x

SXSW 2009-dagbog, kapitel 5

SXSW 2009-dagbog, kapitel 5

Mandag 23. marts
Det sidste indlæg fra årets SXSW festival kommer med en dags forsinkelse, hvilket skyldes at jeg sov hele dagen i går. Efter fem hårde og alkoholfyldte dage, hvor man står op klokken otte og kommer i seng efter to, så havde kroppen lige behov for at få en pause. Men det betyder også, at der blev tid til at evaluere lidt over ugens oplevelser, hvilket vi kan vende tilbage til lidt senere.

Først skal det nemlig handle om lørdagens oplevelser, hvor jeg startede med at besøge det store guitarshow, hvor der også var en form for plademesse. Virkede dog ganske uoverskueligt, så jeg droppede at dykke ned i pladekasserne og besøgte i stedet et American Apparel-lagersalg. Firmaet er kendt for nogle ret sexede reklamer, men personligt synes jeg, de laver noget af det mest kedelige tøj i verden.

Så jeg droppede shoppingturen og tog ind til det store Convention Center for at høre The Spinto Band. Inden da nåede jeg lige ganske få sekunder af et japansk band ved navn Natccu, der havde en hysterisk frontfigur og lød ganske forfærdeligt, så jeg glædede mig rigtig meget til at få en dosis glad indiepop.

Desværre er scenerne i Convention Center uden tvivl de ringeste på hele festivalen. The Spinto Band spillede i en lille cafe, hvor der ikke var en lydmand, og folk vadede igennem for at købe juice og kaffe. Bandet spillede tyve minutter, hvor der blev spillet alt for meget kazoo og alt for lidt fra den fine debutplade ”Nice And Nicely Done”. Så det var en lidt fesen oplevelse, og jeg glædede mig i stedet over, at de lokale helte fra Fastball var næste punkt på programmet.

De spillede på Auditorium Shores Stage, der ligger på den anden side af Town Lake i den sydlige del af byen. Det var første gang, jeg tog turen derud, og det viste sig at være et område på størrelse med et Grøn Koncert-arrangement med masser af boder, barer og lignende. Beklageligvis kørte de med et familievenligt tema den eftermiddag, hvilket betød at der var børnevenlig musik på scenen, da jeg kom.

Så der sad masser af forældre med barnevogne og medbragte tæpper og hørte The Telephone Company synge sange overskæg og pandaer. Heldigvis var der et telt med gratis øl, så det tog lidt af smerten, indtil Fastball endelig gik på. Gruppen spillede et par sange fra den kommende plade ”Little White Lies”, og det lyder, som om de holder fast i deres sædvanlige stil. Det er særledes velsammentømret popmusik, og eftersom trioen krydrede koncerten med materiale fra de tre foregående plader, var det en rigtig fin koncert.

En blandt publikum ville gerne høre ”Are You Ready For The Fallout?”, der er gruppens tretten år gamle debutsingle. Men som frontmand Miles Zuniga udtrykte det, så selvom man skulle tro, at bandet kunne huske deres egne sange, så var der kommet ting i vejen – som øl og bourbon.

Der blev også råbt på ”The Way”, og her var svaret dog noget anderledes, ”You didn't think we'd come all this way in front of a festival crowd and not play The Way, did you?”. Så gruppen spillede heldigvis deres megahit, hvilket folk tydeligvis var ret tilfredse med.

Derefter kunne man jo lige nå endnu en øl, inden musikprogrammet kaldte, og efter en hyggelig samtale med en fyr, der var tidligere manager for The Housemartins og The Beautiful South gik turen til Stubb's, hvor man kunne høre Parachute spille ganske fin pop ikke ulig Gavin DeGraw, og derefter var White Lies på programmet.

Bandet leverede ikke just en sindsoprivende koncert, men de har nogle gode sange, og selvom man måske godt kunne have ønsket sig lidt mere energi på scenen, så var det egentlig en okay koncert. Men jeg skal da lige love for at tingene ændrede sig, da Razorlight gik på efterfølgende. Mage til elendigt skrammel skal man godt nok lede længe efter.

Bandet lavede en okay debutplade, men sidenhen er de gået i en retning, som jeg slet ikke fatter, og det var en virkelig ringe koncert, jeg var vidne til. De var lange underlige svævende keyboardpassager uden nogen som helst form for melodi, og på et tidspunkt troede jeg seriøst Borrell ville begynde at recitere linjer om a face from the ancient gallery.

Så der måtte jeg udvandre i protest, hvilket betød jeg kunne nå at gå ned og fange engelske Longview på Cedar Street Courtyard. Det var et rigtig hyggeligt sted, men selvom gruppens lidt storladne popmusik egentlig var ganske behagelig, måtte jeg smutte undervejs, da jeg vidste at en af aftenens prioriteter ville blive et tilløbsstykke.

Ganske rigtigt var der en enorm kø foran Antone's, hvor Silversun Pickups var på programmet. Gruppen havde haft den tvivlsomme ære at spille lige før det ”hemmelige” show med Metallica dagen inden, men denne gang var folk tydeligvis kommet for at høre dem.

Vi nåede ind, som bandet netop var gået i gang med første nummer, og herefter fulgte en god blanding af nyt materiale samt sange fra den ret fede debut ”Carnavas”. Gruppen lyder som Smashing Pumpkins, men personligt synes jeg deres materiale er så stærkt, at det faktisk ikke gør noget. De fyrede den af, folk var meget begejstrede, og det var faktisk et rigtig godt show.

Derefter skulle det dog gå hurtigt gennem byen, for jeg havde besluttet mig for at give The Spinto Band en chance mere. Gruppen spillede på den lille klub Room 710, og her passede de en del bedre ind end på den forfærdelige café-scene.

Nyt blev blandet med gammelt, de nørdede unge mennesker på scenen kom med spøjse kommentarer, og det hele var ganske fornøjeligt. Men kulminationen var naturligvis, da de spillede den fantastiske ”Oh Mandy”, der har været en af mine favoritsange de seneste fire år. Så det var ret fantastisk at få mulighed for at lukke en fænomenal festivaloplevelse af med den sang.

Dermed var SXSW officielt slut for mit vedkommende, og konkluderende kan jeg sige, at det har været en helt utrolig oplevelse. Der er en hel del ting, man kan kritisere (lad for eksempel være med at invitere 1500 gæster til fri bar og musik, og så kun opstil to barer og 15 toiletter), og det er helt sikkert en anderledes oplevelse for de almindelige festivalgæster.

Men udbuddet af musik på så mange forskellige scener, gratis cykeltaxaer, det fantastiske vejr, muligheden for at komme til arrangementer med gratis mad og drikke, seminarer om alt fra Woodstock til fremtidens musikdistribution og overraskelser i programmet (Jane's Addiction, Metallica og Kanye West dukkede uannonceret op) gør dette - i hvert fald for folk med et pressearmbånd - til en enestående oplevelse.

SXSW 2009 var med andre ord en oplevelse, som kommer til at blive hos mig længe – ikke bare i benene og resten af kroppen, men også i tankerne, ørerne og på nethinden.

Sightings:
Chris Kirkpatrick (NSync) i køen til foredraget Woodstock Stories.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA