x

Håkan Hellström - kolikbarn løs på danske scener

Håkan Hellström - kolikbarn løs på danske scener

Billede: Martin Dam Kristensen, fra Spot 09

Snart er Håkan Hellström over os igen. Den svenske sanger og sangskriver udgav tidligere på året sit tredje album ”Ett Kolikbarns Bekännelser”, og lige før påsken spiller han live i både København og Århus. Der er grund til at sætte forventningerne højt, for sidst Håkan spillede i Danmark, til Spot 09-festivalen i Århus i 2003, var stemningen helt i top med en hyperenergisk Håkan piskende rundt på scenen - og koncerten fik de maksimale seks stjerner på GAFFA.dk.

Hvorfor er du så intens på scenen? Du virker fuldstændig manisk...
- Jamen, jeg kan bare godt lide at synge og optræde. Og så kan jeg godt lade mig gribe af stemningen, hvis den er god, er Hellströms simple forklaring. - Men jeg har jo også nogle ballader på programmet, og dem skal der også blive plads til.

Du er kendt for at optræde i hat og matrostrøje. Gør du stadig det?
- Jeg har stadig hatten på. Det har jeg altid brugt, for så behøver man ikke at tænke på sin frisure. Jeg kan aldrig finde ud af at sætte mit hår. Mit matrostøj er dog blevet væk, så det bruger jeg ikke mere.

Hvorfor begyndte du på det med sømandstøjet?
- Ved en af mine første koncerter skulle jeg spille med en musiker, som foreslog, at vi begge tog matrostøj på. Jeg forstod ikke helt hvorfor, men næste dag var der masser af billeder af os i aviserne, og så blev det mit image. Men nu er tøjet som sagt blevet væk. Og det er nok meget godt, for jeg var ved at blive træt af det. Hvad jeg nu skal gå i, har jeg ikke helt fundet ud af. Det bliver nok noget forskelligt hver gang. Jeg vil helst ikke mere have et så fastlåst image, fortæller Håkan.

”Jeg synger bedre end dem fra Grand Prix”
- Håkan Hellström udgav tidligere på året sit tredje soloalbum ”Ett Kolikbarns Bekännelser”.
- Det var dog en spøjs titel
- Det er en lille joke over for alle dem, der siger, jeg lyder som et barn, der hyler. Men jeg synes faktisk, jeg synger bedre end de fleste. I hvert fald bedre end alle dem, der var med i Melodifestivalen i år (det svenske melodi grand prix, red.). At kunne synge handler jo ikke kun om, hvor dygtig man er rent teknisk, men også om, om man kan formidle nogle følelser, når man synger. Og det synes jeg i al ubeskedenhed, jeg er ret god til, siger Hellström, der i sangen ”Bare Dårer Ruser In” på det nye album blandt andet fremfører linjerne ”Jeg drömda att jeg kunde sjunga/men det kan jeg inte”.

Musikalsk roadmovie
Dine sange virker meget personlige. Du synger om gamle kærester, om at købe og sælge hash, om at have tilfældige jobs, om at underskrive en pladekontrakt uden at have læst den, og du nævner en masse konkrete by- og gadenavne: Göteborg, Stockholm, Malmö, København, Magasinsgatan ... Er det hele selvbiografisk?

- Noget af det er, andet er bare min fantasi, hvor jeg har drømt mig ind i nogle tænkte situationer. Men jeg synes ikke, det er så interessant, hvad der er selvoplevet, og hvad der er fiktion. Bare det føles oprigtigt. Med hensyn til stednavnene ville jeg godt lave denne plade til en slags skandinavisk roadmovie, hvor man kommer lidt omkring. Sådan i stil med Jack Kerouacs roman ”On The Road” (amerikansk klassiker fra 1957, red,), som jeg er ret vild med.

Musikalsk set har Hellström ændret stil en kende på det seneste. Hvor det forrige album ”Det Er Så Jeg Säger Det” var en blanding af hyperenergisk pop, rock og kraftige sambaelementer - dog også visse ballader - er det nye mere regelret poprock og måske en kende mere afdæmpet, med knap så mange blæsere eller hektisk slagtøj.

- Jeg har altid syntes, at musik skal swinge, og på den sidste plade gik jeg så planken ud og lod mig inspirere af samba, men denne gang har jeg og min medsangskriver og -producer Björn Olsson gået efter at lave en rendyrket rock 'n' roll-plade uden helt så mange forskellige instrumenter. Sådan lidt a la Rolling Stones' ”Exile On Main Street”. Og så er jeg måske blevet en anelse mere eftertænksom med tiden, slutter Håkan, der dog ikke lyder, som om han er blevet helt bovlam. Så mon ikke påsken starter med seriøse tømmermænd?

Håkan Hellström spiller på Vega i København 22. marts og på VoxHall dagen efter

Håkan Hellströms hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA