Highway Child-turnédagbog, kapitel 1

Highway Child-turnédagbog, kapitel 1

KIEL: ”Wir sind almost out of diesel”

Så var det langt om længe Highway Childs tur til at indtage det europæiske land of opportunities. Kiel var første stop, og forventningerne var naturligvis i top. Turen starter dog lettere kaotisk, da vores lejede bil, efter udlejers overbevisning, ikke var lejet til hele turen, men kun til vi stod et sted nede midt i Tyskland. Forklar mig hvordan det giver mening? Anyways, det bliver fixet og så er alt fjong. Eller er det? Nej, sådan er det sjældent med lejede køretøjer. Vores ene forlygte virker ikke, hvilket ikke er for smart på autobahn, når man i forvejen ligner en flok hippier, der godt kunne finde på at fylde bilen med, lad os kalde det medicin… Heldigvis bliver dette også fixet rimeligt hurtigt, og vi kan komme af sted.

Vi kommer til Rødby havn i god tid, så der er lige tid til at par øl og Dylan for fuld hammer, ud af bilens ene højtaler. På færgen støder vi på vores første genkendelse, en gut fra Holland der havde set vores minikoncert på Roskilde Festival og manglede et lift til Amsterdam. Desværre var vi ikke i stand til at hjælpe, både fordi vi ikke vidste om det overhovedet kunne betale sig for ham at køre med os, men også fordi vi bare ikke havde plads (måske mest det sidste). Vi får købt et par Karrywürst- vi er jo på vej til Tyskland- og sætter os op på det solbeskinnede dæk, hvor disse nydes i selskab med måger og øl… Naturligvis skulle vi lige et smut forbi Bordershop, da vi nåede Puttgarten og proviantere til turen. Yeah!

Vi ankommer til Kiel i god tid, så vi smutter en tur over i en nærliggende park for lige at kigge på udvalget. Da vi kommer tilbage til klubben Schaubude, er indehaveren Dickie kommet, dog ligner han en, der dagen i forvejen havde haft et andet dansk band på plakaten, meget ramt af tømmermænd. Stedet er lidt mindre end Lades Kælder, men meget cool. Vi bliver henvist til vores backstagerum, som er stedets køkken, meget småt men ikke desto mindre tæt på mad og øl, we like!

Ved koncertstart er der 11 betalende gæster, ikke mange hvis man tager i betragtning, at vi spiller på døren. Vi giver dog de få, der var mødt op en oplevelse for livet og sælger 6 cd’er, ret vildt! Dickie var også helt oppe at køre og gav øl efter koncerten, så vi endte som så mange gange før i gryden… Ved 2-tiden tog vi med Dickie hjem, da vi skal overnatte i hans lejlighed. Han havde et rum med omkring 10 sovepladser, kun til overnattende bands. Den slags engagement ser man sgu sjældent i Danmark. Fanme fedt! Da vi skulle tidligt op næste morgen, sov vores roadie på gangen for at undgå søvnmangel på grund af hel abnorm snorken fra bandet, det var trods alt ham, der skulle køre. See you tomorrow!

WÜRZBURG: “Lort på gulvet og salami i udstødningen”

Hvorfor lærer man det aldrig? Allerede på turens anden dag, var vi ramt af søvnmangel og det var med en 8 timer lang køretur foran os. Vi skulle til Würzburg og spille en dobbeltkoncert med Fuzz Manta og allerede med det i baghovedet var vi godt klar over, at vores mangel på søvn ikke ville blive indhentet den dag. Endnu en gang kommer vi i god tid (hvilken professionalisme), så der var masser af tid til at købe pumpernickel og jagtpølse, som vi så indtog i parken overfor spillestedet. Denne viste sig at være byens bøssepark, så at Christian det meste af tiden havde siddet med en arm slynget om Lars (vores roadie), iført wifebeater og et saligt smil, kunne måske have givet de gale indtryk, og dog?

Anyways, vi får kæmpet bilen ind til spillestedet og endnu en gang må vi sande, at størrelsen åbenbart ikke er det, man går mest op i, i Tyskland. Lokalet vi skulle spille i, kunne vel sammenlignes med et lejet værelse på Amager, uden vinduer og udluftning. Det skulle nok blive varmt! Vi får stillet op og lavet lydprøve, for herefter at gå i gang med dagens første drinks. Noget de ansvarshavende syntes var meget mærkeligt og tidligt, så de mente det var fair at advare os om, at de altså ville holde styr på, hvor mange drinks vi drak, dette ville de gøre på en lap papir, som meget let kunne forsvinde. Fair nok…

Fuzz Manta havde haft nogle problemer med ordensmagten, så de kom meget for sent. Dette resulterede i, at vi skulle spille først, noget Morten fra Fuzz Manta ikke var glad for, da han havde prøvet det før, hmm. Begge koncerter er vildt fede og publikum er helt vildt på, blandt dem stod to gutter, som var steget på deres kværn og kørt 360 km bare for at se os. Wow!!! Efter koncerten gik der naturligvis, fristes man til at sige, hardcore druk i den. Som forudset ville vores søvnmangel ikke blive indhentet denne dag.

Omkring kl. 9 om morgen finder Paw, Patrick på toilettet; Paw: ”Hey P, vi skal drikke” Patrick: ”KLART!!!”, og så fortsatte vi. Eller det vil sige, Paw fortsatte, Patrick hoppede på igen efter ca. 3 timers søvn. Baren var lukket af, så vi måtte sidde ved toilettet og feste. Efter et stykke tid gav en af indehaverne dog op og åbnede baren. Wuhuu! 2 timer senere dukker den anden ansvarlige op med en fejebakke med lort på, ”who did this? I found it on the floor upstairs. It’s disgusting”. Det var naturligvis ikke noget vi kendte til, troede vi. Det skulle dog vise sig at være en af os, men på grund af situationens åbenlyse pinlighed vil jeg undlade at bruge navn.

Så var vi nået til barregningen, denne var endt på 550£ bare for drinks. En hel del, når man tænker på, at vores hyre var på 132£. Men de var nogle pragtfulde mennesker, så vi slap med at betale 25£ per band, en ok pris for omkring 100 white russians :). Nu var det tid til at tage videre, men først skulle der lige provianteres. Baren var modigt efterladt åben, så det udnyttede vi da. Bilen blev fyldt med bajere og Iron Maiden-cola og så var det af sted. Vi skulle lige gøre Fuzz Manta klar over, at de havde været i vores selskab, så de fik proppet deres udstødning med lokal salami, og så var det af sted… Next stop: Arnstadt.

ARNSTADT: “Bar røv og roulade”

Turen til Arnstadt startede som en kæmpe fest i bilen. Der gik dog ikke længe, før vi alle var gået kolde (undtagen chaufføren naturligvis). Netop derfor kan jeg desværre ikke skrive så meget om køreturen. Så vi starter bare ved ankomsten til spillestedet.

Ah Arnstadt. Byen lignede noget fra en dansk familiefilm, og jeg er da også sikker på, at Regner Grasten har haft denne bjergby i tankerne til en Krummerne 9-film. Midt i det hele ligger så Jungfer, en Biergarten/Bierstube/bluesbar ejet og beboet af en gammel hippie med hang til blues, et pragtfuldt sted. Hans første ord til os er ”Bier?”, og det siger man ikke nej til, når man er os. Efter et par øl stiller vi så op og laver lydprøve. Det var den mest interessante lydprøve længe, som da også endte i en meget hæslig udgave af Mustang Sally med mundharpe, need I say more? Efter lydprøven var det spisetid, ejeren havde kokkereret det meste af dagen og da han sagde noget med Fleisch, var vi på. Det vi fik serveret var dog ikke lige hvad vi havde regnet med, fleisch betyder åbenbart ikke flæsk? Det var noget ubestemmeligt kød i egen væske med dertil hørende Klöse. Se, Klöse var interessant. Det kan bedst beskrives som en hoppebold af kartoffelmos med våde croutoner inden i. Hvis den så bare havde smagt godt, kunne den måske spises. Vi måtte dog erkende, at det gjorde den ikke, så vi efterlod tallerkenerne stort set urørte. Sorry man!

Efter maden var der lige tid til en lille lur, inden vi skulle spille. Vi var trods alt temmelig brugte. Da klokken så blev omkring 23, skulle vi på, endnu en gang var der ikke særligt mange mennesker, så sammensat med vores tilstand var der lagt op til en hård omgang. Vi skulle spille to sæt, hvilket vi ikke er så velbevandrede i. Det startede sløvt, men vi fik da godt gang i festen, og der var tilmed folk, der dansede, eller noget lignende. I pausen mellem de to sæt kommer ejeren ud backstage og spørge, om vi kan spille noget, folk kender. WHAT? Hva fan skal det betyde? Det blev naturligvis stemt ned, hvorefter han så spurgte, om Paw ville være interesseret i at låne et trådløst sæt til sin guitar, så han kunne gå ud blandt publikum… Wow, hvor fanden kom den fra? Det skal lige siges, at vi i Highway Child ser meget skævt til den slags udstyr, så det var selvfølgelig også totalt uden for diskussion. Vi går på scenen til andet sæt, uden helterock-udstyr og baldenumre og fortsætter koncerten. Folk er endnu mere på til andet sæt, ligeledes ejeren som ser sit snit til at jamme med på mundharpe, og dette er på trods af hans mere end almindeligt berusede tilstand. Meget spændende :).

Efterfesten blev meget kort, da vi alle gerne ville være 100 procent klar til koncerten på Burg-Herzberg-festivalen. Endnu en gang er der en der må kapitulere, og sove på en sofa på gangen. Denne gang er det dog Christian, der ikke kan holde Patrick, Paw og Anders’ flerstemmige drøbelkoncert ud. Ak ja, livet er ikke nemt for en sart sjæl…

Om morgenen var vi alle klar til at give den gas på Europas største hippiefestival. Skræmmende nok var det første, vi så, da vi kom ud fra vores værelse, ejeren ligge i bar røv på tværs af sin meget 80’er-inspirerede seng. Hvem vækker ham og afregner? Nu skal vi have morgenmad, perfekt timing! Morgenmaden var lidt mindre sær end aftensmaden fra den foregående dag, den bestod af helt afsindige tandsmørsbelagte ostemadder med salami og chokoroulade, mums… Så var det af sted mod Burg-Herzberg. På vej ud af byen skulle vi tanke op, så vores tyskkyndige roadie spurgte en lokal om vej med sætningen; Wir sind almost out of diesel… Vi havde aldrig overlevet turen uden ham.

BURG-HERZBERG: “Don’t take this the wrong way, but you’re one ugly bitch”

Da vi ankom til festivalen, stod det ned i lårtykke stråler. Heldigvis klarede det op, lige inden vi skulle spille. Vi havde på forhånd fået at vide, at dette skulle være Europas hippiefestival nr.1. Det var ikke helt rigtigt, for dette var den fedeste festival, vi nogensinde havde været på. Overhovedet! Vores koncert gik pissefedt og blev af flere, udnævnt til den bedste koncert nogensinde på freakstage. Vores præstation sikrede os en plads i programmet på den store scene til næste års festival. Very nice!

Efter vores koncert skulle der så signeres cd’er, vi havde solgt for 432£. Vores hyre var 500£, så det var sgu da dejligt at få solgt en ordentlig omgang. Især fordi de andre jobs havde efterladt os med et kæmpe underskud. Og så var der fest! Denne gang velvidende, at vi ikke skulle op og spille dagen efter. Der var dejligt mange øl og dejligt mange pragtfulde mennesker, især en fyr som sagde ”God hates funk” under en meget teknisk dygtig koncert. Og senere igen under en electrokoncert udbryder han: ”God hates electro too!”. Fantastisk menneske, can’t say I disagree, hehe. Men der var en anden gut, som simpelthen tager prisen for mest grineren person, ever. Jeg er glad for, der er billeder med til denne dagbog, for ham her er for svær at beskrive med ord. Pludselig stod han foran os, den mest syrede fyr vi i vores liv har set. Bevæbnet med en hjemmelavet guitar med 5 strenge hvoraf en af dem var sprunget, men som han selv sagde: ”that’s not important”. Ydermere var der børnelegetøj limet på hvor der var plads. I det hele taget var han bare gennemført at se og høre på. Vi blev nødt til at se ham spille, musikken var ikke noget at råbe hurra for, men denne mand var simpelthen fantastisk. Der stod han på scenen med sin guitar og sin meget lille forstærker og gav den gas. Hvad han ikke havde set var, at hans guitar slet ikke var sat til, og hvad gør man så? Jo, man stiller sig da bare til at sms’e :).

Forsangeren i hans band var en kvinde iklædt en firbensmaske, og dette havde fået Patrick til tidligere på dagen at henvende sig til hende, og sige til hende; ”don’t take this the wrong way, but you’re one ugly bitch”, ved ikke lige, hvordan man ikke kan opfatte det på en forkert måde, men heldigvis tog hun det temmelig pænt. Måske fordi hun under masken rent faktisk var rimelig lækker, eller også forstod hun ham bare ikke?

Da vores hotel lukkede for check-in kl. 23, var vi desværre nødt til at forlade festivalen omkring 22.30. Men vi spillede allerede kl. 16.30, så vi havde haft rigeligt tid til at få en god fest op at køre. På hotellet fortsatte festen naturligvis, og det endte i dobbeltkolbøtter, pilatesporno og fotosessions med både Anders og Christian, sidstnævnte siddende på lokum. Super kunstnerisk! I det hele taget en dejlig dag. Vi fik skabt os nogle cool kontakter, og sikret os at komme tilbage. Hvad mere kan man forvente?

København: ”Argh!! Tyskland har lavet en Paw på mig”
Selvom vi ikke skulle spille, skulle vi stadigvæk tidligt op. Vi havde trods alt en 12 timer lang køretur foran os, før vi var hjemme i Danmark. Et godt morgenmåltid var derfor vitalt, og for første gang på turen var der kæmpe morgenbuffet, vi kunne hoppe i. Nice! Efter vi havde spist skulle vi af sted, men først skulle bilen lige cleanes, der havde tydeligvis været fest. Det var der bare ingen af os der kunne huske. Og så af sted…

Efter et par ture rundt om den samme blok (Susanne, vores GPS, stenede en smule), var vi på vej. Vi var alle temmelig brugte, men alligevel helt klar på at spille videre, godt der ikke var mere end tre dage til vi skulle af sted igen. Og så lige en advarsel: hvis I nogensinde kommer til en Burger King på den tyske autobahn, så lad være, jeg gentager, lad være med at bestille en nugget burger. Det er det mest ubehagelige, man kan udsætte sine smagsløg for, udover det åbenlyse som lort og lignende naturligvis. Gør det ikke! Ud over den vamle smag, smider den også omkring sig med ”mayonaisse”, noget Anders fik at føle og i den forbindelse udbrød; ”Argh!! Tyskland har lavet en Paw på mig”. Det er muligt det kræver en lille forklaring. At spilde på sig selv er en ting, men at lave en Paw er at spilde på sig selv hele tiden og med alt. Weiter gehen!

Da vi ankommer til Puttgarten, skal vi naturligvis lige et smut forbi Bordershop igen. Det er nu et pragtfuldt sted! De har jo latterligt billige øl. Mange hundrede kroner fattigere, men gladere kører vi ombord på færgen, og så var der fest igen. Endnu en gang var vi blevet velsignet med et solbeskinnet dæk. Der er næppe noget bedre end at sidde på et soldæk med masser af bajere.

Omkring kl. 22 rammer vi København. På dette tidspunkt er festen gået lidt i sig selv, og det eneste, vi orker er at slæbe vores gear ned og bare komme hjem og sove. Sove væk fra dagligdagen. Fra al den ventetid, der er, indtil man igen er "on the road", og laver det, man brænder så meget for. Nemlig spille musik!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA