x

Wilco: Det hele lyder rigtigt for os

Wilco: Det hele lyder rigtigt for os

Wilco udsendte i juni deres seneste album "Wilco (The Album)", og i den forbindelse lægger de søndag 8. november vejen forbi Det Kongelige Teater i København. Her vil de byde på materiale fra deres femten år lange karriere og i den forbindelse ringede GAFFA til frontmand Jeff Tweedy for at høre lidt mere om indspilningerne til det nye album med mere.

I har brugt en masse tid og energi på at opbygge studiet The Loft i Chicago. Hvorfor valgte I så at indspille ”Wilco (The Album)” i New Zealand?
- Vi arbejdede en del begge steder, men det skete, fordi fire af os allerede var i New Zealand for at indspille en støtteplade sammen med Neil Finn. Så vi forlængede bare vores ophold og indspillede nogle rå versioner af sangene der. Det skete egentlig bare spontant, fordi det vi lavede lød godt, og vi havde det sjovt, og fordi vi frygtede at vende tilbage til Chicago-vinteren [griner]. Så vi fik noget fra hånden og endte med at få lavet det meste af pladen der.

I har kaldt dette en rigtig studieplade. Hvornår stod det klart, at det var den retning, I ville gå i denne gang?
- Jeg tror, vi ville lave en studieplade helt fra starten denne gang. På den sidste plade (”Sky Blue Sky”, red.) fokuserede vi meget på at spille sammen som et ensemble og indspillede på en nærmest dokumentaragtig måde, hvor vi fik så mange live-takes som muligt. Så denne gang tror jeg vi alle var enige om, at det kunne være sjovt at arbejde med lag og bygge sangene op fra noget mere kontrolleret.

Så var sangene færdigskrevne, da I gik i studiet denne gang, eller havde I bare en masse idéer med?
- Der var flere og mere færdigskrevne sange, end da vi startede på ”Sky Blue Sky”. Der var sange, der var stort set færdige, og så arbejdede vi på arrangementerne i fællesskab. Men som udgangspunkt havde vi gjort flere sange færdigt end sidste gang.

Hvad tror du, det betød for pladen, at Wilco efter nogle omskiftelige år ikke har ændret opstilling i fem år?
- Jeg tror, det er rigtig godt for bandet. Jeg tror det var en af grundene til, at vi var så fokuserede på at indspille ”Sky Blue Sky” live, fordi vi som band havde spillet sammen live meget mere, end vi havde været i studiet sammen. Så på denne plade var vi mere trygge ved at være i studiet sammen og uddelegere opgaverne. Jeg tror, den næste plade vil blive endnu et skridt imod at udforske en ny lyd.

Jeg lyttede til ”A Ghost Is Born” og kom til at tænke på, om I nogensinde kigger på hinanden og siger, 'Hvordan skal vi dog spille dette live'?
- Ikke lige med ”A Ghost Is Born” for den blev indspillet live meget lig ”Sky Blue Sky”, så der er ikke så meget på den, der er overdubbet. Men ”Yankee Hotel Foxtrot” var en stor udfordring at spille live. Der skulle vi virkelig ombygge hele vores opsætning for at kunne fremføre den live på det tidspunkt.

Er der så problemer med at spille de nye ting live?
- Egentlig ikke, og den 60'er-udgave af vores band, vi har lige nu, er bygget op for at kunne spille disse sange, så det falder os helt naturligt.

Hvordan kom i frem til det lidt underlige cover-billede til jeres nye plade?
- [griner] Vi brugte en masse billeder som referenceramme og kiggede på dem sammen med fotografen Autumn de Wilde, der skulle tage billeder af os, og et af dem var et billede af The Who, hvor de står sammen med en babyelefant (et berømt billede, hvor bandet står sammen med nogle unge damer og en elefant bag i en sporvogn i San Francisco, red). Men vi kunne ikke finde en babyelefant, så vi fik fat i en kamel, og så førte det ene til det andet, og så syntes vi det kunne være sjovt at holde en fødselsdagsfest for kamelen. Så vi fik taget billederne, og jeg synes, de siger alt det, vi gerne vil have et cover til at sige, hvilket er, "Det er en fest, og vi vil gerne inviteres".

Du nævnte Neil Finn og indspilningerne til støttepladen ”The Sun Came Out”. Hvordan blev I involveret i det projekt?
- Det var en af de bedste oplevelser i mit liv, og det var fantastisk for os alle sammen. Vi mødte Neil Finn til en koncert i New Zealand et år tidligere, og efterfølgende sendte han en email, hvor han invitere os til at komme tilbage, og vi var alle begejstrede ved tanken. Så æren for det hele går til Neil Finn. Han drev os allesammen sammen. Det var en fantastisk gruppe mennesker, og nogle søde familier at blive en del af, og vi havde det fantastisk. Jeg kan ikke sige nok godt om det (ud over Wilco medvirker blandt andet også medlemmer af Radiohead samt KT Tunstall og Lisa Germano på pladen, red.)

Pladen åbner med et nummer, du skrev sammen med Johnny Marr. Hvordan var det samarbejde, og hvorfor synger du ikke selv med på den?
- Jeg blev ikke bedt om at synge på den [griner] (Neil Finn og Johnny Marr synger duet på sangen ”Too Blue”, red.). Men det var fantastisk. Johnny Marr var nok den største overraskelse for mig i hele dette projekt. Jeg har altid hørt, at han var en rigtig sød fyr, men vi klikkede virkelig og havde meget let ved at kommunikere og skrive sammen. Så det var meget ubesværet, og det var virkelig sjovt.

Kunne du forestille dig at skrive mere med ham i fremtiden?
- Helt sikkert! Han er den bedste, og jeg vil til hver en tid udnytte en mulighed for at bruge tid sammen med ham.

I skal spille i Det Kongelige Teater, hvor der ikke er mange rockkoncerter. Tror du, I bliver nødt til at ændre på noget på grund af lokalet?
- Jeg ved det faktisk ikke. Det ved jeg først, når vi er der og kommer i gang med en lydprøve. Vi har rigtig meget materiale at vælge imellem, så er det et sted, hvor de mere subtile ting lyder godt, så kan vi lave en sætliste, der går i den retning. Hvis det er et sted, der lyder godt, hvis vi spiller lidt hårdere og rocket, så gør vi det. Det afhænger virkelig af, hvordan det føles den aften. Nogle gange tolker vi det forkert og har valgt ting, der er mere nedtonet, og så kan vi mærke, at folk bliver urolige. Men så er vi ikke bange for at lave ændringer undervejs [griner].

Har de fortalt dig om Det Kongelige Teater? Der er jo en kongeloge, så der er en chance for at Dronningen kigger forbi.
- Det er jo bare fantastisk [griner]. Nu er jeg virkelig under pres.

Hvordan beslutter du dig egentlig for, hvilke sange der skal med og hvilke, der skal udelades?
- Det er lidt lettere lige nu, fordi vi stadig er ude for at spille sange fra det nye album. Så det giver ikke helt så meget plads til ændringer i sætlisten. Men jeg kigger på ønskerne på debatforummet på vores webside hver aften og prøver at vælge nogle af dem. Jeg prøver at vælge nogle sange, som jeg tror vil lyde godt i rummet. Men vigtigst kigger jeg på, hvad vi spillede, sidst vi spillede et sted, og så prøver vi at gøre det, så mindst halvdelen er anderledes end sidste gang.

Musikalsk har I udviklet jer meget de sidste femten år. Synes du det er svært at arbejde de gamle sange ind mellem de nye?
- Nej, faktisk så synes jeg alting lyder bemærkelsesværdigt sammenhængende, når vi spiller det hele sammen. Nogle gange skal man lave broer mellem de helt gamle sange og de nye ting, men overordnet hænger det sammen... [pause] Faktisk bekymrer vi os ikke særlig meget om den slags. Det hele lyder rigtigt for os [griner].

På denne turné skal I spille et gratis show til De Olympiske Lege i 2010 i Canada. Hvordan kommet det i stand?
- Det aner jeg faktisk ikke [griner]. Man skulle tro, at de ville have brugt canadiske bands til at udfylde de pladser, men vi blev inviteret, og det bliver mit første besøg til De Olympiske Lege – jeg har aldrig været i nærheden af De Olympiske Lege - så det skal nok blive sjovt.

Skal I ud og se nogle bobslædeløb?
- Jeg insisterede på, at det skulle være en del af vores kontrakt, at vi skulle en tur ned ad bobslædebanen. Men det blev ikke til noget, så det bliver nok som med vores andre show – bare ind og ud.

Jeg kan se, at jeres pianist Mikael Jorgensen har en dansk far. Ved du, om han selv har et forhold til Danmark?
- Hans mor er fra Norge, og han har mere familie der end i Danmark, som jeg forstår det. Men han har vist familie i hele Skandinavien, og han føler sig tæt forbundet til sine skandinaviske rødder, så han bliver glad for at komme tilbage.

I har lige fejret Halloween, lavede du noget særligt?
- Halloween er jo særlig nok i sig selv [griner]. Men mine kone og jeg har en tradition, hvor vi tager tilbage til vores gamle nabolag, hvor vi boede for fem år siden. Vores gamle naboer holdt en fest, så den tog vi til, og det var det.

Så I var ikke ude at spille koncert?
- Nej, fordi min kone elsker Halloween så meget, at hun har lagt forbud mod, at vi spiller den dag.

Hvad er status på det coveralbum, I har indspillet med Beck?
- Den er en del af hans Record Club-projekt, så den kommer op på hans webside en sang ad gangen på et tidspunkt. Han ringede til os, fordi han vidste vi kom til Los Angeles, og så indspillede vi Skip Spence-albummet ”Oar” på mindre end tolv timer. Det var en fantastisk og kreativ hvirvelvind.

Hvorfor blev det lige den plade?
- Det har altid været en af vores favoritplader, og den har tydeligvis inspireret ham meget. Han nævnte nogle stykker, og så sprang vi på, da han nævnte den.

I har været aktive støtter for Barack Obama, der nu har været præsident i næsten et år. Hvordan synes du det år har været?
- Jeg synes det er gået rigtig godt. Det har været lidt svært for de progressive og dem, der virkelig støttede Obama at væbne sig med tålmodighed. Men tingene har ændret sig, og den generelle stemning er markant bedre end under Bush. Så jeg tror man efter de første fire år vil kunne se, at der er sket for ændringer.

Wilco spiller en udsolgt koncert i Det Kongelige Teater søndag 8. november.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA