x

Interview: Drengene Fra Angora

Interview: Drengene Fra Angora

Esben Pretzmann tager tilløb og springer en halv meter op i luften. Hans krøllede, sorte heavy metal-paryk prøver at følge med, mens han affyrer et guitarriff, der ville larme sønderflænsende, hvis stikket ellers var i. Ved siden af ham svinger Rune Tolsgaard sit til lejligheden påsatte lange hår tilbage, så spidserne slår mod det "Spaderne MC"-rygmærke, der pryder hans denimjakke. Bagved dem begge er Simon Kvamm, iklædt ærmeløs skovmandsskjorte, allerede gået i gang med at smadre sit trommesæt.

Stedet er et fotostudie på Amager, og trioen er godt i gang med det, de er bedst til – at hænge klichéer ud til tørre. Sceneriet indkapsler alle gængse fordomme om et Jack Daniel’s-bællende rock’n’roll-band, og som det meste andet, Drengene Fra Angora rører ved, er det virkelig morsomt at overvære. Deres satiriske tv-programmer er blevet en overstrømmende succes, ikke mindst båret af et persongalleri fyldt med den slags levendegjorte karikaturtegninger. Flere af dem er hentet fra musikkens verden og spiller hovedrollerne i en række musikvideoer, der parodierer både nye og gamle musikgenrer. Numrene har nu fået deres eget liv uden for programmet og bliver i denne måned udsendt på cd.

Musik om musik
I serien gør Drengene Fra Angora i høj grad grin med selve tv-mediet. Navlepillende docu-soaps og småborgerlige Vis-mig-dit-køleskab-programmer bliver udstillet, ligesom studieopsætningen er en kindhest til talkshowets forcerede hygge. Det er tv, der tager pis på tv. På samme måde er trioens musik en række pasticher på tidens toneklang. Som når de med sødmefulde boyband-fraseringer fortæller om en blind date, hvor manden gør en grum opdagelse ("Hun har en pik, hun har en stor pik, og det burde hun ikk’"). Eller når de klæder sig ud som Slipknot og slynger aggressiv metalrock omkring omkvædet "Hun skal bruge pessar" i en sang om ikke at gide at bruge kondom.

Fortjener dagens musik at blive gjort grin med?
Simon: – Den fortjener i hvert fald at blive spejlet. Vi ved godt, at vi til en vis grad latterliggør, men jeg synes, vi viser tingene, som de er – med et twist.

Er der nogle træk ved nutidens musik, som er gode at tage fat på for en komiker?
Esben: – Der er kommet nu-metal, som er meget taknemmelig. Det er popnumre pakket ind i en masse attitude. Det samme med Nik & Jay, der prøver at være sådan lidt hiphop-agtige.
Rune: – Og klassikeren er jo boyband-genren, som der er gjort grin med masser af gange.

Esben: – Det er jo sjovt, når man med sit udtryk viser, at noget er vigtigt, at man virkelig har et budskab, og så er budskabet bare dumt.
Rune: – Sådan er det jo også, hvis man tager Linkin Park, Hoobastank og den slags bands og oversætter deres tekster til dansk. Så er det jo ufattelig banalt.

De fleste af jeres musikvideoer bygger på nogle genrer, hvor det følsomme træder meget frem. Og så tager I den følsomhed og drejer over på noget, der er latterligt.
Rune: – Ja. Altså, der er også meget følsom musik, jeg virkelig godt kan lide at høre. Men jeg tror, det er det patetiske i det. Det bliver helt tåkrummende, når det bliver sunget så lidende, og så er det bare banalt. Det sjove ligger i det patetiske. Vi har netop skullet skrive et Beach Boys-nummer, som i sig selv er meget glad, og det var enormt svært at skrive en tekst til.

Der er simpelthen nogle genrer, der lægger mere op til sjov end andre?
Rune: – I hvert fald for os. Også med den selvhøjtidelighed, der ligger især i hiphop, boybands, nu-metal og de genrer.
Esben: – Der skal være et eller andet at tage pis på.

Rune: – Men nu kommer det også til at lyde som om, vi ikke kan lide musikken. At vi synes, det er dum musik. Det synes vi til en vis grad også, men der er også et strejf af, at vi kan lide den. Når man hører Nik & Jay i radioen, så skruer man alligevel lidt op og skråler med. Engang imellem er det jo meget fedt. Vi ville skrive et dance-nummer til første sæson, og det måtte vi droppe, for der var ingen af os, der kunne se noget som helst charmerende i dance. Vi havde ingen sympati for det, og derfor ville det bare blive at pege fingre. Det samme gælder de figurer, vi laver. De er jo nogle idioter, men vi kan alligevel godt lide dem. Sådan er det også med musikken.

Alt er tilladt
En vittighed er kun sjov at få fortalt én gang. Men en plade skal jo være sjov igen og igen. Hvordan forholder man sig til det, når man skal skabe humor, som kan være sjovt mere end én gang?

Simon: – Det er jo ret pointeløst, det, vi laver. I en sang som "Voksenbaby.dk" tænkte vi på, hvad der ville være sjovt, at en voksenbaby sang om. At det ville være sjovt at bruge hans hverdag. Når han handler ind, så står han lige og skider nede ved cornflakesene. Det er bare sjovt at vise ham, og så er det igennem en sang. Det er ikke bygget op som en pointe, det er mere et portræt.

Hvad har jeres musikalske tilgang været?
Rune: – Det fantastiske er jo, at vi må alt. I komikkens eller satirens navn må vi spille alle slags musik. Det kan man ikke tillade sig, hvis man er en alvorlig rockmusiker. Så er der nogle koder, der skal holdes.

Simon: – I forhold til Nephew (Simons andet band, red.) er det her jo noget andet. En slags udfordringsspil. "Lad os se, om vi kan lave et Nik & Jay-nummer". Der er et forlæg, som det skal ligne.
Rune: – Og så er det jo uforpligtende. Man kan altid dække sig ind under, at det er for sjov.

Læs mere på DR's Angora-site


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA