x

Den Gale Pen møder Marie Frank

Den Gale Pen møder Marie Frank

Den Gale Pen har mødt Marie Frank, der udgiver sit femte album "Pop Your Wheeze" i dag. Af uransagelige årsager er den blonde musiker flyttet endnu længere ud på landet i Jylland, og ligesom hendes håbløse fuglefobi og klovneskræk giver det naturligvis ingen mening. Læs Marie Franks desperate plapren om gøgl, pomfritter og drag queens her.

Marie Frank? Kan ikke huske dig… Er du hende Tina Dickows sideprojekt?
– Nej, er det ikke de dér TV-2?

Gu' er det da ej, men nu dæmrer det. Du vandt "Årets Danske Dance Udgivelse" i 2002. Vi ses i provinsen eller på Ibiza, Marie!
– Nej, nu kludrer du rundt i det med tallene. 2002 var det år, jeg sagde farvel til min gamle bil i sangen "Rust In Peace". Jeg tror det dancehit, du refererer til, blev sunget  af Frankée Goes To Bollywood i et remix af Søren Brun.

Nu rabler det vist for dig, men du bor jo også i Gylland. Så er dit nye album vel også en gang navlepillende, tøse-føle-bondelyrik som Peter Sommer og deslige?
– Faktisk har lugten af Jylland så at sige gødet min kreativitet. Jeg har komponeret et ambitiøst konceptalbum om en ung hestepige, som gør karriere på glimmer-øen Ibiza, vinder en favnfuld Grammyer for derefter at vende ryggen til sine provinsielle rødder. Det hele rammer hende dog som en boomerang, da hun ikke ved, hvem af fem forskellige drag queens, der er far til hendes barn.

Stadig på piller, fornemmer jeg… "Pop Your Wheeze" udkommer på dit eget selskab. Jeg går ud fra, alle andre løb skrigende væk?
– Der er nu ingen selskaber, der har sagt nej, for de er ikke blevet spurgt. Du ved, "selvgjort er velgjort"…

Bla, bla! Hør her, Kirsten Siggaard. Burde du ikke bare lave noget gøgl i stedet for musik? Hvor mange pomfritter kan du for eksempel have i Grand Canyon mellem dine fortænder?
– Aarrhhhhhh! Nævn ikke ordet gøgl. Ved du slet ikke, at jeg er frygtelig bange for klovne? Jeg kan ikke engang se navnet Frank Hvam på tryk uden at ryste af skræk. Angående pomfritterne, så spiser jeg ikke mad, der enten kan føle smerte eller kaste en skygge, såhh det....

Kuk, kuk, Marie. Både din mand og dig "lever" af musikken, men egentlig er I vel bare nogle dagpengesurfere, der mener, at alle andre skal betale for jeres hobby?
– Ja, det har været et hårdt år for os – ligesom for Mærsk og flere andre. Sidste gang vi var på jobcentret, stod vi faktisk i kø lige bag ved hr. Møller, og det sjove er, at han også kommer med et album her til efteråret…
 
Sikkert en omgang rettidig black metal, som han plejer. Jeg har i øvrigt hørt, at du er bange for fugle – Marie Frank, 2 år. Fugle er sgu da ikke farlige – og slet ikke i Jylland?
– Ja, det er rigtigt. Hvis det ikke er klovne, så er det fugle. Det startede, da en stor høg dykkede ned i kalechen på min barnevogn og tog mig med. Jeg overlevede på markmus og regnorme, indtil brandvæsenet til sidst reddede mig. Den kognitive terapi i forbindelse med albummets artwork har dog hjulpet, men ved lyden af flaksende vinger ryger jeg stadig helt ud i hampen, som man siger.

Det lyder vel nok plausibelt, Marie. Anyways, kunne det ikke være sjovt, hvis du fik en søn og døbte ham Frank?
– Arrrgggh! Ikke klovne igen!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA