x

Tindersticks: Jeg har aldrig skrevet en sang

Tindersticks: Jeg har aldrig skrevet en sang

Den engelske gruppe Tindersticks er kendt for sofistikeret rock med elementer af soul, jazz, strygere og blæsere og Stuart Staples' dybe croonervokal i forgrunden. Bandet er nu aktuelle med deres ottende album, "Falling Down A Mountain". Det er opfølgeren til det to år gamle "The Hungry Saw", der var noget af et comeback for gruppen efter fem års pause, hvorunder bandets sanger og sangskriver Stuart Staples udgav to soloplader. GAFFA fangede Staples backstage på VoxHall i Århus i forbindelse med gruppens koncert 10. marts for at høre lidt om tingenes tilstand i Tindersticks anno 2010.

Jeres forrige album, "The Hungry Saw" fra 2008, var lidt af et comeback for jer efter fem års pause, hvor du også lavede to soloplader, og tre medlemmer havde forladt bandet, da I vendte tilbage. Hvad er nyt denne gang?

− "The Hungry Saw" satte en masse ting i gang for os. Vi havde kun planlagt fem koncerter oven på udgivelsen, heraf én i Vega, og vi vidste ikke rigtigt, hvad der skulle ske bagefter, eller om folk overhovedet ville dukke op efter fem års pause. Men tingene greb om sig, og det endte med, at vi kom til at spille 70-80 koncerter. Og da vi var færdige med turnéen, følte vi, at vi var kommet i et helt andet rum rent mentalt, så vi fik lyst til at gå i studiet for at lave et nyt album med det samme i stedet for at skrive sangene først. Et album, hvor vi ikke rigtigt havde planlagt noget, men bare gik i studiet og så, hvad der skete.

Duet med kultfigur

Noget af det mest opsigtsvækkende ved "Falling Down..." er, at du synger en duet med Mary Margaret O'Hara (canadisk kultsangerinde, lovprist for få, men markante plader og optrædener, blandt andet 1988-albummet "Miss America", red.), som jo ellers ikke er kendt for at være særlig aktiv. Hvordan har I støvet hende op?

– Jeg tror faktisk, hun synger hver dag, men det hele foregår omkring Toronto, hvor hun bor. Hun er jo et navn, som jeg tror, de fleste, der har beskæftiget sig seriøst med musik i de sidste 20 år, kender og har et forhold til. Vi var på tur i Amerika, samtidig med at jeg var ved at skrive en sang, som jeg kunne mærke skulle være en duet, men jeg vidste ikke, hvem duetten skulle være med. Så mødte vi hende i forbindelse med en koncert i Toronto, hvor hun kom op bagefter og præsenterede sig og sagde, at hun havde nydt koncerten virkelig meget. Vi faldt i snak, og så stod det klart: Ja, det hende, der skal synge sangen. Så det var et lykkeligt sammentræf, og så tog vi derfra.

I har ofte en duet med en kvindelig vokalist med på jeres album. Hvorfor er I så glade for duetter?

– Det har nu aldrig været noget, der har været planlagt. Sange kommer til dig, og når de kommer, ved du ikke altid, hvordan de er. Du prøver at finde ud af, hvad sangen handler om, og nogle gange finder du ud af, at det er en duet. Og når du har fundet ud af, at det er en duet, kan det være et hårdt arbejde at finde ud af, hvem der så er den rette duetpartner. Jeg forsøger aldrig at skrive en sang som en duet, men nogle gange er det, som om sangen af sig selv kræver at være en duet. Jeg har aldrig prøvet at skrive en duet. Faktisk har jeg aldrig prøvet at skrive en sang. Sange er noget, der kommer til dig.

Savner ikke strygerne

Forud for "The Hungry Saw" forlod tre medlemmer gruppen, heriblandt Dickon Hinchliffe, der stod bag de elegante strygerarrangementer på jeres første seks album. Savner du ikke strygerne nogle gange?

– Jo, nogle gange savner jeg at arbejde med Dickon, men på den anden side er det dels noget, vi har prøvet før, dels nyder jeg det rum i musikken, hans afgang har skabt. Et rum, hvor vi har mulighed for at udforske nye ting. På det sidste album, vi lavede med Dickon, "Waiting For The Moon" (2003, red.), følte jeg, at vi var kommet så langt i den retning, som vi overhovedet kunne komme. Jeg er glad for, at vi gjorde det, og at vi førte det til ende, men jeg kunne heller ikke forestille mig at fortsætte på den måde. Så på den måde var det godt at starte helt fra bunden, som var det jeg gjorde, på mine to soloalbum. Vi føler også, at der er meget mere rum på vores sidste to plader.

- Nogle gange er det spændende at tage et skridt til siden eller et skridt tilbage for at komme frem i stedet for at for bare at prøve at skrive sange, der skal passe ind i en ramme. Det følte jeg vi gjorde med Waiting For The Moon, og derfor var det en sund reaktion, at jeg lavede mit første soloalbum. Det var som at starte fra bunden igen. Og siden da har det være meget mere en opdagelsesrejse at lave et album. Det er ganske enkelt mere spændende.

Der er noget, jeg altid har undret mig over. Du skriver nogle fremragende og meget poetiske tekster, men de er aldrig trykt på jeres covers, og med den måde, du synger dem på, kan de godt være svære at opfatte, især for folk, som ikke har engelsk som deres modersmål. Hvorfor trykker I konsekvent ikke jeres tekster?

– Jeg har aldrig brudt mig om idéen om folk, der sidder og læser teksterne, mens de hører musikken...

Det gør jeg nu ellers ofte, hvis jeg kan komme til det...

– Ja, fint (griner). Men jeg synes ikke, man skal skille tekst og musik ad. Man bør ikke læse teksterne, mens man hører musikken, og man bør ikke læse teksterne uden musik overhovedet. Man skal bare lade musikken kommet til sig. Musik handler først og fremmest om at fange en følelse, og derfor har vi altid været gode til at skabe kontakt til folk, der ikke er englændere. Men på den anden side er teksterne meget vigtige. De skal være i orden.

Men man kan jo altid finde teksterne på nettet, på fansider...?

- Nå, det ved jeg nu ikke. Jeg synes altid, der er fejl i den slags tekster.

I stald med Efterklang

I har indirekte skiftet pladeselskab, idet jeres gamle pladeselskab Beggars Banquet er fusioneret ind i 4AD, som er et af de mest prestigefyldte engelske indie-selskaber i manges øjne, kendt for udgivelser med navne som Bauhaus, Cocteau Twins, Pixies og på det seneste blandt andre TV On The Radio og Efterklang. Hvordan har I det med at udkomme på 4AD?

– Selve navnet har måske ikke den helt store betydning mere, for den klassiske 4AD-periode er først og fremmest synonym med Ivo (Watts-Russell, selskabets grundlægger og leder i perioden 1979-1999, som nu arbejder med kunst- og fotobøger, red.), og han har jo været væk længe. Men vi synes, der er en masse gode energi på 4AD lige for tiden. At være på 4AD føles friskt og spændende. Efter fusionen (med Beggars Banquet og Too Pure, red.) føles det ikke som et lille og eklektisk selskab, som det var engang, men det er stadig spændende.

I udkommer på samme selskab som danske Efterklang. Kender du dem?

– Nej, jeg må ærlig talt tilstå, at jeg ikke rigtigt har fået hørt dem, men jeg ved godt, at de har et nyt album ude, og der synes at være en meget positiv følelse omkring dem på 4AD.

Jeg har altid det sidste ord

På jeres første plader skrev I sangene selv og producerede dem selv, i selskab med Ian Caple. På de seneste to plader er du krediteret som den eneste sangskriver og producer. Har du overtaget den totale magt i Tindersticks?

(Griner) – Det har altid været mig, der havde det sidste ord, både i sangskrivningen og produktionen, men jeg har altid haft brug for de andres hjælp. Vi skrev bare "Tindersticks" som en helhed dengang, fordi vi var unge, og det skulle lyde som et band. Den største nyskabelse er sådan set bare, at jeg nu også mikser sangene. Men de andres bidrag er skam også vigtige, tro mig. De kan vurdere, hvad der holder og ikke holder.

Hvad med fremtiden? Kommer der nogle flere soloplader fra dig, eller er det ren Tindersticks eller hvad?

– Mine soloplader handlede meget om at komme væk fra et spor, jeg og resten af bandet var på vej ind på, hvor det bare var album, turné, album, turné og så videre. Det var derfor, vi holdt pause, og det var derfor, vi vendte tilbage, efter at vi havde fået ny energi med vores soloprojekter. Så det er ikke til at sige.

Og går I i studiet for at lave et nyt album igen lige efter jeres turné, ligesom med det nye album?

– Jeg har ingen anelse om, hvad der kommer til at ske. Men vi kommer helt sikkert ikke til at gå i studiet igen lige efter denne turné, som kommer til at vare det meste af året. Vi har brug for en pause til at eksperimentere. Det kan være, det bliver med alternative måder at optræde på, det kan være, vi skal lave noget filmmusik, som vi jo har lavet en del af (til blandt andre "Nénette Et Boni" og "Trouble Every Day", red.) Men ellers ligger alt åbent.  


Diskografi:

Tindersticks:
Tindersticks (alias "First Album", 1993)
Tindersticks (alias "Second Album", 1995)
Nénette Et Boni (soundtrack, 1996)
Curtains (1997)
Simple Pleasure (1999)
Can Our Love...? (2001)
Troube Every Day (soundtrack, 2001)
Waiting For The Moon (2003)
The Hungry Saw (2008)
35 Rhums (soundtrack, 2008)
Falling Down A Mountain (2010)

Stuart A. Staples:
Lucky Dog Recordings 03-04 (2005)
Leaving Songs (2006)
Songs For The Young At Heart (med David Boulter fra Tindersticks, 2007)

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA