade sammen på en helt ny måde?

– Tja, hvorfor har man gjort, som man har gjort? Det er faktisk enkelt nok: Det handler om, hvad man synes klæder hvert enkelt nummer bedst. I forhold til dit spørgsmål om nosserne... Så mener jeg jo, at man også skal have nosser for at lave en poppe-loppet skive på dansk. Og om det så er nyt eller helt nyt eller ultra nyt – eller måske yt? We like soul music from the seventies, what can I say – guilty as charged!

Peter AG har sagt, en typisk Gnags-fan vel kunne være en mongol. Hvem er jeres? En tøs med crepehår, blå øjenskygge, neonfarvede plastikarmbånd og sejlersko?

– Hvorfor ikke? En mongol i sejlersko, med crepehår og en lækker, hvid iPod.

Jeg kan snildt forestille mig rusen, når I hen imod slutningen af jeres koncerter sparker gang i det evindelige beat fra Kom Tilbage Nu, og masserne så eksploderer i længe ventet orgasmisk fryd. Men hvor sjovt er det i grunden at skulle tvinge et flertal af de tilstedeværende igennem et utal af sange, de ikke specielt godt gider høre, før de får lov at danse regndans og skråle ”kom tilbage til mig, jeg elsker kun dig”?

– Tja, Kom Tilbage Nu gør jo både godt og ondt at spille. Kreativt set er det ikke den store udfordring, idet nummeret spiller sig selv live, men på den anden side er vi jo også glade for at have et nummer, som fungerer som et slags calling card. Det er nu ikke svært for mig at pege på andre af vores sange, som jeg synes er mere interessante end Kom Tilbage Nu, så på den måde har jeg tillid til at de, der nu forvilder sig ind og hører os spille live, alligevel får et par gode sange med, som de måske ikke lige havde tænkt på hjemmefra. I øvrigt er vi begyndt at lægge den op i sættet, så den ikke nødvendigvis kommer som klimakset.

Kom Tilbage Nu har jo nok sikret dig en pæn bunke KODA-checks, hvis de da ikke er gået tabt hen over Atlanten. Jeg har nok kun hørt nummeret et par hundrede gange – eller hvor mange gange jeg nu har befundet mig på et provinsdisko – men du må jo som minimum være oppe i tusinderne. Hvor vanvittig er du blevet af det?

– Nu er det jo Jacob og Rasmus, som har skrevet den, og derfor de to, som scorer checkene. Jeg er vel nærmest flygtet over Atlanten for at komme væk fra den. Men til tider er den jo sjov nok, god nok, fed nok.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA