bob hund – Blikket rettet fremad

bob hund – Blikket rettet fremad

Når bands på samme alder bliver offer for singlebokse og langvarige afskedsturneer drøner bob hunds maskineri videre med dobbelt hastighed. Efter turen med Bergman Rock i midten af 00'erne er den nyfundne produktivitet et faktum. Det netop udgivne album Låter Som Miliarder er bandets tredje på tre år og sammenlagt det syvende, og der foreligger ingen planer om at sænke tempoet. Det er nærliggende at spørge sig selv, hvorfor bob hund rejser sig, når de andre falder. En del af svaret finder man i, at bob hund nægter at blive nostalgiske.

– Vi snakkede om det her med at "skal vi sende en boks ud nu når vi fylder 20?", siger Conny Nimmersjö, guitarist og stiftende medlem i bob hund. Men hvorfor skulle vi gøre det? Opsamlingsbokse er som kister. Og vi har ikke tid til at blive begravede. Vi er mere interesserede i hvad vi har foran os, end i at definere hvad vi har gjort indtil nu.

Lige så vigtigt har det været at forny udtrykket og ikke genbruge gamle koncepter, forklarer Conny. Bandet forbød sig selv at lave dårligere versioner af det, de har lavet tidligere. Ingen var interesserede i et bob hund à la 1993. Allermindst produceren Tore Johansson, som var ekstra hård ved bandet, når de kom til at falde tilbage i gamle vaner.

– Han har været en ledestjerne i arbejdet med de nye skiver. Vi ville forny vores udtryk samtidig med, at vi ville beholde følelsen, og det var ikke lykkedes, hvis ikke Tore havde været efter os. Hvis der var noget, han ikke kunne lide, så forklarede han, at "det her lyder jo som bob hund 1993. Det er jeg ikke interesseret i". Og så var det bare tilbage til øvelokalet. Man må jo indstille sig på, at vi ikke kan bryste os af at være det yngste og mest sultne band, og derfor må man finde andre kvaliteter end energi og eksplosivitet.

Andet ved siden af
Bob hund-medlemmerne ses ikke særlig tit ved siden af musikken. Alle har job og familier ved siden af, og Thomas og Jonas bor i Skåne mens Conny, Jonny, Mats og Christian bor i Stockholm. Conny selv er vicevært på en skole og har tre børn. Han er tilfreds med at skelne mellem arbejde og musik. På den måde virker musikken mindre som et arbejde, forklarer han.

– Havde jeg haft mulighed for bare at forsørge mig gennem musikken, havde jeg sandsynligvis haft flere projekter. Men så bliver det hurtigt som et arbejde. Nu spiller jeg bare i projekter, som jeg virkelig vil være involveret i. Desuden er det rart med almindelige kollegaer, som ikke sysler med musik. Det er lettere og sjovere at være vicevært for at kunne arbejde med musikken, end at den i sig selv bliver et arbejde.

Når Conny og de andre medlemmer endelig mødes, så er det næsten altid i bandsammenhæng og så har de samme enkle mål: at skrive nye sange.
 
- Det tror jeg er en af grundene til, at vi har holdt sammen, siger Conny. At vi alle laver andre ting ved siden af.

Samtidig påpeger Conny, at bob hund aldrig har kørt på skinner. Med seks, nogle gange syv, stærke viljer har bandet haft sin del af konflikter og urolige processer. – Da vi startede Bergman Rock for alvor i starten af 00'erne var det for at få en pause fra bob hund. En "time out" i bandsprog. Det var enten dét eller lave noget helt andet i en periode. Bergman Rock blev en måde at fortsætte med at spille sammen, men i en anden sammenhæng. Bandet oplevede, at spændingen ved bob hund tog af, og at ydeevnen sjældent bød på hverken top- eller bundpræstationer. Det blev for sikkert og stabilt for et band, der var kendt for sine kaos-agtige og prisbelønnede liveshows. Set i bakspejlet var afstikkeren med Bergman Rock givetvis helt nødvendig. Det blev en periode, et sted på vejen, til at finde tilbage til bob hund.
 
Man stopper ikke i bob hund
Trods manglen på spænding, var der aldrig nogen i bob hund, der overvejede, at det kunne slutte.
I dokumentaren om bandet på SVTs Musik Special forklarer keyboardspilleren Jonas, at man ikke stopper i bob hund. Det er aldrig en mulighed. Conny og Thomas er enige. Bob hund er en evighedsmaskine.

For tre år siden valgte trommeslageren Mats Andersson dog at træde tilbage som passivt medlem af bob hund, og det var ikke helt let at finde en ny. Til sidst fandt man nyt blod i 33-årige Christian Gabel. Christian havde tidligere spillet med på Connys soloprojekt og på nogle af Rock Bergman-koncerterne, og der gik ikke længe før han blev bandets nye sjette medlem.

– Det var uden tvivl ikke let for Christian at finde sig til rette med en gang nisser, som havde spillet sammen i 20 år, men da han endelig faldt ind, føltes det virkelig naturligt. Med en ny trommeslager bliver lydbilledet et helt andet, og det tror jeg, at vi havde brug for. Han har været rigtig vigtig for indspilningerne af det nye album.

Hvis Det Överexponerade Gömstället var bob hunds hidtil mest lavmælte og melankolske plade, så bevæger Låter Som Mijarder sig væk fra det. Man finder heller ikke nogen Helgen v.48 eller Tralala lilla molntuss. Den tid er forbi. Hvis bandet vil bevare stemningen, men forny udtrykket så er det lykkedes. Man står tilbage med indtrykket af et band, der er i balance med sig selv. Et band, der har accepteret, at de snart er tættere på halvtreds end fyrre, og ikke længere er bandet på alles læber. Tilbage står bob hunds karakteristiske skæve rum-synth. Thomas Öbergs umiskendelige sprukne skånske melodier og vanvittige tekster. Alt er det samme og dog forandret. Bob hund har altid været eksperter i at blande melodier med hylende morsomme og intelligente tekster, og er det fortsat.

– For 20 år siden oplevede jeg, at man skulle bevise en masse, siger Conny. Jeg hadede livet, da jeg var i tyverne. Nu er alt enklere og mere afslappet. Jeg er rigtig taknemmelig, hvis vi kan fortsætte med at lave musik. Hvis alle er i live og ved godt helbred, kan jeg heller ikke se nogen forhindring i det. Nu om dage findes der jo masser af eksempler på folk, som stadig spiller musik i tres-halvfjerds-årsalderen. I 80'erne var det utænkeligt en tres-årig gammel mand skrige punk.

Har man nogensinde set en bob hund-koncert ved man, at det kan være en lettere kaotisk oplevelse, med en spasmodisk figur i fokus og et vanvittigt kaos i baggrunden. Så er det svært at forestille sig, at det fuldstændig anderledes i studiet. Men den metodiske tilgang i studiet er en forudsætning for energien på scenen, forklarer Conny.

Når man ser Iggy Pop eller Lemmy, så er det også kaos, men selve musikken er skabt under ekstremt strukturerede forhold. Sceneshowet spejler ikke altid, hvordan det er at indspille. Jeg tror faktisk, at det er takket være det, at vi er så omhyggelige, når vi laver musikken, at vi kan levere den som vi gør på scenen. 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA