x

The Burning-turnédagbog, del 4

The Burning-turnédagbog, del 4

Dag 4
Aldrig har jeg følt mig så presset, efter at have gennemført en sand Iron Man i sprit, iført vodka og fernet branca. Det er som om Vodka + Whiskey bare ikke går så godt i spænd som fx salt og peber, hænder og arme eller pisk med S/M-kors. Men som min gode ven Anders' ex-klassekammerat Resa så smukt kastede en bemærkning i et klasselokale på Odense Universitet: "Zå der ik' nogen grund til at skyde den ko!". Meningen var sikkert god, men blandingen af de mange ordsprog i en så kort sætning ramte ca. den tilstand jeg fandt mig selv i.

Jeg ved ikke om det her festeri egentlig er en ubevidst kompensering af manglende evner - i hvert fald kompenseres der på denne tour til U/G! Efter et forsøg på en skraber i en bus fyldt med overtrætte århusianere lander vi i hovedstaden. Sidst jeg var på Lille Vega, var vist til en Muse-koncert, da "Absolution" udkom - det var fed! Dengang var jeg ikke backstage og havde jeg været det, var jeg der nok stadig den dag i dag, for man kan jo simpelthen ikke finde rundt i denne monster-Kim Schumacher-labyrint. Det er som om, at alting i den her by bare skal være absurd indviklet og unødvendigt forvirrende. Alle bydele ligner hinanden og menneskerne taler med belastende og underlig accent, selvom de enten er svenskere eller jyder!

Det er stedet, hvor taxachauffører (hvilket de ikke fortjener at hedde - lidt ligesom telemarketingsælgere, der er salgschefer!) afviser kunder, fordi kunderne ikke skal køres til enten Helsingør eller Nord-Østrig! Seriøst - vores bassist og jeg blev afvist af fire taxaer, hvor taxaidioten ruller vinduet ned og spørger, hvor man skal hen og med lynets hastighed afviser en som var man en tyk, gammel sur kone!

Endelig finder vi en taxa og ankommer til den udlånte lejlighed (tak, kusine Katrine) ved en halv seks-tiden om morgenen. Vi falder til ro efter at have svælget et Burger King meal, men aftenen slutter ikke her. Nej - en lidt for fuld lydmand ringer undertegnede op og formulerer noget, en spansk tolk ikke ville kunne gengive. Manden lukkes ind og nærmest omkommer på en meget lille sofa og får på mærkværdigvis monteret et stræklagen oven på ham selv, udover sofaen.

Ahhhh ro eller ikke - Jer, der flittigt læser min blog (ja, jer alle fire!) ved, at vores lydmand ikke bare snorker, men råber i søvne. Denne fantastisk uudholdelige evne formår Morten at udvikle, nærmest fra weekend til weekend. Resultatet af denne føromtalte udvikling er nu oppe i det, vi i Jylland kalder aggressive omvendte black-metal growl. Jeg vil efter denne tour kontakte Innovation Lab, med det formål at udvikle en mobil decibel-følsom mute-maskine. Jeg tror ikke opfindelsen vil sælge i store mængder, men jeg betaler gerne udviklingen for merch-penge! Endnu en weekend er gået. Mange kloge ting blev sagt, dumme ting blev gjort, og nu er jeg træt. Godnat.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA