x

Iceland Airwaves: Musikkalenderens centrum for oktober

Iceland Airwaves: Musikkalenderens centrum for oktober

Del 1: Forestil dig at stå i Reykjavik i oktober. Med blæst, momentvis regn og skuttende skuldre ved de fleste gadehjørner. Forestil dig så, at de detaljer forekommer ligegyldige. Fem dage i træk.

Islands største bandudstillingsvindue, Iceland Airwaves sluttede i går. På det tidspunkt havde godt 220 kunstnere leveret deres musikalske bidrag – heraf ikke mindst 160 islandske bands, hvoraf mange stiller op uden at blive betalt. Flere af dem for at imponere sig vej til en pladekontrakt, men sandsynligvis samtidig af en anden grund, der spejler festivallens mentalitet på absolut glimrende vis: Fordi de ikke kan lade være. Fordi arrangementet og de tilhørende nattefester klæber uadskilleligt til ordet "cool" i en grad, der må efterlade depressioner, hvis man som musiker ikke er med.

Man kan føle det, når sveden driver under en ravefest på spillestedet Nasa, man kan se det, når folk maser sig vej ind på hjørnecaféen Prikið for at få et glimt af bandet bag de duggede ruder, og man kan høre det, når man går op af en af sidegaderne fra centrum, stiller sig og bare lytter.

Det er svært at bevæge sig rundt i byen uden jævnligt at støde på folk, der spiller i et band eller i hvert fald har noget med musik at gøre, og tager man en tur igennem centrum, selv ud på eftermiddagen, er det underligt, hvis ikke der er et band i gang uanset hvilken café, beværtning eller klub, man træder ind i. Ja, selv butikkerne har ryddet et hjørne til instrumenter og live-optræden.

Her følger et indblik i en udvalgt skare af festivallens koncerter, samt hvordan de forløb. Hvem der imponerede, og hvem der ikke gjorde.

Koret af de unge symfonier
Torsdagens program lagde spændende muligheder ud. Lige fra en nedbarberet Jeff Buckley-inspireret Motoboy i pladebutikken Skifan på hovedgaden Laugavegur med fri adgang for alle til Bodi Bills tungere clubbing og electro ved midnatstid på spillestedet Nasa. Og så var der absolut ikke mindst Choir Of Young Believers på Reykjavik Kunstmuseum. Det danske band var taget til Island for at give koncert umiddelbart inden deres USA-tour, som de nu har taget hul på.

De var alle klædt i sort. Som for at udelukke, at påklædningen skulle stjæle opmærksomheden fra musikkens farverige variationer. Og farverigt foldede koncerten sig også ud. Centreret om forsanger Jannis Noya Makrigiannis' letsvævende vokalharmonier var den musikalske kant på smukkeste vis tegnet af Cæcilie Triers charmerende cello i flere af numrene. Med lange introduktionsstykker – de to første numre af syv minutters varighed – samt vægt på eksalterende klimaks-udfoldelser, som har de indstuderet passager fra Mogwai, leverede de en fornem præstation.

Det klassiske ensemble fra Radiounderholdningsorkesteret, som de tidligere har boltret sig foran, var denne aften skiftet ud med en mere klassisk bandstruktur, men det dybfølt æstetiske ramte stadig plet. At lyden så ikke var så god, skal åbenlyst relateres til netop kunstmuseets rå indretning, som må have været forbandet svær at arbejde i for adskillige lydmænd.

Koncerten understregede, at selv de eksemplarisk smukke sange som "Why Must It Always Be This Way?" og "Claustrophobia" på ingen måde står alene i en liveoptræden, der synes organisk og med tilbagevendende højdepunkter.

Ud til scenekanten
Efter dem var turen kommet til et andet dansk islæt, When Saints Go Machine og en dansevenlig rusken op i publikumsgulvet. Med Silas Moldenhawer flyttet frem mod scenekanten i venstre side, var det som om, de netop ville sikre sig at nå ud over scenekanten med deres elektroniske popstrukturer og klubbetonede univers. Nikolaj Manuel Vonsild, iklædt hættetrøje med hætten trukket op på hovedet, gjorde sit med sine næsten Ian Curtis fra Joy Division-inspirerede armbevægelser foran mikrofonen.

Lyden tog sig bedre ud end hos Choir Of Young Believers, og et stramt afleveret touch skinnede også tydeligt igennem. Det var godt, men man kunne nemt drømme sig i retning af noget overraskende og næsten vildt anarki af og til. Så det ikke bliver for poleret. Koncerten fik gang i nogen, men man kan ikke lade være med at forestille sig bandet - som har leveret adskillige remix til andre kunstnere - stå bag dj-pulten på en fyldt natklub, hvor hele scenariet kan få lov at eksplodere for alvor.

Det interessante var, at det faktisk skete dagen efter, sent fredag aften, da drengene varmede op til Kasper Bjørkes dj-set med en stribe club beats på den svedige Kaffibarinn på Bergstaðarstræti. Der var så sort tæt af mennesker, at selv dj-holdet Kasper Bjørke og islandske dj Margeir flere gange fik skub i ryggen. Den koncertoplevelse vender vi imidlertid tilbage til.

Som fod i hose
Fredagens store oplevelse skulle vise sig at blive norske Casiokids, der med næsten infantile sing along-hymner tilsat vanviddet fra Bob Hund marcherede ufortrødent af sted og efterlod stort set ingen i salen. Deres solskinnende pop og catchy clubbing beats er lige så basalt enkle, som de er medrivende og fik denne aften salen på Reykjavik Kunstmuseum godt i bevægelse. Tilsætter man derudover heftig dans på scenen og en legesygt skæv udklædningsudstyr – heriblandt en menneskestørrelse abemaske - er vi ved at være deroppe på kogepunktet, hvor koncerten nåede. "Verdens Største Land" var et primaeksempel. Denne sang, der synes vokalmæssigt inspireret af den måde Johan T Karlsson fra Familjen krænger sin stemme, indeholder i Casiokids tilfælde blot et mere fintfølende touch for de høje toners præcision.

Et endnu bedre eksempel - for at nærme os fornemmelsen blandt tilskuerne - var deres ultimative tophit "Fot I Hose". På et tidspunkt gjorde de holdt i den ellers eksalterende keyboardstruktur, der udgør nummeret. En menneskebjørn kravlede op på en forstærker og ved hans afhop til scenen satte hele grundrytmen igen i gang med et resultat, som var det Mike Skinner, der fra Roskilde Festivals Orange Scene bad folk gå i knæ og alle hoppe op på hans ordre. Det var en ud af kroppen-oplevelse, der pumpede adrenalin gennem hele salen.

Erlend Øye på bardisken
Som næste akt indtog et af festivalens hovednavne samme scene på Reykjavik Kunstmuseum: Micachu And The Shapes. Som min ledsagerske kunne oplyse mig: "Björk anbefaler sædvanligvis aldrig nogen. Det er hun kendt for, men denne kunstner anbefaler hun." Derefter var forventningsniveau velsagtens sat.

Originaliteten var så absolut intakt hos frontfiguren Mica Levi til at levere noget inspirerende, men hvad end man hælder mod at give bookerne eller sætlisten skylden, satte hun under alle omstændigheder så langsomt i gang, at det virkede, som skulle en singer-songwriter tage festen højere efter et svedigt dj-set. Det var noget malplaceret.

Mica Levis skæve miks mellem en krængende nasalstemme og Bob Dylanske look alike-udtryk kræver en anderledes fordybelse for at nyde numrene, der placerer hende et eller andet næsten udefinerbart sted imellem de improvisatoriske støvsugerlyde - som hun faktisk benytter - tilsat yderst eksperimentielle skabeloner. Det er musik for de indviede, som først vinder efter flere gennemlytninger, og derfor har hårde vilkår denne aften. Tænk hvis hun i stedet allierede sig med en sanger, der kunne agere r&b-modpol på scenen eller måske ligefrem en mandlig crooner? Det kunne løfte en liveperformance med denne kantede sjæl temmelig gevaldigt.

Aftenens højdepunkt kom over midnat, da Kasper Bjørke og dj Margeir leverede et helt igennem – og i ordets bogstaveligste forstand - svedigt sæt i tidsrummet 00-05 på Kaffibarinn. Pludselig dukkede Erlend Øye fra Kings Of Convenience op. Fik øjenkontakt med Kasper Bjørke, hvorefter de to mødtes i et kærligt gensynskram. Kort efter trådte Erlend Øye op på baren og leverede adskillige covernumre, der spændte lige fra Beatles til 2Unlimited. Baren var ikke karrig med serveringerne til den nyankomne gæst, der begyndte at få langet shots op, men der gik ikke længe, før Erlend kun sippede til overfladen for straks igen at vende tilbage til mikrofonen.

Det har uden sammenligning nok været festivalens største bar- såvel som coveroplevelse, uanset at hovedpersonen - måske med alkoholen som hovedårsag -  ikke ramte alle toner rent hele vejen. Men hvad gør det, når festen koger?

Læs anden halvdel om Iceland Airwaves fra i morgen. Du kan desuden glæde dig til en tv-reportage fra Iceland Airwaves-festivalen, når GAFFA TV går i luften den 11. november.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA