x

Dansk-amerikansk duo med internationalt potientale

Dansk-amerikansk duo med internationalt potientale

Billeder: Kristoffer Amlani (fangede Erin og Michael foran GAFFA-bussen på SPOT 10)

Sepiamusic var det første band som blev programsat på talentspejdernes mekka, nærmere bestemt årets SPOT-festival i Århus tidligere på måneden. Årsagen var, at en række internationale Sony-folk, med den helt store tegnedreng i baglommen, ville vide præcis hvor og hvornår Sepiamusic skulle spille, da en større delegation agtede at indtage Århus, for ved selvsyn at tage denne potentielle guldfugl i øjensyn.

Undertegnede hørte for første gang navnet Sepiamusic nævnt et kvarter før SPOT-showtime og var lettere chokeret over den professionelle og selvsikre performance, som bandet præsterede denne lørdag eftermiddag i Ridehuset.

Her fik publikum set et kompetent og velspillende band, der diskede op med iørefaldende, avancerede rocknumre, tilsat tydelig teknologisk feinschmekeri. Båret i front af en indtagende, mystisk blondinde, med klar sensuel stemme og tilsvarende bevægelser. Første indskydelse var Garbage, grundet det kompetente, teknologiske herrekollektiv i baggrunden, det både poppede og eksperimenterende sangmateriale, kørt i hus af en smuk, karismatisk kvinde i front.

Madsion, Wisconsin
På trods af at Erin og Michael sværger til navne som Zero 7, Ian Brown og Madonna fra ”Ray Of Light”-æraen, er Garbage-parallellen ikke helt ude i hampen, musikalsk som geografisk.

Erin er født og opvokset i Garbages hjemstavn, lille, upåagtede Madison, i den nordamerikanske delstat Wisconsin. Undertegnede besøgte forrige år samme sted, netop for at interviewe Garbage – en universitetsby domineret af en imødekommende, laidback atmosfære, holdt sammen af fælles kærlighed og stolthed over de lokalpatriotiske helte fra Garbage. Erin Chapman, der til fulde deler sine bysbørns gode humør og varme smil, har da også lagt vejen forbi Butch Vig & Co. Smart Studio – der tidligere har lagt hus til dele af Nirvanas ”Nevermind ” indspilninger og nyligt er blevet torporderet af en lastbil. Erin fortæller:

– Garbage er meget afholdte i Madison. Ud over deres studie har Duke Ericson også sin egen bar i byen. De er venner af mine gode venner. Vi har tidligere sendt en demo-cd til dem med påskriften ”Works better in the CD player than in the trash can”. Desværre virkede det ikke helt efter hensigten, men det kan være vi skal prøve igen en dag.

Held i uheld
Ramt af amors pil befandt Erin sig pludselig en dag langt fra Madison, Wisconsin, nærmere bestemt i København, men "prinsen på den hvide..." viste sig at være en fuser. Kærligheden blev sat på hold, hvorefter hun mødte reklamemanden Michael Adler Miltersen, hvor den musikalske kemi til gengæld passede anderledes godt.
– Da vi mødtes, faldt vi i hak med det samme. Og det sjove er, at emnet musik overhovedet ikke kom på banen i starten. Det var først senere, at vi fandt ud af at vi begge havde denne fælles passion, fortæller de samstemmende.

Michael var i stigende grad blevet træt af tilværelsen i reklamebranchen og besluttede sig for at satse på drømmen – altså musikken – i stedet for marketingsafdelingen. Han ledte efter en sangerinde, og pludselig blev hun serveret på et sølvfad.

Garageband.com
Duoen kom hurtigt i gang, fik demo-nummeret "Fall Into Me" som "Ugens Uundgåelige" på P3 i den spæde start i år 2000. Samme nummer – og senere yderligere et – strøg helt til tops på garageband.com. Et website hvor man uploader sine sange, uden navn, og brugerne stemmer udelukkende ud fra musikken. Hverken bandnavn, promo eller billeder er vedlagt.

En lovende og flyvende fart som dog ikke blev fulgt effektivt kommercielt op. Brancheinteressen var og er ellers markant. Bandet har holdt møder og haft samarbejdsaftaler med flere af de rigtigt tunge instanser i branchen, blandt andet RCA, som i Sepiamusic så en pendant til selskabets, på det tidspunkt relativt nye navn, Coldplay, fortæller Michael.
Trods flittig aktivitet i såvel eget indspilningsstudie som til forretningsmøder med potentielle internationale samarbejdspartnere, trak tingene i langdrag. Erin og Michael blev træt at ventetiden, besluttede sig for at starte igen fra bunden og udgav i 2003 albummet ”Prototype” på eget selskab.

Et fint og velproduceret album, der dog ikke har samme rockede kant som når man oplever Sepiamusic – der live er udvidet til fem mand – på en scene. Og netop spørgsmålet om rock eller ej er et springende punkt for såvel bandet som branchens holdning til dem, fortæller Michael.

– Vi føler os lidt utrendy og malplacerede for tiden. De sidste par år har den direkte rockting gået rent igennem. Vi vil også have den elektroniske og producerede side med. Men på scenen lægger vi mere vægt på at få nerven og rockenergien frem.

– Men selv om vi bruger alle virkemidler til at give kant både på cd og på scenen, lægger vi stor vægt på, at musikken holder i sig selv. Alle sange fungerer med sang og en akustisk guitar, supplerer Erin.

Stilhed før stormen
I dag sætter Erin og Michael penge til på den musikalske passion. En showcase i London i maj i år kostede eksempelvis duoen 10.000 kr. men pendulet og bankbogen kan hurtigt pege i den stik modsatte retning. Bandet har gennem et års tid hooket op med Tina Dickows engelske manager, Jonathan Morley, de har sangene, der skal til, brænder igennem live og har det perfekte ansigt i front.

I skrivende stund er det ikke lykkedes redaktionen at opklare, hvorvidt der kom noget konkret ud af Sonys talentspejderes besøg på SPOT. Alt eller intet kan ske, men meget tyder på at tiden nu, er stilhed før stormen for Sepiamusic. Vi følger løbende udviklingen her på redaktionen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA