x

My Chemical Romance - Unge fans, voksent band

My Chemical Romance - Unge fans, voksent band

Det ældste medlem af My Chemical Romance, Gerard Way, ligner en ung mand på 22. Hans ansigt er drenget, hans hår er farvet skrigende rødt og ser ud, som om det ikke har set en kam i flere dage. Han er iklædt en farvestrålende poncho, som var han lige kommet hjem fra Peru, og hans stramme læderbukser viser et par spinkle og tilsyneladende skrøbelige ben. Men man skal ikke tage fejl af hverken Gerard Way eller My Chemical Romances ydre. Forsangeren er 33 og snart en moden og selvsikker herre. Selvom bandet primært henvender sig til et yngre publikum – mellem 15 og 25 efter deres egen mening – er de selv ved at blive voksne. My Chemical Romance har med deres fjerde album nået et nyt stadie i deres liv og deres karriere: de ved, hvem de er, og de ved, hvad de taler om. Og så er der håb forude: Albummet Danger Days: The True Lives Of The Fabulous Killjoys indeholder en snert af håb – og fis og ballade.

Jeres tidligere album var meget mere dystre. Har I ændret jeres syn på verden i dag?

Gerard: – Ja, det er korrekt. The Black Parade er meget dyster, på overfalden i det mindste, og Three Cheers For Sweet Revenge er meget vred. Det er svært at finde håb, men der er en snert af håb i dem. Med vores nye album er der håb, men endnu vigtigere: det er også sjovt, og det er et helt nyt element. Som sangskriver har jeg accepteret, at verden er, som den er. Der er flere sange som Na Na Na, Sing og Planetary, som opsummerer, hvad dette album handler om.

I har tidligere sagt, at I var meget fokuserede på reaktionerne på jeres albums. Er det stadig tilfældet?

Gerard: – Ja, tidligere var jeg meget bekymret over, hvordan offentligheden ville reagere på vores albums – det betød alt fra konservative aviser til en tv-station i New Zealand. Jeg brød mig ikke om, at vi blev placeret i kategorier. Jeg var meget desillusioneret over at blive kaldt en "dødskult". Det gjorde mig vred. Jeg blev vred over, at der var hadekampagner mod børn i Mexico, som gik klædt helt i sort. Jeg blev meget fokuseret på, hvordan reaktionerne på vores kunst ville være i stedet for bare at fokusere på at få vores budskab ud og sige, hvad vi ville sige.

Hvem taler I til gennem jeres tekster og jeres musik? Hvem er jeres publikum?

Gerard: – Vi taler til unge mellem 15 og 25.

Ray (Toro, lead-guitar): – Vi har snakket meget om, hvad vi selv ville sige til vores børn, hvis de var i den aldersgruppe. Det handler meget om at udtrykke sig og finde sig selv. Måske vi ligefrem taler til en yngre version af os selv. Hvad ville jeg sige til mig selv, hvis jeg kunne... Jeg begyndte for alvor at ændre mig mellem 25 og 30. Det er på dette tidspunkt, at man begynder at finde ud af, hvem man er, og hvad man vil med sit liv. Jeg håber, at vores sange og tekster hjælper unge på vej.

Hvilket budskab ville I gerne have givet jer selv, hvis det havde været muligt?

Mikey (Way, bas): – Du skal ikke være bange for noget som helst. Du skal ikke finde dig i noget lort.

I sagde, at I havde fundet jer selv. Hvad er det, I har fundet ud af?

Gerard: – At jeg er kunstner. Det har jeg altid været. Selvom jeg var vred over det tidligere, så har jeg altid været kunstner. Disse gutter er genier. Der sker så mange ting omkring os, at jeg ind imellem har glemt at sætte mig ned og virkelig værdsætte de mennesker, som er tættest på mig. Men det er derfor, vi arbejder sammen. Vi er alle sammen kunstnere. Det kan godt gå hen over hovedet på én, når man er midt i det. Men vi er heldige, og det er vi klar over.

Slut med kemiske romancer
Det er ni år siden, My Chemical Romance blev til. Det skete lige efter terrorangrebet den 11. september 2001, hvor Gerard Way blev så rystet, at han måtte gøre noget ved de indeklemte følelser. Han skrev sin første sangtekst om hændelsen og fandt en udtryksform, som også skulle føre til en god karriere.

Hvordan har I forandret jer som band i de seneste ni år?

Ray: – Personligt er jeg blevet meget mere selvsikker. Jeg har det godt med at være på. Jeg er virkelig stolt af vores band, og hvem vi er blevet. Vi er blevet voksne. Vi forstår, hvad det handler om.

Hvad er det?

Ray: – Vi er nået til et punkt, hvor vi virkelig laver det, der gør os lykkelige. Vi har det alle sammen godt. Vi har haft en god rejse, og nu befinder vi os på et godt stadie i livet. Vores band er stærkere end nogensinde, og vores musik bliver bedre og bedre. Vi har et bedre indbyrdes forhold, fordi vi har gennemarbejdet nogle problemer, og vi ser lys forude. Det er, som om vi er blevet genfødt. Vi er klar til at erobre verden.

Mikey: – Ja, det er, som om vi er blevet genfødt. Som om døren er helt åben for os nu.

Gerard: – Det er fedt!

I fik ret hurtigt succes, efter I startede jeres band. Hvor får I jeres selvsikkerhed fra?

Gerard: – Der er alt for mange, der er en stor undskyldning for sig selv, og det skal man aldrig være. Det er det værste for en kunstner.

Men hvor kommer den selvsikkerhed fra?

Gerard: – Jeg tror, at det var vores far, som gjorde os opmærksomme på det, fra vi var små.

Mikey: – Det var nok far og mormor.

Gerard: – Vi lærte, at lige meget hvad, så kunne vi klare alt. Vi skulle bare tro på det. Min far har sagt det igen og igen hele mit liv. Det er blevet en del af mig. Det er blevet sandheden. Det bliver sandheden, når man tror på det.

Gerard og Mikey, I er brødre. Er I aldrig trætte af at være sammen i et band?

Gerard: – Overhovedet ikke.

Mikey: – Vi er bedste venner. Det er ret vanvittigt. Vi er ret heldige, for jeg har hørt mange frygtindgydende historier. Vi kommer perfekt ud af det med hinanden.

Føler I stadig, at navnet My Chemical Romance passer til jer som band?

Gerard: – Ja, det er underligt. Det fungerer stadig. Vi er gode venner med Grant og Kristan Morrison (skotsk tegneserieskaber og hans kone, red.), og de mener, at vi bare skulle kalde os MCR. Men vi kommer altid ind på et eller andet farmaceutisk middel, så det er stadig relevant. Den første linje af en af de nye sange, handler om stoffer. Jeg har opfundet et fiktivt firma, som sælger lykkepiller i automater, så det er stadig noget, vi beskæftiger os med.

Hvor mange "Chemical Romances" har I haft?

Gerard: – De stoppede på et bestemt tidspunkt.

Hvornår var det?

Gerard: – Det var, da vi startede bandet. For mange år siden. Det var stort i nyhederne, men det var slet ikke noget særligt. Det blev bare interessant.

Var der tale om afhængighed?

Gerard: – Der var ikke tale om afhængighed. Det handlede mere om at finde sig selv og få noget hjælp til det. Der var en helt specifik grund til det.

Taler for sig selv
I 2008 udgav den britiske avis The Sun en artikel, hvor de beskyldte My Chemical Romance for at være medvirkende til en 13-årig piges selvmord. Hannah Bond var tilsyneladende fan af bandet og lyttede til The Black Parade, som blev beskyldt for at promovere selvskadende adfærd. My Chemical Romances britiske fans demonstrerede mod beskyldningerne i London.

Hvordan reagerede I på de britiske mediers hysteri i 2008, da de beskyldte jer for at medvirke til en ung piges selvmord?

Gerard: – Jeg tror bare, at det gav dem noget at skrive om den uge. De tænkte sikkert: Alle deres fans er underlige, og bandet er klædt i sort og skriver virkelig dystre tekster. Men der er ikke noget i vores tekster, der har handlet om at skade sig selv eller begå selvmord. De siger måske snarere noget om at skade andre. Det er der vel ikke noget galt i. Jeg tror bare, at de manglede stof den uge og havde brug for noget saftigt at skrive om. De vil sælge aviser. Da det gik op for os, at deres motiv var at sælge aviser, var det mindre bekymrende.

Ray: – De prøvede jo ikke ligefrem at redde andre mennesker.

Gerard: – Lige præcis. Det handlede om at skabe en sensationel nyhed.

Men jeres fans støttede jer. Hvad betød det for jer?

Gerard: – De var virkelig på vores side. De var en stor støtte. De er fantastiske. De protesterede i gaderne, og det er vi taknemmelige for. Men på den anden side kan vi godt selv sørge for det. Vi er okay, så de kan godt slappe af og gå en tur i parken i stedet for.

Hvordan er det for jer at starte jeres tour i England?

Gerard: – Det er vi virkelig glade for. Vores engelske fans er meget loyale.

Kommer I ikke til Danmark denne gang?

Gerard: – Vi er ikke helt sikre på det endnu.

Har I haft gode oplevelser i Danmark tidligere?

Ray: – Vi har aldrig rigtig tid til andet end spille vores musik. Det er ikke, fordi vi har haft dårlige erfaringer eller noget i Danmark, og jeg håber, at vi vender tilbage.

Gerard: – Vi har spillet et fedt sted, hvor hele koncertsalen var af træ. Det var det fedeste sted... (Vega, red.). Vi ville så gerne have været ude at se byen. Det var skidesurt. Vi ville gerne opleve de steder, vi besøger.

Mikey: – Og der var en stor lysekrone?

Gerard: – Ja, det tror jeg nok.

Mikey: – Vi havde bare så travlt. Vi får ikke set noget som helst. Vi går direkte fra bussen til scenen og tilbage igen.

Ray: – Forhåbentlig kan vi besøge byen igen, for det er fedt at møde vores publikum og opleve deres verden og deres kultur.

Tegnende sanger:
Gerard Way er ikke bare musiker. Han er uddannet ved School of Visual Arts i New York og laver også tegneserier som for eksempel The Umbrella Academy. Han får et begejstret blik i øjnene, når han taler om sine tegninger:

– Alt er muligt, for du behøver ikke et stort budget for at lave tegneserier. Hvis man laver en film, er der mange mennesker, der bestemmer og en masse udgifter. Men med tegneserier handler det bare om selve historien. Du kan finde på de mest vanvittige fortællinger, og der er ingen super special effects.

En af hans favoritfigurer er Jeanne D'Arc, og Carl Th. Dreyers film om hende er en af hans favoritter. – Det var en person, som var så overbevist om, at hun havde ret, at hun ville brænde på bålet for sin tro. Jeg beundrer den mentalitet. Det gav mig troen på, at jeg skal kæmpe for ting, jeg tror på og finde mig i at få smæk over det.





Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA