x

Asfalt under neglene

Asfalt under neglene

”I reckon you are about an eight or a nine. Maybe even a nine and a half in four beers time...”.

Det drengede univers er stadig omdrejningspunktet hos Mike Skinner, som netop har udsendt album nummer to med sit énmands-projekt The Streets. På "A Grand Don’t Come For Free" retter den 26-årige brite igen mikrofonen mod den hullede asfalt i Londons forstæder og indfanger de små og store, grumme og grinagtige historier, der udspiller sig på den – ligesom han gjorde på den brillante debut "Original Pirate Material", som var en af 2002’s bedste plader. Trods et udpræget britisk udtryk nåede The Streets ud til ører i alle kroge af verden, og debutalbummet har solgt over en million eksemplarer. Det har nu ikke ændret geezeren Skinners liv.

– Jeg har fået tv i køkkenet og købt noget bedre udstyr at lave musik på. Men ellers har det ikke betydet det store. Hvis man vil leve et glamourøst liv, giver musikalsk succes muligheden for det. Men det interesserer mig ikke. For at være ærlig tænker jeg kun på musikken. Jeg bruger stadig en stor del af min tid på at stirre ind i væggen og prøve at lave en sang, siger Mike Skinner. I forhold til den rapkæftede rimsmed, man kender fra musikken, er han overraskende fåmælt denne eftermiddag, mens han drikker mineralvand i pladeselskabet Warners københavnske kontor.
Til gengæld er der stadig fuld fart over tungebåndet på "A Grand Don’t Come For Free". Skinner rapper på sit velkendte, slangfyldte fodboldengelsk hen over minimale hiphopbeats, og lader denne gang albummets 11 numre danne en slags kæde af historier med gennemgående figurer. Men råstoffet er det samme som på debuten – nemlig Skinners observationer fra hverdagslivet i hans home turf, London-bydelen Brixton.

– Det er et meget urbant område. Der er mange sorte og mange jamaicanere, og det er også et meget kreativt miljø. Teksterne er ikke sandfærdige referater af mine egne oplevelser. Det er mere at tage det miljø, jeg lever i, og skabe historier inden for det, fortsætter Skinner.
På den uimodståelige single "Fit But You Know It" er han dog taget på drukferie under sydens sol. Her møder han en af den slags piger, som godt selv er klar over, hvor lækker hun er, og fortæller historien ledsaget af muntert glampunk-guitarriff og et beat i hoppestemning. På "Not Addicted" går det skidt med væddemålene hos den lokale bookmaker, inden han synker dybt ned i kærestens sofa på "I Wouldn’t Have It Any Other Way". Samme kæreste, som får nok af hans Rizla-røgede sløvsind og smider ham ud på "Get Out Of My House". Og sådan går det over stok og sten med veloplagte og moderne hjemstavsfortællinger.

Fra garage til grime
Da "Original Pirate Material" landede i 2002, var lyden kraftigt påvirket af UK garage, som dominerede det britiske klubmiljø på det tidspunkt. Den glitrede scene er imidlertid faldet noget i temperatur siden da og har afgivet territorium til den beskidte og meget britiske hiphop-aflægger grime, som især Dizzee Rascal står i spidsen for. I øvrigt kraftigt inspireret af netop The Streets. Den udvikling skinner også igennem på "A Grand Don’t Come For Free".
– Garage-elementet er ikke fraværende på den nye plade. Scenen har bare ændret sig, og det afspejler sig på albummet. Grime har taget over fra garage, det er de samme mennesker, som kan lide det. Det er lyden af det unge London lige nu, forklarer Skinner.

Coldplay-sangeren Chris Martin skulle oprindeligt have været med på albummet. Han lagde regndryppende vokal til "Dry Your Eyes", som formentlig bliver den næste single. Men Martin kunne ikke selv lide, hvordan han lød på nummeret, så hans vokal er blevet taget af igen. Så ligesom sidst er det bare Mike Skinner selv og et udvalg af de nærmeste mates, der leverer hiphop-klædt socialrealisme anno 2004. Det er stadig sex, drugs, and on the dole. Og det er stadig yderst underholdende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA