x

GAFFAs guide til oversete bands

GAFFAs guide til oversete bands

I sidste måned kunne du læse om bands, der ikke formåede at leve op til den enorme hype, der var skabt omkring dem. I denne måned går vi i den anden grøft, og med afsæt i redaktionens personlige favoritter ser vi nærmere på de kunstnere, der er blevet overset og aldrig har fået det store gennembrud, trods musikkens åbenlyse kvaliteter. Gå på opdagelse i skjulte skatte, når GAFFA præsenterer nogle af de mest skammeligt oversete, men fantastiske bands på redaktionens egne pladehylder

Hør også sangene på Spotify.

Felt

Dette fremragende alternative rockband fra England eksisterede fra 1979 til 1989, og de formåede at udgive ti album og ti singler i løbet af de, ja ti år. Bandets lyd skiftede i løbet af de ti år, og de lagde for eksempel ud med at lave indviklet popmusik med masser af reverb, mens en stor del af den ligesindede engelske musikscene havde travlt med at skabe dyster postpunk eller mere ligefrem popmusik.

Siden hen kom de også omkring poprock med masser af Hammond-orgel, og de fik endda også udgivet par instrumentale lounge-orienterede plader. Bandets meget omskiftelige lyd kan være en af grundene til, at de havde svært ved at holde fast i en trofast fan-base, og den store kommercielle succes udeblev på trods af et væld af stærke sange. Selvom Felt aldrig fik det store gennembrud, formåede de dog at inspirere navne som Belle And Sebastian, Manic Street Preachers, Girls og The Tyde.   

Gyldne øjeblik: Den dragende smukke Primitive Painters med Elizabeth Fraser fra Cocteau Twins på formidabel gæstevokal.

 

 

It's Jo And Danny

Flere år før den omsiggribende neo-folk-bølge lagde verden ned med fuldskæg, akustiske guitarer, vokalharmonier og skovmandsskjorter, foregreb Jo Bartlett og Danny Hagan tendensen med den fremragende plade Lank Haired Girl To Bearded Boy (2000), der også indeholder folktronica-tendenser.

Albummet indeholder en perlerække af fremragende numre, og det er noget nær en skandale, at ikke flere har fået øjnene op for bandets åbenlyse kvaliteter.

Duoen har blandt andet inspireret Tunng. Bandet nåede at udgive fire plader under It's Jo And Danny-navnet, før de muterede og blev til den folk-inspirerede progressive rock-kvartet The Yellow Moon Band, der bestemt også er et lyt eller to værd.

Gyldne øjeblik: Den sugende lækkerbisken af en godbid Hippy Thinking skylder man som  musik-elsker at give sig hen til.

 

 

Young Marble Giants

Den toneangivende walisiske trio Young Marble Giants nåede trods talent og potentiale kun at udsende debutalbummet Colossal Youth i 1980, før de tre bandmedlemmer – hvoraf de to var brødre – valgte at stoppe legen. I 1980 var Young Marble Giants en af de mest originale post-punk-bands. Gruppen spillede en ekstrem minimalistisk musik, hvor antydningens kunst prægede gruppens udtryk. Young Marble Giants bestod af sangerinden Alison Statton og brødrene Stuart og Philip Moxham på henholdsvis guitar/orgel og bas – samt en rytmeboks.

Sammen frembragte de et yderst karakteristisk og fængende udtryk med Stattons lyse og ret spinkle, men meget charmerende ungpigerøst i front for et spartansk lydbillede, hvor den let funky bas fylder godt op, hvorimod de programmerede trommerytmer er omvendt simple. Melodierne er tilsvarende minimalistiske, til tider let reggae-influerede, og teksterne, der ofte kredser om kærlighedens trængsler i den moderne verden, tit kortfattede og nøgternt konstaterende. 

I dag kan Young Marble Giants ses som en af de helt store fornyere af rockmusikkens formel, på linje med Brian Eno, Joy Division og Radiohead, selvom de aldrig er nået ud til et større publikum. Blandt dem, der nævner bandet som inspirationskilde, er Stereolab, Courtney Love, Kurt Cobain, R.E.M. og danske Olesen-Olesen.

Gyldne øjeblik: Colossal Youth – titelnummeret fra bandets eneste album er intet mindre end uimodståeligt i al sin minimalistiske, orgelindsvøbte charme.

 

 

Aztec Camera

Da skotske Aztec Camera i 1983 udgav debut-albummet High Land, Hard Rain med melankolsk 60'er lyd og akustiske guitarer, var medierne ikke sene til at udråbe den dengang kun 17-årige Roddy Frame til et geni. Fuldt fortjent, for den unge sangskriver leverede en række helt igennem geniale popsange.  Og skotten var da heller ikke sen til at udnytte hypen og hyre ingen ringere end Mark Knopfler ind til at producere gruppens andet udspil, der var fuld af hyldester til folk som Roger McGuinn, Wes Montgomery og Keith Richards.

Der er tale om førsteklasses popmusik i spændende forklædning, men selvom Frame var meget politisk revsende i sine tekster, nåede gruppen ikke samme højder som de beslægtede The Smiths med en vis hr. Steven Patrick Morrissey i front, og bandet, der havde Frame som eneste faste medlem, forsvandt i glemslen. I dag indspiller og udgiver Roddy Frame under sit eget navn. Herhjemme bringer især Gangway mindelser om Aztec Cameras lyd.

Gyldne øjeblik: Debutalbummets anden single Oblivious er med sit florlette udtryk og fængende melodi ikke til at stå for.

 

 

Alex Chilton

Alex Chilton, der vel nærmest kan betegnes som indierockens far, dannede sammen med Chris Bell, Jody Stephens og Andy Hummel gruppen Big Star i 1971. Selvom gruppen kun havde en levetid på tre år, kan man ikke overvurdere deres indflydelse på melodidreven og guitarbaseret amerikansk rock. Inspireret af navne som The Kinks og The Beatles skrev Bell og Chilton skarpe sange, der trods deres manglende kommercielle gennemslagskraft efterfølgende inspirerede bands som R.E.M. og The Replacements.

Big Star nåede at udgive tre studieplader i en turbulent periode, hvor Bell gentagne gange forlod bandet. Han medvirkede ikke på gruppens sidste plade "Third/Sister Lovers". Chilton fortsatte i 70'erne og 80'erne som solist, dog undervejs med hjælp fra folk som Richard Lloyd fra Television, og arbejdede også som producer blandt andet for gruppen The Cramps. I 1993 besluttede han sig dog for at gendanne Big Star i en ny version, der inkluderede det originale medlem Jody Stephens samt Jon Auer og Ken Stringfellow fra The Posies - en gruppe, der skylder Big Star en hel del.

Som nævnt har Big Star haft en enorm indflydelse på amerikansk rock, og i årevis kunne man ikke læse en anmeldelse af bands som Fountains Of Wayne, The Posies, Superdrag, Gigolo Aunts, The New Pornographers eller Matthew Sweet, uden at Big Star blev nævnt. Navne som Wilco, Elliott Smith, Evan Dando, Matthew Sweet, The Walkabouts, Nada Surf, This Mortal Coil, Placebo, Kristin Hersh, Teenage Fanclub, Bangles og Jeff Buckley har alle indspillet Big Star-sange, og i 1998 blev en version af bandets sang In The Street brugt som temamelodi til tv-serien That 70's Show. Alex Chilton døde af et hjertetilfælde i 2010. Chris Bell døde allerede i 1978 ved en trafikulykke – 27 år gammel.

Gyldne Øjeblik: Det er en svær opgave at vælge blandt Chiltons mange perler, men Big Stars September Gurls er intet mindre end en af de bedste popsange, der nogensinde er skrevet.

 

 

Heidi Berry:

Amerikanske Heidi Berry har ikke formået at gøre det store væsen af sig, men det ændrer ikke på, at hun er en fremragende og totalt overset sangerinde i Kate Bush-traditionen. Hun debuterede i 1987 med det fine mini-album Firefly, der er indspillet med Martin Duffy fra Felt.

Berrys stemme er umådeligt stor og udtryksfuld, og hendes sangskrivning kan sammenlignes med kunstnere som Nick Drake og Sandy Denny. Hun fortjener bestemt at få et langt større publikum, for det er virkelig en skam, at der ikke er flere, der nyder godt af de formidable sange, hun står bag. I dag arbejder hun som underviser på The Brighton Institute Of Modern Music.

Gyldne øjeblik: Det lækkert irsk-klingende nummer The Moon And The Sun fra hendes selvbetitlede album fra 1993 er ikke noget dumt sted at starte.

 

 

XTC

Da XTC blev dannet tilbage i 1977, startede de ellers så habile popsmede ud som et new wave-band, men siden blev det til en række mesterligt finurlige popsange, der matcher genialiteter fra giganter som både The Beatles og The Beach Boys. Om gruppens album Apple Venus Volume 1 gav GAFFAs anmelder Finn P. Madsen følgende rammende beskrivelse af musikken: "Andy Partridge fører gruppen ind i korridorer, hvor popmusikken ikke har været i lang tid. En dråbe falder, en kontrabas rammer sammen med violins skingre tone, og herfra bliver åbneren River Of Orchids bygget op som et symfonisk højhus, der elegant tager én med op til øverste etage, hvor Partridge som den store vokale dirigent styrer denne klassiske tour de force med fuld. overlegenhed."

Bandet har gennem karrieren begået det ene uafrystelige nummer efter det andet, og man kan kun undre sig over, hvorfor XTC aldrig har fået det store gennembrud, men kun har været forbeholdt de få.

Gyldne øjeblik: Igen er der en perlerække at vælge fra, men Making Plans For Nigel er ikke til at få ud af hovedet igen – og man har heller ikke lyst til det.

 

 

Afghan Whigs

Afghan Whigs blev dannet i 1986 og har siden da etableret sig som et af de bedste bands på den amerikanske garage-soul scene med Greg Dullis unikke og intense stemme som omdrejningspunkt og den mesterlige Gentlemen fra '93 som hovedværket. Dullis dragende stemme og personlighed er sammen med en samling rystende stærke sange et af bandets største aktiver, og han er blevet beskrevet på følgende måde her i bladet: "Kun få andre kan med lige så stor overbevisning, desperat tryglende, synge om den skønne ulykkelige kærlighed. Besynge kvinden og længsler, der ligger begravet et sted inde bag den underste del af rygsøjlen. Der bor en sort sjæl inde i Greg Dulli. Det er hvid rock, og det er samtidigt sort soul."

Desværre har Afghan Whigs det til fælles med de øvrige bands her på siderne, at alt for få har fået øjnene på for bandets enorme talentmasse. Dulli har siden været aktiv i Twilight Singers og The Gutter Twins. Sidstnævnte sammen med Mark Lanegan. Afghan Whigs er i øvrigt gendannede, og der skal herfra lyde en klar opfordring til de danske bookere om at få dem til landet!

Gyldne øjeblik: Det må simpelthen være dødt løb mellem de to mesterlige Faded og When We Two Parted. Så er det bare med at finde sortsindet frem og komme i gang med lytningen.

 

 

The Feelies

The Feelies, der blev dannet af Clenn Mercer og Bill Milion i 1976, albumdebuterede med i 1980 med den medrivende Crazy Rhythms, der blev fulgt op af den Peter Buck-producerede The Good Earth seks år senere. Bandets lyd kan bedst beskrives som en let guitarmur, der er et på én gang originalt og meget tidstypisk guitarrock fra 80'erne. Det er guitarrock fra tiden før den store grunge-bølge fra Seattle, og et band som The Strokes har helt sikkert lyttet intenst til en sang som titelnummeret på Crazy Rhythms.

Sangene og musikken holder stadig vand, selvom det er sørgeligt overset i den brede offentlighed. Efter at have været opløst siden 1992, blev bandet gendannet i 2008, og i 2011 udgav de albummet Here Before, der ligesom bandets øvrige plader kun har solgt et beskedent antal eksemplarer. Blandt dem, der er inspirerede af bandet, er R.E.M. og forfatteren Rick Moody.

Gyldne øjeblik: Den nærmest smittende Crazy Rhythms er ikke til at komme udenom, men tjek endelig hele bandets bagkatalog ud.

 

 

Den danske:

Larsen And Furious Jane (billedet)

Larsen And Furious Jane har siden 2004 udgivet fire helt igennem geniale plader, der – fortjent – er blevet rost til skyerne af anmelderne, men skammeligste vis overset af pladekøberne. Det tog bandet sidste år konsekvensen af og forærede albummet Dolly væk til gratis download.

Gruppen er gået fra et alt. country-ensemble med umiddelbare omkvæd og tekster med både vid og bid til at male med en mørkere pensel, der har resulteret i mindre let tilgængelige sange. Det er Larsen And Furious Jane på ingen måde blevet dårligere af, og de står stadig som et af de bedste, mest interessante og spændende bands på den hjemlige musikscene. Det er bare med at komme i gang med lytteriet, for de fortjener virkelig stor opmærksomhed, og modsat flere af de andre kunstnere, kan du her nå at komme med på vognen, mens bandet stadig eksisterer.

Gyldne øjeblik: Bandet har vanvittigt mange stærke numre på samvittigheden, men Window Shopping fra Dolly samler flot bandets melodiske tæft og den mere mørke side af musikken.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA