x

Finale – Lone Hørslev

Finale – Lone Hørslev

Alder: 36 år

Civilstatus: Har kæreste og to børn

Profession: Forfatter med en stribe digtsamlinger og romaner bag sig, senest dette forårs roman Sorg Og Camping. Desuden tekstforfatter i Er De Sjældne og tekstforfatter og korsanger i Mouritz Hørslev Projektet.

 

 

Kommer du fra et hjem med klaver?

– Ja, det gør jeg sjovt nok. Jeg gik til klaverundervisning sammen med min søster, men vi blev aldrig rigtig gode til det. Jeg kan huske, at min klaverlærer sagde, at man skulle holde hænderne, sådan at der kunne være en lille fugl inde i hånden. Det tænkte jeg meget over.

 

Spiller du selv et instrument?

– Nej, desværre.

 

Synger du i badet?     

– Ja.

 

Har du nogensinde drømt om at blive musiker?

– Nej, det tror jeg faktisk ikke. Jeg tror nok, at jeg på et ret tidligt tidspunkt indså, at de fleste andre både sang og spillede bedre end mig. Nej, jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, jeg en dag skulle se mig selv på et pladecover. Det skete så alligevel – utroligt nok.

 

Hvad betyder musik for dig?

– Meget. Når jeg skriver, foretrækker jeg at arbejde i stilhed. Men hvis en passage driller, eller noget skal gennemskrives, så sætter jeg ofte musik på. Så er en del af bevidstheden beskæftiget med musikken, og den anden del med teksten. Det kan godt løsne op for noget skrivekrampe. Bortset fra det kan musik også være inspiration. Tag Under Byen for eksempel. Intense og interessante tekster sat ind i et univers af lyd, der altid spænder mellem det storladne og minimalistiske, det voldsomme og det helt stille.

 

Hvor meget fylder din musiksamling?

– Det er svært at sige. Da jeg blev skilt for to år siden, måtte jeg også skille mig af med en masse musik. Nu har jeg så fået en kæreste, der har gemt alle sine gamle lp'er, som alene fylder et par hyldemeter. Det er sjovt at gå om bord i.

 

Hvad er din yndlingsplade?

– Det kan man da ikke spørge om! Men et bud kunne måske være Bonnie "Prince" Billys I See A Darkness. Eller Anne Linnets Kvindesind, hvor hun jo fortolker digte af Tove Ditlevsen. Den bliver jeg aldrig træt af.

 

Hvad er den mest pinlige plade, du har stående i din pladesamling?

– Jeg gider ikke undskylde hverken mine bøger eller min musik. Jeg har det stående, som betyder noget for mig. Det, som jeg er færdig med, eller har fejlkøbt, har jeg smidt ud igen.

 

Hvilken sang vil du vælge på karaokebaren?

– Jeg synger ikke karaoke.

 

Hvilken sang forbinder du med din første forelskelse?

Sunday Bloody Sunday af U2! Måske ikke så romantisk. Men min første kæreste, Henrik, var forsanger i et band, hvor de spillede den. Han havde en grøn baret på. Jeg syntes, både sangen, fyren og hans baret var enormt sej. Siden har jeg altid tænkt på U2, som man tænker på en gammel kæreste: Med stor ømhed.

 

Hvad er den perfekte musik til en erotisk aften?

– Jeg synes, det er en uskik at blande erotik med musik. En god ting skal ikke nødvendigvis blandes med en anden god ting.

 

Hvad hører du helst søndag morgen?

– Pop.

 

Hvilken sang får dig stensikkert på dansegulvet?

Too Funky af George Michael. 

 

Hvad er den første sang, du kan huske?

– Det er vistnok Vuffelivov med Shu-bi-dua. Av, den var pinlig.

 

Hvilken sang kan få tårerne frem i øjnene på dig?

– De fleste numre på Søren Huss' Troen Og ingen, som han har skrevet, efter han mistede sin kæreste i en trafikulykke. Det gør alligevel indtryk.

 

Hvilken musik skal der spilles til din begravelse?

– Bare salmer. Ikke noget med pop eller Elvis til mig.

 

Har du været i operaen?

– Ja. Men sjovt nok viste de en ballet.

 

Hvad har været din bedste koncertoplevelse?

– Det er nok Antony And The Johnsons, som jeg oplevede i Brooklyn i 2006 i en dobbeltkoncert med CocoRosie. Jeg synes, Antony Hegarty lavede en fuldstændig fabelagtig performance, hvor man som publikum virkelig følte, at han gav af sig selv, samtidig med at det aldrig blev omklamrende og privat.

 

Har du nogensinde været på festival?

– Ja, især dengang der var noget, der hed Midtfyns Festival. Der tog folk fra Holstebro Gymnasium til. Jeg har også været på Roskilde Festival mange gange.

 

Hvis du skulle på date med en musiker, hvem skulle det så være?

– Will Oldham, tror jeg. Eller PJ Harvey.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA