x

The Burning-turnédagbog, del 2

The Burning-turnédagbog, del 2

Dag 2
Når man bliver vækket af en mops i face kl. 6:30 efter at lande i Århus kl. 05:30 føler man sig som en rockstjerne/taber. McD i Bruuns bliver vedligeholdt, og der investeres i en ekstrem lille pengekasse til vores nye übermercher. I dag er det Herning, der skal møde de 3 talentfulde bands. Til trods for tidligere nævnte besøg på den udmærkede McD, frekventeres vi endnu engang BigMac'ens crib i Silkeborg hvor den nye M burger skal testes.

Da jeg er en meget dedikeret McD-bruger, er det meget vigtigt for mig at pointere, hvor meget jeg hader ciabattabrød, især når ciabattaen har ligget i mælkelage + fedtdræn og serveres uden dressing. Magen til talentløs fastfood har sjældent mødt mine smagsløg. Til trods for flere forsøg på at levne, overvindes min kærlighed til den gyldne måge og M burgeren spises op. Efter at have kvalt ciabattasmagen med chicken wings går turen videre til Herning.

Stedet hedder Fermaten og er kendt er de senere år blevet bygget om til en virkelig fedt spillested, hvor forplejningen bare er i top. Efter en gang lækker omgang svinemørbrad som slår gårsdagens "placebo con carne", ankommer de fede fra Silkeborg (vores "søsterband Dawn Of Demise). Dette resulterer i total tørlægning af backstage-rummet, hvilket sender os ned til baren i salen.

Da showet er forbi, inviteres vi til fest hos personalet i baren. Jeg tager straks ansvar og får monteret min Mp3 afspiller med en gang lækker hegn og begynder at skænke fad til hele banden. Da synet og taletøjet begynder at halte gevaldigt, beslutter jeg mig for at gå i retræte mod det lokale Team Teater, hvor vores lydmand Morten har redt op til os.

Efter at have brugt halvanden time på reelt set at finde hen på Team Teatret (som ligger en km. fra Fermaten!), får jeg henkastet mig på en madras. Næste morgen vågner jeg af, at vores lydmand Morten ikke bare snorker, MEN RÅBER i søvne. Aldrig har jeg hørt en så aggressiv snorken som denne. Vores parallelverden som rockstjerner stopper i det øjeblik Morten vækker os alle og smider os ud, da han skal i biografen med sine to børn for at se Toy Story 3.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA