Odense Live Prisen 2012 - ny tradition på tredje år

Odense Live Prisen 2012 - ny tradition på tredje år

For 3. år i træk skulle vi fejre byen og øen med Odense Live Prisen. Intet gallashow uden rød løber, champagne og prominente gæster. Her var snese af yngre musikertyper og en stribe af byens prominente politikere i smoking, skarpt fulgt af flotte damer i hvert sit skarptskårne dress. Hertil en sand hær af Postens frivillige, der denne aften stod på spring for de indbudte gæster. Det gjorde de i omgivelser, der med hvide duge, 5-armede lysestager og et veloplagt lysshow fremstod rigtig lækkert. Backing-bandet Superfly var tilpas afdæmpede, men gjorde sig alligevel fortjent til at blive nydt. Baren bagerst i salen var et godt sted at tage klientellet i øjesyn: Der er ham formanden for, hvad er det nu... Er det ikke borgmesteren derovre…Ham der kender jeg, han er da med i det der band... Pludselig føltes Odense som en meget lille by.

Endnu et awardshow
Tænk at award-cirkuset også skulle ramme lille Odense. I følge den indledende taler har Odense Live Prisen dog nærmest uanet potentiale for at sætte Fyn på verdenskortet. Med fræk engelsk buzz bekendtgjorde han, at prisen og showet med tiden skal være "top of mind" i hele landet, og gerne i hele Europa. Meget ambitiøst, må man sige. Aftenens konferencier og sjove mand Carsten Bang manede dog til besindelse, da han flabet fastslog: "Odense er ikke verdens navle".

Trods de noget højtflyvende bemærkninger var der dog noget ganske jordnært og reelt over aftenens tre priser; talentprisen, æresprisen og hovedprisen, der alle er stiftet for at "anerkende talentet, det hårde arbejde, de gode oplevelser og den store musikalitet, der præger det rytmiske musikliv på Fyn".

Det sprudlende fynske musikliv
Aftenens anden åbningstaler borgmester Anker Boye lod i vanlig poleret og diplomatisk stil forstå, at Odenses kulturliv aldrig har haft det bedre, hvorefter der dog gik salgstale i den. Hvordan fik han sneget en letbane ind i en tale om musikmiljøet? Tredje mand på scenen, rådmanden for by og kultur Steen Møller havde heldigvis bedre fat med referencer til bl.a. "fantastiske Malk De Koijn", der som bekendt gjorde en noget nær – for byen - legendarisk optræden på Posten i 2011. Gratis, men solide point. Også han kunne bekræfte at det odenseanske kulturliv er "langt bredere og bedre end rygtet".

Steen Møller har måske hørt rygtet om, at det faktisk ikke går så godt endda med de danske spillesteder, der jo for tiden oplever faldende tilskuertal, samtidigt med at kunstnerne forlanger en højere pris at optræde. I 2008 blev økonomien så dårlig for Posten, at man måtte lade kommunen tage over. Og det har de vist gjort meget godt, for som det ser ud nu, overdrages det økonomiske ansvar per 1. april til Odense Live Sponsorforenings 46 private investorer, som nu i syv år har støttet musikken i byen. Dette awardshow var lige så meget en fest for investorerne, som havde gjort det hele muligt.

Talentprisen
Aftenens første pris var talentprisen. Kun kunstnere der " via sit uomtvistelige talent - har gjort sig særligt bemærket i det forløbne år" kunne komme i betragtning. Repræsenteret var her Den Fjerde Væg, The Eclectic Moniker, og Black Horse. Inden selve prisoverrækkelsen blev de på skift gennet op på scenen, så vi selv kunne få talentet at høre, og det er vel en rimelig god og publikumsvenlig idé, sådan at kombinere talent- og award-show.

Den Fjerde Væg valgte her at optræde med en noget ujævn fællessang, med deltagelse af alle 3 nominerede bands. Måske fordi de ville signalere kammeratskab, måske fordi de vidste, at de alligevel ikke ville vinde. Som udefrakommende ved man jo aldrig den slags. Men den optræden skabte ikke mange nye fans.

The Eclectic Moniker, et navn som blev underkastet den ene fynske udtale efter den anden, var næste optræden. Moniker virkede som vinderne med det samme. Alt ved deres optræden fortalte, at vinderne var valgt. Du ved, lyset var bedre end hos Den Fjerde Væg. De spillede et rigtigt nummer, de blev holdt længere på scenen, og folk klappede på grund af deres optræden, ikke på grund af deres kammerateri.

Til sidst fik vi halvvejs ukendte Black Horse, som endnu ikke har noget materiale ude, og som sjældent optræder. Musikken var her aldeles overraskende. En klar stemme, en skæv og perfekt afmålt guitar i et lækkert ørkentørt nummer om kærlighed. Bortset fra nogle ret stift spillede trommer faldt der udelukkende vellyd fra scenen. Folk vendte sig mod dørene; Hvor kan man købe deres plade? Nå, ikke...

The Eclectic Moniker vandt, og blev overrakt prisen på 15.000 kroner af den barmfagre radioværtinde Amos Bendix, der i aftenens anledning var klædt helt i rødt. Man må sammenlagt sige, at det denne aften var lykkedes de spirende talenter at overbevise publikum og sponsorer om at der faktisk sker noget i det odenseanske musik miljø... Eller for prisvindernes vedkommende måske mere København, hvor de bor nu.

Æresprisen
Så var der æresprisen på 10.000 kr, der i år gik til Henning Haarder, som gennem mange år har kæmpet for at forbedre musikmiljøet i Svendborg, som daglig leder af Harmonien. Har man besøgt den 150 år gamle købmandsgård, hvor spillested, øvelokaler og café går op i en højere harmoni, ved man at Henning Harder må være noget ganske særligt. Det var som om champagnen, de høje hæle og de fine kjoler for en stund lod sig vige for den naturlige og afslappede kulturhelt, der i jeans og sweater veloplagt skød sig igennem en dejligt improviseret takketale. Ikke så meget pjat, ingen halve løfter, og ingen "Oscar Moments" med våde øjne.

Hovedprisen
Med et sæt blev vi dog vækket af den kække konferencier der gennede helten ned med en fræk bemærkning om at "nu gad vi ikke se mere på ham". Derpå blev der igen skruet op for gallaen og lagt i ovnen til aftenens hovedmenu, i form af Odense Live hovedprisen på 50.000 kr. Igen tre nominerede og igen fik vi som publikum fornøjelsen af selv at kunne måle talentets omfang. Og der var lidt for enhver smag, med optrædener fra hver sin ende af det musikalske spektrum.

Først fik vi trompetisten Lars Vissing, som fyrede salver af til en slags caribisk drum'n'blues. Ikke alene var det virkelig drømmende lækkert, især i det glatte lydbillede som Posten endnu engang formåede at præstere, men også fordi det var så meget anderledes. Tak alene for det.

Dernæst fulgte drengerøvene fra hiphop ensemblet Fler Farver. Godmodigt og lidt fjoget fest-hiphop i samme kategori som fx hedengangne Humleridderne. "Hey-håååå-u-wå-ååh. Jeg' morgen-ovenpååå-u-wå-åååh." Med notorisk live-energi forsøgte fyrene ihærdigt at få sat skub i festen, skønt gennemsnitsalderen var noget over Fler Farvers normale segment. Men bagefter var der dog mere målrettet underholdning i form af violinisten Harald Haugaard, som med Superfly som backing band gik flydende amok i en bombastisk blanding af folkemusik og rock.

Der gik da også et slags lettelsens suk gennem publikum da 2011-vinder Søren Huss få minutter efter bekendtgjorde Haugaard som aftenens vinder. Haugaard havde til lejligheden forberedt en lille afhandling om Fyns musikhistorie som tak. Haugaard slap smilende afsted med de 50.000 spir i lommen, som tilskud til en ny jordomrejse. Og nok ikke så meget tvivl om, at manden var informeret på forhånd. Der var for meget på højkant til at lade nogen stå og falde over sine egne ord ved aftenens højdepunkt. Det var glat som fløjl og lige så fyldt med spontan glæde som smilet hos undertøjsmodellerne i Føtex-kataloget. Dermed ikke sagt at manden ikke var glad – det var bare tydeligt, at den oprindelige glæde havde lagt sig.

Dermed enden på showet...
Kort derefter trådte et større orkester ind på scenen og bød op til dans. Folk grupperede sig enten foran scenen eller foran baren, mens en større flok søgte mod udgangen. Vi tog en runde og snakkede med et par af byens spidser og nogle bandmedlemmer, før vi daffede derudad.

Det var med en lidt underlig fornemmelse i maven, at vi forlod Posten. På den ene side havde man Henning Harder og alle musikerne, som var indbudt, og som praktisk taget lever i musikken. På den anden side de glatte politikere og sponsorerne, som i virkeligheden fejrede sig selv. I den ene sætning bombastiske vendinger om Odenses kulturliv, i den anden en tak til sponsorerne for kunstigt åndedræt. Heldigvis var der intet tvetydigt i aftenens vindere.

Men det står stadig klart, at Odenses kultur- og musikliv har et rygte, som ikke er ren smiger. Alverdens champagneflasker og løfter om at nå hele Europa rundt ændrer ikke så meget ved alvorligt svingende fremmøde til byens koncerter. Man kan undre sig over, at Odense Live Prisen skal eksporteres før byens musikliv virkelig gløder af aktivitet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA