x

Melanie: I Tried To Die Young

Melanie: I Tried To Die Young

To af singer/songwriter-genrens grand old ladies er på Europaturné i øjeblikket. Den 8. oktober spillede Janis Ian på Train i Århus, den 9. oktober spillede hun i Amager Bio. I hvert fald den sidste koncert var velbesøgt, om end ikke udsolgt som de fleste af hendes koncerter i England, Irland og Holland. Den 11. oktober spillede Melanie Safka for en udsolgt sal på De Kleine Komedie i Amsterdam, undervejs gennem en række udsolgte koncerter i Holland, Belgien og Tyskland, men ikke Danmark i denne omgang.

Hvorfor er det overhovedet interessant at skrive om i 2004? Janis Ian havde trods alt sine største hits i 1967 og 1974. Melanie fik sit gennembrud og sin karrieres højdepunkt, da hun sang "Beautiful People" på Woodstock. Er vi ikke kommet 30-40 år videre i musikhistorien?

Nogen ville nok opfatte det sådan. I hvert fald fandt jeg følgende citat fra gaffa.dk’s debatforum fra 2002: "Beth Orton er det nærmeste, man i dag kommer på en engel, efter at Melanie Safka er gået på pension". På scenen i Amsterdam, akkompagneret af sønnen Beau, ville Melanie nok heftigt bestride sin pensioniststatus.

Men hun kunne naturligvis ikke bestride sin alder – og fik faktisk en god historie ud af den, da hun fortalte om sin aldrende pr-dame i New York, der mente, at Melanie var for gammel til at pr-damen kunne skaffe hende spalteplads i medierne.

Melanie reagerede ved først at fyre pr-damen og så skrive en selvironisk sang i trods. "I Tried to Die Young" hedder den. Her undskylder Melanie, at hun stadig er her, "men jeg prøvede virkelig at dø ung. Det gjorde jeg altså...". Og så drømmer hun om, hvor mange cd’er hun kunne sælge i dag, hvis hun døde. Døden er et fantastisk salgsargument i kunst og musik, bare spørg Eva Cassidys pladeselskab.

Fra babe til matrone
Men Melanie er altså "still standing". Omend noget tungere end tidligere – det er lidt surrealistisk at se hippiegenerationens superbabe være forvandlet til en big mama på + 150 kg. Kun de brune mandeløjne og det lange hår minder om den lette skønhed, det for 30 år siden var umuligt ikke at blive lidt forelsket i.

Kan sådan en aldrende matrone have en berettigelse på markedet i dag? Svaret blæser i vinden - indtil hun åbner munden og synger. Så demonstrerer en af 60’ernes mest markante stemmer, at den er så levende og sødmefyldt som nogensinde. Og faktisk bedre i dag, hvor den har fået lidt mere fylde og kraft.

Den har også fået nye sange at synge, og nye historier at fortælle. I Amsterdam blev der naturligvis plads til de gamle klassikere som "Beautiful People", "Brand New Key", "Ruby Tuesday" og "Look What They’ve Done to My Song, Ma". Det var kun "Candles", hun definitivt nægtede at genoplive.

Men de nye Melanie-sange var ikke kun fyld. Ikke mindst "I Tried to Die Young" og "Smile" brændte sig fast. I sidste sang med god hjælp af publikum, der agerede entusiastisk kor.

Melanies koncert i Amsterdam havde klare paralleller til Janis Ians koncert i Amager Bio. Begge spillede for et publikum, hvor de fleste kom for at høre de gamle sange, og begge formåede at få opmærksomhed og ørenlyd til de nye. Begge krydrede sangene med anekdoter (lige som Ray Davies på Train i Århus for nylig), og demontrerede et talent for storytelling, der kræver modenhed og et liv at fortælle om. Og begge havde selvtillid og overskud til selvironi og humoristisk performance.

Melanie var intet mindre end forrygende, da hun på scenen gennemspillede en scene fra en ikke-eksisterende spillefilm hendes eget liv, hvor hun gennemgik et fiktivt sammenbrud og genrejsning. Storladent drama og raffineret humor på samme tid. Og så fik både Janis Ian og Melanie iøvrigt afleveret en personlig sang om 9/11, Janis Ian med "On the Other Side" og Melanie med "Smile".

Gennem glemsel til modenhed
Der er adskillige andre lighedspunkter mellem de to, udover at de er fra samme generation af kvindelige sangskrivere, og hver især har skrevet musikalske milepæle som "Beautiful People" (Melanie) og "At Seventeen" (Janis Ian).

Begge er blevet synligt ældre og gør ikke meget for at skjule det – der er ikke meget Cher over nogen af dem. Begge har været ude i glemslen, for eksempel spillede Melanie for to ludere og en lommetyv på Rytmeposten i Odense for en del år siden. Og begge har genfundet balancen og genetableret karrieren, med et mindre men meget trofast publikum. Og begge turnerer nu flittigt, og sælger faktisk billetter på turnéerne.

Det sidste er interessant, for det publikum var der ikke rigtigt for 10 år siden. Da havde de formentlig andre prioriteter i livet. Men nu er de blevet 50, børnene er væk, der er penge på bogen, som ikke nødvendigvis skal med i graven. Og lysten til oplevelser er så stor som før.
Spillestederne har med andre ord fået et nyt potentiale, der kan udnyttes. Og mange af fortidens stjerner genfinder deres menighed, forudsat at de stadig har noget på hjerte og spilleglæden med på scenen – for det er også en kræsent og kvalitetsbevidst publikum, de skal underholde.

Amager Bio og tildels Train har fanget trenden, men den er stadig ikke helt så markant i Danmark, som den er i Tyskland, Holland, Belgien og England. Men den er der: I andre musikalske genrer har vi i den allersidste tid set de spillevende rester af MC5 på Loppen og VoxHall, Iggy & The Stooges i det originale lineup på Roskilde, Ray Davies på Train og Electric Prunes på VoxHall.

Særpræget har stadig et publikum
Er det så udelukkende den demografiske udvikling, der skaber det nye koncertpublikum for aldrende popmusikere? Næppe. Og handler det kun om nostalgi. Næppe heller, selv om det er en del af historien. Publikum til Janis Ian og Melanie var ikke kun over 40 år. Mindst 25% af publikum var knap født, da de to navne brød igennem.

Det handler altså også om, at særpræg og personlighed sælger. Og altid har gjort det. Og de nye navne med særpræg mangler. Når Melanie, Leonard Cohen, Janis Ian eller Ray Davies åbner munden, er man ikke i tvivl om, hvilken person, man skal forholde sig til.

Den slags individualitet er der ikke meget plads til i nutidens pressede musikmarked. Og når Tue West er det bedste, dansk musikindustri kan komme op med for nærværende, når man skal opdyrke en ny stemme med særpræg, så er det måske ikke så sært, at en del af publikum vender sig mod fortiden for at finde musikalske personligheder med kvalitet.

Fortiden er selvfølgelig ikke så interessant for presse og anmeldere, pr. definition og tradition. Her er nyhedsværdien helt afgørende. I de etablerede medier (bortset fra dette) har jeg da heller ikke fundet en eneste anmeldelse af Janis Ians koncerter i København og Århus.

Nye veje til information og kvalitet
Men i dag er der andre veje til publikum, som dette website demonstrerer. Internettet er blevet et stærkt medie for kunstnere, som de store pladeselskaber ikke vil røre ved, og som nyhedsjagende journalister nægter at skrive om. På internettet kan musikere stadig komme i kontakt med deres publikum, uanfægtet af censuren fra kommercielle interesser og de magtfulde medier, der ikke har plads til stof uden kioskbaskerværdi.

Både Janis Ian og Melanie har således egne websites proppet med information og mulighed for dialog med publikum: http://www.janisian.com og http://www.melaniemusic.net. Her er det muligt at finde oplysninger om koncerter og cd-udgivelser, man ellers aldrig ville høre om – og her kan aldersfascisme, smagsdommeri og journalistisk magtsyge ikke sætte dagsordenen for, hvad du skal vide og mene.

Lidt højstemt kunne man sige, at internettet her virkelig tjener sin fornemste mission som kampmiddel mod undertrykkelse og censur. Skriv et søgeord på Google, og du har den information, dine lokale kulturjournalister ikke ønsker, at du får adgang til.
Så velkommen til en ny verden af kvalitet, mere end nyhedsværdi – vel at mærke en kvalitet, du selv definerer.

Melanies hjemmeside

Janis Ians hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA